Længere barsel til mænd er godt for spædbørn, siger eksperter: – Det kan få en kolossalt stor betydning

I gennemsnit tager danske mænd blot en brøkdel af den barsel, som deres partnere tager, når de har bragt et barn til verden.

Men det er ikke nødvendigvis det bedste for hverken barn eller forældre, lyder det fra flere eksperter.

Derfor mener de, at det er positivt at fagbevægelsen og arbejdsgiverne mandag landede en aftale, som vil øremærke lige meget barsel til mødre og fædre.

Der er også undersøgelser, der tyder på, at forældrene sjældnere går fra hinanden

Else Guldager, sundhedsplejerske og ph.d. i sundhedsvidenskab

Gør Folketinget aftalen til lov, kan det blive en stor gevinst for både børn og forældre, fortæller blandt andre Else Guldager, som er sundhedsplejerske og ph.d. i sundhedsvidenskab, til TV 2.

- Det kan få en kolossalt stor betydning for barnets mentale helbred, siger hun.

Kort tid med far kan mindske mental udvikling

Tager faren til et spædbarn kun nogle få – eller måske slet ingen – ugers barsel, kan det stikke en kæp i hjulet på barnets udvikling.

Ifølge Carsten Lyng Obel, der er professor i mental sundhed ved Aarhus Universitet, er det uhyre vigtigt, at begge forældre er en del af spædbarnets dagligdag.

For barnet har godt af, at der bliver reageret forskelligt, når det eksempelvis græder eller griner.

- Et barn i den alder har grundlæggende brug for personer, der giver det maksimalt kærlighed, drager omsorg for det og forstår de signaler, det sender. Det vil mor og far gøre forskelligt, og det er faktisk kun godt for barnet, siger han.

Er den ene forælder ofte væk i barnets tidligste liv, kan det derfor i værste fald sætte spor i barnets mentale udvikling.

Og ifølge Else Guldager tyder et svensk studie fra 2008 endda på, at børn, der tidligt knytter sig til sine fædre, har mindre risiko for at udvikle mentale lidelser som depression.

- Den store forskel er, at når far går meget på arbejde, lærer barnet ham ikke ordentlig at kende. Og derfor bliver deres tidlige relation til hinanden meget tynd, siger hun.

Mænd og kvinder kan passe barnet lige godt

Samtidig understreger både Carsten Lyng Obel og Else Guldager, at mænd er lige så godt i stand til at tage sig af spædbørn som kvinder.

Ifølge sundhedsplejersken er det derfor også vigtigt at gøre op med fordommen om, at fædre generelt er mere voldsomme end mødre, som modsat er mere ”bløde og forsigtige”.

Det kan nemlig lige så godt være modsat.

- Vi mennesker er forskellige uanset køn. Og får barnet stimulans fra to mennesker, der begge vil barnets det bedste, er det alt andet lige en kæmpe fordel for barnet, fortæller hun.

Der er naturligvis rent biologisk en forskel på mænd og kvinder i forbindelse med amning.

Men efter de fem et halvt måneders barsel, der som udgangspunkt er tiltænkt moren i den nye aftale, kan barnet ifølge Else Guldager så småt begynde at få andet mad end modermælk

Og vil forældrene vente lidt med at afvænne barnet, er der intet i vejen for at fryse og gemme modermælk eller bruge modermælkserstatning.

- Rent sundhedsmæssigt vil det ikke betyde spor. Jeg kan ikke se nogen hindring for, at det skulle kunne lade sig gøre, siger Else Guldager.

Delt barsel giver færre skilsmisser

Det er dog ikke kun de mindste i familien, der har noget at vinde på en mere lige fordelt barselsorlov.

Ifølge Else Guldager tyder nogle studier på, at det kan øge chancen for, at forældrepar bliver sammen.

- Der er også undersøgelser, der tyder på, at forældrene sjældnere går fra hinanden. Det gælder især par, der er gift, fortæller hun.

