Også raske børns raske søskende bliver sendt i isolation: – Det er et kæmpe puslespil, siger forælder

5-årige Anna-Sofie Kobbernagel leger på sit værelse.

Hun skulle have været i børnehave, men fredag i sidste uge blev hun sendt i isolation af Styrelsen for Patientsikkerheds smitteopsporing.

Ikke fordi hun er smittet, eller fordi hun har været i kontakt med en smittet.

Men fordi hendes 8-årige storebror har spillet udendørs fodbold med en smittet dreng og derfor er nærkontakt.

Hvis reglerne ikke bliver ændret, kommer vi ikke til at være fysisk til stede på arbejde mange dage henover efteråret og vinteren

Tanja Kobbernagel, mor

For selv om sundhedsmyndighederne i juli gik væk fra at sende nære kontakter til nære kontakter – altså tredje led – i isolation, så gælder det ikke børnefamilier med mindre børn.

- Smitteopsporingen anbefaler isolation i de tilfælde, hvor et barn er nærkontakt og eksempelvis er for lille til at kunne holde afstand til de øvrige i husstanden; for eksempel andre søskende eller forældre, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en mail til TV 2.

- Hvis en forælder eller øvrige i husstanden er vaccineret, behøver de dog ikke at være i isolation, skriver styrelsen.

Det betyder, at forældre, der er vaccineret, gerne må forlade huset og tage på arbejde – men af åbenlyse årsager ikke kan, fordi et eller flere børn er sendt hjem.

Det betyder også, at Anna-Sofie Kobbernagels 8-årige storebror – der allerede i sine to første skoleår har oplevet flere nedlukninger og hjemsendelser – bliver sendt i isolation, hvis lillesøster kommer tæt på en smittet i børnehaven.

- Det er et kæmpe puslespil med to fuldtidsjob, hjemmeskole og familiens trivsel som helhed – og jeg har svært ved at se rationalet i det. Hvis reglerne ikke bliver ændret, kommer vi ikke til at være fysisk til stede på arbejde mange dage henover efteråret og vinteren, siger børnenes mor Tanja Kobbernagel til TV 2.

Eksperter forventer mange hjemsendelser

Det er der efter alt at dømme mange forældre, der med de nuværende regler ikke vil.

For da børn under 12 år ikke er en del af vaccinationsprogrammet mod coronavirus, forventer eksperterne, at de mindste i løbet af efteråret og vinteren vil blive sendt hjem i stor stil – både som smittede og nærkontakter til smittede.

Det kan blive rigtig, rigtig mange dage, de skal blive hjemme

Per Larsen, de konservative

Faktisk sker smitten allerede, fortæller Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Vi kan bekræfte, at vi både ser stigende smitte blandt skoleelever og flere og større udbrud på skoler rundt om i landet. Vi har siden skolestart efter sommerferien set smitteudbrud i skoleregi med op til 50 smittede, siger direktør Anette Lykke Petri til TV 2.

Derudover har myndighederne meldt ud, at den almindelige sæsoninfluenza vil ramme børnene hårdt i år – og symptomerne for influenza minder som bekendt om symptomerne for coronavirus.

- Hvis der er nogen, der har holdt for, så er det børnene

Anbefalingerne bliver af De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, kaldt "helt vanvittige."

- Familier med eksempelvis tre børn i daginstitution og to klasser – det kan blive rigtig, rigtig mange dage, de skal blive hjemme. Samtidig ser jeg for mig et arbejdsmarked, der ikke kan komme til at fungere, siger Per Larsen til TV 2.

Jeg har en forventning om, at Sundhedsstyrelsen lige om lidt har en plan

Kirsten Normann Andersen, SF

Han kritiserer tirsdag i Berlingske myndighederne for at sende for mange raske skolebørn hjem som nærkontakter, og han vil nu tage sagen med søskendes isolation op med sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

- Det er jeg nødt til at have en forklaring på fra ministeren hurtigst muligt.

Fra Venstres sundhedsordfører lyder det, at det især over for børnene er vigtigt at anvende de mindst indgribende anbefalinger og retningslinjer.

- Hvis der er nogen, der har holdt for, så har det været børnene. Vi skal se at få flest mulige børn tilbage til deres hverdag – og så duer det ikke at sende børn i tredje led hjem, siger Martin Geertsen til TV 2.

