Hvor meget skal vi testes efter vores vaccine? Forskere kommer med deres bud

Torsdag kom meldingen, at over fire personer millioner i Danmark har nu fået mindst ét stik med en coronavaccine. 2,8 millioner kan kalde sig færdigvaccinerede.

Men hvordan skal man forholde sig til at blive testet, når man har fået det sidste stik?

Sundhedsstyrelsens anbefaling lyder, at færdigvaccinerede ikke behøver at blive testet regelmæssigt. For personale i sundheds- og ældresektoren er anbefalingen dog, at der sker "regelmæssig og systematisk test", eksempelvis to gange ugentligt.

Men tre forskere ser ingen grund til, at færdigvaccinerede bliver testet.

Forskere: Ingen grund til test

Peter Kamp Busk er lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet. Han har flere års ekspertise i virustestning fra den danske medicinalindustri.

- Vaccinationerne virker, men det gør massetestsystemet ikke. Hvis man har været nærkontakt, skal man blive testet, selvom man er vaccineret. Har man ikke været nærkontakt, er der ingen grund til at blive testet, siger han.

Han mener, at hele testsystemet ser ud til at være ”penge ud af vinduet”, når vaccinationstallene nu er så høje. Test efter vaccine bør mest være af hensyn til sårbare personer, lyder det.

- Men de fleste af de sårbare er blevet vaccinerede. Test uden begrundet mistanke må næsten kun være for sundhedspersonale og sårbare personer, som ikke er vaccinerede. Så er der en grund til at blive testet.

Han bakkes op af Søren Riis Paludan, der er professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Han forsker blandt andet i udvikling og virkning af vacciner og immunforsvar mod virus. I et skriftligt svar lyder det:

- Fuldt vaccinerede bør ikke testes for virus. Hos den gruppe skal vi have løbende overblik over varighed af immunitet, skriver Riis Paludan.

Flokimmunitet til foråret

På linje med de to mener virusforsker Håvard Jenssen fra Roskilde Universitet, at der ikke er nogen grund til strenge testkrav.

Det læner sig dermed op ad Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at færdigvaccinerede ikke behøver at blive testet regelmæssigt.

- Argumentet har hele tiden været, at vi ikke skal kollapse hospitalsvæsenet. I øjeblikket bevæger vi os milevidt fra en sådan situation, og jeg ser det som ret uansvarligt at blive ved med de strenge testkrav, siger han i et skriftligt svar.

Han vurderer også, at det for den enkelte har været ”et mareridt” at forholde sig til skiftende udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen.

- På den ene side er der ingen grund til panik, i og med at smittestigningen ikke afspejles i antallet af indlæggelser. På den anden side gennemføres der alligevel konstante ændringer i retningslinjerne for, hvordan man skal opføre sig. Jeg tror, at det kan virke meningsløst for folk og fremstå i bedste fald lidt uklart og ulogisk, skriver Håvard Jenssen.

Torsdag vurderede Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, over for TV 2, at vi til efteråret næsten vil opnå flokimmunitet. Han baserer det på baggrund af egne beregninger. De tager udgangspunkt i, at der er flokimmunitet, når 86 procent af befolkningen er færdigvaccineret.

Det har ikke været muligt at få et interview med Sundhedsstyrelsen.

Flere end fire millioner har fået første vaccinestik

Endnu en milepæl er nået i det danske vaccinationsarbejde.

Flere end fire millioner borgere i Danmark har således fået første stik med en coronavaccine. Det oplyser Sundhedsministeriet torsdag på Twitter.

Helt præcist er der tale om 4.018.508 borgere. Det svarer til 68,67 procent af den danske befolkning, skriver ministeriet.

I det danske vaccinationsprogram benyttes der som udgangspunkt kun de to vacciner fra selskaberne Pfizer/BioNTech og Moderna. De kræver begge to stik, for at man opnår den bedst mulige beskyttelse imod coronavirus.

