Her er lægens tre råd til at forebygge influenzasmitte

Feber, hoste, ømme muskler og snotnæse.

De seneste tre uger er antallet af danskere smittet med influenza steget markant, og smittetallene er de højeste sammenlignet med de seneste fem år, viser tal fra Statens Serum Institut.

For speciallæge Morten Dahl fylder luftvejsinfektionerne ligeledes meget i hans lægepraksis, og han tror, at det er coronapandemien, der har gjort udfaldet.

Gennem vinteren har afstand og håndsprit nemlig holdt influenzaen fra døren i mange hjem, men nu hvor samfundet er åbnet op, slår den til.

- Der er ikke skabt nogen immunitet i befolkningen, og så kommer det hele på en gang, forklarer han i 'Go’ morgen Danmark'.

Men der er råd for, hvad man selv kan gøre for at mindske risikoen for at blive smittet med influenza.

Vaccine, vitaminer og varmt tøj

Den første måde at undgå influenza på er at lade sig vaccinere, og det har 1,7 millioner danskere allerede gjort. Men et stik mod influenza er ikke en garanti, forklarer Morten Dahl.

- Vaccinen svinger i dækningsgrad, fordi influenzavirussen muterer, og det gør den hvert år, så det er nogle nye varianter, vi ser. Derfor kan man ikke være sikker på den. De dårligste år har den været nede på 20 procent, og de bedste år har den været på 80-90 procent.

Ud over vaccinen kan man spise sig til en bedre immunitet.

Her vil Morten Dahl dog gerne aflive en myte. Det er nemlig yderst sjældent, at danskere har C-vitaminmangel, så det er ikke nødvendigt at tage.

D-vitamin er derimod vigtigt at få – og forårssolen er ikke nok, lyder det.

- Den varme, vi kan mærke fra solen nu, er infrarøde stråler. Det er ikke de der uvb-stråler, som er med til at danne D-vitamin, fortæller Morten Dahl.

Hvis du kan komme op og bevæge dig en lille smule

Morten Dahl, speciallæge

Derfor anbefaler han, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefaling og tager D-vitamin fra september til april. Har man ikke taget D-vitamin hen over vinteren, må man gerne tage dobbelt dosis den kommende måned, lyder det.

Den sidste anbefaling fra Morten Dahl er, at man beholder jakken på, selvom solen skinner. Når kroppen er nedkølet, er risikoen for at blive smittet nemlig større.

Skal "ventes" ud

Skulle du eller dit barn blive smittet med influenza, er der ikke meget at gøre.

For selvom fødevarer som ingefær og hvidløg i laboratorieforsøg har vist sig at have en effekt, har Morten Dahl endnu ikke set en forsøg med mennesker, hvor de har vist sig at have en markant betydning.

Det handler derfor om tålmodighed – og meget lidt motion, hvis man bliver syg.

- Hvis du kan komme op og bevæge dig en lille smule omkring, så er det fint, og ellers er det at vente det ud, slutter han.

Se indslaget med Morten Dahl i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY

Rockstjerner er draget i krig: – Vi er vågnet op til en ny virkelighed

De er et af de mest populære rockbands i Ukraine, men nu forsøger de at forsvare deres land i krigen.

Vi er vågnet op til en ny virkelighed, der er svær at forstå

Dmytr Zhloud, guitarist

De har byttet musikinstrumenter ud med våben, og de kører hver dag til fronten for at fragte sårede soldater på hospitalet.

- Jeg er ikke en dygtig soldat. Jeg er ikke god til at skyde, for jeg har ingen erfaring og kompetencer, men jeg kan hjælpe folk med at overleve, siger Taras Topolia.

Han er forsanger i bandet under navnet Antytila, og da krigen brød ud, besluttede han sammen med resten af sine bandmedlemmer at gøre, hvad han kunne for at forsvare sit land.

Fragter sårede frem og tilbage

TV 2s Rasmus Tantholdt har besøgt bandet, der nu deltager i krigen mod Ruslands invasion i Ukraine.

Mange af gruppens sange handler om sammenhold og at tro på fremtiden.

Nu sidder de tæt på frontlinjen iført soldatertøj, mens deres land og tro på fremtiden er ved at falde i ruiner.

Bilen, som de normalt bruger til musikinstrumenter, og når de kører til og fra koncerter, bruger de nu til sygetransport.

I den brune varevogn har de hjemmelavede lægemidler og behandlingsudstyr med sig.

