Omikron får Tyskland til at forlænge coronarestriktioner

Tyskland har forlænget landets coronarestriktioner som følge af den hurtige spredning af omikronvarianten.

Det oplyser den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen er truffet i fællesskab med lederne fra de 16 delstater i Tyskland.

- Nu er det tid til, at vi holder kursen, siger Scholz efter mødet med delstatslederne.

Regeringen vil tage mandagens beslutning op til genovervejelse, hvis smittetallene stiger eller falder drastisk.

"Langt flere" skal vaccineres

Indtil videre mener lederne, at det er for tidligt både at lempe eller stramme restriktioner taget den nuværende situation i betragtning.

Samtidig har lederne vedtaget et mål om, at flere skal vaccineres i Tyskland.

I øjeblikket er det knap 75 procent af befolkningen, der har fået mindst et stik mod coronavirus.

- Det skal være langt flere endnu, siger Scholz mandag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lederne er også blevet enige om at øge testkapaciteten for at håndtere de mange smittede.

I mellemtiden kræver nogle politikere, at vaccinerne bliver obligatoriske, ligesom det er tilfældet i Østrig.

Forventer smittetop i februar

Den tyske befolkning er underlagt flere restriktioner for at dæmme op for smitten, der flere gange i sidste uge var over 100.000 nye smittetilfælde om dagen.

Sundhedsminister Karl Lauterbach sagde tidligere denne måned, at han forventer, at smittebølgen vil toppe i midten af februar.

Restriktionerne betyder blandt andet, at kun folk, som har fået et booster-stik eller tester negativt efter at være blevet fuldt vaccineret eller have været syge, har adgang til barer og restauranter.

Samtidig er det kun tilladt at samles ti mennesker eller to husstande privat, hvis der er uvaccinerede personer til stede.

Næste gang, at forbundskansleren og delstatslederne skal drøfte coronarestriktioner, bliver 16. februar, oplyser Scholz ifølge Reuters.

Han har ikke noget sprog og lever i sin egen verden – nu ved familien hvorfor

- Oooh, lyder det fra Louie på knap to år.

- Oooh, gentager Maria Brask Mainz og søger sønnens blik.

Han retter fokus over på den store fladskærm, hvor der kører et afsnit af ‘Gurli gris’. Hans absolutte favorit.

- Ooooh, siger han så igen, inden hans mor gentager lyden.

- Det er vores samtaler, ikke Louie? Griner Maria Brask Mainz og stryger Louie over hans lyse hår.

- Når han gerne vil, skal vi udnytte det, fortsætter hun.

Oftest trisser Louie nemlig rundt i sin egen verden.

Han er svær at få øjenkontakt med – nogle gange selv for hans forældre. Og til trods for at han fylder to år om en måned, har han endnu ikke et sprog.

Men efter et halvt år med mange bekymringer ved familien i dag hvorfor. Og de er ved godt mod, selvom de nu også ved, at de får et helt andet liv, end de havde regnet med.

Tirsdag ruller sæsonens sidste afsnit af ‘Årgang 20’ over skærmen.

Men siden dokumentarholdet stoppede med at følge familiernes 2021, har Maria og Daniel Brask Mainz fra Lyngby fået et vigtigt og længe ventet svar om deres søn.

For det viser sig, at der har været hold i de bekymringer, som både Louies pædagoger, læger og de selv har haft de seneste måneder.

Efter en udredning i psykiatrien fik Louie i december konstateret tidlige tegn på autisme – en spædbarnsdiagnose, der svarer til infantil autisme.

Den endelige diagnose vil han først få, når han er fyldt to år. Men den nye viden har allerede været en stor omvæltning for den lille familie.

Her fortæller ‘Årgang 20’-parret om de måneder i 2021, hvor meget ændrede sig – og hvad det har betydet for deres hverdag og deres tanker om fremtiden.

Den første bekymring

Maria og Daniel Brask Mainz knugede hinandens hænder, inden de skulle ind og have svaret på Louies udredning.

De havde et eller andet sted på fornemmelsen, hvad de ville høre den dag i starten af december.

Forud var gået mange møder med Louies vuggestue, specialpædagoger fra kommunen, læger og børnepsykologer, der alle havde samme mistanke som dem selv.

At Louie havde autisme.

Vi ville jo ikke ændre Louie på nogen måde alligevel. Han er helt perfekt, som han er

Maria Brask Mainz

Den første bekymring var kommet et par måneder efter Louies 1-års fødselsdag.

Når Maria Brask Mainz så sin søn sammen med andre børn, slog det hende, hvordan Louie løb rundt i sin egen verden. Hans jævnaldrende havde en helt anden kontakt til deres mødre og hinanden.

