Man kan opholde sig mange værre steder end på det lille stykke land, vi kalder Danmark.
For eksempel på en motorvej i Virginia i -10 graders frost - hvor tusindvis af mennesker har været fanget i deres biler mandag og tirsdag, efter snevejr har udløst en række biluheld. Først tirsdag aften blev bilisterne befriet af redningsfolk efter 27 timer i kulden.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne – men bilisterne har nok været lidt forkomne.
Velkommen til dagens overblik.
Børnene vender tilbage til skolerneOnsdag morgen tog danske skolebørn overtøj på og hankede op i skoletaskerne for at modtage undervisning uden for hjemmet for første gang siden midten af december.
Og mange havde glædet sig. Blandt andre otteårige Victor Schmidt og hans mor Linda Schmidt, der synes, at det har krævet en del koordinering at få hjemmeskole og -arbejde til at fungere.
En lektor i udviklingspsykologi fortæller, at hjemmeskolen har været svær på forskellige måder for forskellige aldersgrupper. Det har for eksempel været svært at holde gejsten oppe for udskolingseleverne uden de sociale fællesskaber.
Restriktioner er nødvendige, mener EpidemikommissionVi bliver lidt ved corona. En ny risikovurdering fra Statens Serum Institut viser nemlig, at der kan være op mod 55.000 dagligt smittede hen mod slutningen af januar.
Og derfor er de restriktioner, der lige nu gør sig gældende i Danmark, fortsat nødvendige og svarer til det smittetryk, vi har, lyder den seneste vurdering fra Epidemikommissionen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) gav også sit besyv med på epidemiens udvikling i et opslag på Facebook.
- Det ser bedre ud, end vi kunne have frygtet, skriver hun.
52-årig dansk kvinde dræbt i EgyptenDet var en 52-årig dansk kvinde, der blev fundet død i byen Sheikh Zayed City vest for Egyptens hovedstad, Kairo.
Det bekræfter den ene af kvindens to sønner, der befinder sig i Danmark, over for flere medier, ligesom Udenrigsministeriet også oplyser, at der er tale om en dansk statsborger. Sønnen fortæller til B.T., at kvinden har boet i Egypten siden 2004.
Ifølge familien er oplysningerne fra de egyptiske myndighedernes sider sparsomme. Men der er tale om drab, lyder det.
Landstræneren byder Eriksen velkommenKasper Hjulmand, som sammen med resten af fodboldherrerne blev folkeeje sidste sommer, er klar til at tage mod Christian Eriksen i landsholdstruppen igen. Det siger han i et interview med TV 2.
Christian Eriksen faldt om 12. juni i kampen mod Finland, og det efterlod billeder på nethinden af den danske midtbanespiller, som mange sent vil glemme. Men i går sagde han til DR, at han vil med til VM i Qatar.
- Det er en dybt personlig proces, han har været igennem mod at tage et valg sammen med familien. Det er der, beslutningen har ligget. Uanset om det ville blive det ene eller det andet udfald, ville jeg støtte ham. Altid. Hele tiden, siger Hjulmand.
102 spørgsmål til eksperterneMåske du er brændt inde med spørgsmål, når du har hørt eller læst interviews med diverse læger, professorer, lektorer og andre med coronastjerner på skuldrene.
Og måske nogle af dem er blevet besvaret. TV 2 havde nemlig inviteret en lang række eksperter ind til at besvare jeres spørgsmål – store som små – om coronavirus i alle mulige afkroge hele dagen i går.
102 spørgsmål blev i alt besvaret. Her er et udsnit af dem.
***
Til sidst kan lige nævnes en lille udfordring, som man kan lave med sig selv, når man er igennem dagens overblik.
Om ikke så længe kan dronning Margrethe fejre sit regentjubilæum. Du ved helt sikkert, at hun er den seneste i rækken af regenter af kongeriget Danmark – men kan du tæve Peter Ingemann i at vide mest om resten af kongerækken? Prøv quizzen.