Alle børn under 16 er nu undtaget for at vise coronapas

Alle børn under 16 er fra dags dato undtaget for at skulle vise coronapas.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften.

Hidtil har det kun været børn under 15 år, der ikke har skullet vise coronapas.

Regelændringen skal ses i lyset af, at børn fra 12 til 15 år inden længe vil blive tilbudt vaccination mod coronavirus.

Inviteres fra 19. juli

I en ny vaccinationsplan fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at de 12-15-årige vil få invitationer fra 19. juli og fremefter.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle borgere, der måtte ønske det - herunder de 12-15-årige - vil være færdigvaccinerede mod coronavirus inden 29. august.

Når man er færdigvaccineret, vil det fremgå af ens coronapas. Et gyldigt coronapas er et krav for blandt andet at kunne gå på restaurant og på bar.

Forventningen er, at coronapasset udfases fra 1. oktober.

Ud over ændringen af, hvem der er undtaget for at skulle vise coronapas, er der fra dags dato også trådt andre nye regler i kraft for coronapasset.

Ny gyldighed ved negativtest

Fremover vil en negativ PCR-test således give et gyldigt coronapas i Danmark i 96 timer - eller fire døgn - i stedet for som tidligere 72 timer.

Gyldigheden af en negativ lyntest er uændret 72 timer.

Også EU-forordningen om det europæiske coronapas er nu trådt i kraft. Det vil sige, at alle EU- og Schengenlande nu skal anerkende det fælles coronapas.

Den danske coronapas-app fungerer som det europæiske covidcertifikat, hvis man er testet negativ, er vaccineret eller tidligere smittet.

Yderligere tilpasning af coronapas

Borgere, der ikke bruger apps, kan hente dokumentation på Sundhed.dk for vaccination, testresultat eller tidligere smitte. Det gælder også ved rejser i EU- og i Schengenområdet.

Fra og med onsdag i næste uge sker en yderligere tilpasning af coronapas-appen og reglerne.

De danske regler for immunitet efter vaccination og tidligere smitte ændres, så man betragtes som immun i 12 måneder, efter at man er færdigvaccineret eller har været testet positiv.

Ændringen sker på baggrund af anbefaling fra Sundhedsstyrelsen.

Flere populære strande lukket efter udledning af store mængder kloakvand

Det er nok de færreste, der har lyst hoppe i havet på en grå dag som i dag torsdag, men skulle man alligevel blive fristet, skal man holde sig væk fra en stribe strande på den nordsjællandske østkyst.

Seks strande ved Øresundskysten rejste torsdag morgen det røde flag efter overløb af kloakvand i havet ved blandt andet Skodsborg, Vedbæk og den yderst velbesøgte Bellevue Strand.

Det betyder, at badevandet indeholder kolibakterier, og det derfor kan være sundhedsskadeligt at bade i.

Det gik blandt andet ud over børnene på Bellevue Strand i Klampenborg, der i dag var mødt op med deres kammerater for at surfe og lave redningsøvelser i vandet.

- Vi har alle vores redningsveste og padlere klar til øvelserne i dag, men dem skal vi jo ikke bruge alligevel. De står helt tørt heroppe på land, siger Marianne Sonnichsen, der er instruktør hos Bellevue Sup & Surf.

- Da vi så det røde flag, lavede vi planen om og blev i stedet på land og lavede aktiviteter. Men vi er da kede af, vi ikke kan komme på vandet, for det havde børnene jo glædet sig til, siger hun.

73 millioner liter kloakvand

Onsdagens heftige regnskyl var mere, end hvad flere nordsjællandske kommuners kloaksystemer kunne klare.

Det betød, at rensningsanlæggene blev fyldt op, og for at aflaste kloaksystemerne udledes en del af kloakvandet i havet.

Vandselskabet Novafos oplyser til TV 2 LORRY, at der i det forgangne døgn er udledt 73.000 kubikmeter spildevand ved kysten i deres kommuner. Det svarer til 73 millioner liter. Eller hvis man skal skære det helt ud i pap, så er det 73 gange den mængde vand, som bassinet i Frederiksberg Svømmehal rummer.

