Læger i opråb: Husk at blive testet, hvis du er syg

I lang tid var mange danskere gode til at lade sig teste nærmest dagligt for coronavirus. Det var dengang, få var vaccineret, og en negativ lyntest var adgangsbillet til blandt andet restauranter og frisører.

Men nu hvor coronapasset er udfaset, og de fleste er vaccineret, kniber det mere med at blive testet. Og det er et problem, lyder det fra de praktiserende læger.

- Folk tænker jo, når de er vaccineret, at så er det ikke corona, de har, siger Anders Beich, der er coronatalsperson for de praktiserende læger, til TV 2.

Derfor oplever lægerne ifølge Anders Beich, at patienter henvender sig med symptomer på coronavirus. Men når de bliver spurgt, om de har fået en test, er svaret nej, fordi de er vaccineret.

Vaccinerede kan få corona

Man kan dog stadig blive smittet - og smitte andre - selvom man er vaccineret. Og netop fordi man er vaccineret, får man typisk mildere symptomer, der kan gøre, at man måske slår det hen som en almindelig forkølelse.

- Men det er meget vigtigt for os at slå fast, at man skal testes, og gerne tidligt i forløbet, hvis man får feber, forkølelse, ondt i halsen eller hoste. Fordi på den måde kan vi finde de få, der kan smitte de mange, siger Anders Beich.

Tilbuddet om hurtigtests i de private udbyderes testcentre sluttede 9. oktober. Men man kan stadig få en PCR-test, når man har symptomer, sådan som det hele tiden har været.

Og det er vigtigt for at holde smitten i samfundet nede, at folk med symptomer bliver testet, mener Anders Beich.

Det er formand for Lungeforeningen Torben Mogensen helt enig i.

- Der er stadig meget virus i samfundet, og det gælder om at få isoleret den virus så meget som muligt. Dels af hensyn til samfundet, men også af hensyn til alle de borgere, som ikke kan blive vaccineret, eller som ikke har god effekt af vaccinen, fordi de ikke kan danne antistoffer, siger han.

Epidemien tager fart

Tallene tyder for tiden på, at epidemien vokser i Danmark, og eksperter har overfor TV 2 påpeget, at en ny smittebølge er skyllet ind over os.

Sygdommen rammer dog sjældent særligt alvorligt, nu hvor 75 procent af befolkningen er færdigvaccineret, lyder det fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet. Han er derfor ikke bekymret, men også han understreger, at det altid er vigtigt, at man bliver testet.

- Men det er ekstra vigtigt i den nuværende situation, hvor det ser ud som om, at epidemien tager fart igen, siger han.

Når man så er blevet testet, og den er positiv, er det vigtigt, at man også bliver hjemme, understreger Allan Randrup Thomsen. Det er i øvrigt generelt hans anbefaling, at man bliver hjemme, når man har symptomer på luftvejsinfektioner.

368.000 tests på en uge

Tirsdag blev der registreret 756 nye tilfælde af coronavirus i Danmark, og 120 personer er i øjeblikket indlagt.

63 af de indlagte er færdigvaccinerede. Det skal ses i lyset af, at langt flere er vaccineret end ikke vaccineret. Sandsynligheden for at blive indlagt er da også knap fem gange så høj for ikkevaccinerede.

I sidste uge blev der foretaget cirka 368.000 PCR-tests i Danmark. Det er ifølge Torben Mogensen for få.

- Det er meget få, der bliver testet, og der er jo mange, der har infektioner i øjeblikket. Så der er ingen tvivl om, at ikke alle med symptomer bliver testet, siger han.

Da testningen var på sit højeste i begyndelsen af maj, blev der lavet næsten 1,3 millioner PCR-tests på en uge.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du se alle de steder i landet, hvor du kan få en PCR-test.

I hver region er der også fem-ti PCR-teststeder, hvor man i nødstilfælde kan få en hurtigtest.

Britisk sundhedschef bønfalder regering om nye coronatiltag

Den britiske regering skal hurtigst muligt genindføre flere coronarestriktioner, hvis en krise i landets sundhedsvæsen skal undgås i de kommende måneder.

Det siger Matthew Taylor, der leder det britiske sundhedsvæsens medlemsorganisation, NHS Confederation, til The Guardian.

Udmeldingen kommer, efter at antallet af coronasmittede i Storbritannien er steget eksplosivt siden begyndelsen af oktober. De seneste syv dage har landet i gennemsnit registreret 44.145 smittede om dagen.