- Det var lidt vildt at se, at der var så stor forskel, siger hun.

Da Louies vuggestue henvendte sig i juli 2021, tog bekymringen til.

Pædagogerne havde også bidt mærke i Louies manglende kontakt til andre børn og voksne – og at hans sprog lod vente på sig. Derfor foreslog de, at specialpædagoger skulle observere ham i vuggestuen.

- Og det kunne vi faktisk godt forstå, forklarer Maria Brask Mainz.

I forvejen havde Louie brugt en stor del af sit første år på hospitalet, da han lider af nyresygdommen hydronefose.

- Men vi var nervøse for, at det ikke kun var Louies nyre, der var noget galt med, siger hun.

Ustyrlige grædeture

Derhjemme havde Maria og Daniel selv oplevet nætter, hvor Louie græd ustyrligt. Og de kom hyppigere og hyppigere.

Første gang var parret i chok. Louie skreg i flere timer og spændte fuldstændig i kroppen.

- Man måtte slet ikke røre ved ham. Hvis vi tog ham op, lå han nærmest lige i luften, siger Maria Brask Mainz.

Derfor havde familien allerede selv talt med sundhedsplejersken, fordi de syntes, at det var værre end almindelig gråd. Og det skulle vise sig, at de havde ret.

Efter at have udelukket andre grunde til Louies manglende sociale kontakt blev han henvist til børnepsykiatrien. Og tre uger senere begyndte den udredning, som resulterede i diagnosen ‘tidlige tegn på autisme’.

Men selvom Maria og Daniel havde regnet med at få netop det svar, var det alligevel overvældende at høre det og se det skrevet ned på et stykke papir.

- Det er en diagnose for livet, og det var hårdt at få at vide, siger Maria Brask Mainz.

- Jeg blev ked af det, og der kom mange følelser frem, fordi vi følte os hørt og anerkendt i alle de bekymringer, vi har haft omkring Louie.

Nu har vi endelig en grund. Det, synes jeg, er rigtig rart

Maria Brask Mainz

Da Daniel Brask Mainz hørte svaret, fik han med det samme tanken: “Okay, hvad kan vi så gøre for at hjælpe ham? Er der noget, vi kan begynde med allerede i morgen?”.

- Men der skal man også lige lære at dæmpe det lidt. For det er bare noget, der tager pisselang tid. Så det handler om lige at trække vejret og tage imod al den hjælp, man kan få, siger han.

For nu, hvor familien ved, at Louie lider af autisme, er der hjælp at hente. Og der er også mange ting, der bliver nemmere.

Hverdagen i Lyngby er allerede fuldstændig omlagt, så den passer bedre til Louies behov. Han går kun i vuggestue fire timer om dagen - og bare dét er hårdt for ham.

- Han er simpelthen så træt, når han kommer hjem, siger Maria Brask Mainz.

Af samme grund har hun valgt at stoppe sin uddannelse som socialrådgiver. Louies hverdag og de mange hospitalsbesøg – der både knytter sig til hans nyresygdom og til autismen – kræver, at en af hans forældre går hjemme.

- Det handler om rutiner, rutiner, rutiner, siger Maria Brask Mainz.

Måske taler han først, når han er fem. Vi kan ikke forvente, at tingene sker hurtigt

Daniel Brask Mainz

Derfor begynder dagen altid med bleskift, havregrød og ‘Gurli gris’. Og den slutter præcis klokken 19.

- Hvis han kommer i seng halv syv, så bryder hele hans verden sammen, siger Maria Brask Mainz.

Sker der noget uden for rutinerne, reagerer Louie på et senere tidspunkt. Typisk om natten med såkaldte nedsmeltninger, hvor han græder i flere timer.

Det betyder også, at Maria og Daniel Brask Mainz har skruet meget ned for deres sociale liv.

- Vi kan slet ikke gøre alt det, vi har lyst til, for det kan Louie ikke rumme, siger Maria Brask Mainz.

Men på det punkt har visheden om Louies diagnose allerede været en hjælp.

- Nu har vi endelig en grund

Hvor de før prøvede at tage Louie med til fødselsdage i familien eller andre sammenkomster, kan de nu forklare, hvorfor de ikke kan komme.

Det samme gælder de mange undersøgelser, Louie har været til på hospitalet.

- Der har han rigtig svært ved, at lægerne sådan skal røre ved ham. Og der er det bare meget nemmere at kunne sige: “Han har autisme, det er derfor”, forklarer Maria Brask Mainz.

Det samme gælder, når hun og Daniel bliver konfronteret med ting, som Louie ikke kan.