Forældre frygter også, at smitten løber løbsk

Sundhedsordfører for SF, Kirsten Norman Andersen, forstår børnefamiliernes frustrationer over udsigten til at blive sendt hjem igen og igen.

Men hun bliver samtidig kontaktet af forældre, der er bekymret for, at deres børn bliver smittet, hvis pandemien får lov til at løbe løbsk blandt børnene.

- Begge dele skal man holde sig for øje, og vi skal kunne rumme begge bekymringer. Jeg har ikke selv svaret på en løsning. Men jeg har en forventning om, at Sundhedsstyrelsen lige om lidt har en plan, siger hun til TV 2.

Alle de danske coronarestriktioner stopper 10. september, hvor også covid-19s status som "samfundskritisk sygdom" ophører.

Storebror var ikke smittet - det var mange kammerater heller ikke

Hos familien Kobbernagel er begge børn efter seks dage i isolation torsdag tilbage i børnehave og skole.

Storebroderens anden test på 6. dagen var nemlig også negativ. Det samme er tilfældet for de mange andre i hans klasse, som var hjemsendt på grund af den smittede fodboldkammerat til udendørs træning.

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at de nuværende anbefalinger og retningslinjer i den opdaterede "Overgangsvejledningen for håndtering af smitte på dagtilbuds-, og undervisningns- og uddannelsesområdet" fra 20. august er under revidering.

- Den forventes erstattet inden for nærmeste fremtid, oplyser styrelsen.

Risikoen for alvorlig sygdom falder markant efter andet stik, viser studie

Har man fået to vaccinestik med en coronavaccine fra Pfizer/BioNTech eller AstraZeneca, falder risikoen for at blive indlagt med 73 procent.

Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt studie, hvor forskere på King's College i London har analyseret data fra flere end to millioner mennesker, som i en app har angivet deres vaccinestatus, samt om de har haft symptomer på coronavirus.

6030 angav i appen, at de var blevet testet positiv mindst 14 dage efter første stik, mens 2370 var blevet smittet mindst 7 dage efter deres andet vaccinestik.

- Uanset symptomernes varighed ser vi, at infektioner efter to vaccinestik også er meget mildere, så vaccinerne ændrer virkelig sygdommen, og det er til det bedre. Vi opfordrer folk til at få deres andet stik, så snart de kan, udtaler professor på King's College London Tim Spector.

Vacciner halverer risiko for senfølger

Studiet tyder desuden på, at ikkevaccinerede og færdigvaccinerede kan få de samme typer symptomer på covid-19. Det tæller eksempelvis tab af lugtesans, hoste, feber og hovedpine.

Men for de færdigvaccinerede gælder det, at risikoen for akutte symptomer falder med 31 procent.

Derudover halveres risikoen for at få senfølger efter et sygdomsforløb, så snart man er færdigvaccineret med en af de to vacciner.

Behovet for tredje stik

Under coronakrisen er der blevet lavet en lang række studier, som undersøger vaccinernes effekt.

Et israelsk studie har vist, at Pfizer-vaccinen er mindre effektiv mod Delta-varianten, og efter at nyheden kom frem, satte premierminister Naftali Bennet gang i en undersøgelse om behovet for tredje vaccinestik.

Noget, som halvanden måned senere blev en realitet.

Også herhjemme kan flere grupper få et tredje stik med en coronavaccine. Det gælder primært personer, som har en sygdom, eller som modtager behandling mod en sygdom, der rammer immunforsvaret.

- Det er en særlig gruppe af patienter, der har et svækket immunforsvar og derfor ikke har haft så god effekt af deres primære vaccination, sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst mandag til TV 2.

Ifølge vicedirektøren er det meget vigtigt, at de personer, som får tilbuddet, er informeret om, hvad de går ind til, da vaccinerne ikke er godkendt til tredje stik.

Hun understregede dog, at styrelsen ikke forventer, at der vil være sikkerhedsproblemer i forhold til et tredje stik.

Amerikansk stat vil give bøder for at kræve coronapas

Spørgsmålet om vacciner er i øjeblikket et meget polariserende spørgsmål i den amerikanske coronadebat. Og delstaten Florida er ingen undtagelse.

Her kan virksomheder eller lokale myndigheder, der kræver et vaccinationsbevis fra deres kunder eller borgere, snart få en bøde på op til 5.000 dollars.

Det skriver Tampa Bay Times.

