Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er blevet testet positiv for coronavirus.

Han går dermed glip af fejringen af dronningens regeringsjubilæum i Folketinget fredag.

Det skriver Jakob Ellemann-Jensen i et opslag på Twitter.

- Tillykke til H.M. Dronningen med det flotte regeringsjubilæum.

- Jeg havde glædet mig til at deltage i fejringen her i Folketinget senere i dag (fredag, red.). Men det bliver desværre uden mig, da jeg lige er testet positiv, skriver Venstre-formanden på Twitter.

Han skriver videre, at han "har det fint og er næsten symptomfri".

I september sidste år fortalte Jakob Ellemann-Jensen på Facebook, at hans far, Uffe Ellemann-Jensen, havde været alvorligt ramt af corona og lungebetændelse.

Den 80-årige tidligere formand for Venstre og eksudenrigsminister tilbragte tre uger på hospitalet.

- For fire uger siden - lige op til Venstres sommergruppemøde - blev han indlagt med lungebetændelse og corona. Han er og var færdigvaccineret, men han blev smittet alligevel. Han er ikke helt ung længere, så han blev ramt ganske voldsomt, skrev Jakob Ellemann-Jensen på Facebook 6. september.

Tirsdag annoncerede en anden politisk leder, Mai Villadsen fra Enhedslisten, at hun var testet positiv for coronavirus. Hun var "ikke så hårdt ramt", lød det i et opslag på Facebook.

Andre partiledere har også været ramt af virusset. Pernille Vermund (NB) og Søren Pape (K) har været smittet, mens sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) ligeledes har været testet positive for covid-19 tidligere i epidemien.

Dronning Margrethe kommer fredag formiddag forbi Folketinget til en officiel markering af sit 50-års jubilæum som Danmarks regent.

Inden da har hun været til statsråd også på Christiansborg Slot, hvor hun mødes med regeringens ministre.

Restriktioner lettes langsomt, og flere politikere og eksperter har den seneste tid forsigtigt sagt, at epidemien i Danmark synger på sidste vers.

Et sted i samfundet brøler epidemien dog højere end nogensinde.

Det her handler ikke om, at vi i en spidsbelastning skal passe nogle ekstra børn. Det er små børns liv

Elisa Rimpler, formand for BUPL

Daginstitutionerne er nemlig mere pressede end på noget andet tidspunkt i løbet af coronaepidemien, lyder det fra Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforening BUPL.

- Det her er en uholdbar situation, siger Elisa Rimpler.

Derfor vil Elisa Rimpler have suspenderet den pasningsgaranti, der sikrer, at alle børn kan blive passet i en daginstitution, fra de er 26 uger gamle, til de starter i skole.

Kan allerede begrænse åbningstid

I løbet af den seneste måned har tre ud af ti daginstitutioner måttet opfordre forældre til at holde børn hjemme eller hente tidligt. Inden for den seneste uge har otte ud af ti institutioner haft corona blandt personalet.

Det viser en rundspørge blandt daginstitutionsledere lavet af BUPL.

- Hvor smitten er så høj, oplever man en undtagelsestilstand. På det her område hænger man virkelig i med neglene, siger Elisa Rimpler.

For mens forholdsvis få danskere efterhånden bliver alvorligt syge med covid-19, bliver rekordmange i øjeblikket smittet – heriblandt også pædagoger – og det tvinger dem til at blive hjemme fra arbejde.

I øjeblikket har daginstitutioner allerede mulighed for at begrænse åbningstider fra dag til dag.

Efter jul kunne vi starte op med at sige til forældre, at 8 ud af 11 medarbejdere var syge

Maria Levin Vestergaard, tillidsmand i Vuggestuen Skottegården

Men ifølge Rimpler bør politikerne på Christiansborg sætte landets daginstitutioner fri ved at suspendere pasningsgarantien, så de selv kan planlægge, hvordan man tilrettelægger hverdagen længere ud i fremtiden.

- Den dag, hvor syv ud af ti medarbejdere er syge, kan vi blive nødt til at lukke midlertidigt. Men coronasmitte varer ikke bare en dag eller to. Det kan vare en eller to uger, siger hun.

3 pædagoger til 70 børn

Derfor mener Elisa Rimpler, at det vil komme både pædagoger, forældre og børn til gode, hvis institutioner får mulighed for at tilrettelægge åbningstider og begrænse antallet af børn en uge eller to ude i fremtiden. Så kan pædagogerne nemlig få ro på, og forældrene kan få tid til at tilrettelægge deres hverdag efter det.

- Det her handler ikke om, at vi i en spidsbelastning skal passe nogle ekstra børn. Det er små børns liv. Vi har haft en lang og belastende periode, og nu hænger vi i med neglene, siger Elisa Rimpler.

Du sidder og taler om små børns liv. Vil du lægge hovedet på blokken og sige, at der er små børn, der lider overlast, fordi I ikke har tilstrækkeligt med pædagoger?

- Det er der, når en leder i går aftes fortæller mig, at hun i dag skal holde åbent med 3 personaler – det er ikke engang sikkert, at det er pædagoger – og i virkeligheden skal tage imod 70 børn, fordi det siger pasningsgarantien.

Og så mener Elisa Rimpler, at det er åbenlyst, at det går ud over børnene.

8 ud af 11 er syge

En af de institutioner, der har mærket, hvor hårdt tidens tårnhøje smittetal presser dem, er Vuggestuen Skottegården i Kastrup.