Det giver ifølge The Guardian landet en af de højeste smitterater i verden.

Landet står "lige på kanten" til krise

Tirsdag registrerede myndighederne også 223 døde med covid-19. Det er det højeste tal i landet på en enkelt dag siden marts.

Derfor er der ifølge Matthew Taylor brug for øjeblikkelig handling, hvis ikke sundhedsvæsnet skal "havne i en krise", hvor hospitalerne bliver overbebyrdede.

- Vi står lige på kanten, og vi er kun i midten af oktober. Det vil kræve en utrolig mængde held, hvis vi skal undgå at befinde os i en dyb krise i løbet af de næste tre måneder, siger han til avisen.

Konkret opfordrer Taylor den britiske regering til at iværksætte fase b af regeringens nye coronaplan, der blev præsenteret i sidste uge, og som skal føre Storbritannien sikkert igennem vintermånederne.

Johnson: - Ikke planer om restriktioner

Storbritannien befinder sig i øjeblikket i fase a. Den inkluderer blandt andet, at befolkningen bliver opfordret til at lade sig vaccinere mod influenza og tage imod såkaldte boosterstik mod coronavirus.

I fase b bliver ting som mundbind, vaccinepas og hjemmearbejde gjort obligatorisk.

- Regeringen burde ikke bare annoncere, at vi går til plan b, men at vi går til plan b plus, siger Matthew Taylor.

En talsmand for premierminister Boris Johnson sagde mandag, at der på nuværende tidspunkt "ikke er planer" om at bruge beredskabstiltagene i regeringens vinterstrategi.

Situationen i det britiske sundhedsvæsen bliver udfordret af et rekordhøjt efterslæb som følge af pandemien. Over fem millioner patienter venter således i øjeblikket på behandling.

Derfor er 800 dagligt smittede i dag ikke det samme som for et år siden

756, 752, 591.

De sidste dages smittetal er de højeste længe, og ifølge eksperter er en ny smittebølge med coronavirus på vej ind over Danmark.

Men hvor urolige skal vi være?

Spørger man tre eksperter, er der ikke grund til bekymring - i hvert fald ikke som udgangspunkt.

Sandheden er, at denne her pandemi ikke har de kløer, den havde før

Lone Simonsen, forsker i pandemier og epidemier Pandemiens klør er forsvundet

Sammenlignet med sidste efterår er Danmark en del bedre rustet mod pandemien, og det skyldes først og fremmest vaccinerne.

75 procent af alle danskere har fået to stik, mens en stor del af plejehjemsbeboere og personer med meget nedsat immunforsvar har fået den tredje vaccinedose.

- Sandheden er, at denne her pandemi ikke har de kløer, den havde før. Det, der er fuldstændig anderledes nu i forhold til de andre bølger af corona, er, at vi har god vaccinedækning, siger Lone Simonsen, der forsker i pandemier og epidemier på Roskilde Universitet.

Den høje vaccinetilslutning er med til at forhindre et stort antal dødsfald og indlæggelser, lyder det.

Hvis ikke det var for vaccinen, ville både smitte-, indlæggelses- og dødstal ligge på et helt andet niveau, mener Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg tror, det ville have set ret galt ud, siger han.

Visse danskere er særligt udsatte

Når der bliver zoomet ind på, hvem der fylder i smittestatistikkerne, er efteråret anno 2021 også anderledes end sidste år.

Nu er det især børnene, som ikke kan blive vaccineret, og de, der har valgt ikke at blive vaccineret, der driver smitten.

Det er et valg mellem vaccine eller smitte

Astrid Iversen, professor i virologi og immunologi

Som hovedregel får børn og unge et meget mildere sygdomsforløb end voksne, og det er sjældent, de bliver indlagt.

Men Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi på Oxford University, peger på, at de godt kan blive syge.

- Covid-19 er ikke en ligegyldig infektion, heller ikke for børn og unge, og infektionen kan få konsekvenser i form af senfølger, siger hun.

Men den største risiko for et alvorligt coronaforløb ligger hos de danskere, hvor vaccinen har en nedsat effekt på grund af sygdom eller alder, og dem, der har fravalgt tilbuddet om de to stik.

I takt med at vejret er blevet koldere, og den mere smitsomme Delta-variant har vundet indpas, er de to grupper blevet dårligere stillet, mener Astrid Iversen.