Ifølge avisen forbød staten allerede tidligere i år virksomheder, lokale myndigheder og skoler at kræve vaccinationspas. Men nu bliver loven skærpet med muligheden for uddeling af bøder.

Florida er hårdt ramt

Den befolkningsrige delstat i USA's sydøstlige hjørne har gennem sommeren været hårdt ramt af coronasmitte efter spredningen af deltavarianten. For en måned siden stod Florida for hvert femte smittetilfælde i USA og satte samtidig smitterekord med mere end 23.903 tilfælde på et døgn i begyndelsen af august.

Dog tyder noget på, at udviklingen i staten er ved at vende. Ifølge Miami Herald er antallet af indlagte med covid-19 faldende for fjerde dag i træk. Således er der i skrivende stund lidt under 16.000 indlagte med coronavirus, hvilket svarer til mere end 27 procent af alle hospitalsindlæggelser i hele delstaten.

Stor forskel på delstater

Flere steder i USA er private virksomheder såvel som lokale myndigheder og skoler begyndt at stille krav til deres ansatte om at blive vaccineret mod coronavirus. Blandt andet i New York har borgmesteren forsøgt at gøre livet surt for de ikkevaccinerede.

Samtidig er der stor forskel på, hvor stor en andel der er vaccineret fra stat til stat. I øjeblikket befinder Florida sig på en 19. plads ud af 50 stater i vaccinationstilslutningen. Ifølge de nationale sundhedsmyndigheder har 64 procent af statens befolkning fået mindst et vaccinationsstik.

Til sammenligning er det kun halvdelen af befolkningen i den mindst vaccinerede stat, Georgia, der indtil videre har ladet sig stikke

Flere vil vaccineres

Modstanden mod vaccine har de seneste måneder været et stigende problem for de amerikanske sundhedsmyndigheder, men nye tal tyder på, at udviklingen er ved at vende.

Flere stater i USA oplever en stigning i antallet af personer, der lader sig vaccinere. Det er især i delstater som Louisiana, Arkansas og Missouri, at stigningen er mest opsigtvækkende. Det skriver Washington Post.

USA har siden pandemiens begyndelse registreret tæt på 35 millioner coronasmittede. Flere end 613.000 amerikanere er døde med covid-19.

Partier: Slut med at sende usmittede hjem

Børn i skolen, som er nære kontakter til smittede med covid-19, bør ikke længere sendes hjem i isolation.

Det mener flere eksperter og partier på Christiansborg. Det skriver Berlingske.

En af dem, der vil have retningslinjerne i skoler og daginstitutioner lavet om, er de konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.

- Dem, der er smittet, skal selvfølgelig gå hjem, men det er ikke hensigtsmæssigt og proportionalt, at vi sender raske børn hjem. Hvis der er nogen, der har lidt under covid-restriktioner, er det jo børnene, der har været sendt hjem, siger han til avisen.

Han bakkes om af blandt andre Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, og De Radikales skoleordfører, Lotte Rod, som vil have regeringen på banen.

Ekspert: Det giver ikke mening

Også flere eksperter opfordrer til, at børnene ikke længere skal sendes hjem som nære kontakter.

Blandt dem er tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI) Nils Strandberg Pedersen.

Han siger til Berlingske, at det med Delta-varianten er uundgåeligt, at langt de fleste danske børn under 12 år vil blive smittet i år.

Men da børn kun i meget sjældne tilfælde bliver alvorligt syge af en coronainfektion, giver det ikke mening at forsøge at stoppe smittespredning blandt børn.

Skoler skal stadig følge retningslinjer

Fra 10. september har covid-19 ikke længere status som en samfundskritisk sygdom. Det betyder blandt andet, at der i hovedtræk ikke vil være flere coronarestriktioner.

Derudover blev en automatisk nedlukningsmodel, hvor blandt andet smittetal set i forhold til indbyggertal har lukket områder ned, sløjfet onsdag.

Således kan høje covid-19-smittetal ikke længere automatisk lukke skoler, fritidstilbud, forenings- og kulturliv i de danske kommuner og sogne.

Men ifølge et svar fra Sundhedsministeriet til Berlingske vil skolerne stadig skulle følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for nære kontakter på skoler.

De nuværende retningslinjer er, at nære kontakter til en smittet på en skole fortsat skal isoleres i karantæne derhjemme og først må vende tilbage til skolen, være sammen med venner og familie og deltage i fritidsaktiviteter efter negative test på fjerde- og sjettedagen fra kontakten til den smittede.