- Efter jul kunne vi starte med at sige til forældre, at 8 ud af 11 medarbejdere var syge. Vi spurgte, om de kunne hente deres børn tidligere eller holde dem hjemme, siger Maria Levin Vestergaard, der er tillidsmand i Vuggestuen Skottegården.

De tre medarbejdere, der var raske og på arbejde i Vuggestuen Skottegården, var henholdsvis pædagog, køkkenassistent og studerende.

- Nogle forældre kunne holde deres børn hjemme, så vi ikke skulle modtage de 33 børn, vi ellers skulle have modtaget, siger Maria Levin Vestergaard.

Havde forældrene ikke været fleksible, havde hun ikke vidst, hvad institutionen havde gjort. Derfor efterlyser hun ligeledes mulighed for at suspendere pasningsgarantien, så vuggestuen kan planlægge sig ud af sygdom med en længere tidshorisont end 24 timer ad gangen.

- Det er ikke tilstrækkeligt (at aflyse fra dag til dag, red.), fordi vi har kørt så hårdt på i en lang periode, og forældre og ansatte har været så fleksible så længe, siger hun.

Har du som forælder udfordringer med at få passet dit barn i en daginstitution, eller kender du én, der står i en lignende situation? Skriv til HABS@TV2.DK

På få uger har Omikron-varianten taget fuldstændig over og vurderes nu til alene at drive epidemien i Danmark. Omikron-varianten udgør mere end 90 procent af de positive PCR-prøver.

Men på hospitalerne er billedet helt anderledes.

For langt størstedelen af de indlagte på landets intensivafdelinger er smittet med Delta-varianten.

Det forklarede direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, onsdag på et pressemøde.

Tallene stemmer overens med den seneste risikovurdering, der viser, at blot 8 procent af de indlagte covid-patienter på intensivafdelingerne var smittet med varianten.

Men hvordan hænger det sammen med billedet af Omikron som den totalt dominerende variant uden for hospitalerne?

Halen fra Delta

Ifølge Christian Wamberg, der er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og overlæge på Bispebjerg Hospital, er den umiddelbare forklaring først og fremmest, at de Omikron-smittede generelt har milde forløb, der er overstået relativt hurtigt.

- Vores klare fornemmelse er, at dem, der bliver smittet med Omikron, sjældent finder vej til indlæggelserne og slet ikke til intensivafdelingerne, siger han.

Selvom Omikron fylder mest i smittelandskabet, er Delta stadig til stede. Både i form af nye, positive tests - når smittetallet ligger på 25.000, vil der for tiden være tale om cirka 2500 Delta-smittede danskere dagligt, lyder det fra Christian Wamberg.

Samlet set ser det bedre ud, end vi havde forestillet os

Thomas Benfield, overlæge på Hvidovre Hospital

Og ud over det trækker Delta-varianten stadig en hale efter sig, fordi de indlagte, især dem på intensiv, typisk har længere sygdomsforløb.

- Uanset om det er den ene eller den anden variant, opfører virussen sig jo, som den har gjort hele tiden. Derfor vil der også være indlagte med Delta-varianten, siger Christian Wamberg.

Yngre, ikkevaccinerede indlagte

På Bispebjerg Hospital har man tidligere haft omkring 15 covid-patienter på intensiv. Lige nu er der 2.

I begge tilfælde er der tale om Delta-varianten, og de seneste uger har karakteristikaene for de intensivindlagte været de samme:

- Det er typisk ikkevaccinerede personer under 50 år, siger Christian Wamberg.

Han fortæller, at patienterne i gennemsnit er indlagt i 10-12 dage.

- Det kan også være ældre og immunsvækkede. Men vi ser stort set aldrig en dobbelt- eller trippelvaccineret, siger han.

Det flugter med nye tal fra SSI, der viser, at risikoen for et sygdomsforløb med behov for indlæggelse er mellem 3,2-3,8 gange højere for ikkevaccinerede over 12 år end for fuldt vaccinerede i samme aldersgruppe.

Samme billede ser de på Hvidovre Hospital, hvor der lige nu er 30 covid-indlagte patienter og cirka 4 covid-patienter på intensiv. Tidligere har der været omkring 120 indlagte. Det fortæller Thomas Benfield, der er overlæge på hospitalets infektionsmedicinske afdeling.

- Patienterne er yngre i snit, end de har været tidligere i epidemien, og hovedparten er ikkevaccinerede, siger han.

En mildere variant, der slår ligeså hårdt, når det er alvor

Selvom både indlæggelsestallene herhjemme og flere studier - blandt andet her, her og her - tyder på, at den nyeste variant er mildere, minder symptomerne hos de hårdest ramte Omikronsmittede meget om det sygdomsbillede, der har gjort sig gældende gennem hele pandemien.

- Når patienterne når frem til os, er sygdomsbilledet nogenlunde det samme, uanset om de er smittet med Delta eller Omikron. Vi kan ikke se forskel, og vi behandler på samme måde, siger Thomas Benfield.

Et af de store, ubesvarede spørgsmål er, hvordan de ældre reagerer, hvis de bliver smittet

Christian Wamberg, overlæge på Bispebjerg Hospital

Så når der bliver talt om Omikron som en "mildere" variant, skyldes det, at den i langt de fleste tilfælde resulterer i det, som Thomas Benfield kalder "forkølelsessymptomer". Det er også forklaringen på, at der lige nu er rekordhøje daglige smittetal og stabile, ret lave indlæggelsestal.

- Mange opdager det først, når de bliver testet. Så selvom smittetallene er ufatteligt høje, kommer folk i den gruppe nærmest aldrig i nærheden af et hospital, siger han.