Bliver aftalen mellem arbejdsmarkedet parter vedtaget i Folketinget, håber Carsten Lyng Obel og Else Guldager dog, at forældre får mulighed for mere fleksibilitet.

Helt ideelt ville forældrepar nemlig kunne fordele enkelte barselsdage mellem sig løbende.

- Det kan godt blive utrolig langstrakt at være på barsel en ad gangen. Større fleksibilitet vil være godt for begge forældre, siger Carsten Lyng Obel.

Reglerne for barselsorlov som de ser ud i dag: Reglerne som arbejdsmarkedets parter er blevet enige om:

Myndigheder vil tilbyde boosterstik til 30 millioner briter

Omkring 30 millioner personer i Storbritannien vil få tilbudt endnu et stik med en vaccine mod covid-19. Det skal ske seks måneder efter det andet stik.

Det anbefaler det britiske udvalg for vaccination og immunisering (JCVI).

Det omfatter alle over 50 år, særligt sårbare personer samt frontpersonale i sundhedssektoren.

Anbefalingen kommer forud for den britiske regerings strategi for kontrol med coronasmitte til vinter.

En del af forsvaret mod smitte

I begyndelsen af august skrev avisen The Telegraph, at beslutningen var undervejs. Det bekræftes nu af myndighederne.

Storbritanniens sundhedsminister, Sajid Javid, har tirsdag fortalt parlamentet, at de såkaldte boosterstik er en del af forsvaret mod smitte.

- Som med mange andre vacciner er der tegn på, at beskyttelsen med coronavaccinerne reduceres over tid, især hos ældre mennesker, der er i større risiko.

- Så boosterdoser er en vigtig måde at holde virus under kontrol i lang tid, siger han.

Dropper vaccinepas

Regeringen meddelte søndag, at man dropper planer om et vaccinepas for at komme ind på natklubber og andre tætbefolkede steder.

I stedet vil premierminister Boris Johnson sætte sin lid til vacciner og tests i forsøget på at holde smitten nede i efteråret og til vinter.

- Pandemien er langtfra ovre, men takket være vores fænomenale vaccineprogram, nye behandlinger og tests har vi mulighed for at leve med virus uden markante restriktioner, udtaler Boris Johnson.

Ifølge sundhedsministeren er regeringen klar med "en plan B", hvis sundhedsvæsenet kommer under pres.

Sky News skriver, at planen blandt andet indebærer hjemmearbejde og brug af mundbind. Nedlukninger kan blive taget i brug "som en sidste udvej".

I Danmark tilbydes et tredje stik til plejehjemsbeboere, fordi de er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

Det samme er tilfældet for udvalgte patienter med stærkt svækket immunforsvar.

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at omkring 50.000 personer er omfattet af tilbuddet.

Fødeafdeling i New York vælger at lukke – de ansatte vil ikke lade sig vaccinere

Et hospital i staten New York har meddelt, at man bliver nødt til at lukke hospitalets fødeafdeling midlertidigt.

Hospitalet har ikke længere personale nok til at tage imod fødende kvinder, efter at 30 ansatte på hospitalet har sagt op i protest mod et krav om, at de lod sig vaccinere mod covid-19.

165 andre ansatte, eller godt en fjerdedel af det sundhedsfaglige personale, har endnu ikke meldt ud, om de fortsætter i deres job, når fristen for at lade sig vaccinere udløber 27. september.

- Vi har modtaget så mange opsigelser, at vi ikke har andet valg, siger direktøren på Lewis County General Hospital, Gerald Cayer, til National Public Radio.

Hospitalets problemer er blot en af de mange konsekvenser af indædte kampe i USA mellem tilhængere og modstandere af obligatorisk vaccination mod covid-19.

Torsdag meldte præsident Joe Biden ud, at alle ansatte ved føderale myndigheder og i virksomheder, der ønsker at indgå kontrakter med de føderale myndigheder, skal lade sig vaccinere.

