Sundhedsmyndighederne vil ændre teststrategien

Sundhedsmyndighederne planlægger at at ændre den danske teststrategi.

Det kan blandt andet betyde, at PCR-kapaciteten skal skrues ned, ligesom der kan komme nye retningslinjer for, hvornår man skal gå i isolation.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsministeriet til TV 2.

- Der pågår nu et arbejde med at revidere teststrategien, skriver Sundhedsministeriet i en mail.

Farvel til de hundredetusindvis af test

Sundhedsministeriet oplyser, at man sammen med sundhedsmyndighederne modtaget rådgivning fra den faglige referencegruppe, og at blandt andet den fremadrettede teststrategi blev drøftet.

Kviktestcentrene er sat til at lukke senest 6. marts, men PCR-testene har ikke en udløbsdato.

- I den nuværende situation er det nærliggende at overveje, om der kan nedskaleres yderligere, lyder det fra ministeriet.

Der bliver dagligt foretaget mellem 120.000 og 200.000 kviktest i Danmark, hvoraf antallet af positive test de sidste uger har ligget omkring 50.000.

Ifølge Tyra Grove Krause, SSIs faglige direktør, er de flere hundredetusinde daglige test i overkanten:

- Det behøver ikke være i samme omfang, som vi lige har været igennem, hvor vi PCR-tester 200.000 om dagen, skriver Tyra Grove Krause i en mail til TV 2.

Test er lig med overvågning

Alligevel er der ikke planer om, at coronatestene skal forsvinde fuldstændig, siger Tyra Grove Krause.

Hun peger på, at der fortsat bør være testning af ældre, sårbare, folk med milde symptomer og indlagte på landets sygehuse.

Derudover er det ifølge Tyra Grove Krause "afgørende, at vi bevarer en overvågning af coronas udvikling i samfundet," for blandt andet at holde øje med eventuelle nye virusvarianter og at kunne følge varigheden af immunitet.

Ud over teststrategien, er også retningslinjerne for folk, der har været tæt på coronasmittede, blevet drøftet, lyder det fra Sundhedsministeriet.

Lige nu er anbefalingen, at man ikke skal gå i isolation, men lade sig teste efter tre dage.

Svenskerne skærer ned

I Sverige har man allerede besluttet at lette på testanbefalingerne - fra onsdag er det ikke længere er nødvendigt at blive testet, selv om man har symptomer.

Til gengæld anbefaler myndighederne stadig, at man bliver hjemme, hvis man er syg.

Beslutningen om at lempe testkravene er blandt andet truffet på grund af de økonomiske omkostninger ved at teste i stor skala.

- Vi er nået til et punkt, hvor omkostningerne og relevansen af ​​testen ikke længere er forsvarlige, har Karin Tegmark Wisell, der er direktør for den svenske sundhedsstyrelse forklaret.

I Norge fortsætter testningen ligesom i Danmark. Det er primært for at undgå, at for mange skal i karantæne, siger direktør Frode Forland fra Institut for Folkesundhed til SVT.

-Vi tester, hvis man har symptomer, og det fortsætter vi med. Men det hælder mod, at man kan fjerne test og karantæne helt, siger han.

Nikotinposer under læben kan skade hjernen og ætse tandkød

Brugen af røgfri nikotinprodukter som snus, tyggetobak og nikotinposer vokser blandt unge mellem 15 og 29 år.

Det bekymrer både læger og tandlæger. De peger på de skader i både munden og på hjernen, som brugen af nikotinposer kan give.

Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, forklarer, at både posens overflade og indhold irriterer slimhinderne i munden. Poserne skaber en lille ætsning.

- Når man gør det mange gange i træk, bliver tandkødet hvidt og forhornet som en slags hård hud. Stopper man med at bruge nikotinposer, kan det gå i sig selv, siger hun.

Men hvis man bliver ved, vil tandkødet gradvist trække sig tilbage, så det i yderste konsekvens ikke længere dækker tandhalsen, der har brug for mere beskyttelse end selve tanden, der er dækket af emalje, forklarer hun.