I begyndelsen skete det ofte, når han skulle hentes i vuggestuen. Eller hvis de til et forældremøde kunne høre, hvordan alle andres børn var begyndt at tale, mens de samtidig vidste, at Louie ikke havde sagt sit første ord.

- Der blev vi hele tiden mindet om, at Louie ikke var ligesom alle de andre. Og det var svært, fordi vi ikke kunne sige, hvorfor var han ikke som alle andre, siger Maria Brask Mainz.

- Men nu har vi endelig en grund. Det, synes jeg, er rigtig rart, fortsætter hun.

Samtidig er familien meget taknemmelige for den hjælp, Louie har udsigt til at få.

Fra februar skal han blandt andet have tilknyttet en specialpædagog i vuggestuen, indtil han kan begynde i specialinstitution – forhåbentlig inden for nogle måneder.

Derudover får familien også besøg af en søvnsygeplejerske, der skal gennemgå Louies dag og nat for at afhjælpe de nedsmeltninger, han får.

Og ikke mindst handler det for Maria og Daniel om at suge så meget viden til sig som overhovedet muligt i nærmeste fremtid, hvor de blandt andet skal på en række kurser for forældre til børn med autisme.

Det gør alt sammen en stor forskel.

- Det er virkelig rart at begynde at få noget afklaring og nogle konkrete ting, vi skal. Så vi er ved rigtig godt mod, siger Maria Brask Mainz.

- Det er så rart at tale med nogen, der forstår Louie, så vi selv bedre kan forstå ham.

For selvom hun og Daniel føler, at de har en god forbindelse til deres søn, er der også meget, som er helt nyt for dem.

- Man har jo set andre børn vokse op og tænkt meget over, hvordan man selv skulle være forælder. Men det må vi bare pakke væk nu og starte på en frisk. For der gælder nogle helt andre ting, fortsætter Daniel Brask Mainz.

Lærer at forstå

- Åh nej, begynder han nu at snurre rundt om sig selv igen? Siger Maria Brask Mainz spørgende og rejser sig op.

Louie har tulret rundt med sin gåvogn for sig selv. Sådan vil han det faktisk helst.

Men nu drejer han rundt om sig selv. Det er noget, han er begyndt at gøre for nylig. At snurre og snurre, indtil han til sidst bliver rundtosset og falder.

- De siger, det er stimulerende adfærd, forklarer Daniel Brask Mainz.

- Hvis der er noget stress omkring ham, så kan han måske finde ro i at kigge ned på det samme punkt eller i at blive rundtosset.

Maria løfter Louie op og tager ham med hen i sofaen.

Hans snurren er bare en af de reaktionsmønstre, som forældrene har lært at forstå.

På den måde bliver Maria og Daniel stille og roligt klogere på Louie – og på hvad han har godt af.

Skru ned for forventningerne

I begyndelsen gik Maria Brask Mainz lange ture med Louie, når han kom hjem fra vuggestue. Eller tog ham med på legepladsen. Det virkede sundere, end hvis han bare så ‘Gurli gris’ hele tiden.

Men at begrænse Louies skærmtid er ikke noget, Maria og Daniel skal gå op i.

I stedet er de blevet rådet til at slippe den dårlige samvittighed. At se ‘Gurli gris’ kan give Louie den ro, han har brug for efter en dag i vuggestuen.

Vi har da følt, at vi har været lidt uheldige. For jeg synes, godt nok der har været meget

Maria Brask Mainz

- Og når han så får lov til at lige at sidde og slappe af, kan han faktisk godt rumme at gå på legepladsen bagefter, siger Maria Brask Mainz.

Generelt er det faktisk den største læring, forældreparret har gjort sig på nuværende tidspunkt. At de skal skrue ned for forventningerne. For Louie kommer eksempelvis ikke til at tale, når andre børn taler.

- Måske taler han først, når han er fem. Vi kan ikke forvente, at tingene sker hurtigt, siger Daniel Brask Mainz.

- Så de her samtaler med fagpersonalet har allerede hjulpet os til, at vi ikke sammenligner ham med andre og til at forstå, at han tager tingene i sit eget tempo, fortsætter Maria Brask Mainz.

Det har også betydet, at familien allerede har indset flere ting om deres og Louies fremtid.

Maria og Daniel Brask Mainz ved allerede, at de kommer til at få et helt andet liv, end de regnede med.

Mange af de ting, de forestillede sig, er pludselig meget langt fra deres hverdag.

For Louie kan ikke rumme børnefødselsdage, hvor hele børnehaven kommer hjem til kage. Eller en jul med sammenkomster flere dage i træk.

Og hvad nu hvis han aldrig kommer til at gøre noget, han ikke må?