OVERBLIK: Så langt er dit sogn med vaccination

93 procent af alle borgere i Malle Sogn er nu færdigvaccineret mod coronavirus. Dermed kan det vesthimmerlandske sogn i skrivende stund kalde sig det mest vaccinerede i landet. Til sammenligning er kun 52 procent af befolkningen i Freerslev i Faxe Kommune og Tingbjerg i København færdigvaccineret.

Statens Serum Institut har siden juni opgjort tal, der viser vaccinationstilslutningen i de enkelte sogne. Se hvor dit sogn befinder sig på listen nedenfor.

Tæt på myndighedernes mål om 90 procent

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut har 4.409.415 fået mindst et vaccinestik mod coronavirus. Det svarer til mere end 86 procent af alle danskere over 12 år. Heraf venter lidt under 200.000 på deres andet stik.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har tidligere lagt vægt på, at flere danskere bør lade sig vaccinere mod coronavirus. Den 23. august udtalte han, at målsætningen nu er, at 90 procent af de inviterede har tilsluttet sig vaccinationsprogrammet inden1. oktober.

Mens Danmark med en effektiv vaccineudrulning har placeret sig højere end de fleste udviklede lande, så kniber det med at opretholde tempoet mod målstregen. Tirsdag blev 3476 personer vaccineret med det første stik. Det er det laveste antal personer på en hverdag siden februar. Samtidig er knap en fjerdel af de 20 til 29-årige endnu ikke vaccineret.

Dagens overblik: De unge danser restriktionerne væk

Hvis man skal tror kalenderen, så er efteråret officielt skudt i gang. Ikke desto mindre er store dele af landet blevet forkælet med sommerlige vejrforhold, der ser ud til at fortsætte i den kommende tid.

Velkommen til dagens overblik.

Natklubber genåbner - sognenedlukninger forsvinder

Onsdag 1. september er udover at være første efterårsdag også dagen, som mange dansehungrende unge har set frem mod i godt halvandet år, siden coronaepidemien satte en stopper for de lange nætter i byen.

Klokken 00.01 åbnede dansegulve landet over, og TV2 var med i byen.

Mens nattelivet får nyt liv, så er det fra i dag også slut med de automatiske nedlukninger af sogne og kommuner, og samtidigt er de fleste andre restriktioner i samfundet også på vej ud.

10. september bortfalder de sidste coronarestriktioner, da covid-19 vil ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom i Danmark.

Vaccinationstempoet er kraftigt aftagende

Mens de unge får lov til at mænge sig på natklubber, så kniber det stadig med at få vaccineret de sidste mod coronavirus.

Eksempelvis er knap en fjerdel af de 20 til 29-årige endnu ikke vaccineret, viser tal fra Statens Serum Institut. Og det bekymrer SSI-direktør Henrik Ullum.

Derfor har direktøren for Statens Serum Institut også en klar anbefaling til danske unge.

Tirsdag blev kun 3476 personer vaccineret med det første stik. Det det laveste antal personer på en hverdag siden februar. I alt er mere end 4,2 millioner blevet færdigvaccineret. Godt venter 200.000 i øjeblikket på det andet stik.

Taliban møder modstand i oprørsregion

Mens Taliban mandag fejrede, at de sidste amerikanske tropper forlod Afghanistan fra Kabuls lufthavn, så fortsætter kampen mod den islamistiske bevægelse nord for hovedstaden.

I Panjshir-provinsen, der er på størrelse med Fyn, er det aldrig lykkedes for Taliban at opnå fuld kontrol. Og lige nu forsøger Taliban-krigere at erobre området fra en oprørsgruppe.

Ifølge Nagieb Khaja, TV 2s journalist i Afghanistan, er der ikke præcise tal på gruppens egentlige størrelse med estimater, der svinger mellem 500 og 9000 mand.

Flere medier skriver, at Taliban har lukket for både vigtige hovedveje, samt telefon- og internetforbindelsen i området.

Loyal to Familia dømt ved Højesteret

Loyal to Familia er stadig forbudt. Det har den tredje og samtidig landets højeste retsinstans, Højesteret, i dag afgjort.

Højesteret har dermed stadfæstet Landsrettens dom og opløst banden Loyal to Familia.

Københavns Byret og Østre Landsret har tidligere ved dom opløst banden LTF med den begrundelse, at det er en forening, der virker ved vold.