- Nu er det ikke et valg mellem vaccine eller ikke-vaccine. Det er et valg mellem vaccine eller smitte, siger hun.

Et smørhul og en guldmedalje

Danmark har ifølge Lone Simonsen "guldmedalje i at få vaccinationsraten helt i vejret". Det udpeger Lars Østergaard også som forklaring på, at vi lige nu ligger godt i feltet, når det handler om at være rustet mod smitten. Også i et internationalt perspektiv.

- Danmark er et smørhul set i et sundhedsmæssigt perspektiv, siger Lars Østergaard.

Andre steder, hvor vaccinationsdækningen er lavere end herhjemme, kæmper man for at holde samfundet åbent, mens bølgen af Delta-varianten skyller ind over dem:

I Moskva er der tirsdag blevet indført udgangsforbud for de ældste indbyggere, Letland befinder sig i fire ugers lockdown, og Storbritanniens regering advarer om. at der ligger "udfordrende tider" forude.

Men herhjemme er mundbind og nedlukninger forsvundet, og vaccinerne er alene om at holde virussen i skak.

De næste måneder bliver en form for svendeprøve for vaccinerne. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret, siger Astrid Iversen.

- Det er vores første efterår med vaccinerne, og vi befinder os et godt sted lige nu. Men efteråret er kun lige startet, og der er stadig en del usikkerhedselementer, siger hun.

Restriktioner kan komme tilbage

For eksempel kan en influenzaepidemi presse hospitalerne, der kan opstå en mere smitsom variant, eller vaccinernes effekt kan aftage. Det kan vende op og ned på den stabile situation, Danmark befinder sig i.

Astrid Iversen sammenligner vaccinedækningen under en pandemi med en hullet paraply i regnvejr: Den beskytter til en vis grad og er god nok, hvis det småregner. Men hvis det styrter ned, kan det være nødvendigt at lappe den.

Derfor kan det ifølge alle tre eksperter blive nødvendigt at genindføre nogle af restriktionerne for at holde smitten under kontrol. Dog sandsynligvis i en mildere form end tidligere, fordi vaccinerne allerede beskytter en del.

Der er også et andet scenarie, nævner epidemiforskeren Lone Simonsen.

Det er, at man "kører vinteren igennem" uden voldsomme smitte- og dødstal samtidig med, at antallet af vaccinerede og revaccinerede vokser.

- Så står vi måske til foråret med den berømte flokimmunitet og når et sted, hvor vi er færdige med pandemiperioden, siger hun.

Nyt dansk studie slår fast: Drengeomskæring beskytter ikke mod kønssygdomme

Danske drengebørn, der bliver omskåret som små, er ikke bedre beskyttet mod HIV eller andre sexsygdomme senere i livet.

Det er det klare budskab i et nyt dansk studie, der har undersøgt 810.719 danske mænd og drenge, som Videnskab.dk har beskrevet. Ud af dem var 3.375 blevet omskåret af ikke-medicinske grunde.

- Når vi ser på alle sexsygdommene sammen - blandt andet kønsvorter, syfilis, klamydia, gonoré, herpes og HIV - ser vi, at der samlet set ikke er nogen beskyttelse blandt de omskårne, siger overlæge ved Statens Serum Institut Morten Frisch, der står bag studiet, til Videnskab.dk.

Et argumentet man hører af og til

Professor i Klinisk HIV epidemiologi, Niels Obel, har også læst studiet. Han mener, at det er tiltrængt at slå fast, at drengeomskæring ikke har en væsentlig effekt på kønssygdomme i Danmark

- Det er et argument, man sommetider hører for omskæring af drenge. Derfor mener jeg, det er væsentligt at slå fast, at det ikke er et gangbart argument for omskæring af danske drenge, siger Niels Obel til TV 2.

Han kan ikke sige konkret, hvor hyppigt argumentet optræder, eller hvor udbredt idéen om, at omskæring beskytter mod HIV, er i Danmark. Men professoren fortæller, at han møder argumentet "af og til".

Afrikanske studier viser noget andet

At drengeomskæring beskytter mod kønssygdomme og særligt HIV har ellers været en væsentlig del af begrundelsen for, at WHO siden 2007 har anbefalet frivillig medicinsk omskæring for mænd på det afrikanske kontinent, skriver Videnskab.dk.

