EU godkender salg af vaccine mod luftvejssygdom

EU har autoriseret salg af en vaccine, der skal beskytte mindre børn og ældre mod RS-virus, der kan give lungebetændelse og bronkitis.

Vaccinen med navnet Abrysvo er fremstillet af medicinalselskabet Pfizer.

EU's godkendelse kom fredag, fire dage efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder godkendte en tilsvarende vaccine til børn.

RS-virus står for respiratorisk syncytialvirus.

Mange smittede de senere år

EU-Kommissionen siger, at dets autorisation er givet forud for efteråret og vinteren, hvor der typisk er en kraftig stigning i sygdommen.

Der har de seneste par år været registreret et betydeligt antal smittede små børn i Danmark.

- Dette er vores første EU-autoriserede RS-vaccine, som ikke kun beskytter ældre, men også børn allerede fra fødslen, siger EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides.

Hun tilføjer, at RS-virus er en "ledende årsag til hospitalsindlæggelser" blandt børn i EU. Derfor ser hun frem til, at medlemslande gør vaccinen tilgængelig i nationale vaccineprogrammer.

Det Europæiske medicinalagentur EMA anbefalede i forrige måned en godkendelse af Pfizers vaccine.

Fra EMA lyder det, at vaccinen, når den gives til gravide, også beskytter nyfødte i de første seks måneder, efter barnet er født.

Kan være alvorligt for børn

RS-virus giver normalt blot milde forkølelsessymptomer, men kan være alvorlig for børn, ældre og andre med nedsat immunsystem.

Godkendelsen af vaccinen er kulminationen på årtiers jagt efter beskyttelse til sårbare patienter.

Selvom det kan lede til indlæggelse, kommer de fleste danske børn sig over RS-virus uden problemer.

Ved toårsalderen har næsten alle børn haft RS-virus én gang, og halvdelen har haft det to gange.

I Danmark indlægges cirka tre procent af alle børn mindst én gang med RS-virus inden for de første to leveår, fremgår det af sundhed.dk.

Rygning mangedobler risikoen for at udvikle psykisk sygdom

Det har længe været kendt, at rygning øger risikoen for blodpropper og forskellige former for kræft.

Men nu kan forskerne tilføje psykisk sygdom til listen over røgens skadevirkninger.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Konklusionerne bygger på en gennemgang af helbredsdata fra 350.000 mennesker.

Tallene viser ifølge forskerne bag studiet, at rygning mangedobler risikoen for at udvikle for eksempel depression, skizofreni og bipolar lidelse.

- Tallene taler deres meget tydelige sprog. Rygning er årsag til psykisk sygdom.

- Ikke den eneste årsag, men rygning øger risikoen for at blive indlagt med en psykisk sygdom med 250 procent, siger professor Doug Speed fra Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning på Aarhus Universitet.

Mangler at finde sammenhæng

Forskere har hidtil være uenige om sammenhængen: Bliver vi syge med depression eller andre psykisk sygdomme, fordi vi ryger? Eller ryger vi, fordi vi har brug for at lægge en dæmper på latent psykisk sygdom?

Men det nye studie slår fast, at rygning typisk kommer før udviklingen af psykisk sygdom.

- Rygningen kommer altså typisk før den psykiske sygdom. Faktisk lang tid før.

- I gennemsnit begyndte folk fra datasættet at ryge som 17-årige, mens de typisk først blev indlagt med en psykisk sygdom fra 30-års-alderen, siger Doug Speed.

Forskerne har ikke nogen præcis forklaring på, hvorfor rygning øger risikoen for psykisk sygdom.

- Vi mangler at finde den biologiske mekanisme, som gør, at rygning fører til psykisk sygdom.

- En af teorierne er, at nikotinen hæmmer optag af signalstoffet serotonin i hjernen.

- Og vi ved, at mennesker med eksempelvis depression producerer for lidt serotonin, siger Doug Speed.

Når man tager en enkelt cigaret, aktiverer nikotinen i første omgang produktionen af serotonin i hjernen. Det kan give en afslappende effekt af røgen.

Men hvis man bliver ved med at ryge, kan nikotin få den modsatte effekt og i stedet hæmme produktionen af serotonin.

Og det kan gøre, at man bliver ængstelig, ked af det og ustabil, lyder det fra forskerne.

Cirka hver femte dansker ryger dagligt eller lejlighedsvist, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Pizzeria lukket efter sur smiley – fluer groet fast i ost

Det er slut med at levere pizzaer over disken hos Fanø2pizza på Fanø.

Pizzeriaets ejer, Ali Gelokhani, bekræfter over for TV SYD, at stedet er lukket.

Lukningen sker kort tid efter et besøg fra Fødevarestyrelsen, der gav stedet en sur smiley for anden gang i træk.

29. juni fik stedet sin første sure smiley. Virksomheden havde ifølge rapporten rettet delvist op på fejlene i forhold til første besøg, da styrelsen vendte tilbage til opfølgende kontrol 16. august.

Der var dog stadig flere fingre at sætte på hygiejnen, hvor der blandt andet blev registreret døde fluer, der var groet fast i osten, som lå i køledisken.

Ejeren fortæller, at han efter styrelsens første besøg bestilte en ny køledisk, men den var ikke nået frem i tide.

Fanø2pizza blev ud over en sur smiley pålagt en bøde på 5000 kroner.

Stedet skal ikke forveksles med Fanø Pizza, der også ejes af Ali Gelokhani. Det er fortsat åbent.

Han understreger, at lukningen af Fanø2pizza skyldes manglende kunder og ikke de seneste besøg fra Fødevarestyrelsen.