Men det er stadig for tidligt at være helt sikker på, at indlæggelseskurven holder sig i ro, lyder det.

Åbning kan svare på stort spørgsmål

For både Thomas Benfield, Christian Wamberg og risikorapporten nævner tidsforskydningen som en joker.

Det tager som regel tre-fire uger, før en patient er alvorligt syg og nødt til at blive indlagt. Men det er kun omkring to uger siden, at Omikron blev dominerende.

Christian Wamberg peger også på, at indlæggelserne også skal ses i lyset af, at smitten indtil nu i høj grad har ramt den yngre del af befolkningen, som har haft milde forløb, der ikke har været i nærheden af at udvikle sig til lungebetændelse.

- Et af de store ubesvarede spørgsmål er, hvordan de ældre reagerer, hvis de bliver smittet, siger han.

Svaret på det spørgsmål kommer sandsynligvis i løbet af de næste uger, hvor restriktionerne bliver lempet. Ifølge Thomas Benfield kan de lave indlæggelsestal nemlig også skyldes, at mange ældre og sårbare har isoleret sig og passet mere på de seneste uger, hvor smitten har været stigende.

Men når samfundet igen åbner, er det meget sandsynligt, at også de ældre og mere sårbare bliver udsat for Omikron-smitten. Og det kan ændre situationen på hospitalerne.

- Hvis Omikron får større greb i den ældre del af befolkningen, kan det være, at selv tredje stik får mindre effekt. Så vil situationen være en anden, siger han.

Forsigtig optimisme

Alligevel er det "fornuftigt" at lempe restriktionerne, mener Christian Wamberg.

- Hele øvelsen går jo ud på at have de her ting for ikke at overbelaste sundhedsvæsnet. Og som det ser ud lige nu, er det ikke der, vi er, siger han.

Han ser dog stadig dilemmaer ved en stor genåbning. De befinder sig bare ikke på sygehusgangene, men i stedet bredere i samfundet.

- Lige nu vil jeg sige, at den eneste sky på himlen er, at jo mere man åbner, jo flere kan blive smittet. Det kan skabe et pres i mange brancher, fordi folk ikke kan arbejde i en periode, siger Christian Wamberg.

Der er altså stadig ubekendte i forhold til præcis, hvordan Omikronvarianten har ændret spillereglerne. Men på trods af dem er der optimisme at spore på Bispebjerg Hospital.

- Sådan, som tingene er nu, gør, at vi kan håbe på at se en ende på pandemien, siger Christian Wamberg.

Selvom Thomas Benfield er en anelse tilbageholdende, er han enig.

- Det seneste år har lært os, at vi skal være varsomme med at sige, at pandemien er overstået. Men samlet set ser det bedre ud, end vi havde forestillet os, siger han.

På landets hospitaler er der nu klart flest coronapatienter, der bliver indlagt med Omikron-varianten. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI).

I første uge af 2022 var det 34 procent af de nyindlagte patienter, der blev testet for, hvilken variant de havde. Af dem kom 86 procent tilbage med svar om, at det var Omikron-varianten.

SSI skriver i rapporten, at andelen af coronapatienter med Omikron kan være overestimeret.

Omikron har slået sig ned

Henrik Nielsen, professor og overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, kan godt genkende dataene fra SSI.

Særligt i det nye år har patienterne på Aalborg Universitetshospital hovedsageligt haft Omikron-varianten.

- Over de sidste par uger er det i stigende grad Omikron-varianten, der er skyld i infektionen hos de patienter, der bliver indlagt.

- Og det afspejler jo, at det er sådan, det er i samfundet nu. At det er den variant, der har slået sig ned i Danmark, siger han.

Får samme behandling

På sygehusenes intensivafdelinger fylder Omikron også i 2022. Halvdelen af de coronapatienter, hvor man kendte varianten, var smittet med Omikron i uge 1, viser rapporten fra SSI.

Behandlingen af Omikron-varianten er den samme, som man har brugt mod andre coronavarianter og begynder som regel før, man ved, om det er Delta eller Omikron, fortæller Henrik Nielsen.

- Man vil altid give patienten det, vi kalder understøttende behandling, altså væske og ernæring.

- Og hvis der er tegn på, at kroppen mangler ilt – og det er der rigtig tit, når man bliver indlagt – så tilfører man ilt på en maske foran næse og mund, siger han.

Ud over det kan patienter også få medicinsk behandling. Her vil man som regel bruge Remdesivir, der er et virusdræbende lægemiddel.

Er der tale om en betændelsesreaktion i lungerne, giver man som regel binyrebarkhormon, fortæller Henrik Nielsen.

Mindre risiko for indlæggelse

SSI vurderer, at 96 procent af alle coronatilfælde 9. januar var Omikron.

Varianten kom til Danmark i slutningen af november. Og da den er meget smitsom, spredte den sig meget hurtigt og tog over for Delta-varianten.

Allerede fra midten af december regner SSI med, at den var den dominerende variant.

SSI vurderede for nylig, at der er omkring halv så stor risiko for at blive indlagt med Omikron-varianten sammenlignet med Delta-varianten.

Tronsalen på Christiansborg var fyldt med mænd i uniformer og jakkesæt.

Landets fineste spidser fyldte rummet.

De kom fra flåden, luftvåbnet, hæren og Folketinget.

Men dagens vigtigste hovedperson var en kvinde.

Landets nye dronning.

Blot 30 sekunder inden hun skulle stille sig frem for sit folk på balkonen, gik dørene til tronsalen op. Ind trådte den 31-årige dronning med sin mand ved sin side.