- Det er til at behandle folk med, siger Taras Topolia og rækker en iltmaske frem, der hænger inde i bilen.

Havde aldrig forestillet sig det

Under interviewet med det ukrainske rockband må de søge dækning, da der høres eksplosioner i baggrunden.

- Vi havde aldrig forestillet os, at sådan noget kunne ske. De første dage forsøgte vi bare at forstå, hvad der foregik, siger Serhii Vusyk, pianist i bandet.

Det har sat tingene i perspektiv og gjort, at de har følt sig kaldet til at hjælpe. De håber, at de kan inspirere andre til også at tage kampen op mod Ruslands krigsmaskine.

- Angrebene kommer i bølger. Man vænner sig til en ny virkelighed, men vi er vågnet op til en ny virkelighed, der er svær at forstå, siger Dmytr Zhloud, der er guitarist.

Zelenskij har tidligere medvirket

Gruppen bruger også deres sociale medier som platform til at komme ud med deres budskaber om krigen.

Her har de blandt andet også rakt ud til den britiske musiker Ed Sheeran, i forbindelse med at han holdte en støttekoncert for Ukraine i Birmingham.

I den forbindelse ville Antytila holde en koncert på samme tid - men i Kyiv - og livetransmittere Ed Sheerans koncert.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har også medvirket i gruppens musikvideo til sangen "Mig, dig, ham, hende", før han blev præsident i landet.

Og præsidenten er et forbillede for gruppen, lyder det.

- Mange ukrainske berømtheder har gjort som os og viser andre, at de vil beskytte deres fædreland. Men det varmer at få at vide, at vores sange hjælper folk med at komme igennem de svære tider, siger Serhii Vusyk.

Putins forsvarsminister viser sig for første gang i over to uger

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har vist sig i en video lørdag.

Det er bemærkelsesværdigt, da han før videoen ikke var blevet set offentligt i over to uger.

Ministerens fravær midt under den russiske krigsførelse har givet anledning til spekulationer om både hans helbred og opholdssted.

Men lørdag har forsvarsministeriet offentliggjort en video af Sjojgu, hvor han er i spidsen for et møde om Ruslands våbenbudget.

Der er imidlertid ikke nogen dato på videoen, som er offentliggjort på stats-tv. Men i videoen henviser ministeren til et andet møde, som russiske nyhedsbureauer skrev om fredag.

Dermed tyder det altså umiddelbart på, at videoen af ministeren ikke er forældet eller falsk.

Sidst Sjojgu viste sig sidst offentligt 11. marts.

Russerne forklarer fraværet

Det lange fravær fra offentlighedens lys har dog en god forklaring. Det har talsmand for det russiske præsidentkontor Dmitrij Peskov tidligere fremført.

- Forsvarsministeren har meget at tage sig af for tiden. Der foregår en særlig militæroperation.

- Det er ikke tiden for medieaktivitet, har Peskov sagt.

I Rusland er det forbudt at omtale invasionen af Ukraine som en invasion, en krig eller et angreb. Officielt er der, som Peskov omtaler det, tale om en "særlig militæroperation".

Medier risikerer store bøder, hvis de bryder med det russiske princip for omtale af krigen i Ukraine. Krigen begyndte, da Rusland for godt en måned siden invaderede Ukraine.

Den 66-årige forsvarsminister er en af præsident Vladimir Putins nærmeste medarbejdere. Normalt optræder han hyppigt på stats-tv, hvorfor hans fravær blev anset som mystisk.

Han er også ofte blevet filmet på ekspeditioner ud i det sibiriske vildnis sammen med Putin.

Historiske topmøder afsluttet – Zelenskij revsede NATO og angreb Orban

Fredag aften sluttede to dages intens topmødeaktivitet i den belgiske hovedstad, Bruxelles.

I regi af NATO, G7 og EU har stats- og regeringschefer fra 37 vestlige lande diskuteret Ruslands invasion af Ukraine – og ikke mindst de vidtrækkende konsekvenser, invasionen har for Vestens forsvar og sikkerhed samt forsyning af blandt andet energi og fødevarer.

Torsdag besluttede NATO at indsætte fire nye kampgrupper i Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Slovakiet som en solid forstærkning af forsvarsalliancens østlige flanke. Derudover vil NATO aktivere sit forsvar over for kemiske, biologiske og nukleare våben.