Sådan sagde Maria Brask Mainz til sin mand, den dag de fik svaret på Louies udredning.

For hvor andre forældre måske bekymrer sig om det, deres børn vokser op og roder sig ud i, så er det lige omvendt for Maria og Daniel.

- Når andre tænker: “Åh nej, gør de det”, så tænker vi: “Åh nej, gør han aldrig det”. Kommer han aldrig til at være en sur teenager, der er træt af sine forældre? Spørger hun.

Efter at Louie har fået diagnosen, har Maria og Daniel Brask Mainz også nogle gange tænkt: "Hvorfor skulle det her også lige ramme vores familie?"

For Louie har i forvejen brugt meget af sine første år på hospitalet på grund af sin nyresygdom. Samtidig har han været indlagt med meningitis, gulsot og flere infektioner – og oven i har Maria Brask Mainz for nylig åbnet op om, at hun selv kæmper med spiseforstyrrelsen bulimi.

- Så vi har da følt, at vi har været lidt uheldige. For jeg synes godt nok, der har været meget sammenlignet med andre, der kommer hjem med deres lille nyfødte. Vi tager hele turen, siger Maria Brask Mainz.

Men trods det er familien optimistiske.

- Vi er jo stadig os, som Daniel Brask Mainz siger.

- Det nytter ikke noget, at man bare sætter sig ned og græder over det. Vi ville jo ikke ændre Louie på nogen måde alligevel. Han er helt perfekt, som han er. Så nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi får det til at fungere bedst muligt for Louie, så vi får den gladeste dreng overhovedet, lyder det fra Maria Brask Mainz.

Men selvom de har nok at se til, føler parret ikke, at udfordringerne har påvirket deres forhold i en negativ retning.

Til trods for at Maria og Daniels 2021 på mange måder har været et hårdt år, er de gode til to ting. Nemlig at huske at være positive. Og at huske hinanden.

- Vi hygger os stadig rigtig meget og sørger for at give hinanden plads til lige at tage noget tid for os selv, gå på dates eller ligge en hel aften i sofaen, hvis Louie bliver passet af sine bedsteforældre, siger Maria Brask Mainz.

Derfor er de også sikre på, at Louies autisme ikke på nuværende tidspunkt får betydning for deres deltagelse i ‘Årgang 20’.

Vi er jo stadig os

Daniel Brask Mainz

Faktisk sætter de pris på at kunne få lov til at sætte fokus på børn med diagnoser. For som de siger: Der findes mange børn med diagnoser – og der kommer flere og flere af dem.

- Så vi synes, at det er fint at vise den side af livet også. Og at man sagtens kan fungere som en familie alligevel, siger Maria Brask Mainz.

Ud over det er der også en anden tanke, der har fæstnet sig.

- Hvis vi meldte os ud nu, fordi Louie var anderledes, ville han måske, når han bliver større spørge: “Hvorfor kunne vi ikke være med på grund af det?”. Og så ville vi have bekræftet ham i, at han var så anderledes, at vi ikke kunne være med.

Men det synes Maria og Daniel Brask Mainz på ingen måde, at deres søn er. For som lægerne sagde den dag, de fik svaret på hans udredning.

“Når I går ud af denne her dør, så er Louie stadig præcis den samme skønne dreng, som han var, inden I gik ind”.

For han er deres Louie.

Se sæsonens sidste afsnit af 'Årgang 20' på TV 2 tirsdag klokken 20 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Statens Serum Institut tror nu også på betydelig flokimmunitet

Statens Serum Institut (SSI) vurderer ligesom Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og flere eksperter nu også, at det i Danmark er muligt at opnå befolkningsimmunitet inden for de næste uger.

Det oplyser faglig direktør i SSI, Tyra Grove Krause, i et skriftligt svar til TV 2.

Årsagen er en høj vaccinationstilslutning i kombination med udbredt smitte, herunder smitte af vaccinerede.

- Det vil medføre, at smittetallene vil falde, da det simpelthen er sværere for virus at finde modtagelige i vores samfund, oplyser Tyra Grove Krause.

Immunitet varer ikke ved

Søndag lød det i et interview med direktøren for den europæiske afdeling af WHO, Hans Kluge, at 60 procent af befolkningen i Europa kan blive smittet inden marts. Og når bølgen af smitte aftager, forventer han, at der ”i flere uger og måneder vil være global immunitet.”

Tyra Grove Krause understreger i sit svar, at en befolkningsimmunitet ikke vil vare ved, da immunitet med coronavirus - både når det gælder vaccination og smitte - ikke er livsvarig, som det er tilfældet med blandt andet mæslinger.