Hun var rank. Men sorgen i hendes ansigt kunne ikke skjules, bemærkede forsvarsminister Kjeld Olesen.

Det var en isnende kold januardag. Der var helt stille i tronsalen. Ikke en lyd kunne høres.

Majestæten stillede sig på højre side af statsministeren, og sammen gik de hen mod balkonen.

En lakaj gik hen for at åbne de to fløjdøre foran dem. Men de bandt. Han baksede med dem. Kun en dør gik op, og dronningen måtte gå forrest ud.

Her blev hun mødt af et syn, som hun slet ikke havde forventet.

15. januar 1972 blev dronning Margrethe udråbt som Danmarks monark.

Danmarks første kvindelige monark, tilmed.

Det var en opgave, som hun havde forberedt sig på det meste af sit liv.

Alligevel var det et chok for hende, da hun først stod i selve situationen, fortalte hendes husbond prins Henrik efterfølgende.

Følg dækningen af dronningens regeringsjubilæum på TV 2 eller TV 2 PLAY fredag

Hverken dronningen eller han havde forventet at stå i den situation så tidligt.

Bare 16 dage tidligere havde alt åndet fred og idyl.

Der havde været nytårsfest på Amalienborg til langt ud på natten, men et opkald morgenen efter havde sat en brat stopper for både feststemning og tømmermænd.

Her er historien om de historiske uger, hvor kong Frederik 9. blev ramt af sygdom, og dronning Margrethe, kongefamilien, statsministeren og danskerne indså, at et generationsskifte nu var på vej.

Det var årets sidste aften i 1971. Traditionen tro tonede landets regent, kong Frederik 9., frem på tv-skærmen i de fleste danske hjem, hvor folk sad klar til årets nytårstale.

Han var en smule fumlende med sine papirer den aften. Ikke en eneste gang på de fire minutter, talen varede, løftede han blikket fra papirerne.

Først til sidst så han op og kiggede direkte ind i kameraet med ordene:

”Gud bevare Danmark”.

Det blev hans sidste ord til sit folk.

I Christian 9.’s palæ festede prinsesse Margrethe og prins Henrik med deres 12-15 gæster og anede ikke uråd. Det blev sent. Og parret kom først i seng langt ud på natten.

Men søvnen blev kort. For omkring klokken 8 ringede telefonen.

Margrethe besvarede opkaldet. Det var hendes mor i den anden ende:

- Daisy, far er blevet syg. Du må tage nytårskuren.

Kong Frederik 9. var blevet dårlig samme nat. Han havde feber – måske influenza, tænkte man.

Prinsesse Margrethe blev hurtigt lysvågen.

For første del af årets nytårskur skulle afholdes allerede om morgenen, og senere var der aftenens nytårstaffel. Så hun havde travlt.

Efter morgenens nytårskur tog prinsesse Margrethe hjem forbi sin far. Sygdommen lod ikke til at være alvorlig. Hun var ikke bekymret.

Men da hun samme aften havde budt velkommen til anden del af nytårskuren, skete der noget.

Da ’Kong Christian’ gjaldede ud i Riddersalen i Christian 7.’s palæ på Amalienborg, gav det et gib i tronfølgeren.

- Den aften følte jeg, at det løb koldt ned ad ryggen. Jeg havde en væmmelig og stærk fornemmelse af, at det ikke var en undtagelse, at jeg stod her i den rolle, men at det kun var begyndelsen, har hun senere fortalt i bogen ’M 40 år på tronen’.

3. januar så kongen dog ud til at have fået det bedre.

Han sov meget længe om morgenen og virkede frisk, da han stod ud af sengen og gik hen for at drikke morgenkaffe med dronning Ingrid.

Men inden kongen nåede derhen, sank han pludselig sammen på gulvet.

Ambulancen blev straks tilkaldt, og Kong Frederik 9. blev kørt direkte på Kommunehospitalet.

Kongen havde fået et hjerteanfald.

Nu forstod alle, at situationen var alvorlig.

Den daværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag fik besked. Han satte en medarbejder til at skrive et mindeord og gik straks ind i proceduren omkring et tronskifte.

Men da han fik læst sig ind i stoffet, opdagede han, at det ikke var alt ved proceduren, som han var lige begejstret for.

For eksempel brød han sig ikke om, at han skulle være kongelig udråber. Samtidig syntes han, at selve ceremonien på balkonen var for kort.

Den måtte gerne være lidt længere. Lidt mere indholdsrig. Fordi folk for første gang nogensinde fik mulighed for at følge et tronskifte på tv.

Men han måtte først vende det med tronfølgeren, som han allerede havde sine bekymringer om. Hun var nemlig både kvinde – og tilmed en intelligent en af slagsen.

- En dronning kan blive vanskeligere i samarbejdet. Hun er desuden politisk vidende, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel, skrev han således i sin dagbog, der blev udgivet efter hans død.

Samarbejdet mellem de to skulle da også vise sig at være netop lidt vanskeligt.

Det fandt statsministeren ud af, da han mødte prinsessen få dage efter 6. januar.

Den kommende tronfølger var slet ikke med på ideen om at modernisere proklamationsceremonien det mindste. Hun ville følge traditionen.

- Det var jo ikke af hensyn til tv, at man holdt ceremonien, huskede statsministeren, at hun sagde til ham.

Det blev prinsesse Margrethe, der fik det sidste ord – og der blev ikke ændret på noget.