Og fredag aften blev mødemaratonet afrundet i EU med en diskussion af de europæiske energipriser, der har været på himmelflugt siden sidste sommer. Her har stats- og regeringscheferne forgæves forsøgt at finde en fælles løsning til gavn for forbrugere og virksomheder, der presses af de høje priser.

- Vi har brugt tid på at diskutere det, der optager alle europæere lige nu. Nemlig, hvad vi gør ved de stigende energipriser. Hvordan passer vi på virksomheder og forbrugere? Det er EU-Kommissionen blevet bedt om at gå i gang med for alvor at kigge på, sagde statsminister Mette Frederiksen efter mødet i EU.

De høje energipriser skyldes blandt andet den store usikkerhed omkring energileverancer til Europa, da Rusland er verdens største naturgaseksportør. Men det er nødvendigt at holde fast, fastslår den tyske kansler, Olaf Scholz.

- At alle nu ønsker at gøre sig uafhængige (af russisk energi, red.), betyder selvfølgelig en strategisk forværring af Ruslands situation også i forhold til økonomi. Det er en dramatisk ændring i Ruslands udvikling og indkomstudsigter. Krigen har allerede dramatiske omkostninger for Rusland og er en stor fejltagelse, sagde han.

Støtte til Ukraine

Der kom således ikke noget gennembrud på energiområdet udover en forpligtelse til at samarbejde om at få priserne ned. Anderledes enighed var der på spørgsmålet om EU's støtte til Ukraine, hvor der er ifølge topmødekonklusionerne er opbakning til flere sanktioner mod Rusland og politisk, finansiel, materiel og humanitær støtte til Ukraine.

Den besked blev også videregivet personligt til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, der deltog i møderne i NATO og EU via videolink og adresserede lederne i to direkte taler. Og mens præsidenten på den ene side takkede de vestlige ledere for støtten, rejste han samtidig kritik af den manglende villighed til at engagere sig mere militært.

I sin tale til de 30 NATO-lande sagde han:

- Ukraine bad om jeres fly. Og I har tusindvis af kampfly! Men vi har ikke fået nogen endnu. Vi har bedt om kampvogne, så vi kan ophæve blokaden af vores byer. I har mindst 20.000 kampvogne. Ukraine har bedt om en procent, én procent af alle jeres kampvogne, der kunne gives eller sælges til os. Men vi har ikke fået et klart svar endnu.

Til EU's 27 stats- og regeringschefer sagde han:

- I har iværksat sanktioner. Vi er taknemmelige. Det er kraftfulde skridt, men de kom en smule sent.

Derudover rettede Zelenskij en direkte appel til Ungarns premierminister, Viktor Orbán, som i årevis har søgt at knytte tættere bånd til Vladimir Putin.

- Du er nødt til at beslutte dig for, hvis side du tager. Du tøver med, om du vil indføre sanktioner? Og du tøver med, om du vil lade våben passere igennem (Ungarn til Ukraine, red.)? Og du tøver med, om du vil handle med Rusland? Der er ikke tid til at tøve. Det er på tide at træffe en beslutning.

Efter mødet i NATO svarede den britiske premierminister, Boris Johnson, på kritikken fra præsident Zelenskij, som ad flere omgange har beskyldt NATO for at være for tilbageholdende.

- Vi ser på, hvad vi kan gøre for at hjælpe. Men logistisk ser det meget svært ud både med våben og kampfly.

Boris Johnson tilføjede, at intet vestligt land har planer om at sende tropper til Ukraine eller at indføre et flyveforbud i ukrainsk luftrum af frygt for en eskalering af konflikten.

NATO fører "anti-russisk kurs"

Fra russisk side beskylder man dog Vesten for selv at opildne konflikten i Ukraine.

- Beslutningen (i NATO, red.) om at fortsætte med at yde politisk og praktisk støtte til Kyiv-regimet bekræfter alliancens interesse i at fortsætte fjendtlighederne, sagde talskvinden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, i en erklæring torsdag.

Det russiske udenrigsministerium skriver desuden på Twitter, at lederne på NATO-topmødet har "fremsat deres rituelle anklager mod Rusland og truet vores land. Dette topmøde var tydeligvis en del af NATO's selvzombificering," lyder det.

Ministeriet kritiserer desuden NATO for at bruge sin "anti-russiske kurs" som et påskud for at øge indkøbet af våben til alliancen.

Fokus på Kina

Uden for Europa har krigen i Ukraine også for alvor trukket de geopolitiske skel op og tvunget verdens ledere til at vælge side i konflikten.