- Det betyder, at virus ikke forsvinder og vil kunne give nye bølger, når der er tilstrækkeligt med modtagelige i befolkningen, og betingelserne for smitte er bedre som for eksempel i vinterhalvåret.

Samtidig forventer SSI, at der kan komme nye varianter, som danskerne har mindre beskyttelse mod.

- Det kan også betyde, at det kan blive relevant at give et 4. stik.

Immunitet tæller også i sommervejret

WHO-chefens forventning om ”global immunitet i flere uger og måneder” falder sammen med forår- og sommermånederne, hvor smittespredningen vil være mindre blandt andet af den simple årsag, at vi opholder os mere udenfor.

Alligevel vil en flokimmunitet i de varmere måneder ifølge professor i immunologi ved Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen, have en betydning for en eventuel smittespredning, når vi igen når efterår- og vintersæsonen.

- For selvom virus går i dvale på grund af vejret, så kommer den til at gå endnu mere i dvale, fordi den har svært ved at overleve i en meget immun befolkning. Det betyder også, at efterår- og vintermånederne kommer til at starte på et lavere niveau, siger han til TV 2.

Jan Pravsgaard Christensen fremhæver samtidig, at der til den tid på grund af flokimmunitet er en vis basisimmunitet i en stor del af befolkningen.

Også Hans Kluge fremhæver, at coronavirus ikke nødvendigvis vil vende tilbage som en pandemi til efteråret.

Flokimmunitet var aflyst

SSI aflyste ellers forhåbninger om flokimmunitet i den danske befolkning i august sidste år, da den smitsomme delta-variant blev dominerende.

Begrundelsen lød på det tidspunkt, at en egentlig flokimmunitet mod deltavarianten kun kunne opnås, hvis vaccinerne var 100 procent effektive mod de varianter, der var i spil, og at der var en 100 procent vaccinationsdækning.

Siden har den endnu mere smitsomme Omikron-variant gjort sit indtog – og der er forsat ikke en 100 procent vaccineeffektivitet eller -dækning.

Så hvad har ændret sig?

Delta var ikke smitsom nok

Jan Pravsgaard Christensen forklarer det med, at selv om delta-varianten var meget smitsom, så var den i virkeligheden ikke smitsom nok. Den spredte sig langsommere, end det er tilfældet med Omikron, hvor store dele af samfundet samtidig har været åbent.

- Inden virussen har nået rækken rundt og kommer tilbage til folk, så er der gået for lang tid, og så har folk igen været modtagelige, inden tilstrækkeligt mange var blevet smittet. Nu går det lynende hurtigt, og så bliver det sværere for virus at finde modtagelige til at smitte, siger han.

Han tror også på, at der i Danmark vil være flokimmunitet, men at det nærmere sker i marts end i februar.

- Dels booster den omfattende smitte dem, som er blevet vaccineret, og den inddrager nogle af dem, der ikke er blevet vaccineret. På den måde ender en større del af befolkningen med immunitet. Og en god immunitet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Ny undervariant kan true

Fredag forklarede overlæge og virusforsker ved SSI Anders Fomsgaard at den hastigt voksende undervariant af Omikron kaldet BA.2 muligvis kunne true en gruppeimmunitet.

Ifølge Tyra Grove Krause er der endnu tale om teoretiske overvejelser om, hvorvidt de to Omikron-undervarianter – BA.1 og BA. 2 – er så forskellige fra hinanden, at det er muligt at blive smittet med Omikron to gange på kort tid.

- Meget peger på, at BA.2 har et større spredningspotentiale end BA.1, og det kan betyde, at vi får en højere og lidt senere indtrædende top på epidemikurven, oplyser hun.

Dagens overblik: Nu kan du afbryde selvisolation tidligere

Fremover kan du afbryde din selvisolation efter smitte med coronavirus, når du ikke længere har symptomer, og så er den amerikanske frygt for en russisk indtrængen i Ukraine blevet så stor, at USA's præsident Joe Biden har beordret familie til ansatte på den amerikanske ambassade til at forlade landet.

Men vi starter et helt andet sted.

TV 2 erfarer: Krisemøde i 3F tirsdag

Hovedbestyrelsen i Fagforeningen 3F er indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde tirsdag formiddag.

Det oplyser flere af hinanden uafhængige kilder til TV 2.

Indkaldelsen kommer i kølvandet på en artikel i B.T., som beskriver, at Per Christensen, der gennem otte år har været formand for 3F, har levet et dobbeltliv med flere forskellige kvinder.

Afsløringerne har ført til selvransagelse hos både mediefolk, der i flere år kendte til 3F-formandens dobbeltliv uden at omtale det, og hos politikere, der udtrykte støtte til Per Christensen inden de havde læst B.T.'s historie.

