Er farligt ved indånding, berøring og indtagelse: Død måge får politiet til at advare mod efterladte fødevarer
Antallet af indlagte stiger: – Epidemien skifter karakter
Der er det seneste døgn fundet 848 nye smittetilfælde med coronavirus. Det viser mandagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Dermed var 1,09 procent af de i alt 77.932 PCR-tests, der kom svar på, som påviste coronasmitte, og det er den højeste positivprocent siden januar.
Antallet af PCR-tests ligger i den lave ende, når man ser på den seneste uge, hvor antallet af tests dagligt har svinget mellem 80.000 og 120.000.
Dagens smittetal er det højeste siden 9. juni, hvor der blev registreret 904 smittede med coronavirus.
Mandag stiger antallet af indlagte patienter med coronavirus samtidig med 8, så der nu i alt er 37 indlagte. Der er ikke registreret nogle nye dødsfald.
Epidemien skifter karakterIfølge Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdom ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, er den seneste udvikling et tegn på, at pandemien nu er ved at skifte karakter.
Derfor handler det lige nu om at sikre, at også alle de unge bliver vaccineret mod coronavirus, mener han.
- Godt nok giver de smittede unge en lav belastning på sundhedsvæsenet, men en del af dem bliver ramt af forskellige langtidsfølger efter covid-19, og det skal vi holde øje med, siger han.
Mandag er 40,2 procent af den danske befolkning fuldt vaccinerede mod coronavirus.
Video: Skidt manøvre og ødelagt elektronik – Brint-hydrofoil udgår fra kapsejlads
De sidste nedgravede mink er snart væk: Nu skal vandet pumpes op og renses
Mandag bliver der sat punktum for et stykke danmarkshistorie, som mange nok gerne vil glemme hurtigst muligt:
Opgravningen af 13.000 ton døde mink på to statslige arealer ved henholdsvis Holstebro og Karup.
Selvom naboer til de opgravede mink andre steder i landet tidligere har været generet af lugten, siger Winnie Nielsen, der er formand for Karup-Kølvrå Byforum, at det ikke har været så slemt at være nabo til opgravningen som ventet.
- Det har ikke været så grelt som frygtet. Der har været en lille smule lugtgener, det er det.
Winnie Nielsen siger, at arbejdernes effektivitet har betydet meget for at mindske lugtgenerne.
- De har åbnet gravene, taget det, de skulle tage, og så lukket dem igen, siger hun.
Muteret minkvirusFire millioner døde mink blev i al hast begravet ved Nørre Felding nær Holstebro og ved Kølvrå nær Karup i november sidste år.
Eksperter fra Statens Serum Institut mente, at et muteret minkvirus kunne nedsætte effekten af kommende coronavacciner. Derfor måtte minkene væk, besluttede regeringen.
Senere besluttede et politisk flertal på Christiansborg, at de døde mink skulle graves op og destrueres, når de ikke længere udgjorde en smitterisiko.
Og i midten af maj gik arbejdet med at fjerne minkene så i gang ved Nørre Felding.
- Kæmpe lettelseDa gravene her var tømt, tog man fat i Kølvrå. Og tidsplanen har holdt stik.
Winnie Nielsen er lettet over, at minkene i området snart er væk.
- Det er da en kæmpe lettelse. Det er dejligt. Så skal vi bare have fundet ud af, hvor galt det står til med den forurening. Lige nu er frygten ikke så stor, fordi de tager alle de prøver og holder øje, siger hun og tilføjer:
- Men den største bekymring er selvfølgelig, om det går i vores drikkevand. Grundvandet i området ligger forholdsvist højt.
For at undgå forurening af grundvandet iværksættes såkaldte afværgeforanstaltninger.
Årelang procesDet betyder, at der de kommende år skal pumpes og renses vand, som muligvis kan være forurenet.
- Det har jeg det helt fint med. Det er bare rart, at det bliver gjort, og at man ikke siger: Nu er det gjort, nu smutter vi.
Taget i betragtning, at minkene aldrig skulle have været gravet ned, synes Winnie Nielsen, at affæren er "blevet løst rimeligt godt."
Kilden til forureningOgså indsatschef Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen var tilfreds mandag morgen.
Tidspunktet for opgravningen er helt rigtigt, konstaterer han.