Blottede tandhalse betyder, at man hurtigere mærker varme og kulde, ligesom man også nemmere får huller og syreskader.

I de allerværste tilfælde bliver nerven så irriteret, at den kan dø.

Skader en hjerne i udvikling

En rapport lavet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen viser, at det er i alt 11,4 procent af de unge, der i dag bruger nikotinprodukter.

Susanne Kleist peger også på risikoen for skader på hjernen. Det samme gør Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

- Nikotin har en betydning for hjernens udvikling, og nikotin i det omfang, man får fra nikotinposerne, er skadelig for en hjerne, der er ved at udvikle sig.

Nikotinbrug kan forstyrre dannelsen af hjerneforbindelser, der kontrollerer opmærksomhed, indlæring og følsomhed for afhængighed.

Går stærkt med afhængighed

Én ting er risikoen for fysiske skader, men nikotin skaber også afhængighed, og særligt med poserne kan det gå stærkt, forklarer Susanne Kleist.

- Man siger, at man bliver afhængig af cigaretter efter cirka 60 stykker. Når der er cirka tre gange så meget i en pose som en cigaret, så går det stærkt med en afhængighed.

- Og du kan have posen i hele tiden. Du skal ikke ud i regnen eller flytte dig fra fællesskabet, som hvis du skulle ryge. Det er bekymrende, for så kan du sidde med den hele dagen i skolen eller hele aftenen.

En undersøgelse fra Tandlægeforeningen viste i 2017, at blandt mere end 500 tandlæger havde fire ud af ti haft patienter med snusskader. Susanne Kleist tror, at det antal vil stige, i takt med at forbruget stiger.

Begge foreninger ser gerne øgede priser på og forbud mod smagsstoffer i nikotinprodukter.

Israel går i rette med spektakulær coronagraf

En bestemt graf spreder sig lige nu på sociale medier.

Årsagen er, at grafen viser en voldsom stigning i antallet af covid-19-dødsfald i Israel – et land, der i starten af pandemien hurtigt blev frontløbere i vaccinekapløbet. Både når det gjaldt 1., 2., 3. og 4. stik.

Det får flere til at undre sig over, hvad der foregår i Israel lige nu.

Grafen stammer fra statistikbureauet Our World in Data, og den viser en udvikling i antallet af dødsfald per million indbyggere, der er gået fra at ligge i bund med 0,32 i starten af januar til nu med 55,11 at overstige antallet af dødsfald i USA.

Men tallene er ikke retvisende, lyder det fra sundhedsministeriet i Israel, der fredag i sidste uge så sig nødsaget til på Twitter at gå i rette med tallene.

- Bemærk venligst, at på grund af informationshuller på OWID-webstedet (Our World in Data, red.) giver de tal, der i øjeblikket fremgår på hjemmesiden, et falsk billede af virkeligheden, når det gælder det daglige antal dødsfald i Israel, skrev ministeriet.

Årsagen er ifølge de israelske myndigheder, at der i opdateringerne om antallet af dødsfald er medtaget over 100 personer, som døde på en hel måned, men som i OWID-dataene fremgår som dødsfald på én dag. Og at Israel er i dialog med hjemmesiden for at få rettet fejlen.

I virkeligheden ser det sådan her ud, hvor den blå graf er tallene fra OWID, mens den orange er de officielle tal i Israel, lyder det.

Antal dødsfald tidoblet på en måned

Ifølge det britiske medie The Telegraph har antallet af dødsfald dog været kraftigt stigende den sidste måned – selv når der bliver korrigeret for fejlen.

Mediet har brugt ministeriets egne tal, der viser, at antallet af daglige dødsfald i Israel er gået fra næsten ingen om dagen til at være tæt på at ramme rekorden fra februar 2021, hvor den mere smitsomme og sygdomsfremkaldende Alpha-variant var dominerende.