Ved Bellevue Strand er 7000 kubikmeter udledt, svarende til syv millioner liter spildevand. Spildevandet består ifølge Novafos af omkring 90 procent regnvand og 10 procent kloakvand.

Og overløbene sker oftere i takt med, at der kommer større mængder nedbør, end hvad de gamle kloaksystemer er bygget til.

- Der er ikke plads til alt det vand, der kommer derned. Så har man valget, om det skal komme op i husene eller her ved kysten, hvor det gør mindre skade, end hvis det kom op i folks huse og kældre, siger Arne Kristensen, der er kommunekoordinator hos Novafos.

Men kan det virkelig passe, at kloakkerne ikke kan klare en god omgang regn?

- Det er et godt spørgsmål. Det kan de jo ikke, når vi kigger med nutidens øjne. Vi arbejder på at få opgraderet systemet, så vi kan håndtere sådanne hændelser, hvor vi arbejder med at få delt regnvand og spildevand hver for sig, siger Arne Kristensen.

Rent badevand om 30 år

En endelig løsning på problemet er der lange udsigter til.

Omkring 30 år for at være helt præcis. I 2015 vedtog Gentofte Kommune en plan om separat kloakering, som skal stoppe udledningen af spildevand i år 2050.

- Vi arbejder på det. Det tager tid og er meget bekosteligt. Vi har brugt 900 millioner kroner de seneste seks år. Vi laver løbende gravearbejde på vejene i kommunen, og hver gang et projekt bliver færdigt, minimerer vi overløbet, siger de konservatives Karen Riis Kjølbye, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune.

Dagens overblik: Vaccinationskalenderen fremrykkes

Kalenderen skriver 1. juli, og det betyder sommerferie for en lang række danskere.

Mange trænger sikkert til ro og afslapning i ferien for at genoplade batterierne - det gælder i hvert fald statsminister Mette Frederiksen (S).

På Facebook skriver hun, at hun vil lukke ned og tage en pause med opslag på de sociale medier for at nyde den danske sommer.

Opfordringen om at nyde sommerlandet er hermed givet videre til alle ferierende danskere.

Vaccinationskalenderen fremrykkes

Vi begynder dagens overblik med den glædelige nyhed om, at mange danskere kan se frem til at blive vaccineret mod coronavirus tidligere end hidtil ventet.

Som følge af opkøbet af godt 1,1 million vaccinedoser fra Rumænien vil alle danskere, der tager imod tilbuddet om den frivillige vaccine, være færdigvaccineret inden 29. august.

De mange ekstra vacciner kommer især de 30-34-årige til gode, men også de yngste i alderen fra 12 til 15 år figurerer nu i den danske vaccinekalender. De yngste forventes at blive indkaldt til vaccination sidst i juli.

3,34 millioner danskere har fået det første stik, og knap to millioner er færdigvaccineret - svarende til en tredjedel af befolkningen.

Delta-variant sender flere i isolation

En knap så opløftende nyhed skyldes den indiske coronamutation - Delta-varianten - som både er særdeles smitsom og i vækst herhjemme.

Styrelsen for Patientsikkerhed har den seneste uge bedt 8803 nære kontakter i både første og andet led om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede - primært med Delta-varianten.

De særligt strenge karantænekrav har til hensigt at bremse og forsinke smitten, men mange danskere vil potentielt set blive ramt af retningslinjerne.

Isolation ud i tredje led møder kritik fra flere partier i blå blok samt Dansk Erhverv. Det Konservatives Folkepartis sundhedsordfører, Per Larsen, mener, at karantænekravene er skudt langt over målet.

- Jeg forstår godt, at sundhedsmyndighederne tager et forsigtighedshensyn, og tak for det. Men samfundet skal jo også kunne fungere, siger han.

Myndighederne vil nu overveje om retningslinjerne for karantæne skal ændres, lyder det.

Flere restriktioner ophæves

Torsdag kan vi vende kalenderen en omgang, da vi går fra første til andet halvår af 2021, og gældende fra 1. juli er en række restriktioner blevet ophævet.