Tidligere studier har nemlig vist, at omskæring ændrer mængden og arten af de bakterier, der findes på penis. Det skulle derfor være sandsynligt, at der ligger en beskyttelse mod HIV i at være omskåret.

Det står dog umiddelbart i stærk kontrast til resultaterne fra det danske studie, selvom man ifølge Morten Frisch fra Statens Serum Institut ikke kan overføre resultaterne direkte til Afrika. Men han mener alligevel, at undersøgelsens resultater bør tages til efterretning, siger han til Videnskab.dk.

Omskæring i Danmark har været til debat den seneste tid, efter TV 2 viste dokumentaren 'Omskæring bag lukkede døre'. Læs mere om dokumentaren her.

Coronasmitte får Moskva til at bede ældre blive hjemme i månedsvis

Moskovitter over 60 år skal blive hjemme i de næste fire måneder, og Moskvas virksomheder skal lade mindst hver tredje af deres ansatte arbejde hjemmefra.

Den ordre kommer tirsdag fra borgmesteren i den russiske hovedstad, efter at de seneste tal har vist en stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald.

Borgmesteren, Sergej Sobjanin, har også udvidet kravet om, at ansatte i servicesektoren bliver vaccineret.

I de seneste 24 timer er 1015 mennesker, som var smittet med coronavirus, døde i Rusland. Det er det højeste antal, siden pandemien brød ud.

Dødstallet i landet er steget næsten hver dag i de seneste uger.

De nye regler i Moskva træder i kraft på mandag og gælder frem til 25. februar.

Havde udelukket ny nedlukning

Tidligere tirsdag foreslog den russiske regering at indføre en uge, hvor alle arbejder hjemme eller holder fri fra arbejde. Det skal være med til at nedbringe smittespredningen.

Hidtil har regeringen ellers udelukket, at der ville komme en ny nedlukning, som man så sidste år. Den ramte både økonomien og opbakningen til præsident Vladimir Putin.

- Der er ingen nemme løsninger. Jeg vil betegne dem som tvungne, men nødvendige, siger den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Rusland har officielt registreret over 225.000 dødsfald blandt coronasmittede, siden pandemien brød ud i begyndelsen af 2020.

Men myndighederne er længe blevet beskyldt for at underrapportere antallet og nedtone alvoren ved pandemien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tal fra det statslige statistikbureau, Rosstat, som blev offentliggjort tidligere på måneden, peger i retning af, at det samlede dødstal snarere ligger over 400.000.

Kun omkring hver tredje russer er færdigvaccineret, viser tal fra statistiksiden Statista.

Rusland har omkring 144 millioner indbyggere.

Smitten med coronavirus på plejehjem er faldet markant

Efter en opblussen af coronasmitte på plejehjem i august og september er smitten nu gået markant ned.

I sidste uge blev der registreret tre smittetilfælde. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Man skal tilbage til starten af juli for at finde et lavere antal smittede på plejehjemmene i løbet af en uge.

Tredje stik virker

I sidste uge blev der samtidig registreret tre dødsfald, hvor personerne var smittet med coronavirus. Det er mere end en halvering af antallet i september

Hvis man sammenligner det gennemsnitlige antal ugentlige smittetilfælde i august og september med oktober, er antallet dykket 75 procent.

I september begyndte man at give plejehjemsbeboere et tredje stik med en coronavaccine.

Og det er hovedårsagen til, at smitten er faldet kraftigt. Det vurderer Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

- I resten af samfundet har vi i øjeblikket stigende smitte. Men det er gået uden om plejehjem, så det kan vi kun tilskrive, at vi har givet tredje dosis til plejehjemsbeboerne, siger han.

Toppede i december

Smitten på plejehjem toppede i december sidste år og januar i år, hvor der var flere uger med 400-500 smittetilfælde og omkring 100 dødsfald.

Efter den første runde af vaccinationer på plejehjemmene faldt smitten i løbet af vinteren og foråret, mens der i sensommeren altså har været en mindre opblusning.

Samlet har der været omkring 4000 smittetilfælde på de danske plejehjem. Der er omkring 40.000 plejehjemsbeboere i Danmark.

Der er registreret knap 1000 coronadødsfald blandt plejehjemsbeboere siden marts 2020. Det svarer til 37 procent af det samlede antal coronadødsfald i Danmark.

Styrelse bekymret over situationen i Frederikshavn

Afstand og håndsprit skal tilbage i frederikshavnernes bevidsthed, lyder nu anbefalingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed til landets nordligste kommune.