- Det går planmæssigt. Minkene ligger hele nede i gravene og er ikke gået i yderligere opløsning. Efter en veterinær vurdering er der ingen levende coronavirus i dem efter et halvt år. Så vi har fjernet kilden til forureningen, siger Kasper Klintø.
Sammen med minkene har Fødevarestyrelsen opgravet en del jord og sand, som indeholder "minksaft" fra de døde dyr.
- Arbejdet med at fjerne jord fortsætter sideløbende den næste måned, hvor vi analyserer jorden og beslutter eventuelle yderligere foranstaltninger, siger indsatschefen.
Joy Mogensen er gravid
Joy Mogensen er gravid og skal føde ved årsskiftet.
Det bekræfter den 40-årige kirke- og kulturminister på Facebook.
- Det er jeg både utroligt glad og taknemlig for. Det er sket med hjælp fra dygtige læger og sygeplejersker på Herlev Hospital, som jeg skylder stor tak for både professionel behandling og forståelse undervejs, skriver hun.
Da ministeren ikke er vaccineret, vil hun begrænse sin rejseaktivitet frem mod fødslen. Hun kommer blandt andet ikke til at deltage i OL i Tokyo, oplyser hun.
Mistede en datter kort før fødslenJoy Mogensen var også gravid, da hun blev udnævnt som minister i 2019.
Men kort tid efter mistede hun barnet.
Den lille pige, som efterfølgende fik navnet Sarah, døde i hendes mave mindre end en måned før termin.
Derfor er det med "lige dele håb og ængstelse", at hun går de næste måneder i møde, skriver hun videre på Facebook:
- Jeg beder derfor om forståelse for, at min graviditet er et følsomt spørgsmål, som jeg ikke ønsker at sætte mange flere ord på i offentligheden.
Da hun mistede sin datter, var det først og fremmest på det sociale medie, at hun delte sin sorg med offentligheden:
- Til jer og til andre, der stadig kæmper for at få børn: Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder, skrev Joy Mogensen efterfølgende på Facebook og takkede personalet på Roskilde Sygehus, hvor fødslen fandt sted.
- Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i, fortsatte hun.
I et nyligt interview med magasinet Femina har hun udtalt, at hun stadig ikke ved, hvorfor datteren ikke var levedygtig.
Kritik for coronahåndteringSiden har Joy Mogensen haft en turbulent tid som minister.
Under coronakrisen har hun flere gange fået massiv kritik fra både kulturlivet og sine politiske kolleger. Hun er blevet beskyldt for manglende forståelse for krisens indhug i kulturen.
Blandt andet ønskede et sjældent flertal på tværs af blokkene i Folketinget helt at fjerne Joy Mogensen fra forhandlingerne om hjælpepakker til kulturlivet sidste år.
De Radikales kulturordfører, Zenia Stampe, udtalte i den forbindelse til Berlingske, at kulturordførerne havde mistet tilliden til, at "Joy Mogensen er i stand til at sikre, at vi fortsat har et rigt kulturliv efter krisen".
Sidste sommer førte kritikken ydermere til, at ministeren fik en næse af blå blok og Det Radikale Venstre.
Senest har ministeren fået kritik for at bruge coronakrisen som undskyldning for sit manglende udspil til et nyt medieforlig. Forhandlingerne er blevet udskudt flere gange, siden regeringen overtog magten i 2019.
Joy Mogensen var indtil sin udnævnelse som minister borgmester i Roskilde kommune. Ved kommunalvalget i 2017 fik hun 14.961 personlige stemmer. Dermed indtog hun femtepladsen på listen over kandidater med flest personlige stemmer.
Hun er endnu ikke valgt ind i Folketinget, men stiller op til næste folketingsvalg i Slagelse-kredsen.
Hvem der overtager Joy Mogensens poster, når hun går på barsel, vides endnu ikke.
Kviktestudbyder politianmeldt: Tidligere medarbejdere kunne følge med i borgeres personnumre og helbredsoplysninger
Den franske superkirurg Dubernard er død i Istanbul
Jean-Michel Dubernard blev regnet for en pioner inden for kirurgi.
Det var den franske professor, der som den første transplanterede en hånd og et ansigt.
Nu er han død.
En bekendt af kirurgen siger til det franske nyhedsbureau AFP, at han kollapsede lørdag aften i den internationale lufthavn i Istanbul i Tyrkiet.
Han var på rejse med sin familie. Han vågnede aldrig igen.