I New York vedtog FN's generalforsamling torsdag en resolution om den humanitære situation i Ukraine med 140 stemmer for og fem stemmer imod – Rusland, Syrien, Nordkorea, Eritrea og Hviderusland. 38 lande, herunder Kina, afstod fra at stemme.

Og netop de lande, der ikke bakkede op om resolutionen, har også spillet en stor rolle på topmøderne i Bruxelles, hvor fokus også var rettet mod Kina og præsident Xi Jinpings hidtidige forsøg på at undgå at tage parti i konflikten.

USA's præsident, Joe Biden, mindede på bagkant af mødet i NATO kineserne om de økonomiske konsekvenser, de kan se frem til, hvis Kina giver sin støtte til Rusland. Han tilføjede, at Kina "forstår, at dets økonomiske fremtid er meget tættere knyttet til Vesten, end det er til Rusland."

I en topmødeerklæring opfordrer NATO-landene desuden Kina til at "ophøre med at forstærke Kremls falske fortællinger, især om krigen og om NATO, og til at fremme en fredelig løsning på konflikten."

Heunicke erkender at have overdrevet om “oversvømmede” hospitaler

Da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i sidste uge præsenterede regeringens forslag om at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol, lød et af argumenterne, at landets akutmodtagelser var "oversvømmet" med alkoholforgiftede unge.

Den påstand afviste flere af landets hospitaler efterfølgende overfor TV 2, og nu - efter en uge uden kommentarer - trækker ministeren i land.

Jeg er ked af at have brugt det billede

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Ifølge de seneste oplysninger fra Sundhedsministeriet, er 2000 unge om året i kontakt med hospitalet som følge af alkoholforgiftning eller akut alkoholberuselse.

- Det er voldsomt mange, og jeg mener, at det er et alt for højt tal. Men naturligvis kan vores hospitaler håndtere de patienter, skriver Magnus Heunicke og fortsætter:

- Derfor er jeg ked af, at jeg under debatten om sundhedsreformen brugte udtrykket, at afdelingerne “oversvømmes” med disse unge mennesker som følge af alkohol.

På ingen måde oversvømmet

Konkret påstod sundhedsministeren i dagene efter lanceringen af regeringsudspillet, at man kunne "se på vores akutmodtagelser, at i weekenderne bliver de oversvømmet med unge mennesker, der kommer ind med forgiftninger, fordi de har drukket for meget".

Da TV 2 efterfølgende kontaktede 7 af landets i alt 21 døgnåbne akutmodtagelser, lød det samstemmende, at de på ingen måde kunne genkende ministerens udlægning.

På Odense Universitetshospital modtog de for eksempel i samtlige weekender (fredag, lørdag og søndag, red.) i hele det forgangne år 59 alkoholforgiftede unge i alderen 16-19 år. I 2020 var antallet 40, mens det i 2019 var 75.

Det vil sige, at der i 2019 - hvor tallet altså var højest - gennemsnitligt var 1,4 alkoholforgiftede patienter i alderen 16-19 år forbi hospitalet hver weekend.

Afdelingens ledende overlæge, Poul Henning Madsen, sagde til TV 2 Fyn, at der "ikke ligger 15 unge, berusede mennesker på rad og række". Der kommer "måske en eller to" i løbet af en weekend, lød det.

Heller ikke Region Hovedstaden kunne nikke genkendende til sundhedsministerens beskrivelse.

Klaus Børch, ledende overlæge på regionens børne- og ungeafdeling, sagde direkte, at han "på ingen måde" ville bruge ordet oversvømmet, men Regionshospitalet Randers oplyste, at de i løbet af samtlige weekender i 2021 måtte indlægge 23 unge i alderen 16-19 år.

Indrømmer at have overdrevet

Udmeldingerne fra de syv hospitaler vakte kras kritik fra flere partier.

Blandt andet beskyldte Dansk Folkeparti ministeren for at sprede fake news, mens Liberal Alliance gik til tasterne og spurgte:

- Hvis regeringens politik er så god, hvorfor er det så nødt til at fortælle usandheder for at overbevise vælgerne om den?

I det skriftlige citat erkender Magnus Heunicke, at der blev smurt for tykt på:

- Jeg er ked af at have brugt det billede, for der er absolut ingen grund til at overdrive. Problemet er stort nok i sig selv, skriver han til TV 2.

TV 2 har den seneste uge forgæves forsøgt at få et egentligt interview med sundhedsminister Magnus Heunicke, som altså fortsat ikke ønsker at stille op.