Når man har fået begge stik, kan man kalde sig færdigvaccineret. Det er der indtil videre næsten 2,8 millioner borgere i Danmark, der kan kalde sig ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut. Det svarer til lidt over 47 procent af befolkningen.

Stort udvalg af vacciner

Herhjemme er det også muligt at blive vaccineret med vacciner fra selskaberne AstraZeneca og Johnson & Johnson. De skal dog tilvælges i en særlig ordning, efter at de tidligere er blevet taget ud af det officielle vaccinationsprogram.

Årsagen til, at de to vacciner er taget ud af det officielle program, er, at der kan være risiko for en sjælden, men alvorlig bivirkning ved at blive vaccineret med dem.

Sygdommen kaldes vitt, og den er kendetegnet ved, at man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

‘Pingdemi’ har ramt England og efterladt butikker med tomme hylder

Mandag 19. juli skulle have markeret den store genåbning i Storbritannien efter en lang coronanedlukning.

Men for titusindvis af briter er oplevelsen en helt anden.

De sidder i selvisolation derhjemme som nærkontakt til en af de mange smittede i den tredje smittebølge, der har ramt landet efter Delta-variantens indtog.

En stor del af dem er blevet "pinget" af sundhedsmyndighedernes smittesporingsapp.

"Pingdemien", som situationen bliver kaldt, har medført store problemer i vigtige brancher, fordi ansatte i hobetal må blive hjemme i selvisolation – selv hvis de er færdigvaccineret.

Supermarkeder, tankstationer, politiet og postvæsnet er bare nogle af de områder, som i øjeblikket er ramt.

Andrew Opie, der er direktør for fødevarer og bæredygtighed i den britiske brancheorganisation for detailvirksomheder, efterlyser nu politisk handling.

- Den igangværende "pingdemi" lægger et fortsat stigende pres på butikkernes evne til at fastholde åbningstider og at få varer på hylderne. Regeringen må handle hurtigt, siger han til The Guardian.

Løber tør for varer

Historien er torsdag forsidestof på adskillige store britiske aviser, der bringer billeder af tomme eller halvtomme butikshylder.

Både The Sun, The Mirror, Daily Mail, The Telegraph, The Times, Daily Express og Daily Star har "pingdemiens" konsekvenser på forsiden.

Supermarkedskæden Iceland oplyser ifølge BBC, at omkring 1000 ansatte – svarende til næsten fire procent af medarbejderne – i øjeblikket er fraværende af coronarelaterede årsager.

64 procent af dem fordi de er blevet "pinget" i smittesporingsappen.

Som konsekvens har Iceland-kæden været tvunget til at reducere åbningstiden i nogle butikker, mens man i Bedford og Trafford midlertidigt har måttet lukke.

Ifølge The Telegraph er der meldinger om tomme hylder i dele af Bristol, Cambridge og Southampton for nogle basisvarer som brød, kød, frugt og grøntsager.

Kæden Tesco oplyser til The Guardian, at de er løbet tør for kildevand i varehusene, mens Co-op siger, at "en stor del" af deres butikker har oplevet problemer som følge af covid-19 eller isolation hos ansatte.

- Det har en kortvarig, men markant betydning, og det har påvirket vores evne til at få forsyninger i butikkerne. Problemerne påvirker størstedelen af Co-op-butikkerne, siger en talsmand.

Mange brancher påvirket

Foruden supermarkedernes egne ansatte er butikkerne ramt på forsyningsvejene.

En allerede eksisterende mangel på lastbilchauffører er ifølge The Telegraph blevet kraftigt forværret på grund af de mange tilfælde af selvisolation.

Derudover oplyser brancheforeningen for kødindustrien til BBC, at nogle af dens medlemmer i øjeblikket oplever, at mellem 5 og 10 procent af de ansatte er blevet "pinget" af smittesporingsappen.

Nogle steder advarer politiet om, at der kan være længere svartider på grund af bemandingen, mens det britiske postselskab har varslet forsinkelser i ti områder i England.