Nu kan du afbryde selvisolation tidligere

Fra og med i dag kan man afslutte sin selvisolation, når man ikke længere har symptomer på coronavirus, og der er gået fire dage, fra man blev testet.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- De lempede anbefalinger vil betyde, at der sker mere smitte. Vi kan ikke stoppe alle smittekæder, men vi kan reducere smitten mest muligt. Derfor har vi i anbefalingerne taget højde for, at man skal isolere der, hvor der er størst risiko for smitte, nemlig i perioden lige inden man får symptomer, og når man har symptomer, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Mandag blev der registreret 40.348 nye smittede med coronavirus. Mere end hver femte test var positiv - positivprocenten var på 20,78.

USA beordrer ambassadeansattes familier til at forlade Ukraine

Familiemedlemmer til ansatte på den amerikanske ambassade i Ukraine beordres nu til at forlade landet, og også amerikanske statsborgere i Ukraine opfordres nu til at forlade landet, skriver CNN.

Det sker ifølge det amerikanske udenrigsministerium på grund af en stigende bekymring for russisk indtrængen i Ukraine.

Samtidig udtrykker Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba skuffelse over Tyskland, som han anklager for at underminere fællesskabet blandt de vestlige allierede og opmuntre Ruslands præsident Vladimir Putin til angreb.

- Tysklands aktuelle udtalelser er skuffende og strider mod denne støtte og indsats, skriver han på Twitter.

Messerschmidt: Spørgsmålet er, om folk tror på mig som person

For Dansk Folkepartis (DF) nyvalgte formand Morten Messerschmidt var mandag dagen derpå efter den overbevisende sejr i Herning i kampen om formandsposten søndag.

I en åbenhjertig udtalelse til TV 2 erkender han, at partiets fremtid afhænger af medlemmernes tillid til, at han kan skabe forsoning.

- Spørgsmålet er i virkeligheden, om folk tror på, at jeg som person kan få forsonet alle de forskellige retninger, der har været i ledelsen, siger han til TV 2.

Søndagens formandsvalg til DF’s ekstraordinære årsmøde stod mellem Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Morten Messerschmidt. Sidstnævnte fik 60,5 procent af de delegerede stemmer og overtog dermed formandsposten fra Kristian Thulesen Dahl.

Danmark klar til semifinale efter endnu en EM-sejr

Med den sjette sejr ud af lige så mange mulige - denne gang 35-23 over Holland - er de danske håndboldherrer sikre på at komme i semifinalen ved EM i Ungarn og Slovakiet.

Her kan danskerne komme til at møde Sverige eller Norge, men før deres afgørende kamp mod Norge tirsdag er svenskerne - som så mange andre EM-deltagere - udfordret af smitten med coronavirus.

Mandag oplyste det svenske håndboldforbund, at to af deres bedste spillere er testet positiv for coronavirus. Det drejer sig om bagspiller Felix Claar og målvogter Andreas Palicka, der nu isoleres.

- Nu er der nye betingelser for os inden kampen mod Norge, og vi vil kæmpe om en semifinaleplads også uden Andreas og Felix, siger den svenske landstræner Glenn Solberg før skæbnekampen mod Norge.

OVERBLIK: Her er de nye anbefalinger til isolation

Hvis man fremover bliver smittet med covid-19, vil der være kortere tid i selvisolation end tidligere. Samtidig skal nære kontakter ikke længere gå i selvisolation, medmindre man får symptomer.

Det er nogle af hovedpunkterne i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for selvisolation.

Få et overblik over de nye anbefalinger her:

Anbefalinger til selvisolation

Ved betydelige symptomer:

Der anbefales selvisolation fra symptomerne begynder og at tage en PCR-test hurtigst muligt. Ved et positivt testsvar fortsætter selvisolation, indtil symptomerne ophører. Det kan dog ikke være kortere end fire døgn fra det tidspunkt, man tog testen.

Ved lette symptomer og asymptomatiske personer:

Hvis man bliver testet, anbefales der ikke selvisolation, mens man venter på svar. Det gælder dog ikke, hvis man er husstandskontakt eller øvrig kontakt (se definitioner længere nede) og får symptomer. Ved en positiv test, uanset om det er PCR- eller kviktest, anbefales selvisolation med det samme. Får man en positiv kviktest, anbefales det at tage en PCR-test hurtigst muligt. Ved et positivt testsvar anbefales man at selvisolere i fire dage fra det tidspunkt, man blev testet på. Hvis der undervejs opstår betydelige symptomer, fortsætter selvisolationen, til symptomerne ophører. Dette kan dog ikke være kortere end fire døgn fra tidspunktet, man blev testet på. Anbefalinger til husstandskontakter

Husstandskontakter defineres som personer, der bor sammen med smittet person, er kæreste til en smittet person og ikke bor sammen, er værelseskammerat på en efterskole, højskole, lejrskole eller lignende med en smittet person, eller er overnattende gæst eller legekammerat til en person med covid-19.

