Kronprinsparret løber Royal Run i gang i Jylland – her er deres rute

Royalister og løbeglade danskere kan se frem til, at motionsløbet Royal Run om få uger vender tilbage efter to års pause.

Løbet finder sted 12. september i fem danske byer, og nu løfter kronprinsparret sløret for, hvilke byer de løber i.

Kronprins Frederik lægger ud i Sønderborg, hvor han løber ruten på én mil, der svarer til 1,6 kilometer. Herefter drager han til Odense, inden han slutter sin løbedag af i København.

Kronprinsesse Mary deltager udelukkende i Aalborg, hvor hun løber 5 kilometerdistancen.

- Der er kun lidt under fire uger til Royal Run, og som mange andre er vi i fuld gang med træningen til løbet, skriver kronprinsparret på det danske kongehus Instagram-profil.

Se den fulde rute her:

Kronprinsen løber One mile i Sønderborg Kronprinsessen løber 5 km i Aalborg Kronprinsen løber One mile i Odense Kronprinsen løber 10 km i København/Frederiksberg.

I en video på Kongehusets Instagram-profil, som er filmet af prins Vincent, ser man kronprinsparret i løbetræning frem mod septembers Royal Run.

Corona udsatte løbet

Royal Run så første gang dagens lys i 2018, hvor det blev afholdt i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Her løb omkring 70.500 med i Danmarks fem største byer, og i 2019 steg tallet til over 82.000 deltagere.

I 2019 kunne kronprinsen ikke løbe med på ruten, da han i tiden op til løbet fik konstateret en mindre diskusprolaps.

I stedet tog han ruten på cykel, hvor han blandt andet satte løbet i gang på Færøerne, der afholdt løbet for første gang.

Som så mange andre arrangementer blev Royal Run også aflyst i 2020 grundet coronapandemien, og løbet måtte igen i 2021 udsættes på baggrund af smittetrykket.

Men nu kan danskerne snart snøre de royale sko igen, når det populære motionsløb vender tilbage.

Ifølge Danmarks Idrætsforbund er der per 17. august tilmeldt 73.099, og der er fortsat plads til flere i alle løbsbyerne, som inkluderer Sønderborg, Aalborg, Rønne, Odense og København/Frederiksberg.

Til løbet kan man prøve kræfter med en mil, fem kilometer eller ti kilometer.

Tre ud af fire borgere over 12 år er færdigvaccineret

Vaccination mod coronavirus fortsætter med at skride frem. Tirsdag kan 75 procent af indbyggere i Danmark over 12 år kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til tre ud af fire.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.

Han kalder det "en milepæl" i vaccineudrulningen.

- Vi når i dag en markant milepæl: 75 % af alle danskere på 12+ år er nu færdigvaccineret!

- Vi har brug for den maksimale beskyttelse mod corona i DK, så bliv vaccineret i dag, skriver Magnus Heunicke i sit opslag.

66,1 procent af hele befolkningen

Det er indbyggere i Danmark over 12 år, som bliver inviteret til vaccination mod coronavirus. Det er frivilligt, om man vil lade sig vaccinere.

De 75 procent, som sundhedsministeren omtaler, dækker over alle dem, som er blevet inviteret til coronavaccination. Tallet bruges til at sige noget om, hvor langt man er med vaccineudrulningen i Danmark.

Kigger man på hele befolkningen - og altså også de grupper, der ikke indgår i vaccinationsprogrammet - opgøres færdigvaccinerede derimod til 66,1 procent. Det er Statens Serum Institut (SSI), der opgør de tal.

Tallet fra SSI bruges til at give en indikation af, hvor godt beskyttet den danske befolkning er mod corona - hvor tæt man er på at opnå flokimmunitet.

De første borgere i Danmark blev vaccineret 28. december sidste år.

Kontakttallet er 1,0

Kontakttallet er beregnet til 1,0.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter tirsdag.

- Kontakttallet er igen beregnet til 1. Det er fjerde uge i træk, hvor vi måler en stabil epidemi, skriver Magnus Heunicke.

Et kontakttal på 1,0 svarer til, at ti coronasmittede i gennemsnit smitter ti andre.

Med andre ord vil epidemien hverken stige eller falde, når det ligger på 1,0.