Onsdag oplyste tankstationskæden BP, at manglen på chauffører har ført til, at nogle tankstationer vil opleve mangel på benzin.

Flere steder i England er man blevet nødt til at indstille afhentningen af skrald, fordi ansatte er i selvisolation, skriver BBC.

Regeringen opfordrer til isolation

Under de nuværende isolationsregler i England skal alle gå i selvisolation i ti dage, hvis de er nærkontakt til en person, som testes positiv.

Det gælder, uanset om man har modtaget begge sine vaccinedoser. Det er nemlig ikke en garanti for, at man ikke kan være smittet og bringe smitten videre.

Hvis man af sundhedsmyndighedernes smitteopsporing bliver bedt om at isolere sig, er man ifølge BBC forpligtet til at gøre det. Bliver man "pinget" af smittesporingsappen, er det kun en anbefaling.

Den britiske regering har dog sagt, at det er afgørende, at folk går i isolation, hvis man skal stoppe smittespredningen.

Johnson ikke klar til lempelser

Tidligere på ugen meddelte regeringen, at en meget lille gruppe af færdigvaccinerede personer i kritiske funktioner, for eksempel i sundhedssektoren, kan få lov at fortsætte i deres job, selvom de er nærkontakt.

Men premierminister Boris Johnson vil ikke udvide ordningen for bredt, da isolation er afgørende for at bremse smitten.

- Det er et af de eneste skud, vi har tilbage i bøssen, sagde han ifølge Financial Times.

Johnson måtte i weekenden selv gå i isolation som nærkontakt til landets sundshedsminister, der var testet positiv.

Ifølge regeringen er det nødvendigt at fastholde de nuværende regler mere eller mindre uændrede frem til 16. august.

Herefter vil færdigvaccinerede og personer under 18 år kunne undgå selvisolation ved at tage en daglig coronatest.

Danmark tæt på flokimmunitet til efteråret, siger lektor

Det får stor betydning for flokimmuniteten i Danmark, at 12-15-årige samt gravide og ammende nu også bliver tilbudt vaccinen.

Det vurderer Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, på baggrund af egne beregninger.

- Vi kommer næsten op på flokimmunitet til efteråret, siger han til TV 2.

Viggo Andreasens beregninger tager udgangspunkt i, at der er flokimmunitet, når 86 procent af befolkningen er færdigvaccineret.

I Danmark er præcis 87 procent af befolkningen over 12 år, og af dem forventer Viggo Andreasen, at cirka 5 procent ikke vil modtage vaccinen af forskellige årsager.

Således regner han med, at vi er "meget tæt på flokimmunitet" til efteråret.

Delta-varianten har skubbet grænsen

I starten af pandemien var der bred enighed blandt eksperter om, at 70 procent var nok til at opnå flokimmunitet. Også Statens Serum Institut definerede 70 procent som grænsen, da udrulningen af vaccinerne begyndte i december 2020.

Ifølge Viggo Andreasen er det tal dog ikke længere gyldigt, fordi Delta-varianten er blevet den dominerende i samfundet.

- Vi bekymrer os om Delta-varianten nu, og den er langt mere smitsom end Wuhan-stammen. Derfor skal flere også være immune, før vi er sikre, siger han.

En lignende melding kom fra Søren Brostrøm, direktør fra Sundhedsstyrelsen, da han på et pressemøde 17. juni meddelte, at 12-15-årige skal tilbydes vaccine.

- Vi har brug for ekstra befolkningsimmunitet, fordi vi er bekymret for den særlig smitsomme Delta-variant, sagde han.

Siden 7. juli har Delta-varianten været den dominerende i Danmark. Det vurderes, at den smitter cirka 90 procent mere end den oprindelige coronavariant og 50 procent mere end den britiske variant, som var dominerende før Delta.

Danmark er godt med

På nuværende tidspunkt har knap fire millioner danskere fået første stik, og den danske udrulning har taget til i hastighed.