Professor Itamar Grotto, der er tidligere vicedirektør i landets sundhedsministerium, udtaler ifølge det israelske medie Haaretz, at det ugentlige gennemsnit for antal dødsfald per dag 4. januar var fire, mens det 2. februar var 39. Altså næsten en tidobling.

Så spørgsmålet er stadig – hvad sker der i Israel?

Svarene er flere, skriver de to medier.

Effekten af 3. stik kan være aftagende

Det ene er, at selvom Israel længe lå i top i forhold til vaccinationer, da de blev tilgængelige, er landet siden faldet støt i forhold til vaccinetilslutningen.

Således er tilslutningen både blandt personer over 60 år og blandt risikogrupper, der i Israel er blevet tilbudt et 4. stik ligesom i Danmark, lavere end tidligere.

Ifølge Haaretz er omkring 12 procent af israelere over 60 år enten uvaccinerede eller kun delvist vaccineret, og samtidig står de for 43 procent af dødsfaldene i deres aldersgruppe i den seneste måned.

Samtidig har Israel ladet Omikron løbe uden i samme grad som tidligere at indføre restriktioner som blandt andet karantæne og pcr-tests, fordi Omikron er mindre sygdomsfremkaldende end tidligere varianter, skriver Telegraph.

Et tredje svar kan ifølge en ekspert også være, at israelerne modtog 3. stik i august – og at effekten her et halvt år senere er ved at aftage.

Det samme fremhævede de danske myndigheder i forbindelse med udrulningen af det 3. stik i Danmark. Udrulningen kom sideløbende med den hastige spredning af Omikron-varianten.

- Israel var de første til at udrulle dem (3. stik, red.) i august, og deres effekt kan være aftaget betydeligt. Det blev først antaget, at dette kun påvirkede smitteraterne, men det betyder åbenbart også flere tilfælde med alvorlig sygdom, siger professor i biologisk modellering ved Hebrew University of Jerusalem, Barak Raveh, til Telegraph.

En anden professor fremhæver i Haaretz, at Israel ikke har været gode nok til at beskytte de mest sårbare.

Uvist hvor mange der dør på grund af covid-19

Også i Danmark er antallet af dødsfald stigende, men da smittede personer, der er indlagt med anden sygdom eller for eksempel dør i en bilulykke, også tæller med i statistikken, er det uvist, præcis hvor mange der dør som følge af covid-19.

Det samme er tilfældet i Israel, ligesom det også er uvist, hvor mange af de afdøde der har været smittet med Delta-varianten eller Omikron-varianten.

Det gør en forskel, fordi Delta-varianten er mere sygdomsfremkaldende end Omikron.

I Danmark er antallet af indlæggelser på landets sygehuse højt på grund af den omfattende smitte i samfundet. Faktisk er antallet det højeste endnu under pandemien.

Men hvis man kigger på antallet af patienter, der er indlagt på en intensivafdeling, har antallet været stødt faldende, i takt med at Omikron er blevet den dominerende variant.

Også i Israel har antallet af indlæggelser været stigende, men ikke i samme stejle grad, som det er tilfældet med antallet af dødsfald.

Dronning Margrethe smittet med coronavirus

Dronning Margrethe er tirsdag aften blevet testet positiv for covid-19.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

- Dronningen udviser kun milde symptomer, lyder det.

Dronning Margrethe skulle ellers onsdag have været af sted på vinterferie til Norge, men ferien er nu aflyst, og dronningen opholder sig i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

Kongehuset oplyser, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

På grund af den planlagte ferie var det i forvejen planen, at prinsesse Benedikte skulle varetage opgaven som rigsforstander fra onsdag og 12 dage frem, da kronprinsparret er i udlandet.

Vaccineret tre gange

Dronningen blev tirsdag vist rundt på udstillingen Dannebrog på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Her stod udstillingschef Sarah Giersing og museumsinspektør Benjamin Asmussen for rundvisningen.