Og dommen i Højesteret betyder nu, at politiets foreløbige forbud, som kom i september 2018, var lovligt.

Dansk tennisstjernes Ikea-pose går verden rundt

Den er blå, den er rummelig, og den der praktisk. Både herhjemme og verden over kender mange Ikea-posen.

Og nu har den også fundet vej til en af de største scener i tennis. Natten til onsdag dansk tid troppede Danmarks tenniskomet Holger Rune nemlig op på Centre Court i US Open med den ikoniske pose i hånden til kampen mod verdensetteren Novak Djokovic.

Holger Runes valg af Ikea-posen er sidenhen gået internettet rundt. Rune gav Djokovic modstand men endte med et nederlag på 3-1 i sæt. Efter kampen sagde Djokovic, at Rune er en kommende stjerne.

***

Det var dagens overblik på dagen, hvor de danselystne for første gang siden marts kunne slå sig løs i byen til den sene nat, mens Danmark nærmer sig en tilstand uden coronarestriktioner.

Jeg håber, at I får nydt det gode vejr den kommende tid.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.

Vi har nået grænsen for, hvor mange der vil lade sig vaccinere, siger lektor

Først sagtnede vaccineudrulningen farten, og nu er den stort set gået i stå.

Sådan lyder det fra Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

For selv om 71,9 procent af alle danskere - svarende til godt 80 procent over 12 år - nu er færdigvaccineret, er antallet af danskere, som får deres første dose, faldet markant de seneste måneder. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Og ifølge Viggo Andreasen tyder det på, at Danmark har nået grænsen for, hvor mange der vil lade sig stikke.

- Nu er vi sådan set færdige med at vaccinere dem, vi kan vaccinere. Så den strategi, vi har haft med at holde corona nede, indtil så mange som muligt var vaccineret, har nået sin ende, siger han.

700.000 smittede

Og det kan blive en farlig cocktail, hvis antallet af vaccinerede stagnerer på knap 72 procent, samtidig med coronarestriktionerne udfases.

Samlet set forventer Viggo Andreasen, at cirka halvdelen af de danskere, der ikke er vaccineret, vil blive smittet indenfor det næste halve år.

Det svarer lige nu til cirka 700.000 personer.

- Den dårlige nyhed er specielt for dem, der ikke er vaccineret, at de kommer til at leve livet farligere. Der kommer mere corona i samfundet, og så kommer de i større risiko for at blive smittet, siger Viggo Andreasen.

Mål på 90 procent

Men det er ikke alle, der mener, at det kommer til at se så sort ud.

Der er nemlig stadig mulighed for, at flere danskere kan blive overbevist om, at de bør lade sig vaccinere. Det vurderer adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet.

- Hvorvidt der er flere, der bliver vaccineret, handler om, hvad man gør. Man kan jo godt sige til folk, at de ikke kan komme på diskotek, medmindre de bliver vaccineret - ikke at jeg mener, man skal gøre det, siger Pelle Guldborg.

Han peger samtidig på, at der har været en tendens til at tro, at ikkevaccinerede personer er vaccineskeptikere. Men der kan være mange forklaringer på, hvorfor folk undgår at lade sig stikke.

- Det kan være, at unge synes, det er uncool at bruge tid på at lade sig vaccinere, bare fordi Mette Frederiksen opfordrer til det. Det kan være travle mennesker, der ikke synes, de kan finde tid til det, siger Pelle Guldborg:

- Man er nødt til at have data, der viser, hvorfor folk ikke lader sig vaccinere, og derfra kan man målrette, hvordan man vil håndtere det, siger han.

Pelle Guldborg mener derfor, at det er sandsynligt, at flere vil lade sig vaccinere.

Sundhedsmyndighedernes mål er, at 90 procent af alle inviterede skal have fået det første stik inden 1. oktober.

Indtil videre har over 80 procent over 12 år – svarende til 71,9 procent af hele befolkningen – fået sidste stik.

Ung og uvaccineret

Men de nuværende vaccinationstal på knap 72 procent indvarsler en helt ny coronastrategi i Danmark, vurderer Viggo Andreasen.

- Det er et strategiskifte, vi er i gang med, fra at forsøge at holde coronaen fra livet, mens vi venter på vaccinerne, til at vi nu må acceptere, at den er her, uanset om vi kan lide det eller ej.

Men særligt for dem, der endnu ikke har ladet sig vaccinere, kommer det med en pris.