- Jeg tror for eksempel, vi overhaler Storbritannien i denne uge, som ellers har været hurtigt ude at starthullerne, siger han og uddyber, at man i Storbritannien er langt fra flokimmunitet, fordi det kun er borgere over 18 år, som bliver tilbudt vaccinen.

Vi kan dog ikke helt undgå smitte i samfundet, understreger lektoren:

- Der vil komme små udbrud hist og her, for eksempel i børnehaver og på skoler, selv når vi når efteråret og er tæt på flokimmunitet. Men vi er godt på vej.

Sygeplejerskestrejke har udskudt omkring 40.000 behandlinger

Sygeplejerskerne har nu strejket i en måned, og det sætter sine spor på hospitalerne landet over.

42.343 behandlinger eller aktiviteter for patienter er således blevet udskudt i løbet af den seneste måned, hvor strejken har stået på, viser tal fra de fem regioner.

Mindst 6000 af dem er kirurgiske behandlinger, mens lidt over 36.000 er ambulante, der betyder, at patienten ikke er indlagt. Mange kirurgiske behandlinger sker dog ambulant, og derfor vil der være et vist overlap.

De titusindvis af manglende behandlinger er imidlertid ikke kritisk for sundhedsvæsenet ifølge sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Det er frustrerende for de patienter, der havde sat sig op til det, men i forhold til den samlede produktion af ambulante kontakter, som ligger på flere hundredtusinder om ugen, er det en ret lille del, siger Jakob Kjellberg.

- Det er ikke kritisk, og det er det ikke i sagens natur, da vi jo har et nødberedskab, og at vi ovenikøbet har en ret lille produktion af ambulante kontakter hen over sommerferien, fordi de færreste er interesseret i det, og fordi sygehuset skal afholde ferie, siger han.

Strejke til september kan få konsekvenser

Strejken vil først for alvor kunne mærkes, hvis den fortsætter i hele august og ind i september, siger Kjellbjerg, og inden den begynder at gå ud over patientrettighederne, forventer han, at der bliver fundet en løsning.

Hos Dansk Sygeplejeråd (DSR) er formand Grete Christensen tilfreds med det aftryk, som strejken har sat. Hun efterlyser fortsat en reaktion fra arbejdsgiverne eller regeringen.

- Jeg synes, det er mange mennesker, vi på den her måde generer med et udtag. Mange har kritiseret os for at have et så lille udtag, som vi har. Men med det udtag, vi har, synes jeg faktisk, vi har generet rigtig mange.

- Og det var jo ikke det, der var vores mål. Vores ønske var at få arbejdsgiverne, regioner og kommuner i tale og forhåbentlig også regeringen, så vi kan finde en løsning på problemet, siger Grete Christensen.

Manglende indgriben skaber undren

Hun kalder det tankevækkende, at de forskellige parter ikke har grebet ind, når det går ud over patienterne.

- Det, synes jeg, er et større problem - at man negligerer de krav, som borgerne har ret til, siger hun.

Mens de udskudte behandlinger ikke er noget, der lægger sygehusvæsenet ned, kan det være generende for mange patienter, forklarer Jakob Kjellberg.

- Mange af de ambulante er ofte udredning. Der kan være utryghed og usikkerhed i, at man gerne vil komme videre i behandlingsforløbet. For en række af de planlagte operationer vil patienten ofte have moderate smerter eller hæmninger, siger han.

Med til udskydelserne hører, at 15.429 af patienterne er blevet sendt videre til et privat tilbud i stedet. Det skyldes, at man som patient har ret til behandling inden for 30 dage.

Strejken begyndte 19. juni, og siden har DSR varslet udvidelser. I øjeblikket strejker omkring 5000, og det vil i august stige til knap 6000 strejkende.

180.000 testpersoner og et par klare svar – Her er studierne bag vaccination af gravide

Efter flere ugers pres fra gravide, fødselslæger og jordemødre har Sundhedsstyrelsen nu valgt at anbefale gravide og ammende i Danmark at blive vaccineret med en godkendt coronavaccine.