Det har derfor ikke været muligt at spørge ministeren, hvordan han forholder sig til kritikken, og hvordan han mener, at sagen påvirker debatten samt regeringens troværdighed.

Smittestop-appen lukker

Smittestop-appen lukker.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Det sker, i tråd med at smittetallene falder, og at Sundhedsstyrelsen ikke længere anbefaler test af personer, der har været i kontakt med en smittet.

25. marts bliver appen opdateret, således at brugerne bliver gjort opmærksom på, at appen ikke længere er aktiv. Dermed kan man ikke længere melde sig smittet i appen eller få besked, hvis man har været tæt på en smittet.

Appen bliver automatisk inaktiv 31. marts.

Data slettes

Alle data i systemerne vil i forbindelse med nedlukningen blive slettet. Brugere kan selv slette lokale data fra appen, men uanset bliver de slettet automatisk inden for 14 dage.

Smittestop-appen blev introduceret i juni 2020 som et digitalt supplement til kontaktopsporingen. Formålet var at give besked om smitterisiko til personer, der havde været i nærheden af en smittet person.

Appen er blevet downloadet flere end 2,5 millioner gange. Over 500.000 har meldt sig smittet i appen og har været med til at bremse flere tusinde smittekæder, skriver Sundhedsministeriet.

Smittestop-appen vil fremover findes i en beredskabsversion. Således kan den igen tages i brug, hvis en udvikling i pandemien skaber behov for at opskalere smitteopsporingen.

Garvet kriminel bag illegal cigaretfabrik

Den 8. februar 2022 slog politiet til mod en illegal cigaretfabrik i et nedlagt landbrug i Aulum i Vestjylland. På det tidspunkt havde fabrikken allerede pumpet millioner af ulovlige smøger ud på det sorte marked, og dagen efter blev fem mænd varetægtsfængslet for at lave, opbevare og sælge op mod 32 millioner ulovlige cigaretter og dermed unddrage statskassen for ikke under 56 millioner kroner.

Nu viser det sig, at i hvert fald en af bagmændene har et overordentligt broget synderegister.

TV 2 har fået aktindsigt i dokumenter fra retten, og her fremgår det, at den ene bagmand, en 41-årig mand allerede for mange år siden begik så alvorlig kriminalitet, at det trak overskrifter i medierne.

27. december 2007 bragede en Toyota Hilux klokken 08.08 på Edwin Rahrs Vej i Brabrand i Aarhus gennem hegnet til Danske Banks pengefordelingscentral. Det skete samtidig med, at de bankansatte var i gang med at laste pengetransporterne til dagens afleveringer af kontanter i Jylland og på Fyn.

Forberedte sig med overvågningskamera

Timingen var ikke tilfældig. Under retssagen kom det frem, at forbryderne forud for kuppet med gaffatape havde placeret et kamera forbundet med en trådløs sender på en tre meter høj støjafskærmning, så det optog aktiviteterne i og omkring centralen. På den måde kunne de slå til på det helt rigtige tidspunkt.

08.08 skulle vise sig at være et godt tidspunkt for forbryderne. Efter Toyota'en var kørt gennem gennem hegnet, bakkede tre mænd i en sølvgrå Audi RS4 fra naboejendommen hen til hullet. De sprang ud af bilen og stjal 20 tasker med penge og pakkede dem i et medbragt lagen. Udbyttet viste sig at løbe op i 26,7 millioner kroner.

Fjerdestørste kup nogensinde

På daværende tidspunkt var tyveriet det næststørste kup målt i penge i Danmark nogensinde. I dag rangerer det som nummer fire.

14. marts året efter blev fire bagmænd anholdt på det firestjernede hotel Ametyst i Prag.

Bortset fra 200.000 kroner blev pengene aldrig fundet. Fem mænd blev idømt fire års fængsel. DNA spillede en afgørende rolle i bevisførelsen. De nægtede sig alle skyldige, men dommeren konkluderede:

- Desuden var mændenes forbrug af penge til poker og rejser også med til at bestyrke mistanken mod dem. Deres rejser havde nærmest karakter af flugt, som han udtrykte det.

Røverier og tyverier

Fængselsopholdet skræmte tilsyneladende ikke den nu 41-årige fra at bryde loven. I februar 2014 blev han på baggrund af sin tilståelse dømt for i hvert fald to bankrøverier i Jylland og tyveri af flere såkaldte muskelbiler. Det skete sammen med flere af de velkendte kumpaner fra kuppet mod værdicentralen.