Blandt de 20 til 29-årige har knap hver fjerde endnu ikke taget imod det første stik. Og samtidig går vi nu mod mørkere og koldere tider, hvor den dominerende delta-variant får lettere ved at sprede sig.

- Vi har jo ikke set konsekvenserne af at være uvaccineret endnu. Indtil nu har vi undertrykt epidemien, så det har været gratis ikke at blive vaccineret, siger Viggo Andreasen.

Og dét er endnu et element, der kan spille ind, i forhold til om folk vil lade sig vaccinere.

- Jeg køber ikke, at vi har ramt loftet i forhold til antal vaccinerede, fordi der kan være så mange forklaringer på folks valg, siger Pelle Guldborg.

Der er styr på situationen

Hos Statens Serum Institut ser man tingene an, og understreger, at der lige nu er styr på situationen.

- Der er mange, der er vaccinerede, og der er kapacitet i sundhedsvæsenet, siger direktør Henrik Ullum.

- Men det skal selvfølgelig ikke få os til at tro, at vi kan gå på vandet, siger han.

Han peger på, at restriktionerne kan blive udrullet igen, hvis det bliver aktuelt. Og så har han "et klart råd, og det er altså at lade sig vaccinere".

Norge og Israel slår smitterekorder

Genåbningen i Danmark fortsætter, og i nat kunne danskerne danse på landets diskoteker for første gang i halvandet år.

Samme festdag har man ikke haft i Norge.

Onsdag var der 1796 nye smittede i landet - det højeste under hele epidemien.

- Vi har ikke ret god kontrol, i og med at smitten er steget så meget, som den har gjort uge efter uge. Men samtidig bliver flere vaccineret nu, og det vil hjælpe os, siger assisterende sundhedsdirektør Espen Nakstad ifølge NRK.

Men på trods af vaccinen har de høje smittetal fået konsekvenser for genåbningen af landet – og nye restriktioner kan komme på tale, antyder Espen Nakstad.

- Foreløbig er genåbningen sat på pause for at kunne gennemføre yderligere vaccination, og regeringen vil tage stilling til dette i en helhed i den kommende tid, siger Espen Nakstad.

Stigende smitte i Oslo

Det er især i hovedstaden Oslo, at smitten med coronavirus er steget voldsomt. Onsdag registrerede byen 677 nye smittede, og Oslo Kommune beder nu de nationale sundhedsmyndigheder om råd og vejledning.

- Der er ingen tvivl om, at smittetallene er højere end det, som sundhedsmyndighederne stillede os i udsigt, da de satte skoler på grønt niveau. Derfor har vi nu bedt sundhedsmyndighederne om meget tydelige råd til, hvordan vi skal forholde os, siger Raymond Johansen, borgmester i Oslo.

I Norge har man en trafiklys-model for genåbningen af blandt andet skoler, og der blev for nogle måneder siden givet grønt lys til, at skolebørnene kunne komme tilbage i skole. Borgmesteren efterlyser også råd i forhold til vaccination af de 12-15 årige.

Han afviser dog over for NRK, at en ny nedlukning af Oslo er aktuel.

Rekord i Israel - men genåbning ligger fast

Også i Israel, der i foråret var blandt de hurtigste i verden til at rulle vaccinen ud, er de daglige smittetal steget støt på det seneste.

Tirsdag satte Israel rekord for antallet af nye smittede på én dag under pandemien: 10.947.

Men ifølge The Guardian har det ikke fået de israelske sundhedsmyndigheder til at sætte genåbningen i landet på pause. I Israel åbner skolerne i fuldt omfang i dag, og det har den israelske premierminister, Naftali Bennett, ikke tænkt sig at ændre på.

Han fastholder, at vaccine og brug af mundbind er nok til at bekæmpe pandemien i landet.

Smitten i landet er steget siden begyndelsen af august, og ifølge en israelsk ekspert er en af årsagerne, at effekten af vaccinen har vist sig at falde over tid.

- Mange af vores borgere blev vaccineret i december og januar. Men effekten af vaccinen har vist sig at falde med tiden, har Galia Rahav, leder af infektionsafdelingen på Sheba Medical Center i nærheden af Tel Aviv, tidligere sagt ifølge Ritzau.

- De mennesker, der blev vaccineret i begyndelsen af vaccineudrulningen, er langt mere sårbare over for coronavirus i dag end dem, der blev vaccineret senere, sagde hun.