Mette F. varsler pressemøde onsdag aften om nye coronatiltag

Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at regeringen vil holde pressemøde onsdag klokken 20.30 om nye coronarestriktioner.

Det skriver hun i et opslag på Facebook og Instagram.

- Lige nu følger vi udviklingen med corona helt tæt. Det ser igen bekymrende ud. Smitten er høj, og der er mange indlagte på landets hospitaler. Dertil kommer den nye variant, Omikron, som spreder sig uhyggeligt hurtigt, skriver Mette Frederiksen.

- Vi har allerede skruet op for vaccineindsatsen, indført coronapas og mundbind. Men det er myndighedernes vurdering, at der er behov for flere tiltag - blandt andet for at forsinke udbredelsen af den nye variant, lyder det videre.

Nye tiltag skal vedtages af Folketingets Epidemiudvalg, hvor der ikke må være et flertal imod. Det mødes onsdag klokken 14, hvor det skal forholde sig til anbefalinger fra Epidemikommissionen om nye restriktioner.

Inden da er partiernes sundhedsordfører indkaldt til møde i Sundhedsministeriet.

Vi gør ikke tilstrækkeligt

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, åbnede tirsdag for, hvad han tænker om nye restriktioner. Han mener, at et af de områder, der skal kigges på, er nattelivet, men understreger, at det er en politisk beslutning

- Noget af det, som virkelig giver risiko, er, når man er mange mennesker tæt samlet indendørs, hvor det er svært at overholde Sundhedsstyrelsens mange gode anbefalinger, sagde han på et pressemøde tirsdag eftermiddag om coronasituationen.

Han sagde videre, at "det vi gør nu, nok ikke er tilstrækkeligt".

I Facebook-opslaget opfordrer Mette Frederiksen igen til, at så mange som muligt lader sig vaccinere og revaccinere med et tredje stik.

- En opfordring til dig, der har bestilt tid til 3. stik: Se, om det er muligt at fremrykke tiden, skriver hun.

- I det hele taget: Jo flere, der vaccineres, jo hurtigere - jo bedre er det. Uanset om det er 1., 2. eller 3. stik.

Tirsdag var der fundet 398 tilfælde med Omikron-varianten i Danmark. Desuden var der i alt 6324 nye coronatilfælde. Det er det højeste antal på et døgn under epidemien.

– Slaget er nok allerede tabt, siger professor om Omikron-varianten

Den nye coronavariant, Omikron, har på kort tid spredt sig rundt om i verden, og også herhjemme er kurven over Omikron-smittede steget med høj fart.

28. november blev de første tilfælde bekræftet hos to personer, som var rejst ind i Danmark fra Sydafrika, og tirsdag har Statens Serum Institut opgjort antallet af Omikron-smittede til at være 398.

Vi har nu samfundssmitte med Omikron i Danmark., konkluderede Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, på et pressemøde tirsdag.

Hvordan Omikron udvikler sig de næste par uger og måneder, er et spørgsmål, som mange formentlig står tilbage med. Men det er også et spørgsmål, som på nuværende tidspunkt er svært at besvare præcist.

Sådan lyder det fra Jakob Stoustrup, som er professor i anvendt matematik ved Aalborg Universitet. Desuden er han en del af den referencegruppe, som er nedsat til at rådgive regeringen under covid-19-pandemien.

Tyder på stejl kurve

Jakob Stoustrup vurderer, at fremtiden med Omikron kan komme til at ligne situationen med Delta-varianten.

- Vi kan nok forvente os en lignende udvikling for Omikron, som vi så for Delta, hvor den på kort tid udkonkurrerede den tidligere variant. Noget tyder på, at kurven denne gang også vil være meget stejl, siger professoren.

Samme melding kom sidste uge fra Anette Lykke Petri.

- Dels er der noget, der tyder på, at Omikron er mere smitsom end Delta-varianten. Dels er samfundet meget mere åbent i dag, end da Delta blev introduceret, lød det fra direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommer til at leve med Omikron

Da Delta-varianten spredte sig, lavede en ekspertgruppe en prognose for, hvor meget varianten ville sprede sig efter tre måneder. Prognosen endte med at være næsten helt præcis, hvilket ifølge Jakob Stoustrup er "meget usædvanligt".