Det sker, fordi adskillige studier nu viser, at man kan være helt sikker på, at det hverken er risikabelt for mor eller barn, når en gravid bliver vaccineret, lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

- Vi har samtidig skullet være helt sikre på, at vi i forhold til sikkerheden, det vil sige bivirkninger og eventuelle skadevirkninger, kunne være helt trygge ved at gå ud med den meget klare anbefaling, som vi er kommet med, siger Søren Brostrøm til TV 2.

Det kolde, faglige grundlag

Nu siger man nemlig ikke bare, at de to godkendte vacciner i det danske massevaccinationsprogram er sikre for gravide. Man siger også, at de rent faktisk forebygger sygdom, understreger Brostrøm.

Men kan det være farligt for mor eller barn, hvis en gravid kvinde bliver vaccineret? Hvor stor er risikoen for at gravide bliver alvorligt syg med covid-19? Og hvilke studier taler Søren Brostrøm om?

Samtidigt med anbefalingens offentliggørelse udgav Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside et 22 sider langt notat. Her er hele det faglige grundlag bag anbefalingen udpenslet, og her findes svar på en del spørgsmål.

Ikke farligt at blive vaccineret

Så er det farligt for gravide at blive vaccineret med enten Pfizer/BioNTech eller Modernas vaccine?

Det korte svar er nej.

- De bivirkninger, der er hos gravide, er de samme, som vi kender hos ikke-gravide. Og de er ikke værre end som så, siger Søren Brostrøm til TV 2.

I Sundhedsstyrelsens notat har man fremhævet fem studier fra USA, Canada, Skotland og Israel. I alt indeholder studierne, der er lavet med forskellige metoder, over 180.000 personer – heraf omtrent 133.000 i ét amerikansk studie.

Ifølge notatet er der intet i studierne, der tyder på, at de vaccinerede gravide kvinder får nogen særlige bivirkninger af vaccinerne, eller at der skulle være nogen særlig fare for (ufødte) børn. Hverken før eller efter fødslen.

Sammenlignet med risikoen blandt gravide fra før pandemiens start, er der ingen øget risiko for ”abort, dødfødsel, præterm fødsel, væksthæmning, misdannelser eller neonatal død” blandt de vaccinerede, gravide kvinder, skriver Sundhedsstyrelsen.

Men potentielt farligt at lade være

Søren Brostrøm lægger dog også vægt på, at vaccinerne rent faktisk virker, og at de kan forhindre, at gravide bliver syge med covid-19. Derfor minder han om en anden ting.

- Man skal også tænke på risikoen ved at blive syg med covid-19 og for at smitte videre, siger han henvendt til gravide.

Langt de fleste gravide, som bliver smittet med SARS-CoV-2, vil have et ukompliceret forløb uden behov for indlæggelse

Notat fra Sundhedsstyrelsen

Her har Sundhedsstyrelsen ifølge notatet kigget 192 studier fra ind- og udland igennem. På den baggrund har styrelsen blandt andet konkluderet to ting.

Der er omtrent dobbelt så høj risiko for at gravide skal indlægges, hvis de får covid-19, sammenlignet med ikke-gravide personer i samme alder.

Noget tyder på, at der er en to til tre gange højere risiko for, at barnet bliver født før tid, hvis den uvaccinerede, gravide kvinde får covid-19.

Men at risikoen for alvorlige sygdom ved covid-19-smitte er højere end normalt betyder ikke nødvendigvis, at den er høj, fremgår det i notatet.

- Langt de fleste gravide, som bliver smittet med SARS-CoV-2, vil have et ukompliceret forløb uden behov for indlæggelse, skriver Sundhedsstyrelsen.

Hvad med ammende?

I notatet har man også set på risikoen både ved at få covid-19 og ved at blive vaccineret i en periode, hvor man ammer.

Her understreger Sundhedsstyrelsen i begge tilfælde, at data om ammende er sparsom, men foreløbigt tegner der sig et mønster, der tyder på to ting.