Transplanterede to hænder og underarmDubernard, der blev 80 år, arbejdede som kirurg i det sydøstlige Lyon i Frankrig. Det var ham, der ledte det hold kirurger, som i 1998 lavede verdens første transplantation af en hånd.
Det var Clint Hallam fra New Zealand, der fik en ny højre hånd under en 13 timer lang operation. Det var en sensation dengang.
To år senere var han der igen.
Denne gang blev to hænder og en underarm transplanteret på en franskmand, der var kommet galt afsted med hjemmelavet fyrværkeri.
I november 2005 nåede han højdepunktet i sin karriere.
Da gennemførte han den første transplantation af et ansigt.
Han brugte ansigtet fra en donor, der var erklæret hjernedød. Det blev transplanteret til den franske kvinde Isabelle Dinoire, som var blevet skambidt af en hund.
Ville sprede håbDinoire mødte tre måneder senere pressen. Hun bar tung makeup for at skjule ar, men ellers var det et genskabt ansigt.
- Vi vil til at bruge denne her nye teknik for at give folk håb over hele verden, sagde Dubernard dengang, da han var 64 år.
Dinoire døde i 2016. Hun havde været syg, havde haft psykiske problemer og flere omgange med kræft, der menes at være opstået af den kraftige medicin, hun skulle tage på grund af transplantationen.
Dubernard var en dedikeret fan af rugby, var far til tre og var kendt for sin passion for sit arbejde og for sin etik.
Han sagde, at han blev interesseret i transplantationer, da han som barn hørte om den første succesfulde transplantation af en nyre i USA. Det var i 1954.
- Min eneste motivation er at fremme forståelse af medicin. Jeg gør det for mine patienter, sagde han i 2005 til avisen Le Monde.
Fik fjernet transplanteret håndMen der var også kontroverser. Som for eksempel med newzealænderen Hallam, der fik den første transplanterede hånd.
Han havde mistet sin egen hånd ved en savulykke i fængslet.
Transplantationen gik godt, men på et tidspunkt holdt Hallam op med at tage sin medicin, der skulle hindre hans krop i at afstøde den nye hånd.
I år 2000 ville han have fjernet hånden igen, fordi han ikke "følte sig mentalt knyttet til den".
Det afviste Dubernard. Han sagde, at den stadig fungerede.
I 2001 fik Hallam han hånden amputeret i London.
Strejke tvinger Region Syddanmark til at lukke for telefonisk kontakt
Ekspert om nyeste coronatal: – Vi har en epidemi, som er i udvikling
609 er det seneste døgn bekræftet smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut.
Det er dermed sjette dag i træk med et dagligt smittetal på mere end 500, hvilket senest var tilfældet i begyndelse af juni.
De smittede er fundet på baggrund af 98.673 PCR-prøver, hvor man podes i halsen. Det giver en positivprocent på 0,62.
- Det er forventeligt en svag stigning fra de sidste par dage. Vi har en epidemi, som er i udvikling, siger Kasper Karmark Iversen, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital.
Ingen grund til bekymringTrods stigningen er han dog ikke bekymret.
- Det er de unge mennesker, der står for langt, langt størstedelen af smitten, og vi vaccinerer med stor hastighed. Alle de skrøbelige og ældre er vaccineret.
- På et eller andet tidspunkt knækker man kurven igen, men det varer nok lidt, siger han.
Der er derudover blevet foretaget 170.322 antigentest, eller lyntest, som dog ikke er en del af de daglige smittetal, da der er stor usikkerhed forbundet med disse.
Antallet af coronarelaterede indlæggelser stiger med 1 til 29. Det bryder dermed med den seneste uges nedadgående tendens, men skal ses i lyset af, at der var knap 1000 indlæggelser, da niveauet var på sit højeste.
Smittetallet vokser trods vaccineudrulningDer er ingen nye dødsfald med corona det seneste døgn.
Mens smittetallet i den seneste periode er vokset, bevæger vaccineudrulningen sig støt fremad.
Siden lørdag er der således blevet stukket 52.000 gange, hvoraf omkring 22.000 er blevet færdigvaccineret.
Dermed er lige knap fire ud af ti danskere nu blevet færdigvaccineret. Helt præcist gælder det for 39,8 procent af befolkningen - eller 2.327.478.
62,6 procent har modtaget mindst et stik.