Vi kommer til at leve med Omikron, men vi kan undgå, at den bliver en sundhedskatastrofe

Jakob Stoustrup, professor i anvendt matematik, Aalborg Universitet

Men vi kommer ifølge professoren ikke til at se en lignende, præcis model for Omikron, før vi kommer "meget længere hen i forløbet".

- Ved Delta havde vi repræsentative data fra Storbritannien, men denne gang står vi med tal fra Sydafrika, der ikke kan overføres til danske forhold på baggrund af befolkningssammensætningen, siger professoren og henviser til, at Sydafrika, hvor Omikron første gang blev fundet, har en ung befolkning.

Af samme grund kan han heller ikke sætte konkrete tal på, hvor mange Omikron-smittede vi vil have i Danmark om uger eller måneder.

- Overordnet er slaget nok allerede tabt i forhold til Omikron, fordi der er så mange tilfælde nu. Vi kommer til at leve med Omikron, men vi kan undgå, at den bliver en sundhedskatastrofe, siger han.

Tredjeledsisolation er afskaffet

For at undgå en stejl smittekurve har nære kontakter i tredje led - altså nære kontakters nære kontakter - indtil tirsdag skullet i isolation.

Den retningslinje har Sundhedsstyrelsen imidlertid droppet med den begrundelse, at Omikron nu har spredt sig i samfundet.

- Vi har tidligere haft en udvidet smitteopsporing, der også omfattede nære kontakter til nære kontakter, så vi kunne forsinke spredningen af Omikron-varianten i Danmark. Denne strategi er kun mulig i en periode med få smittede, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, i en pressemeddelelse.

Isolation i tredje led var også gældende, da Delta-varianten blev bekræftet i Danmark sidste sommer.

Det blev dog afskaffet efter tre måneder, da varianten var blevet den dominerende, og Styrelsen for Patientsikkerhed over for Berlingske vurderede, at det kunne lamme samfundet, hvis man fortsat opretholdt isolation i tredje led.

På daværende tidspunkt udgjorde varianten 60 procent af alle smittetilfælde i Danmark.

Desuden var begrundelsen for at ophæve isolation i tredje led, at en stor del af den danske befolkning var blevet vaccineret mod coronavirus.

Omikron kan måske bringe os tættere på en normal situation

Men hvordan ser hverdagen med Omikron ud, hvis vi kigger længere frem?

Den norske forsker Gunnveig Grødeland, som undersøger forskellen på Omikron-varianten og Delta-varianten, har sagt til Stavanger Aftenbladet, at varianten måske kan være en god nyhed.

- En coronavariant, der spreder sig hurtigere og giver mildere sygdom, er det bedste, vi kan håbe på, siger hun til mediet.

Jakob Stoustrup påpeger, at man endnu ikke ved med sikkerhed, om varianten giver et mildere sygdomsforløb.

- Men hvis det er rigtigt, at man får en variant, der har større smitteudbredelse og mindre farlighed, og som samtidig giver samme immunitet som tidligere varianter, vil det muligvis kunne bringe os hurtigere frem mod en normalisering af smittesituationen, siger han.

Han understreger samtidig, at pandemien ikke "som sådan slutter".

Det mest sandsynlige slutscenarie er ifølge professoren, at vi får en virus, vi kommer til at leve med ligesom andre vira i samfundet.

- Men først skal vi derop, hvor vi bevæger os tæt på grænsen til flokimmunitet, lyder det.

Brancheorganisationer vil frede natteliv og julefrokost

Smitten stiger i Danmark og Omikron-varianten er begyndt at sprede sig. Og på den baggrund vurderer sundhedsmyndighederne, at der er behov for flere coronatiltag.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm pegede på et pressemøde tirsdag på, at man blandt andet kan overveje at se på nattelivet, men understregede, at det er en politisk beslutning.