Efterhånden stod det nu klart for enhver, at kong Frederik 9.’s helbred kun gik en vej.

I familien tog dronning Ingrid teten og satte sig i spidsen for planlægningen af tronskiftet.

Kongen havde været svær at få kontakt til, siden han blev indlagt. Han lå på et værelse på kommunehospitalet ved en sidegade til Søerne.

Hospitalet var godt slidt, bemærkede Margrethe. Det virkede dystert – og alt andet end moderne.

- EKG-monitoren udgjorde en sær kontrast til den gamle bygning, vi befandt os i, husker hun i bogen ’Undervejs’.

Margrethe besøgte sin far hver dag. Familien skiftedes til at sidde ved hans side.

Det hele gik så stærkt. Og i dag husker dronningen særligt en ting, som hun aldrig nåede at få gjort.

I de tre dage, hvor kongen havde været syg hjemme på Amalienborg, var det endnu ikke gået op for hans datter, hvad vej det bar.

- Jeg nåede aldrig at få en sidste tale eller farvel med min far. Jeg tænkte slet ikke i de baner, da han lå syg hjemme i palæet, hvor sygdommen virkede harmløs, og da han kom på hospitalet, var det pludselig for sent. Det var næsten, som om han forsvandt for øjnene af os, siger hun i bogen ’Undervejs’.

Alligevel nåede kong Frederik 9. at sige nogle vigtige ting til sin datter, mens han lå på hospitalet. Han vidste godt, hvilken vej det gik.

Snart skulle hans ”store pige” overtage hans job. Noget, han faktisk havde glædet sig til.

Men flere gange sagde han ting, der viste, at han vidste, at han skulle herfra.

- Nu er det dig, der skal tage fat, sagde han ifølge dronningen.

11. januar forværredes kong Frederik 9.’s tilstand markant.

Han fik en blodprop i lungerne.

Og 12. januar ankom den kongelige konfessionarius (kongefamiliens præst, red.) til hospitalet.

Selvom kongefamilien blot udtalte, at det var almindelig praksis, kunne befolkningen godt lægge to og to sammen.

De københavnske blomsterhandlere havde travlt. Almindelige danskere strømmede til og købte blomster til den kongelige familie.

Også i Illum og Magasin var man ved at gøre klar til en sørgeudstilling med kongens portrætbillede.

Pressen samlede sig foran hospitalet, og til trods for den bidende vinterkulde blev de stående både 13. og 14. januar.

Samme dag udsendte hoffet en meddelelse til befolkningen, om at kong Frederik nu var ”dybt bevidstløs. Blodtrykket faldt. Tilstanden var yderst alvorlig”.

Kongens feber var høj.

Prinsesse Margrethe, hendes mor, mand og to søstre var samlet ved hans side hele dagen på hospitalet.

Der var stille og fredfyldt i værelset hos ham, husker Margrethe.

Og så - efter 11 dages intens sygdom, der begyndte med en lungeinfektion - åndede kong Frederik 9. stille ud. 14. januar, klokken 19.50.

- Ganske ganske sagte gled livet ud af ham. Far var et naturligt menneske. Da han selv fornemmede, hvad vej det gik, forstod han at give slip, fortæller dronningen i bogen ’Undervejs’.

Det dirrede i Margrethe, da det skete.

For i det sekund, han tog sin sidste vejrtrækning, var hun nu landets dronning. Livet ville aldrig blive det samme. Og hun vidste, at der nu lå en stor opgave foran hende.

Efter blot ti minutter forlod familien stedet, og på vej ned ad trappen gik det for første gang op for dronningen, at hun havde fået en helt ny rolle.

- Nu må du gå først, lød det fra dronning Ingrid, der kommanderede sin datter frem foran hende.

For nu var Margrethe landets monark, og derfor skulle hun gå forrest ud af døren, hvor pressen stod klar.

Sammen med sin mand forlod hun hospitalet i bil og kørte direkte hjem til Christian 9’s palæ.

Nu var der meget, der skulle gøres.

- The show must go on.

Sådan sagde dronning Ingrid til familien, kort før sin mands død, husker prinsesse Benedikte.

Og dronning Margrethe var også kun lige kommet hjem, før ”showet” gik i gang.

Blot en time og ti minutter efter kongens død kom livgardens chef marcherende ind gennem porten til Frederik 9’s palæ hos dronning Ingrid for at kondolere.

Herefter tog de sammen med vagtstyrken fat om tre indhyllede faner og bar dem over hen over slotspladsen til dronning Margrethe på Christian 9’s palæ.

Margrethe havde listet sig helt hen til indgangen ved trappen for at stå klar, når fanerne kom.

På slotspladsen havde flere hundrede danskere stimlet sig sammen. De lagde blomster og lys på brostenene. Og brød pludselig ud i spontan sang - ’Altid frejdig når du går’.

Da dronningen modtog fanerne, gav hun dem et kys, præcis som hendes far havde gjort, da han blev konge.

- Så ved man, at nu gælder det, nu er det virkeligt, nu er jeg på, og nu gælder det resten af mit liv. Rent bortset fra, at det er en sorg, og man mister sin far, er det også indgangen til en stor opgave, forklarede dronningen i en af Kongehusets egne optagelser i 2016.

Næste morgen kunne lyden af kirkeklokker høres i hele landet. Morgenringningen varede en hel time i anledning af tronbestigelsen.

Men ellers var der ikke megen larm i byen. Alle forlystelser var aflyst. Teater- og biografforestillinger, koncerter, fodboldkampe og motorløb, spil på spilleautomater var lukket denne ene dag.