Stabil epidemi

Sundhedsmyndighederne offentliggør ugentligt kontakttallet, og de sidste fire uger har det været 1,0.

I ugerne forinden - i juli - har kontakttallet været over 1,0. Det vil sige, at epidemien på det tidspunkt blev vurderet til at være let stigende.

For eksempel var kontakttallet i midten af juli oppe på 1,3. Det var det højeste kontakttal i 11 måneder.

Siden har det været nedadgående, og nu er epidemien i Danmark altså nede på et stabilt niveau.

- Bliv vaccineret

Kontakttallet bliver fulgt med interesse, da det siger noget om, hvorvidt smitten er på fremmarch eller tilbagetog.

Det siger til gengæld ikke noget om antallet af smittetilfælde i samfundet.

Kontakttallet beregnes ved at se på smittesituationen for halvanden uge siden. Derfor er tallet til en vis grad bagudskuende. Men det bliver alligevel brugt som et element i myndighedernes overvågning af coronasituationen.

I sit opslag på Twitter opfordrer Magnus Heunicke til, at man bliver vaccineret for at beskytte befolkningen mest muligt mod coronavirus.

- Vi har brug for den maksimale beskyttelse mod corona i DK, så bliv vaccineret i dag, skriver ministeren.

Kloakvand lukker populære strande

Det er nok de færreste, der har lyst hoppe i havet på en grå dag som mandagen byder på, men skulle man alligevel blive fristet, skal man holde sig væk fra en stribe strande på den nordsjællandske østkyst.

13 strande ved Øresundskysten har mandag hejst det røde flag efter overløb af kloakvand i havet ved blandt andet Skodsborg, Vedbæk og Bellevue Strand.

Det betyder, at badevandet indeholder kolibakterier, og det derfor kan være sundhedsskadeligt at bade i.

Vandselskabet Novafos oplyser til TV 2 Lorry, at det er en kraftig byge natten mellem søndag og mandag, der har forårsaget overløb med regnopblandet spildevand til Øresund.

Overløbene er sket to steder i Gentofte Kommune - Bellevue og Skovshoved, hvor overløbet sker kystfjernt.

Flere millioner liter kloakvand

Regnskyllet var mere, end hvad flere nordsjællandske kommuners kloaksystemer kunne klare.

Det betød, at rensningsanlæggene blev fyldt op, og for at aflaste kloaksystemerne udledes en del af kloakvandet i havet.

I det forgangne døgn er der udledt 23.250 kubikmeter spildevand ved kysten i de kommuner, som Novafos bestyrer. Det svarer til mere end 23 millioner liter vand.

Ved Bellevue Strand er 3.750 kubikmeter udledt, svarende til 3.750.000 liter spildevand. Spildevandet består ifølge Novafos af omkring 90 procent regnvand og ti procent kloakvand.

En endelig løsning på problemet med udledning af spildevand i havet er der lange udsigter til.

Omkring 30 år for at være helt præcis. I 2015 vedtog Gentofte Kommune en plan om separat kloakering, som skal stoppe udledningen af spildevand i år 2050.

- Vi arbejder på det. Det tager tid og er meget bekosteligt. Vi har brugt 900 millioner kroner de seneste seks år. Vi laver løbende gravearbejde på vejene i kommunen, og hver gang et projekt bliver færdigt, minimerer vi overløbet, forklarede De Konservatives Karen Riis Kjølbye, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune, til TV 2 Lorry i juli.

Smitten stiger i Vollsmose – kan stå foran nedlukning

Smitten med coronavirus har på det seneste været stigende i Odense-bydelen Vollsmose, og det kan ende med en nedlukning af sognet, hvis udviklingen fortsætter.

Et sogn bliver nedlukket, hvis det i løbet af en uge overskrider tre nøgletal.

Det er flere end 20 smittetilfælde, en positivprocent på over tre, og at antallet af smittede per 100.000 indbyggere - kendt som incidens - er over 1.000.

Den seneste uge har der være 77 smittetilfælde i Vollsmose, positivprocenten er på 8,6, mens incidensen har været på 776. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

40 procent ikke vaccineret

En eventuel nedlukning vil i første omgang ramme skoler, SFO'er, fritidsklubber og kulturinstitutioner som svømmehaller og idrætshaller.