Statsminister Mette Frederiksen varsler tirsdag aften på Facebook, at regeringen indkalder til pressemøde onsdag klokken 20.30 om netop nye coronatiltag.

Alligevel advarer erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Horesta mod, at regeringen indfører restriktioner i nattelivet.

- Vi er meget bekymret for, at man begynder at lukke erhverv ned, som sikrer arbejdspladser, velstand og velfærd til danskerne.

- Hvis man kommer med eksempelvis tidsrestriktioner på, at nogle erhverv skal lukke på bestemte tidspunkter, så lukker man reelt set store dele af de erhverv, siger Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv.

Coronaen smitter nemlig lige meget om klokken er 10, 02 eller 04, lyder det. Han vil derfor hellere have, at man bruger test, coronapas og mundbind endnu mere.

Og så skal flere have en vaccine, siger Brian Mikkelsen.

Smitten er hos børn og ældre

I Danmark er 76,2 procent af borgerne ifølge Statens Serum Institut færdigvaccineret. Brian Mikkelsen mener godt, at det tal kan blive endnu højere, hvis man får flere unge og nogle indvandrermiljøer til at tage vaccinen.

Horesta fremhæver, at det er børn og ældre, der driver smitten. Organisationen mener derfor også, at det vil være en fejl, hvis sundhedsmyndighederne vil begrænse smitten ved at lukke nattelivet og stoppe julefrokosterne.

- Vi undrer os grundlæggende over, at kikkerten er rettet mod restaurant- og nattelivet. Langt de fleste smittede er skolebørn, og derfor harmonerer det ikke med at kigge modt nattelivet, siger Horestas politiske redaktør, Kristian Nørgaard i en pressemeddelelse.

Der vil være smitte ved events

Søren Brostrøm pegede tirsdag på, at Omikron-varianten har potentiale til at være en superspreder til eksempelvis julefrokoster.

Ved en julefrokost i Viborg blev 69 af 150 deltagere efterfølgende konstateret positive med Omikron-varianten. Det er det største kendte eksempel på spredning af varianten ind til videre.

Kristian Nørgaard medgiver, at der har været events, hvor flere er blevet smittet.

Han mener dog også, at samfundet står et helt andet sted end ved sidste nedlukning, og at der ikke automatisk skal gribes til de samme værktøjer som sidst.

Omikron kan være lige så smitsom som mæslinger, siger Søren Brostrøm

- Alt tyder på, at Omikron smitter meget. Sådan lød det fra direktør i Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, på et pressemøde om coronasituationen tirsdag.

Her kom det frem, at der nu er registreret 398 tilfælde af covid-19 med den nye Omikron-variant i Danmark. Med en planche i hånden kunne Henrik Ullum vise, hvor hurtigt udviklingen er gået dag for dag, og at mere end 90 procent af tilfældene nu kommer fra smitte i Danmark og ikke fra udlandet.

På pressemødet påpegede Sundhedsstyrelens direktør, Søren Brostrøm, at sammenholdt med Delta-varianten ligner Omikron en af de mest smitsomme vira, der eksisterer.

- Delta-varianten er også ekstremt smitsom, og hvis den her nye variant er endnu mere smitsom, så er vi altså oppe på potentielt at have en virus, der er lige så smitsom som mæslinger, sagde Søren Brostrøm.

De mange nye tilfælde har også fået myndighederne til at ændre retning i spørgsmålet om isolation af nære kontakters nære kontakter, som har været den gældende retningslinje indtil nu. Dermed er det kun nære kontakter, der nu anbefales at selvisolere, som det også gælder ved andre coronavarianter.

Massiv smittestigning i Sydafrika

Udover en mere generel konstatering om variantens udbredelse herhjemme fortalte Henrik Ullum også om de umiddelbare erfaringer, myndighederne i Sydafrika har gjort sig. Sydafrika var det første land, der rapporterede om varianten.

Her fortalte SSI-direktøren om, hvor hurtigt smitten med Omikron har spredt sig, fra den blev opdaget i Gauteng-provinsen udenfor hovedstaden Pretoria.