Selv om den nye sag omkring den illegale cigaretproduktion er langt mindre voldsom, så risikerer den 41-årige og de øvrige sigtede stadig lange fængselsstraffe, hvis de bliver fundet skyldige.

Den 41-årige nægter sig skyldig, men af retsbogen fra grundlovsforhøret fremgår det, at han er sigtet for sammen med medgerningsmænd at have opbevaret mindst 23 millioner cigaretter med henblik på at videresælge dem. Her skal han have unddraget statskassen for 40 millioner kroner.

Professionelt set up

Det var politifolk fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som slog til mod 16 adresser samtidig.

- Det er lavet af organiserede kriminelle, fordi der er mange penge i det. Afgifterne og dermed priserne på cigaretter har været stigende de senere år, så derfor er det et marked, de går ind på. Jeg tror heller ikke, at det er den sidste af den type sager, vi har set, fortalte ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard fra NSK efter anholdelserne.

Ekstra usunde

Illegale cigaretter koster ikke kun samfundets penge i tabte afgifter. De er også farligere for rygerne, fremgår det af en skriftlige forespørgsel til Europaparlamentet.

Illegale cigaretter indeholder for eksempel 80 procent mere nikotin, 160 procent mere tjære, 11 gange mere arsenik og forhøjede mængder af en række andre giftstoffer.

Retssagen mod de sigtede mænd er ikke berammet endnu.

TV2 har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra den fængsledes forsvarer. Han er ikke vendt tilbage.

20 personer har fået vaccineerstatning: Vi er sluppet billigt

Siden coronavirussets indtog er der givet over 13 millioner stik med en coronavaccine i Danmark.

Og ser man på antallet af anerkendte erstatningssager for coronavacciner, ser massevaccinationen ud til at have været en succes.

Sådan lyder det fra Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen, der behandler erstatningssager for patienter i Danmark.

Af foreløbigt 897 erstatningsansøgninger er 20 blevet anerkendt og kan dermed tildeles erstatning, viser tal fra Patienterstatningen.

300 sager er afvist, mens 577 endnu ikke er afgjort.

230.000 danske kroner er indtil videre tildelt i erstatning fordelt på 11 af de 20 anerkendte sager. Men ingen af sagerne er dog afsluttet, og Patienterstatningen forventer, at beløbet vil vokse.

Ikke særligt meget

Der mangler at blive taget stilling til erstatning for varigt mén, tabt indkomst og fremtidigt tab af erhvervsevne.

- Man må sige, at det ikke er særlig meget, der er tildelt i erstatning. Det er heldigvis fordi, vi ikke har set mange voldsomt store bivirkninger, siger Karen-Inger Bast.

De 20 borgere, der er tildelt erstatning, er mænd og kvinder i alderen 23 til 98 år. I en enkelt af sagerne drejer det sig om et dødsfald som følge af vaccinationen med AstraZeneca.

- Det er selvfølgelig hårdt for de personer, det er gået ud over. Men ser man over det store billede, er der tale om meget sikre vacciner ud fra vores synspunkt.

- Når man har massevaccineret en hel befolkning, synes jeg, at det ser ud til, at vi i det store billede er sluppet billigt, siger Karen-Inger Bast.

Mange afvisninger

I fire af de anerkendte sager er der tildelt erstatning for det såkaldte VITT-syndrom. Det var den bivirkning, der var årsag til, at vaccinen fra Johnson & Johnson og den fra AstraZeneca blev taget ud af det offentlige vaccinationsprogram.

Af andre bivirkninger er eksempelvis syv borgere tildelt erstatning for ansigtslammelse efter vaccination med Pfizer eller Moderna.

For at få erstatning skal bivirkningen fremgå af vaccinens produktresumé samt være sjælden og alvorlig.

At størstedelen af de behandlede ansøgninger om erstatning er blevet afvist skyldes, at mange har koblet sygdom sammen med vaccination, fortæller Karen-Inger Bast.

- Det er rigtig mange mennesker, og desværre er det sådan, at rigtig mange mennesker bliver syge hver eneste dag af et eller andet.

- Det er helt naturligt at tro, at når jeg har fået en sygdom lige pludselig, kort efter jeg er blevet vaccineret, så er det nok vaccinens skyld. Derfor får vi rigtig mange ansøgninger, siger hun.