Hun modtog også Burkina Fasos ambassadør i afskedsaudiens.

Dronning Margrethe er blevet vaccineret tre gange mod coronavirus. Hun fik det 1. stik 1. januar 2021 og det 3. stik i slutningen af november.

Også kronprinsesse Mary og prins Christian har været smittet med coronavirus.

Eksperter rystet over nye tal om brug af snus blandt unge: – Jeg tager en bøtte om dagen

Mere end hver tiende danske unge mellem 15 og 29 år anvender røgfrie nikotinprodukter, viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen.

Det præcise tal er 11,4 procent, hvilket er en markant stigning fra starten af 2020, hvor det var 9,1 procent.

Produkterne, der inkluderer snus, tyggetobak og nikotinposer, er stærkt afhængighedsskabende og kan føre til afhængighed af andre rusmidler.

De potentielle konsekvenser vækker dog ikke bekymring hos 23-årige Axel Perra Jørgensen, der har taget snus i syv år og nu bruger en bøtte om dagen. En bøtte indeholder mellem 12 og 20 stykker snus.

- Jeg tænker ikke så meget over det, faktisk. Det har ikke strejfet mig, siger han.

For Axel Perra Jørgensen giver det en følelse af ro og afslappethed, når han tager snus.

Hvis man lærer hjernen at tage rusmidler i ungdomsårene, vil den blive enormt dygtig til lige præcis dét

Jesper Andreasen, lektor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi Særlig risiko for unge

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport bruger omkring 7 procent af de unge produkterne dagligt, mens de resterende 4,5 procent gør brug af dem ”lejlighedsvist”.

Og det vækker anledning til stor bekymring hos eksperter, når særligt unge i stigende grad gør brug af blandt andet snus og tyggetobak.

- Det er især sundhedsskadeligt for børn og unges hjerner, fordi de ikke er færdigudviklede. Det er produkter, der er skabt til at skabe en afhængighed og til at tiltale de unge, siger Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningen.

Samtidig er risikoen for at blive afhængig af andre rusmidler højere i den unge hjerne end i den voksne hjerne, forklarer Jesper Andreasen, lektor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi.

- Problemet er, at den unge hjerne er i rivende udvikling i teenageårene, og det betyder, at hvis man udsætter den for nikotin, påvirker man den i en retning, hvor den får en forkærlighed for nikotin og andre rusmidler senere hen, siger han.

Derudover er mængden af nikotin, der skal til for at skabe afhængighed hos unge mennesker, markant lavere end hos voksne.

- Hvis man lærer hjernen at tage rusmidler (i ungdomsårene, red.), vil den blive enormt dygtig til lige præcis dét, siger Jesper Andreasen.

Prisstigninger kan blive løsningen

Der skal dog mere til end frygten for afhængighed, hvis Axel Perra Jørgensen skal stoppe med at tage snus.

- Økonomien kunne få mig til at stoppe, da det ikke rigtig gavner den. Det ville nok være den største faktor. Det er mange penge om måneden, jeg bruger på det.

Og det er blandt andet prisen på de røgfri nikotinprodukter, som formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke mener kan blive en løsning på problemet.

- Vi har sat priserne op på cigaretter og fjernet en masse smagsstoffer, men vi har ikke omfattet nikotinprodukter.

Nikotinprodukterne bør være omfattet af den samme prisstigning og bør også være friholdt fra smagsstoffer, mener hun.

- Der er ingen tvivl om, at børn og unge er meget påvirkede af, om det smager godt, og hvor dyrt det er, siger Camilla Rathcke.

Danskere kan rejse til restriktionsfrit Sverige uden coronapas

En god uges tid efter Danmark følger Sverige trop. Onsdag vinker Sverige farvel til alle coronarestriktioner.

Dermed er det slut med mundbind, coronapas og øvrige restriktioner i det daglige.