- Henover november steg smitten i Sydafrika fra nogle få hundrede tilfælde om dagen helt op til 15.000, hvilket er en meget massiv stigning i smitten. I samme periode er indlæggelsestallene blevet tidoblet, fortalte Henrik Ullum.

Stadig småt med data

Samtidig understregede han, at der fortsat mangler mere grundig data om sygdomsbilledet, før man kan sige, om Omikron giver et mere alvorligt sygdomsbillede end andre varianter. Og mens SSI afventer mere information om den sydafrikanske udvikling, kan der være positivt nyt i horisonten.

- Der er dog en smule håb at læse i de sydafrikanske data. Der bliver beskrevet mildere symptomer i form af, at færre skal have ilt, og der er også lidt kortere indlæggelser.

Omvendt tegner der sig et andet og mere nedslående billede, når det handler om, hvem der bliver smittet.

- En anden ting, som er mere bekymrende, er, at vi ser en mere jævn aldersfordeling. Det betyder, at der vil være flere børn, der bliver indlagt, lød det fra SSI's direktør, der også kunne fortælle, at de på instituttets laboratorier er i fuld gang med at undersøge vaccinernes virkning over for Omikron gennem kliniske studier.

Dagens overblik: Skyderier er en del af en “ekstraordinær konflikt”

Rusland har sendt 100.000 tropper til grænsen mod Ukraine, og USA's efterretningstjenester mener at have bevis for, at Rusland har planer om et "storstilet angreb" på Ukraine i starten af det nye år.

Men en invasion vil få store konsekvenser, lyder advarslen fra USA forud for en videosamtale mellem Joe Biden og Vladimir Putin.

Velkommen til dagens overblik på en dag, der kommer til at handle om politi og coronavirus.

Skyderier i København

Tre personer er de seneste dage blevet dræbt, og fire personer er blevet såret i forbindelse fire skudepisoder i hovedstadsområdet. Samtidig kan flere andre hændelser være en del af et større opgør i hovedstadens kriminelle miljø. Så sent som natten til tirsdag mistede en person livet i Herlev.

På et pressemøde tirsdag oplyste politiet, at der er sammenhæng mellem mindst to af skyderierne, og de efterforsker en mulig sammenhæng med de øvrige.

Ifølge politiet er det en konflikt mellem kendte bandefolk og andre personer fra den kriminelle underverden, som har fælles interesser, der er i gang.

De sagde desuden, at der er tale om en "ekstraordinær konflikt" med en voldsparathed, politiet ikke tidligere har set. Her kan du læse mere om, hvad vi ved, og hvad vi mangler svar på i sagen.

Vacciner, test og endnu et pressemøde

Det er en bekymrende udvikling, vi ser med Omikron-varianten i samfundet, og det får sundhedsmyndighederne til at overveje, om der skal flere tiltag til at bekæmpe pandemien. Det sagde direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på et pressemøde tirsdag.

Samtidig gjorde han dog klart, at vaccinerne fortsat er det vigtigste greb, man kan tage i brug, og at eventuelt nye tiltag skal være proportionelle med, hvad man ved og ikke ved om den nye Omikron-variant.

På pressemødet opfordrede myndighederne til ikke at misbruge pcr-testsystemet, der kun bør bruges, hvis man er nær kontakt eller har symptomer, lød opfordringen. Derudover vil invitationerne blive fremrykket for tredje vaccinestik.

Mette Frederiksen åbnede efter tirsdagens spørgetime i Folketinget op for at holde et pressemøde om coronasituationen onsdag.

Statsministerens telefoner

Det er ikke muligt for Forsvarets Efterretningstjeneste at gendanne de slettede sms’er fra blandt andre Mette Frederiksens telefoner i forbindelse med minksagen. Dermed er tjenesten nået frem til samme konklusion som politiets teknikere.

Men det er ikke sikkert, at de to myndigheder overhovedet har haft mulighed for at gennemgå de relevante mobiltelefoner, fordi Statsministeriet ikke med sikkerhed har kunnet fastslå, at alle relevante enheder er identificeret. Noget, Mette Frederiksen allerede nævnte på et pressemøde i november.