Det sker som led i den store politiske genåbningsaftale, der var bred opbakning til blandt Folketingets partier, da den blev indgået i juni.

Hvis man har hang til et brag af en fest, er det nu muligt at invitere langt flere end hidtil, da det indendørs forsamlingsforbud er hævet fra 100 til 250 personer.

Desuden behøver danskerne de fleste steder i landet ikke længere at gå på nettet for at bestille en PCR-test, og denne er nu gyldig i 96 timer i stedet for 72 timer.

Læs om de ændrede coronarestriktioner i dette overblik.

Prinsesse Diana mindet med statue

1. juli var også dagen, hvor prinsesse Diana ville være fyldt 60 år.

Prinsessen af Wales døde dog alt for tidligt som 36-årig, da hun var impliceret i en trafikulykke i 1997 i Paris, hvor hun blev jagtet af paparazzofotografer på motorcykler.

Hendes to sønner - kronprins William og lillebror Harry - kunne torsdag afsløre en statue til minde om deres mor i haven ved Kensington Palace i London.

- Hver dag ønsker vi, at hun stadig var med os. Og vores håb er, at denne statue vil blive set som et symbol på hendes liv og eftermæle, udtalte brødrene i en erklæring.

Det er fire år siden, at William og Harry besluttede, at der skulle rejses en statue af deres mor ved Kensington Palace, hvor Diana tidligere boede.

Eksklusiv EM-tur til 350.000 kroner

Med dagens overblik får du et helikopteroverblik over dagens store begivenheder.

Og minsandten om vi ikke runder dagens nyhedsbrev af - helt konkret - i de højere luftlag.

For den nette sum af 350.000 kroner arrangerer firmaet Herning Helicopters en eksklusiv tur for seks personer til EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet på lørdag i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Nogle vil sikkert finde prisen halvpebret, men ikke seks midaldrende herrer, der hurtigt slog til, da "tilbuddet" kom ud.

Med i prisen følger blandt andet fri bar og treretters gourmetmad - foruden transporten frem og tilbage til Baku samt selve fodboldoplevelse. God kamp og velbekomme!

Myndigheder: Vacciner dine børn hurtigst muligt

Mens mange danske børnefamilier har sat et stort feriekryds i kalenderen, kan der i løbet af sommerferien tikke en vaccine-invitation ind.

Ifølge den opdaterede vaccinationskalender kan de 12-15-årige blive inviteret fra midten af juli. Og skulle en invitation dumpe ned i e-Boks ser Sundhedsstyrelsen gerne, at man takker ja med det samme.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man tager imod tilbuddet, når man modtager sin invitation. Det skriver styrelsen i en mail til TV 2.

- Det er på samme måde vores anbefaling, at forældre som modtager invitation til deres børn vil påbegynde vaccinationen så hurtigt som muligt, lyder det videre.

Samtidig meddeler Sundhedsstyrelsen til TV 2, at det nu bliver muligt at vælge vaccinationssted i andre regioner for at imødekomme danskernes sommerferiereplaner.

Ingen tid at spilde

Torsdag kunne Sundhedsstyrelsen fortælle, at man nu begynder at invitere børn aldersgruppen 12-15 år til vaccination mod covid-19. Det sker kun to uger efter styrelsen anbefalede vaccination af aldersgruppen.

Professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos har før Sundhedsstyrelsens anbefaling været betænkelig overfor vaccination af børn mod coronavirus.

- Det her med at vi vaccinerer børn, er kommet snigende ind som en tyv i natten. Jeg er ikke himmelråbende lykkelig for det. Men hvis man har vurderet, at det er nødvendigt, kan man ligeså godt komme i gang, siger han til TV 2.

De danske sundhedsmyndigheder har en erklæret strategi om at forsinke udbredelsen af Delta-varianten mest muligt, så flest mulige danskere kan nå at blive vaccineret, inden den nye variant - uundgåeligt - bliver den dominerende variant i Danmark, lyder det fra Hans Jørn Kolmos.