Samtidig bliver der også lettere adgang til landet for nordiske naboer og EU-borgere. Fra onsdag er der nemlig heller ikke længere krav om at fremvise coronapas for at komme ind i Sverige.

Dermed er der færre tjek, der skal gennemgås, for at få lov at rejse ind i landet.

Tidligere under pandemien havde Sverige også krav om en nyligt negativ coronatest for indrejse.

Det besværliggjorde rejsen til nabolandet for flere danskere, men det krav blev ophævet for borgere i EU 21. januar.

Og onsdag er der altså fri adgang til landet for EU-borgere. For borgere uden for Norden og EU er der imidlertid fortsat indrejserestriktioner. De skal stadig fremvise coronapas ved indrejse.

Det var med et smil på læben, at Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, på et pressemøde sidste uge meddelte, at tiden var kommet til at åbne landet helt igen.

Hun påpegede dog samtidig, at coronavirus ikke er et overstået kapital, da der stadig er stor smitte i omløb.

Norge har stadig restriktioner

I Sverige er coronavarianten Omikron dominerende ligesom i Danmark. I Danmark er det fra myndigheder blevet fremhævet, at varianten er mere smitsom, men mindre farlig end tidligere varianter.

Derfor er der slet ikke samme pres på sygehusene på grund af coronavirus som tidligere under pandemien.

Derfor genåbnede Danmark helt 1. februar, hvor betegnelsen samfundskritisk sygdom stoppede med at være gældende for coronavirus.

Og nabolandet Sverige har altså oplevet samme mønster, hvorfor landet nu også kan åbne helt og vinke farvel til restriktioner.

Også Norge har fjernet en lang række af restriktioner. Landet forventer, hvis udviklingen fortsætter som håbet, at kunne fjerne de sidste restriktioner 17. februar.

203 kvinder får milliarderstatning for overgreb på universitet

The University of California skal betale næsten en kvart milliard dollar i erstatning til godt 200 kvinder, der hævder at være blevet udsat for seksuelle overgreb af en gynækolog på universitetet.

Det oplyser advokater for flere af de kvinder, der har sagsøgt universitetet, tirsdag.

Gynækologen ved navn James Heaps var tilknyttet The University of California i 35 år. I den tid nåede han at se tusindvis af patienter.

I hundredvis af søgsmål påstås det, at universitetet i årevis bevidst dækkede over Heaps' overgreb mod sine patienter og lod ham fortsætte med at have adgang til flere af hans påståede ofre.

Universitet tager afstand fra gynækolog

Tirsdag er The University of California i et forlig gået med til at betale 243,6 millioner dollar til 203 personer. Det svarer til godt 1,6 milliarder kroner.

James Heaps er desuden tiltalt for 21 anklagepunkter om seksuelle overgreb mod syv kvinder.

The University of California tager tirsdag afstand fra den tidligere gynækolog i en udtalelse.

- Heaps' påståede adfærd er forkastelig og går imod universitetets værdier.

- Vores første og vigtigste pligt vil altid være at tage vare på de lokalsamfund, vi er sat i verden for at tjene. Vi håber, at dette forlig kan være et skridt på vejen mod at hele de involverede sagsøgeres smerte og give dem en form for afslutning.

- Vi beundrer også sagsøgernes mod ved at stille sig frem.

Flere universiteter har lignende sager

Ifølge Los Angeles Times er The University of California tidligere gået med til at betale 73 millioner dollar i erstatning til over 5000 patienter, som James Heaps nåede at se fra 1983 til 2018.

Det seneste forlig kommer, efter at The University of Michigan i januar gik med til at betale 490 millioner dollar i erstatning til hundredvis af studerende, der var blevet seksuelt misbrugt af en af skolens læger.

Beløbet, der svarer til knap 3,2 milliarder kroner, var blandt de største, som et amerikansk universitet nogensinde har betalt i erstatning til ofre for seksuelle overgreb.

I marts sidste år indgik The University of Southern California også tre forlig i milliardklassen for lignende sager.