Det har på flere måder været en historisk mandag.
Der faldt dels dom i rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og samtidig, og ikke længe efter kendelsen klokken 13, dumpede dagens coronatal ind med 7799 smittede - det højeste tal under pandemien herhjemme.
Velkommen til dagens overblik.
Rigsretten har afsagt dom: Inger Støjberg skal i fængsel i 60 dage
Inger Støjberg handlede forsætligt i strid med loven, da hun i 2016 iscenesatte ordning, hvor asylpar kunne adskilles, hvis den ene var mindreårig.
Sådan lød kendelsen fra Rigsretten, som mandag idømte Støjberg 60 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af ministeransvarsloven.
Dommen blev af flere iagttagere betegnet som "meget hård", og hovedpersonen selv virkede chokeret over udsigten til at skulle afsone en ubetinget dom og stå overfor at skulle have vurderet sin valgbarhed som politiker.
Siden 1953 er fire politikere blevet erklæret uværdige til at sidde i Folketinget.
Stort skift i vaccineindsatsen for personer over 40 årFra mandag vil danskere over 40 år blive tilbudt tredje stik fire en halv måned efter anden vaccinedosis.
Det er den nye, yderst smitsomme Omikron-coronavariant, som har fået myndighederne til at skrue betydeligt op for den såkaldte revaccination.
Fremrykningen af vacciner betyder, at personer over 40 år vil kunne booke tid til tredje stik på vacciner.dk. Man behøver altså ikke at vente på en invitation i e-Boks, som eller har været fremgangsmåden tidligere.
Målet er, at alle i gruppen har fået tilbudt revaccination inden nytår.
Børn får sjældent senfølger, viser stort dansk studie
Børn rammes kun sjældent af de ellers frygtede senfølger fra corona.
Det er konklusionen i et dansk studie baseret på 33.000 undersøgte børn, og som er det hidtil største af sin art i verden.
Forskningen viser, at 0,8 procent af de smittede børn, har oplevet senfølger som eksempelvis træthed og nedsat lugte- og smagssans.
Studiet viser også, at ældre skolebørn havde flere senfølger end yngre børn.
En død og en savnet efter formodet sammenstød og skibsforlis
Den svenske kystvagt har indledt en forundersøgelse af grov uagtsomhed og spritsejlads, efter to skibe formentlig stødte sammen natten til mandag.
Redningsbåde og helikoptere har mandag morgen ledt efter to savnede danske søfolk. Ud på eftermiddagen blev den ene af de savnede fundet død.
Ifølge den svenske kystvagt sejlede det engelske skib ind i det danske fragtskib, der som følge af ulykken endte på hovedet.
Tobakssalget i Danmark er ikke set lavere siden 1945Stigende priser, restriktioner og kampagner mod rygning har øjensynligt fået mange til at skrue ned for blusset på tobakken.
Over ti år er salget af røgtobak i Danmark faldet markant og niveauet i 2020 var det laveste siden 1945, viser tal fra Danmarks Statistik.
Tobak og cigaretter fik et kraftigt prishop i form af nye afgifter 1. april sidste år og det betød et fald i salget på omkring en milliard cigaretter.
I januar 2022 stiger prisen på en pakke cigaretter igen og fra april skal al emballage være neutrale, standardiserede pakker.
***