Der er ingen særlig risiko for at blive mere syg af covid-19, hvis man ammer, end hvis man ikke gør.

Og der er ingen kendt risiko forbundet med at få en af de to bredt anbefalede vacciner, hvis man ammer.

Fortsat frivilligt

Således har Danmark nu tilsluttet sig en gruppe på 20 andre lande, heriblandt Canada, Holland og Sverige, som enten anbefaler eller har gjort frivilligt for gravide at blive vaccineret.

I Danmark er det netop også frivilligt. Er man utryg, bør man vente, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen råder dog også gravide kvinder, der er i første trimester at vente til andet eller tredje trimester, før de bliver vaccineret.

Ikke fordi det er farligt at blive vaccineret i første trimester – blot for at gå med livrem og seler, siger Søren Brostrøm.

To stik med udbredte vacciner giver god Delta-beskyttelse

To doser af Pfizer eller AstraZenecas coronavaccine giver næsten lige så god beskyttelse mod Delta-varianten som mod den hidtil dominerende Alpha-variant.

Det viser et studie offentliggjort onsdag aften.

I studiet er der set på data fra mere end 19.000 teenagere og voksne i Storbritannien.

Det er blandt de første større studier, der både er fagfællebedømt og på baggrund af omfattende data underbygger, at to vaccinedoser er nødvendige for en effektiv beskyttelse mod Delta-varianten.

Et stik er ikke nok

Af studiet fremgår det også, at kun et stik med de to vacciner ikke er nok til en høj beskyttelse.

Blandt resultaterne er, at to doser af Pfizer-vaccinen har en effektivitet på 88 procent i forhold til at forebygge sygdom med symptomer fra Delta-varianten. Med Alpha-varianten er effektiviteten 93,7 procent.

To doser af AstraZeneca-vaccinen er 67 procent effektiv mod Delta-varianten.

Studiet er offentliggjort i New England Journal of Medicine af de engelske sundhedsmyndigheder.

Det bekræfter i store træk mange af de resultater, som en ikke-fagfællebedømt, foreløbig udgave af studiet fandt i maj.

- Det står klart, hvor vigtig den anden dosis er for at sikre den stærkest mulige beskyttelse mod covid-19 og dens varianter, sagde den nu tidligere britiske sundhedsminister Matt Hancock dengang.

Et enkelt Pfizer-stik er 36 procent effektivt mod sygdom med symptomer. AstraZeneca-vaccinen er omkring 30 procent effektiv efter en dosis.

- Vores resultater om reduceret effektivitet efter en dosis understøtter indsatsen for at øge vaccinetilslutningen til to doser blandt sårbare grupper i lyset af Delta-variantens udbredelse, skriver forskerne bag studiet.

I Danmark var 90,2 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i sidste uge, med den mere smitsomme Delta-variant.

89,2 procent af de færdigvaccinerede i Danmark har fået Pfizer-vaccinen.

Ansatte opkrævede penge for coronasenge på hospital i Peru

Politiet i Peru har optrevlet et kriminelt netværk, der menes at have opkrævet op mod 131.000 kroner per seng fra alvorligt syge covid-19-patienter på et statsdrevet hospital.

Myndighederne anholdt således ni personer i en razzia tidligt onsdag morgen lokal tid.

Blandt de anholdte er de personer, der administrerer det offentlige hospital i hovedstaden Lima, Hospital Nacional Guillermo Almenara Irigoyen.

Bror til coronaramt patient klagede til politiet

Svindelnummeret blev afsløret, efter at politiet modtog en klage fra en bror til en mandlig covid-19-patient, som var blevet bedt om at betale 82.000 soles - godt 131.000 kroner - for en seng på intensivafdelingen samt behandling på hospitalet.

Det oplyser anklageren i sagen, Reynaldo Abia.

Sundhedsminister Óscar Ugarte fortæller til journalister, at sagen har fået øjeblikkelige konsekvenser.