Vollsmose har flere gange under coronapandemien været ramt af lokal nedlukning på grund af høje smittetal. Der bor omkring 10.000 i Vollsmose Sogn.

Vollsmose er et af de sogn i Danmark, der har den laveste tilslutning til coronavaccinationer i Danmark.

I sidste uge havde 40 procent af de inviterede - alle over 12 år - ikke bestilt tid til en vaccine eller fravalgt at blive vaccineret. På landsplan er tallet omkring 15 procent.

Dansk økonomi stormer frem – men det bliver dyrere for dig

Dansk erhvervsliv har for alvor lappet det hul, som coronakrisen skabte i økonomien i foråret.

Nye foreløbige tal fra Danmarks Statistik viser, at bruttonationalproduktet (BNP) i andet kvartal af 2021 voksede med 2,2 procent.

Du kommer til at betale mere for en del varer

Frank Hvid Petersen, økonomisk kommentator

Det betyder, at Danmarks økonomi nu er større, end inden pandemien ramte landet. Og ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er det ”et enestående comeback”.

- Jeg er en meget glad finansminister i dag. Da coronaen ramte for halvandet år siden, var der ikke nogen af os, der turde håbe på, at vi ville stå med så gode tal i dag, siger han til TV 2

Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Særligt to flaskehalse lægger nemlig en dæmper på festen, og det kommer alle danskere til at kunne mærke, lyder advarslen fra flere eksperter.

Danskere vil opleve stigende priser

Selvom mange af landets virksomheder er kommet godt ud af krisen, bremser en global mangel på råvarer opsvinget. Det forklarer Las Olsen, der er cheføkonom ved Danske Bank.

På grund af coronakrisens nedlukninger og transportproblemer samt en stærkt stigende efterspørgsel er priserne på alt fra metaller til tømmer og fødevarer skudt i vejret.

- Jeg tror helt klart, at det har været en begrænsning på væksten i andet kvartal. Virksomheder har svært ved at skaffe de råvarer, de skal bruge. Havde vi ikke haft den mangel, tror jeg, vi havde haft endnu større vækst, siger han.

Men det er ikke kun erhvervslivet, der må have flere penge op af lommen.

Når priserne på råmaterialer stiger, bliver mange virksomheder nemlig nødt til at indhente tabet hos deres kunder.

Ifølge Frank Hvid Petersen, som er økonomisk kommentator og stifter af Earlybird Research & Education, kommer alle danskere derfor til at opleve stigende priser i efteråret.

- Vi hører fra de store fødevareproducenter og mange andre producenter rundt om i verden, at der kommer prisstigninger. Så du kommer til at betale mere for en del varer, fortæller han.

Dobbelt så mange jobs er ledige

Til gengæld er der godt nyt for dem, der leder efter arbejde.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets seneste tal var der 8. august knap 30.000 ledige stillinger slået op. Det er næsten dobbelt så mange som gennemsnittet i årene op til coronakrisen.

Men for danske virksomheder er det en klods om benet, at det er svært at finde folk med de rigtige evner.

Derfor oplever store dele af erhvervslivet lige nu, at de bliver begrænset af manglen på arbejdskraft.

- I industrien har det faktisk aldrig været så stort et problem, som det er lige nu. Jeg tror ikke, at virksomhederne skal regne med, at det bliver lettere at finde medarbejdere, fortæller cheføkonomen.

Minister vil løfte foden fra speederen

På trods af manglen på arbejdskraft og råmaterialer forventer både Danske Banks cheføkonom og finansministeren, at opsvinget kommer til at fortsætte.

Derfor varsler Nicolai Wammen også, at regeringen i sit finanslovsudspil senere på måneden vil løfte foden fra den økonomiske speeder.

- Nu skal vi tilbage til mere normale tider. Derfor bliver det også en strammere finanslov, vi kommer til at lægge op til i år end den, vi lavede sidste år, fortæller han.

Blandt andet peger ministeren på, at coronakrisens ekstra høje fradrag på håndværker- og serviceydelser nu kan rulles tilbage.

Men samtidig lægger han også op til, at der skal skaffes flere hænder til de danske arbejdspladser.

- Vi har 50.000 unge mennesker i dag, som hverken er i arbejde eller uddannelse. Der har vi en kæmpe mulighed for at få dem ud på arbejdsmarkedet. Hvis ikke nu, hvornår så?, siger han.