Anbefalingerne til husstandskontakter er:

At blive testet med en hurtigtest eller PCR-test tre døgn efter, den smittede person blev testet positiv. Der anbefales ikke selvisolation, med mindre man får symptomer. Hvis man som husstandskontakt eller tilsvarende har været smittet inden for de sidste 12 uger, anbefales test ikke, med mindre man får symptomer på covid-19. Man bør have ekstra fokus på at efterleve Sundhedsstyrelsens seks råd til at forebygge smitte. Hvis man som husstandskontakt eller tilsvarende får lette eller betydelige symptomer på covid-19, anbefales man at gå i selvisolation med det samme og blive testet hurtigst muligt med en PCR-test. Anbefalinger til øvrige kontakter

Øvrige kontakter defineres som personer, der har været tæt på en smittet uden for hjemmet i smitteperioden.

Det kan være at sidde ved siden af eller over for den smittede, at være til middag eller lignende med den smittede, at dyrke kontaktsport eller sidde i bil med en smittet, eller at være klassekammerat til en smittet elev.

Anbefalingerne til øvrige kontakter er:

Ekstra fokus på Sundhedsstyrelsen seks råd til at forebygge smitte. Der kan foretages en kviktest tre døgn efter den smittede persons testtidspunkt. Får man lette eller betydelige symptomer, anbefales man at gå i selvisolation med det samme og hurtigst muligt få en PCR-test. Ved et positivt svar træder anbefalingerne til selvisolation i kraft (se længere oppe i artiklen).

Antallet af indlagte stiger til 894 – det højeste i et år

Der er det seneste døgn registreret 40.348 tilfælde af covid-19. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.

Af de bekræftede tilfælde er 2501 testet positive for coronavirus mindst en gang før.

Smittetilfældene er fundet i 194.180 PCR-test. Dermed er 20,78 procent af testene positive for coronavirus. Det er også det, der hedder positivprocenten.

Mandag stiger det samlede antal indlagte med 81 til 894. Det inkluderer både mennesker, der er indlagt med og på grund af coronavirus.

Blandt dem er 43 patienter på landets intensivafdelinger, og af dem har 29 af dem brug for hjælp til at trække vejret.

Det hidtil højeste antal indlagte under epidemien var 4. januar 2021. Her var 964 personer indlagt med corona.

- Vi står et bedre sted

Selv om antallet af indlagte stiger, står vi et andet og bedre sted, end vi gjorde for et år siden, siger professor og overlæge Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital.

- Der er en meget stor samfundssmitte, og det ser vi ved, at antallet af indlagte stiger. Men alvoren af sygdommen er aftagende med den nye omikronvariant. Så det er ikke kritisk, siger han.

Han henviser til, at omikron giver et mildere forløb end deltavarianten. Tal fra seruminstituttet viser, at omikron giver 36 procent mindre risiko for indlæggelse sammenlignet med delta.

- Det ser vi jo også ved, at antallet af indlagte på intensiv ikke er steget. Det ligger på et meget stabilt niveau, siger Henrik Nielsen.

Professoren minder også om, at en stor del af de 894 indlagte er indlagt af andre årsager end covid-19.

Årsager til indlæggelser

En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der er offentliggjort mandag, viser, at mellem 30 og 40 procent af de indlagte med en positiv PCR-test er indlagt af en anden årsag end covid-19.

Yderligere er 13 personer, der inden for den seneste måned er testet positive for covid-19, afgået ved døden inden for det seneste døgn.

Det samlede dødstal for epidemien i Danmark er 3621.

Der er foruden PCR-test blevet foretaget 220.979 lyntest - også kendt som antigentest - men grundet stor usikkerhed er de ikke med i den samlede opgørelse.

Onsdag har regeringen bebudet en plan for, hvad der skal ske med de tilbageværende restriktioner, som står til at udløbe efter 31. januar.

Nu kan du afbryde selvisolation tidligere

Fra og med i dag kan man afslutte sin selvisolation, når man ikke længere har symptomer på coronavirus, og der er gået fire dage fra man blev testet.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- De lempede anbefalinger vil betyde, at der sker mere smitte. Vi kan ikke stoppe alle smittekæder, men vi kan reducere smitten mest muligt. Derfor har vi i anbefalingerne taget højde for, at man skal isolere der, hvor der er størst risiko for smitte, nemlig i perioden lige inden man får symptomer, og når man har symptomer, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Blandt de nye anbefalinger er, at man ikke længere skal isolere sig, hvis man deler husstand med en, som er smittet. Se alle de nye anbefalinger herunder.