Det gælder også alt sundhedspersonale på arbejdspladser, der modtager offentlig støtte.

- Vi vil beskytte de vaccinerede medarbejdere mod de ikkevaccinerede. Vi vil begrænse smitten med covid-19 ved at øge andelen af vaccinerede medarbejdere på arbejdspladser over hele USA, sagde Joe Biden ifølge tv-stationen CNBC.

- Hvis du søger behandling på et hospital eller en sundhedsklinik, så skal du kunne være sikker på, at det personale, der behandler dig, er vaccineret. Så simpelt er det. Så enkelt. Punktum! sagde præsidenten.

Mindretal stritter imod

I dag har omkring 75 procent af alle voksne amerikanere fået mindst et vaccinestik, mens 54 procent er fuldt vaccineret.

Et solidt flertal af befolkningen – 62 procent – bakker op om præsidentens krav om vaccinering, viser en meningsmåling foretaget for avisen USA Today.

Men der er stadig et stort mindretal af den amerikanske befolkning, der ser den udmelding som et alvorligt overgreb på deres personlige frihedsrettigheder.

En anden meningsmåling viser, at to ud af tre ikkevaccinerede medarbejdere på offentlige og private arbejdspladser i USA hellere vil sige deres job op end lade sig vaccinere. Meningsmålingen er foretaget blandt ikkevaccinerede amerikanere for avisen Washington Post og tv-stationen ABC News.

Kun 16 procent af de ikkevaccinerede ville bøje sig og lade sig vaccinere. 35 procent ville søge om at blive undtaget for vaccination af medicinske eller religiøse årsager, mens 42 procent ville sige op med det samme.

Langt de fleste af de medarbejdere, der ville søge undtagelse, ville sige op, hvis deres ansøgning om undtagelse blev afslået.

Siger op i protest

Flere steder i landet er den udvikling allerede i gang, fordi man lokalt har indført vaccinekrav, før præsident Joe Biden meldte ud, at det skulle gælde for hele landet.

For eksempel meddelte det offentlige skolesystem i Chicago i forrige måned, at 10 procent af alle skolebuschauffører i byen havde sagt op, fordi de ikke ville vaccineres.

I Texas fortæller Houston Methodist Hospital, at man har mistet 150 medarbejdere, der enten har sagt op eller er blevet fyret.

Og i Los Angeles har en gruppe politifolk lagt sag an mod Los Angeles Police Department (LAPD) for at have skabt "et fjendtligt arbejdsmiljø" med kravet om vaccine.

LAPD kræver, at alle betjente bliver vaccineret senest 20. oktober, medmindre de har helt særlige religiøse eller medicinske grunde til at lade være.

Knap halvdelen af byens politifolk er vaccineret, oplyser LAPD. Det er markant under niveauet for byen som helhed, hvor tre fjerdedele af befolkningen er vaccineret.

- Gudfrygtige patrioter

I en anden af Californiens storbyer San Diego viser en intern undersøgelse hos politiet, at 45 procent af de ansatte hellere vil lade sig fyre end lade sig vaccinere, skriver The Guardian.

I et indlæg på sociale medier, der har vakt stor opmærksomhed lokalt, forklarer en anonym betjent, hvorfor holdningen er sådan blandt politifolkene:

- Jeg og andre gudfrygtige patrioter i styrken er ved at opbygge en gruppe af betjente, der ønsker at stå fast på vores gudgivne frihedsrettigheder, koste hvad det vil.

Men hos præsident Joe Biden er der ingen forståelse for den slags holdninger:

- Det her handler ikke om frihed eller personlige valg. Det handler om at beskytte dig selv og dem, der er rundt om dig, siger han ifølge CNBC.

Fejl i coronapas skaber problemer efter tredje stik

En fejl i coronapasset giver problemer for folk, der har fået et tredje vaccinestik.

Det oplyser Sundhedsdatastyrelsen til DR.