15. januar 1972 var en iskold dag.

Dagens hovedperson var spændt – og lidt nervøs.

Hun forsøgte at huske sig selv på, at der var mange gode grunde til, at der næppe ville være et stort opbud af mennesker, når hun skulle udråbes.

- Det skal du bare være klar over, at på en bidende kold januardag i 1972 med ungdomsoprør og alt det der, vil der ikke være så mange mennesker, sagde hun til sig selv.

Og dronning Margrethe var ikke den eneste, der gik rundt med en bekymring den dag.

I vandrehallen på Christiansborg gik statsminister Jens Otto Krag med næsen begravet i sine noter om dagens begivenhed. Men en ting forstod han ikke. Dronningen skulle udråbes hele tre gange. Hvorfor egentlig?

Da han fik øje på den garvede DR-journalist Poul Jørgensen, spurgte statsministeren ham.

- Jeg skal udråbe Dronningen her i dag, og man siger mig, at jeg skal udråbe hende tre gange. Øh, kan det være rimeligt? referer Poul Jørgensen i sin bog ’Transmissioner fra Kongehuset’.

DR-journalisten måtte forklare, at det skyldtes en gammel tradition, hvor regenten blev udråbt på tinge, og at der oprindeligt blev råbt fire gange mod hvert verdenshjørne.

Men på Christiansborg gav det ikke meget mening at vende sig om fjerde gang og råbe direkte ind i Tronsalen. Derfor var det kogt ned til tre gange.

Jens Otto Krag takkede for forklaringen og gik videre.

På Amalienborg brugte dronning Margrethe de sidste timer på at finpudse sin tale.

Den skulle være kort og klar og afslutte med hendes valgsprog - en 500 år gammel tradition, hvor regenter udtrykker de værdier, som, de ønsker, skal præge deres regeringstid og Danmark.

Dronning Margrethe havde lagt sig fast på sit valgsprog få dage tidligere.

”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks Styrke”.

Det signalerede på flere måder, at dronningen havde brug for hjælp og støtte. Folkets kærlighed var forudsætningen for Danmarks styrke.

- Og helskindet igennem tiden og tiderne kommer man ikke uden Guds hjælp (…). Så meget vidste jeg da: Den der opgave, den klarer du ikke alene, fortalte hun i bogen ’M.’.

Nu nærmede proklamationen sig med hastige skridt. Udråbelsen skulle ske klokken 15.

Tronsalen var nu fyldt med ministre, præsidiemedlemmer fra Folketinget, chefer fra hæren, flåden, luftvåbnet, politiet og andre fra landets fineste embeder.

Også her var man nervøs for, om danskerne ville møde op.

Den daværende forsvarsminister Kjeld Olesen var blandt de mænd, der stod i tronsalen og ventede. Han havde SF-medlem Morten Lange på sin ene side og en officer fra kongehuset på sin anden, husker han.

De kiggede alle tre diskret ud ad vinduerne og så til deres store lettelse, at danskerne strømmede til.

- Åh gudskelov, udbrød officeren, mens Morten Lange tilføjede:

- Det er sgu hårde folk, Kjeld.

De var iført huer, vanter, anorakker og halstørklæder.

Flere hang i lygtepælene for at sikre sig et godt udsyn til den historiske begivenhed.

Vagterne fra Livgarden og de otte trommeslagere fra tamburkorpset tog plads på Christiansborg Slotsplads lige under balkonen.

Imens trådte dronning Margrethe ind i tronsalen.

Hun var iført en lang sort kjole med sørgehat og langt sørgeslør.

Jens Otto Krag synes, at det lignede en bizar islandskpræget fruekjole med højt hovedtøj og langt hovedklæde – en ”margretheuniform” med spottende hentydning til moden i slutningen af 1300-tallet for dronning Margrete 1.’s tid.

Tronsalen var fyldt med mennesker, og dronningen kunne ikke se ud på pladsen. Hun havde stadigvæk ingen anelse om antallet af mennesker, der var dukket op.

Indtil døren gik op, og hun trådte ud på balkonen.

Synet, der mødte dronningen, var overvældende.

70.000-100.000 danskere var stimlet sammen foran balkonen ved Christiansborg.

Nu stod de forventningsfuldt og så op mod hende. De fremmødte danskere havde næppe nogen ide om, hvor meget de betød for deres dronning i netop det øjeblik.

Men deres forventning og støtte kunne mærkes helt op på balkonen.

- Jeg havde fornemmelsen af, at jeg pludselig blev smækket op på en bølge og båret ind af bølgen, har hun senere fortalt.

Den 31-årige Margrethe knugede et hvidt stykke papir i hænderne.

Jens Otto Krag begyndte sin korte tale, der blev afsluttet med ni hurraråb fra pladsen.

Nu var det dronningens tur.

Foran mikrofonerne åbnede hun det hvide papir:

- Min elskede far. Vor konge er død…

Med rolig stemmeføring fortsatte hun sin korte, forberedte tale, imens vinden rev og sled i hendes lange sørgeslør.

Hun lovede sit folk, at hun ville gøre alt for at gøre sig fortjent til deres støtte og tillid.

- Det skal være mit livs mål, og deri vil jeg lægge al min flid og al min kraft, sagde hun.

Til sidst løftede hun blikket fra papiret, og hun sagde de nøje udvalgte ord:

- Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks Styrke.

Så lukkede hun øjnene i nogle sekunder. Tog en dyb indånding. Og da hun åbnede dem igen, brød befolkningen ud i vild jubel og klapsalver.