Men siden da er usikkerheden tilsyneladende blevet større, og Statsministeriet er efterfølgende blevet opmærksom på ”yderligere tiltag, der ikke kan udelukkes at være relevant i forhold til at bekræfte, at alle relevante enheder er identificeret”.

Det har dog ikke for TV 2 været muligt at få svar på, hvilket tiltag statsministeren henviser til.

Fyns Politi vil ikke rejse sigtelser

Der er for mange uopklarede sager på Fyn til, at betjentene kan følge med, og det vil Fyns Politi nu ændre på med et utraditionelt kneb. De er nemlig blevet bedt om at ikke at sigte mistænkte, medmindre det er højst nødvendigt. Det fremgår af en mail, som TV 2 er i besiddelse af.

- Som udgangspunkt MÅ DER IKKE ske sigtelser i sager, som er mere end otte dage gamle i forhold til anmeldelsestidspunktet, står der blandt andet.

Der står også, at hvis sagen har en tidsfrist “på f.eks. vold, voldtægt eller andet” og derfor kræver en sigtelse, så skal det godkendes af en chef.

Chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj mener, at det er almindelig sund virksomhedsdrift, men det er ekspert i strafferet Lotte Helms uenig i. Hun mener i stedet, at retssikkerheden bliver sat ud af spil, og at det er et carte blanche til de kriminelle.

Omikron kan blive redningen

Pressemøde i dag og måske igen i morgen. Omikron har gjort sit indtog, smittetallene brager opad, og det kan se meget sort ud. Men alting er måske alligevel ikke så skidt.

I hvert fald mener norske forskere, at den meget smitsomme Omikron-variant kan blive vores vej ud af pandemien og tilbage til et mere åbent samfund. Ifølge forskergruppen tyder det nemlig på, at antallet af dødsfald og indlæggelser ikke følger med smittestigningen.

Gunnveig Grødeland, der er leder af forskningsgruppen, siger, at en coronavariant, der spreder sig hurtigere og giver mildere sygdom, er det bedste, vi kan håbe på, og at en sådan variant kan være ”foreneligt med et samfund uden begrænsninger”.

Ifølge Henrik Ullum, der er administrerende direktør i Statens Serum Institut, så det dog for tidligt at konkludere, at Omikron-varianten ikke vil betyde lige så mange indlæggelser og dødsfald.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor en ny undersøgelse viser, at det oftest er midaldrende mænd på racercykler, der ender i cykelulykker.

Typisk sker ulykkerne på en våd og glat vej eller sti, om aftenen eller om natten, ofte uden lys på, og de forulykkede kører oftere på racercykel end på bycykel.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.

New York City vil gøre vacciner obligatoriske for privatansatte

Det skal være obligatorisk for alle privatansatte i New York City at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Sådan lød udmeldingen fra byens borgmester, Bill de Blasio, mandag. Det skriver blandt andet The Guardian.

Vaccinekravet skal hjælpe med at forhindre en stigning i covid-19-smittetallene i juleferien samt de koldere måneder, uddybede borgmesteren.

- Vi i New York City har besluttet at bruge et forebyggende angreb til virkelig at gøre noget modigt for at stoppe den videre vækst af covid-19 og de farer, den forårsager for os alle, sagde Bill de Blasio til MSNBC News.

Ifølge planen vil kravet træde i kraft 27. december – altså kun dage før, Bill de Blasio skal overdrage borgmesterembedet til en anden demokrat, Eric Adams.

Skal igennem juridisk proces

USA's præsident, Joe Biden, har forsøgt at indføre et lignende tiltag på nationalt plan. Præsidenten meldte i september ud, at virksomheder med mere end 100 ansatte skulle indføre yderligere coronakrav. Det indebar, at medarbejderne enten skulle vaccineres eller testes ugentligt.

Meningen var, at forslaget skulle træde i kraft i starten af det nye år, men de føderale domstole fandt ”alvorlige lov- og forfatningsmæssige problemer med reglen”, skrev BBC i november. Derfor er det blevet sat på midlertidig pause.