Fejlen betyder, at dokumentationen for det første vaccinestik forsvinder i appen, når personer har fået deres tredje stik.

Det kan give problemer for folk, der vil rejse til udlandet efter tredje stik, fordi nogle lande først anser borgere som færdigvaccinerede et vist antal dage efter det andet stik.

- Idet den første vaccination i øjeblikket ikke vises, vil det i passet se ud, som om færdigvaccinationen først er sket for ganske nylig, skriver Sundhedsdatastyrelsen i en mail til DR.

Opfordrer til PCR-test

Sundhedsdatastyrelsen kan ikke sige, hvornår fejlen i coronapasset er rettet og opfordrer i mellemtiden personer, der skal ud at rejse, til at bruge PCR-test som dokumentation.

Foreløbig er det personer med svækket immunforsvar, der risikerer at stå med udfordringen, da det er dem, der er blevet tilbudt tredje stik. Det vil sige ældre og personer med særlige sygdomme. Herunder plejehjemsbeboere og dialysepatienter.

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at omkring 50.000 personer er omfattet af tilbuddet om tredje stik.

Styrelsen har desuden understreget, at det er vigtigt at sige ja til tilbuddet, da der er risiko for at blive smittet, selvom man er færdigvaccineret, og personer med svækket immunforsvar tager dårligere imod vaccinen.

Over 12.000 har fået tre stik

De første danskere til at modtage tredje stik blev vaccineret for tredje gang i sidste uge.

Tirsdag blev 5584 revaccineret, dermed har i alt 12.509 personer fået tredje stik. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Sundhedsstyrelsen forventer, at personale i sundhedsvæsenet og på plejehjem vil blive tilbudt tredje stik som de næste.

Hollywoodstjerne var tæt på at dø af covid-19, fortæller han

Den 71-årige hollywoodstjerne Jeff Bridges var tæt på at miste livet, da han tidligere på året blev smittet med coronavirus.

Det skriver skuespilleren i et opslag på sin hjemmeside.

Min dans med covid-19 får mit kræftforløb til at ligne en leg

Jeff Bridges, skuespiller

Amerikaneren, der sidste år afslørede, at han var blevet ramt af lymfekræft, skriver også, at hans kræftsygdom er på tilbagegang, og at den tumor, han har i kroppen, nu er "på størrelse med en marmorkugle".

I opslaget forklarer Jeff Bridges, at han selv tror, at han blev smittet med coronavirus i den bygning, hvor han også modtager kemoterapi.

- Et pænt stort los i røven

Han måtte efterfølgende tilbringe fem uger på hospitalet, "fordi mit immunforsvar er skudt i stykker af kemoen", skriver han.

- Min dans med covid-19 får mit kræftforløb til at ligne en leg, tilføjer Oscar-vinderen.

Jeff Bridges oplyser ikke, hvor længe siden det er, at han blev smittet med virussen.

Han fortæller dog, at han stadig arbejder på at kunne klare sig fuldstændig uden at modtage ekstra ilt, men at han ikke længere har brug for en ilttank, når han bare går rundt.

- Covid-19 gav mig et pænt stort los i røven, men jeg er dobbelt vaccineret og har det meget bedre nu.

- Selvom jeg gennemlevede øjeblikke med umådelig smerte, hvor jeg kom tæt på himlens porte, så følte jeg mig i det store hele glad og munter det meste af tiden.

- Dette strejf af døden har bragt en ægte gave med sig – livet er kort og smukt, skriver Jeff Bridges.

'The Dude'

Den amerikanske skuespiller har en lang og glorværdig karriere i Hollywood bag sig.

Han begyndte som barneskuespiller i tv-serien 'Sea Hunt' med sin far, Lloyd Bridges, og sin bror Beau Bridges.

Som voksen er Jeff Bridges især kendt for sin signaturrolle som 'The Dude' i kultklassikeren 'The Big Lebowski' og for sin Oscar-belønnede hovedrolle i 'Crazy Heart'.