Følg dækningen af dronningens regeringsjubilæum på TV 2 eller TV 2 PLAY fredag

Kilder: 'Undervejs' af Tom Buk-Swienty, 'M - 40 år på tronen' af Jens Andersen, 'Et liv som dronning' af TV 2, 'Frederik 9.' af DR 1, Kongehuset.dk, Politikens udgivelser i januar 1972, 'Jens Otto Krag Dagbog', Politiken.dk.

Mundbindet – enten den blå engangstype eller den mere genanvendelige af slagsen i stof – er blevet fast inventar i tasker og jakkelommer for anden vinter i træk.

Og selvom de fleste forstår årsagen, er formentlig lige så mange klar til, at mundbindet igen bliver noget, man først og fremmest bærer på operationsstuer.

TV 2 har talt med to overlæger om, hvornår vi kan pakke mundbindet væk og lufte næse og mund – og om vi kan tillade os at smide dem helt ud, eller om vi skal finde dem frem igen næste vinter.

Hvor skal vi være i epidemien, før vi kan droppe mundbindet?

Ikke så længe, lyder svaret fra Niels Høiby, der er overlæge og professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet.

- Når indlæggelsestallet er faldet, som nok er i slutningen af marts, tror jeg, at det er helt slut med det hele. Så er vinteren overstået, børnene er vaccineret, og plejehjemsbeboerne er vaccineret igen, siger Niels Høiby.

Han tilføjer, at de eneste, der ikke kan droppe mundbindene, er dem, der er særligt udsatte, selvom de lader sig vaccinere. Dem, der har lunge-, immunforsvar- eller hjertesygdomme.

- De vil skulle beskytte sig selv, men det behøver vi andre ikke, og vi behøver ikke at være bange for at smitte videre, siger han.

I slutningen af marts tror jeg, at det er helt slut med det hele

Niels Høiby, overlæge og professor på Rigshospitalet

Helt så konkret tør Henrik Nielsen, der er klinisk professor og ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, ikke at være.

- Vi skal ned i nogle daglige smittetal, der fortæller os, at forekomsten af virus i befolkningen er så utrolig lav, at risikoen for at rende ind i en smittet i samfundet er meget lav til nærmest ikkeeksisterende, siger han og opfordrer til, at man månedligt genbesøger de gældende restriktioner for at sikre, at de ”ting, vi gør, stadig giver mening”.

Den nye Omikron-variant kan til gengæld tale for, at vi kan smide mundbindene om kort tid, fordi sygdommen tyder på ikke at give særligt slemme forløb. Men den kan også tale for, at vi skal holde på dem længere, da varianten er mere smitsom.

- Jeg tror faktisk, at de to faktorer udligner hinanden. Så når vi når hen til, at smittetallene daler de næste par måneder og er i samme leje, som vi var sidste sommer, synes jeg, at vi skal ophøre med mundbind, siger Henrik Nielsen.

Hvor stor en forskel gør mundbind egentlig?

Mundbind hjælper på at hindre spredning af infektionen.

Ifølge Niels Høiby viser studier, at antallet af infektioner, der spredes, bliver halveret.

- Effektiviteten er meget høj ved høj hyppighed af smittetilfælde. Er hyppigheden lav, kan man ikke påvise en effekt af maskerne, fordi så er der ikke noget at måle på, siger han.

Henrik Nielsen er enig. Hvis man også holder afstand, så er mundbindet omsonst. Men hvis man er i tæt kontakt, er det et godt værn mod smitte.

- Mundbind og masker dækker for luftvejene, hvor vi bliver smittet gennem. Det er lige så vigtigt den anden vej, hvor den, der kunne have smitte i halsen, blokerer det med mundbindet, så man ikke hoster på andre, lyder det fra overlægen.

Han tilføjer, at sygdom godt kan slippe uden om kanterne på kinderne, og derfor ikke er mundbind 100 procent sikkert. Men "det gør dog noget".

Skal vi finde mundbindene frem igen til næste vinter?

Spørgsmålet er så, om det er sidste gang, at vi har skullet finde mundbindet frem.

Niels Høiby tror ikke, at de fleste af os skal bruge dem mere. Men...:

- Jeg tror, at der vil være en anbefaling om, at de særligt udsatte – udover at lade sig vaccinere – også bliver anbefalet at bruge mundbind, hvis der kører andre infektionssygdomme såsom influenza, covid som forkølelse eller anden virus, lyder det.

Det kan være i toget, bussen eller supermarkedet. Men anbefalingen vil ikke gælde os alle, understreger han.

Jeg vil forvente, at vi får covid-sygdom igen næste vinter

Henrik Nielsen, ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital

Henrik Nielsen er ikke helt så optimistisk.

- Det mest kloge er at sige, at der er mange usikkerheder. Jeg vil forvente, at vi får covid-sygdom igen næste vinter og stigende smitte næste efterår og vinter, men i hvilket omfang og hvilken betydning, det får for sygehusene, afhænger af vaccinerne og størrelsen på den immunitet, der opbygger sig i befolkningen.

30-årige Katrine Bro-Rasmussen har modtaget erstatning, efter hun for snart fire år siden fik foretaget en særdeles kontroversiel operation.

En operation, Patienterstatningen har vurderet, hun slet ikke burde have haft. Og en operation, der har kostet hende voldsomme gener.

Men kirurgen Kenth Esbensen, der svingede kniven, har ingen trang til at komme med undskyldninger.