- Det er fuldstændig forkasteligt. Vi kan ikke forhandle med folks liv, siger han.

I forvejen er Peru ramt af flere korruptionssager med udgangspunkt i covid-19.

I februar ramte en skandale toppen af politik i landet. Således kom det frem, at en lang række embedsfolk, flere ministre og en tidligere præsident i smug var blevet vaccineret mod covid-19, før Perus officielle vaccineudrulning overhovedet var gået i gang.

Både Perus udenrigsminister og sundhedsminister var blandt de, der var blevet vaccineret før tid. De trak sig fra deres respektive poster, kort efter at nyheden kom ud.

Går det for langsomt med vacciner? Australsk premierminister erkender problemer

Endnu en australsk delstat er onsdag lukket ned.

Det drejer sig om South Australia, der følger trop med delstaterne Victoria og dele af New South Wales. Det skriver BBC.

Dermed er halvdelen af den australske befolkning nu nu underlagt coronarestriktioner, der af delstatsregeringerne betegnes som nedlukninger.

Det sker, efter at smittetallene i specielt Victoria og New South Wales er steget markant efter australske standarder.

I New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, er der onsdag 110 nye smittede mod 78 smittede dagen forinden. I Victoria er der onsdag 22 nye smittede mod 9 tirsdag, mens South Australia lukker ned efter 5 er blevet smittet med coronavirus.

Presset vokser på regeringen

Australien er ellers et af de lande, der ofte er blevet fremhævet og rost for deres håndtering af coronapandemien med lukkede grænser, strenge karantæneregler for rejsende og hurtige nedlukninger.

Det har resulteret i lavere døds- og smittetal end mange andre lande. Kun 915 mennesker er døde med coronavirus i Australien.

Men mange australiere er vrede over nu at havne i en endnu en lockdown 18 måneder inde i pandemien. Og mens dele af Storbritannien og USA genåbner vokser presset på Australiens regering.

For eksempel kritiseres premierminister Scott Morrison for den langsomme vaccinering af befolkningen, der betyder, at kun knap 14 procent af australierne er færdige med eller ved at blive vaccineret.

Kritikken har været særligt tydelig de seneste dage, hvor Scott Morrison på både sociale medier, i tv, aviser og radio er blevet revset for hans manglende vilje til at tage ansvar for regeringens fejlhåndteringen af coronapandemien. Det skriver blandt andet det australske nyhedsmedie news.com.au.

- Vi har betydelige udfordringer

Flere australske medier har i den forbindelse ønsket at konfrontere premierministeren med blandt andet den mislykkede vaccineudrulning og forsøgt at få ham til at give en undskyldning til befolkningen.

Onsdag mødte Scott Morrison så pressen, og selvom han ikke ville undskylde, indrømmede han dog, at der er store problemer.

- Vi har haft betydelige udfordringer med vaccinationsprogrammet, ligesom mange andre lande har, men det vigtige er, hvordan vi reagerer på dem, sagde han på et pressemøde.

Herefter talte premierministeren om, hvad der skal til for at få vaccineprogrammet ordentligt op at køre.

Grundstenen i det australske program er AstraZeneca-vaccinen. Den anbefales af landets sundhedsmyndigheder kun til folk over 60 år på grund af en meget lille risiko for blodpropper.

Imens gives Pfizer-vaccinen hovedsageligt til personer over 40 år på grund af begrænsede forsyninger.

Udfordres af ny variant

Det er den nye Delta-variant, der udfordrer Australien.

I Sydney, der er Australiens største by med knap 5 millioner indbyggere, er over 1500 mennesker nu smittet med den.

Alene onsdag blev 110 konstateret smittet, selvom byen nu er på sin fjerde uges nedlukning, hvor beboere kun må forlade deres hjem for at handle, dyrke motion eller for eksempel tage til lægen.

De australske sundhedsmyndigheder forsøger at holde smitten i bund, frem til at mindst halvdelen af befolkningen er vaccineret.