Balance mellem anbefalinger og situation

De seneste uger har set en meget omfattende samfundssmitte med mere end 40.000 daglige smittede, senest i dag hvor Statens Serum Institut (SSI) oplyser, at der er registreret 40.348 nye coronasmittede. Og de mange smittede udgør et problem i forhold til at opretholde væsentlige samfundsfunktioner, skriver styrelsen.

Samtidig har vi ikke set en stigning i antallet af indlæggelser på intensivafdelinger, og det har fået styrelsen til at lave ændringen.

- Den senere tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere, siger Helene Probst.

Omfattende immunitet

Sundhedsstyrelsen anslår, at lidt over en million personer har været smittet med omikron, siden varianten spredte sig i starten af december sidste år.

De skriver videre, at en meget omfattende befolkningsimmunitet er grunden til, at de ikke længere ser en sammenhæng mellem antal smittede og antal indlæggelser.

4,7 millioner personer har fået to stik med en coronavaccine, og 3,5 millioner har fået den tredje såkaldte boostervaccine.

Børnehave ramt af corona – nu passer medarbejdere fra rådhuset børn

Coronasmittede medarbejdere lægger i øjeblikket stort pres på landets arbejdspladser.

Det er også tilfældet i Hvidovre Kommune og særligt i Bredalsparkens Børnehave, hvor 59 børn har deres hverdag.

Her er 9 ud af 11 medarbejdere sygemeldt mandag.

Derfor har fire af kommunens pædagogiske vejledere mandag været nødt til at skifte arbejdsdagen på rådhuset ud med en i den berørte institution.

Det bekræfter Hvidovre Kommune over for TV 2 Lorry.

Vi slukker hele tiden brande med den spand vand, vi kan finde

Susan Bjerregaard, direktør for Børn og Velfærd i Hvidovre Kommune

Kommunens borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), glæder sig over, at det er lykkedes at finde en løsning, selvom den ikke er optimal.

- Det, som jeg tænker meget over, er børnenes tarv og at gøre det så godt som muligt for dem. Det er ikke pædagoger og ansigter, som de kender, men det er dygtigt og veluddannet personale, som vi har sendt derud, siger han til TV 2 Lorry.

Landets højeste incidenstal

Hvidovre Kommune har de seneste dage haft landets højeste incidenstal. Ved søndagens coronaopgørelse var incidenstallet 6171.

I sidste uge lød sygefraværet på mellem 20 og 22 procent i kommunens 29 dagtilbud. Og det har haft store konsekvenser for både ansatte, børn og forældre.

Derfor måtte man flere steder forkorte åbningstiden, mens man altså mandag gik skridtet videre og sendte pædagogiske vejledere ud for at passe børn.

Susan Bjerregaard er direktør for Børn og Velfærd i Hvidovre Kommune. Hun fortæller, at man løbende arbejder på at finde løsninger.

- I denne her situation arbejder vi time for time, dag for dag. Hvis vi står med to eller flere institutioner i morgen, som er ramt på den måde, så er næste træk, at vi må se på, om vi eventuelt kan låne personale fra andre institutioner, hvor sygefraværet er lavere. Det vil være en svær, men nødvendig beslutning, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Vi slukker hele tiden brande med den spand vand, vi kan finde.

Susan Bjerregaard understreger, at forældre til børn i den ramte institution er blevet informeret på forhånd.

Flere kommuner ramt

Det er ikke kun i Hvidovre, at coronasmitten gør det svært at holde institutioner og kommunale tilbud åbne.

I Egedal forsøger kommunen at løse problemet ved at rekruttere pensionister og seniorer til daginstitutioner, mens Frederikssund Kommune har iværksat et tiltag, hvor man kan sende en sms til borgmesteren, hvis man som ledig ønsker at indgå i et vikarteam.

I Københavns Kommune har man iværksat et nødberedskab med administrativt og akademisk personale, der kan give en hånd med, hvis det bliver nødvendigt.

Fredag opfordrede Kommunernes Landsforening og Dansk Industri til at forkorte den nuværende isolationsperiode på syv dage.

Det er Sundhedsstyrelsen, der laver anbefalingerne til isolation. Styrelsen meddelte søndag, at den er i gang med at se på anbefalingerne om isolation med en forventning om at ændre den i begyndelsen af denne uge.