- Hun har helt givet ikke fulgt den rådgivning, som hun har fået, lyder det torsdag i et TV 2-indslag fra lægen, der i dag er 65 år og på efterløn.

Erstatning på knap ti millioner

I samarbejde med Radio 4 har TV 2 de seneste dage kunnet fortælle, hvordan 502 patienter i årene 2010-2018 har lagt ankler til en operation på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der ifølge eksperter har karakter af forsøg og eksperiment.

I langt de fleste tilfælde har Kenth Esbensen været kirurgen. Selv anslår han, at det drejer sig om tre fjerdedele af operationerne.

Patienterstatningen har modtaget 63 klagesager om ankeloperationen, og indtil videre har 40 patienter fået medhold. I alt er der udbetalt 9,4 millioner kroner i erstatning.

- Det er ekstraordinært. Det er en høj anerkendelsesprocent. Og det er primært sager, hvor vi vurderer, at behandlingen slet ikke skulle have været udført, har det lydt fra Martin Ericksen, vicedirektør i Patienterstatningen.

Kan hverken gå frit eller køre bil

Kritikken er kras fra eksperter og fagpersoner mod Kenneth Esbensen og det kontroversielle indgreb, hvor Esbensen erstattede de – angiveligt – manglende eller beskadigede ledbånd med wirer, som blev fæstnet til knoglerne.

Også fra Katrine Bro-Rasmussen er kritikken til at tage og føle på. Hun har i dag nedsat bevægelighed, konstante smerter i anklen og er afhængig af altid at have krykker i nærheden.

Jeg vil overhovedet ikke på nogen måde anerkende, at det skulle være en fejl

Kenth Esbensen, tidligere kirurg

Erstatningen fra Patienterstatningen på 100.000 kroner er ikke en stor trøst.

- Jeg ville for alt i verden bytte de 100.000 kroner, hvis bare jeg kunne få min fod igen. Jeg bliver jo bare tildelt et hospital ud fra min adresse. Så lander jeg på hans (Kenth Esbensen red.) stue og ender med at være at handicappet i dag. Jeg kan hverken gå frit eller køre min egen bil, siger hun til TV 2.

Og kommentaren fra den tidligere kirurg om, at hun ikke har fulgt den rådgivning, hun har fået, forbavser hende.

- Det er ikke okay, at han kalder det min skyld. Det var ham, der valgte at operere på mig, selvom jeg var rask. Men jeg stolede på ham som lægefaglig. Hvordan skulle jeg have en jordisk chance for at vide bedre? siger hun.

Erkender på ingen måde fejl

Kenth Esbensen mener ikke, at Patienterstatningens eksperter har ”forstået en skid”, når de vurderer, at det kontroversielle indgreb har været unødvendigt hos så mange patienter. For det mener han tydeligt, man kan konkludere, når man kigger på patienternes sygehistorik, MR-scanninger og kikkertoperationer.

Derudover argumenterer han for, at patienterstatningssager ikke er et udtryk for, at nogen har gjort noget forkert. Det betyder blot, at det ikke er gået, som man havde håbet, lyder det.

- Al fodkirurgi er behæftet med den risiko, at det ikke går helt, som vi havde planlagt, siger han.

Ifølge Esbensen har han dermed ”handlet fuldstændig efter bogen”, idet han har valgt at foretage operationerne.

- Til gengæld er der sket noget (efterfølgende red.) i patienternes forløb, der har fået det til at gå af sporet. Jeg vil overhovedet ikke på nogen måde anerkende, at det skulle være en fejl, siger Kenth Esbensen.

Han holder også på, at samtlige af hans patienter skulle være blevet informeret om alle risici ved operationen.

- Men det kan godt være, der er nogen, der ikke har fattet konsekvenserne. Det skal jeg ikke kunne sige.

Vil gerne mødes med kirurgen

Kenth Esbensen siger yderligere til TV 2, at de opererede patienter blot skulle have været bedre til at komme tilbage til ham, hvis der var noget, der ikke føltes, som det skulle. Heriblandt Katrine Bro-Rasmussen.

Så det er ikke dig, der har gjort noget forkert?

- Nej. Det er jeg helt sikker på. Hun har ikke bevæget sig, som hun skulle. Og så stivner fodleddet. Hvis jeg havde vidst det, så kunne jeg jo gøre noget ved det, siger han.

Katrine Bro-Rasmussen kom dog netop tilbage, fortæller hun. Og hun snakkede også med Kenth Esbensen.

- Han sagde, at han godt kunne se, det ikke var rart, jeg gik så dårligt. Men at det måtte skyldes, at en meget lille procentdel af hans patienter efter denne her operation ville få gener, husker hun forklaringen.

Katrine Bro-Rasmussen står tilbage med en uforløst fornemmelse af, at ingen er blevet klogere på, hvordan det kunne gå så galt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Derfor vil hun gerne mødes med Kenth Esbensen.

- En del af mig vil gerne have svar på, hvorfor vi ikke var mere værd. Hvorfor vi skulle opereres på, selvom vi var raske. Var det ikke hans opgave at passe på os og hjælpe os?

Nægter at mødes - har intet ansvar

TV 2 har spurgt Kenth Esbensen, om han er interesseret i et møde.

- Jeg vil ikke beskæftige mig mere med det, siger han.

Men det er jo din patient, og hun sidder tilbage med varige men?

- Ja, det siger du, og det siger hun. Og det er jeg selvfølgelig virkelig ked af.

Hvorfor så ikke møde hende og tage det ansvar på dig?

- Jeg har ikke noget ansvar i den sammenhæng. Det er helt misforstået, siger han.