Her stiger coronasmitten med bekymrende fart, og kommunen rammer tirsdag et incidental på 176,8. Det svarer til, at 80 personer den seneste uge er testet positive, hvilket er det højeste incidenstal for covid-19 i Jylland.

- Det går desværre lidt stærkt for tiden. Vi har i dag fået et bekymringsopkald fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som sidder og følger med i smitten, siger kommunens borgmester Birgit S. Hansen (S).

Smitte i nord og syd

Det er særligt erhverv og skoler, der er ramt. Den såkaldte erhvervssmitte florerer især i den nordlige del af kommunen.

- Så er der nogle skoleelever i den sydlige del af kommunen, der fylder i denne her triste statistik, og det er jo allermest synd for de smittede, siger Birgit Hansen.

Men der er også bred samfundssmitte, og derfor lyder anbefalingen nu fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at styrke indsatsen på coronaområdet.

- Vi skal være med til at genoplive det her med at huske at holde afstand, lade sig teste og spritte hænder. Alle de ting, vi egentlig måske var kommet lidt væk fra, siger borgmesteren.

Flere tests

Det betyder nu, at kommunen vil tage fat i Region Nordjylland for at få flere teststeder tæt på. Men også vaccinerne skal der skrues op for, lyder det.

- Der er mulighed for her i weekenden både i Frederikshavn og i Skagen at blive vaccineret med enten første eller anden coronavaccination. Fordi det betyder så meget, at man lader sig vaccinere, siger Birgit Hansen.

Epidemiolog ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen forventer, at smitten når sit højeste omkring jul.

- Epidemien vokser lige nu i et tempo, som vil fortsætte de næste måneder. Om en måned vil den være dobbelt så stor og fire gange så stor ved juletid, siger han.

Andelen af positive coronatest er den højeste i ti uger

Der er registreret yderligere 756 smittetilfælde med covid-19 i Danmark. Det viser tirsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det svarer til 1,85 procent af de knap 41.000 test, der indgår i opgørelsen. Tallet – der kaldes positivprocenten – er det højeste i ti uger.

Den stigende positivprocent peger ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på en voksende epidemi. Det skriver han på Twitter.

Kontakttallet, der er en beregning af, hvordan smitten med covid-19 spreder sig, er godt nok stabilt. Men andre ting peger altså på en stigning.

Stigning er forventeligt

Også Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, forventer en voksende epidemi. Han er ikke afvisende over for, at landet lige kan kigge ind i en ny smittebølge.

- Vi har set i kortene, at det vil ske på et eller andet tidspunkt her i løbet af efteråret og vinteren, da vi har fjernet alle restriktioner, og folk i overvejende grad på grund af årstiden er indendørs.

- Men det er forventeligt, og ikke noget der i særlig grad gør mig bekymret, siger Allan Randrup Thomsen.

Han påpeger, at det især er unge og fuldt vaccinerede, der bliver smittet med corona. Og fordi de grupper oftest vil have lettere ved at håndtere et forløb med coronasmitte, så vil det ikke lægge et stort pres på sundhedsvæsenet.

- Overordnet set vil jeg sige, at selvom vi kan få høje smittetal, så forventer jeg ikke at se indlæggelsestal, der er udfordrende i væsentlig grad for sundhedsvæsenet, siger Allan Randrup Thomsen, som af samme årsag ikke ser grund til at genindføre nationale coronarestriktioner.

Dagens indlæggelsestal

Der er nu 120 indlagte med covid-19 på landets hospitaler. Det er én færre end et døgn tidligere og første gang i fem dage med et fald.

Af de indlagte er 15 indlagte på en af landets intensivafdelinger, og 8 af dem er tilkoblet en respirator. Mandag gjaldt det for 13 og 7 personer.

Der er sket 25 nye indlæggelser af smittede siden sidste opgørelse. Når det samlede antal indlagte ikke falder, skyldes det, at der også er sket udskrivelser.

Derudover er der sket to dødsfald blandt smittede. Det vides ikke, om de var indlagt på hospitalet, og det derfor har påvirket indlæggelsestallet.

I alt er 2690 smittede afgået ved døden under epidemien i Danmark.

Der er tirsdag ikke kommet nye tal for, hvor mange danskere der har fået en vaccine mod covid-19. Det skyldes tekniske problemer hos SSI.