Bill de Blasio har til gengæld tiltro til, at hans fremsatte krav overlever alle juridiske udfordringer, sagde han mandag.

I forvejen har New York City gjort det tvungent for kommunalt ansatte og sundhedspersonale at være vaccineret med minimum to stik, hvis de vil møde på arbejde.

Ifølge en af borgmesterens talsmænd drejer det sig om cirka 184.000 virksomheder, der, inden året er omme, skal bede deres medarbejdere om at blive vaccineret.

Også byens børn vil blive påvirket af Bill de Blasios nye initiativ. For byens borgmester kræver ligeledes, at alle over 12 år skal kunne fremvise at have fået to stik, hvis de vil spise på restaurant, gå i fitnesscenter eller se en forestilling eller koncert. Børn mellem 5 og 11 år kan nøjes med ét stik.

Delta-variant truer smittetallene

Forslaget kommer i kølvandet på, at den nye Omikron-variant har gjort sit indtog i landet.

Men mens New York City har holdt øje med Omikron, er antallet af smittede med Delta-varianten steget i alle bydele. Det fortæller byens sundhedskommissær, Dave Ashok Chokski, ifølge CBS News.

70 procent af befolkningen i byen er færdigvaccineret, mens lidt over 77 procent har fået første stik, viser seneste data.

Det er noget højere end den nationale vaccinationsrate, som ligger på lige knap 60 procent for færdigvaccinerede.

Et af de mest aggressive tiltag i landet

Med det nye tiltag kan USA's største by målt på indbyggertal få nogle af de mest strikse vaccineregler i landet.

I Los Angeles indførte man i midten af november et krav om, at borgerne skal fremvise fuld vaccination, før de besøger restauranter, biografer og andre offentlige steder.

Visse delstater har til gengæld lavet forbud mod at indføre vaccinekrav. Det gælder blandt andet Arkansas, Montana og South Carolina, hvilket US News skrev om tidligere på året.

I Arkansas må statslige og lokale myndigheder for eksempel ikke kræve, at indbyggerne er vaccineret, før de kan tilgå byens services. Og der må heller ikke indføres restriktioner, som kan føre til arbejdsløshed.

Søren Brostrøm opfordrer til at holde julefrokoster “med måde”

Når danskerne i den kommende tid holder julefrokoster, skal det ske med en vis forsigtighed. Sådan lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm på et pressemøde tirsdag.

- Julefrokoster skal nok være betydeligt mere med måde, end de plejer at være, sagde han.

Ifølge Søren Brostrøm holder Sundhedsstyrelsen indtil videre fast i den planlagte julefrokost 17. december. Det bliver dog hverken nogen stor forsamling eller et arrangement, som vil foregå i de sene nattetimer, understregede han.

Smitte efter julefrokost og koncert

Udmeldingen kommer, efter en række begivenheder har spredt Omikron-smitten yderligere.

Det er blandt andet sket i Jylland, hvor der er et sammenfald mellem en større julefrokost ved Viborg, en koncert med dj'en Martin Jensen i Aalborg og smitte på tre ungdomsuddannelser.

Efter julefrokosten er 69 ud af 150 deltagere blevet testet positiv, mens 10 ud af cirka 2000 koncertdeltagere er registreret smittet. Samtidig er der registreret smitte på Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og Viborg Gymnasium.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan smitten spores tilbage til den samme smittekilde.

Sundhedsministeren er smittet

Også efter en julefrokost i Sundhedsministeriet er der fundet coronasmitte.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er tirsdag blevet testet positiv og sidder i isolation på et hotel i Bruxelles. Det kan dog ikke fastslås, hvor han er blevet smittet, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Heunicke ankom til Bruxelles mandag aften, hvor han skulle deltage i et rådsmøde.

På nuværende tidspunkt er der konstateret ét yderligere smittetilfælde ved julefrokosten.

- Arrangementet blev afholdt i tråd med Sundhedsstyrelsens gældende råd og anbefalinger, og der var indkøbt antigenselvtest til alle deltagere, så den kunne tages inden julefrokosten, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.