For danskere med rejsefeber har de seneste år været frustrerende.
Svingende smittetal og lukkede grænser har gjort det risikabelt at bestille ferie i udlandet. Og på det seneste er usikkerheden kun blevet større.
Der er ikke en lige linje mellem høje smittetal og retten til at afbestille gratis
Lars Thykier, administrerende direktør hos Danmarks Rejsebureau Forening
Indtil efteråret spændte Udenrigsministeriets rejsevejledninger nemlig et sikkerhedsnet under rejseglade danskere – i hvert fald hvis de holdt sig til pakkerejser.
Men gennem de seneste måneder er det sikkerhedsnet blevet stadig mere hullet.
Og derfor er der god grund til at tænke sig ekstra grundigt om, inden man planlægger sin næste rejse. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent ved Forbrugerrådet Tænk.
- Der er kommet en højere grad af usikkerhed. Det er ikke nødvendigvis, fordi at lovgivningen ikke er god nok, for vi befinder os bare i en ekstraordinær situation, siger han til TV 2.
- Det gør alverden til forskel
Som udgangspunkt betyder pakkerejseloven, at rejsebureauer aflyser rejser, hvis Udenrigsministeriet fraråder dem. Og så skal kunderne have alle deres penge tilbage.
Men da langt størstedelen af danskerne har ladet sig vaccinere, blev rejsevejledningerne normaliseret 15. oktober.
Det betyder, at Udenrigsministeriet som udgangspunkt ikke fraråder rejser til udlandet på grund af coronasmitte – medmindre der, som i Sydafrika, opdages ”nye bekymrende virusvarianter".
- Den overordnede melodi er, at du i forhold til corona kan rejse hvor som helst hen, hvis bare du er vaccineret, og det gør alverden til forskel, fortæller Vagn Jelsøe.
Nu skal man forvente, at rejsebureauer gennemfører rejser selv til lande med mange smittede.
Og er man utryg ved at rejse til områder med høj smitte, må man derfor aflyse for egen regning.
Det fortæller Lars Thykier, der er administrerende direktør hos Danmarks Rejsebureau Forening.
- Der er ikke en lige linje mellem høje smittetal og retten til at afbestille gratis. Man kan jo altid afbestille, men det koster som regel et afbestillingsgebyr, fortæller han til TV 2.
Garanti gælder stadig, hvis rejsen ikke kan gennemføres
Der er dog stadig tilfælde, hvor pakkerejseloven giver ret til en fuld refundering.
Har man eksempelvis købt en skiferie som en samlet pakke med både fly, hotel og liftkort, har man nemlig krav på, at hele pakkerejsen kan gennemføres.
Lukker rejsemålet sine grænser for turister, eller har man eksempelvis betalt for liftkort til et skiområde, som lukkes ned, har man derfor stadig ret til at få alle sine penge tilbage, fortæller Vagn Jelsøe.
- Men mister man bare lysten til at gennemføre ferien, er det ikke juridisk grund til at opsige aftalen. Det skal være sådan, at rejsebureauet ikke kan levere den rejse, man har betalt for, siger han.
Men særligt én gruppe danskere kan ende i en juridisk gråzone.
Ikkevaccinerede kan ende i gråzone
Er man en af de flere end 1,2 millioner danskere, som endnu ikke har ladet sig vaccinere, er der ifølge Vagn Jelsøe risiko for at falde ned mellem to stole.
En række lande har nemlig allerede indført vaccinationskrav eller særlige restriktioner for ikkevaccinerede. Og kommer de regler i vejen for en pakkerejse, er loven mindre klar.
- Så kan du som ikkevaccineret stå i den situation, at du intet kan få ud af din rejse. Og der må vi ærligt sige, at vi er på ukendt grund, siger Vagn Jelsøe.
Blev pakkerejsen købt, inden et vaccinationskrav blev offentliggjort, tolker Vagn Jelsøe loven sådan, at man har krav på at få alle sine penge refunderet.
Men hos Danmarks Rejsebureau Forening har Lars Thykier en anden udlægning.
Han mener nemlig ikke, at rejsebureauer kan stilles til ansvar for, at deres kunder ikke vil lægge arm til et vaccinestik.
- Den rejsendes egne forhold er ikke noget, som et rejsebureau skal forholde sig til. Når du selv kunne havde gjort noget ved det, for eksempel ved at lade dig vaccinere, er det dit eget problem, siger han.
Tænk: Tjek dit rejseselskab, før du bestiller
Vil man gøre sine rejseplaner mindre risikable, er der dog ifølge Vagn Jelsøe flere ting, man selv kan gøre.
Først og fremmest er det en god idé at undersøge, om man er tryg ved smittetallene og restriktionerne på sin destination.
- Man kan ikke bare læne sig tilbage og stole på, at hvis rejsebureauerne gennemfører rejsen, så er den sikker. Man er nødt til at undersøge virkeligheden selv, siger han.
Samtidig er det ifølge chefkonsulenten en god ide at tegne sig en rejseforsikring og finlæse rejseselskabernes vilkår, inden man bestiller.
Nogle steder vil det nemlig være billigere at aflyse sin ferie end andre. Og samtidig skal man også holde sig for øje, hvor længe man kan blive nødt til at vente på en refundering.
Flere danskere har nemlig måtte vente mange måneder på refusion for rejser, der blev aflyst på grund af smitten.
- Man kan med fordel holde øje med, hvordan rejsebureauerne opførte sig sidste år. Der må man foretage lidt Google-søgning.