- Vi skal rustes os til efteråret, for det er der, den rigtige udfordring kommer. Der kan vise sig både smitteudbrud og skolelukninger, der bliver et større cirkus. Har vi vaccineret 12-15-årige, er det et mindre cirkus.

Børn er vigtig del af flokimmunitet

Mens der i skrivende stund er mere end en måned til, at landets skolebørn vender tilbage, er det også det rigtige tidspunkt at forberede sig mod mulig smittespredning i skolerne, vurderer professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen.

- Fordelen nu er, at jo flere børn, der får to stik, jo færre problemer er der for skolerne i form af lukkede skoler og klasser samt mulig isolation for de nære kontakter.

Han peger samtidig på, at mange af danske vaccinedoser har en udløbsdato i september og oktober, hvorfor vi skal være sikre på at få dem brugt.

- Jo hurtigere vi får vaccineret alle, jo mindre er bølgen, vi ser ind i. Man skal huske, at flokimmuniteten kun har værdi, hvis den er spredt jævnt i befolkningen, siger Pravsgaard til TV 2.

Børnelæger er skeptiske

Mens Sundhedsstyrelsen er begejstret over at få alle danskere vaccineret indenfor de næste to måneder, så er formanden for sammenslutningen af danske børnelæger skeptisk overfor at vaccinere raske børn.

- Jeg mener ikke, at vi har opnået tilstrækkelig viden omkring det at vaccinere de 12-15-årige, og der er ikke kommet meget ny viden frem, siden det pressemøde myndigheder holdt, siger Klaus Birkelund Johansen, der er formand i Dansk Pædiatrisk Selskab til TV 2.

Klaus Birkelund Johansen mener, at vi bør gøre som mange andre europæiske lande og kun vaccinere børn i risikogrupper. Samtidig mener han, at argumentet om flokimmunitet kan udskydes.

- Spørgsmålet er, om det er nødvendigt at vaccinere børn for at opnå den immunitet, man efterspørger. Det svar får vi bare ikke, hvis vi gør det, mens smitten er så lave i samfundet, som den er nu.

Delta-varianten har lange arme – her er tre danskere, som er i isolation som tredje led

Imens Delta-varianten vinder indpas i Danmark, er flere tusinde personer blevet sendt i karantæne på grund af den meget smitsomme coronavariant.

Ikke fordi de selv er smittede. Men fordi de er nærkontakt til en, der er smittet. Eller nærkontakt til en nærkontakt.

I perioden 23. til 30. juni har Styrelsen for Patientsikkerhed bedt i alt 8803 nære kontakter og deres nære kontakter om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med en særlig variant - primært Delta-varianten.

Tallet omfatter kun nære kontakter, der er håndteret af Styrelsen for Patientsikkerhed, og altså ikke de personer, som er blevet kontaktet af de smittede selv.

TV 2 har talt med tre danskere, der lige nu sidder isoleret som tredje led.

Studiekammerat havde været til fest med smittet

23-årige Stine Henriksen, der til daglig er pædagogstuderende, er lige nu i coronakarantæne på et hotel for ikke at smitte sin kæreste, som hun bor sammen med.

Mandag og tirsdag i denne uge var Stine Henriksen sammen med sin studiekammerat i forbindelse med en eksamen. Studiekammeraten var i lørdags til fest i en lejlighed i København, hvor én af gæsterne viste sig at være smittet med Delta-varianten. Derfor er hele festen sendt i karantæne.

Egentlig skulle Stine Henriksen, der netop har taget hul på sin sommerferie, være godt i gang med at renovere sit køkken. Men på grund af karantænen, må hendes kæreste nu selv fortsætte med det projekt, indtil Stine Henriksen må komme hjem. Desuden skulle den 23-årige pædagogstuderende havde været vaccineret med andet stik i dag.

Den vaccination er nu blevet udskudt indtil 8. juli.

Stine Henriksen var i maj smittet med coronavirus, fordi hun havde været i sommerhus med en studiekammerat, der viste sig at være smittet med coronavirus. I løbet af sygdomsforløbet smittede hun også sin kæreste. På trods af, at hun allerede har været smittet, synes den 23-årige pædagogstuderende, at det er vigtigt at følge myndighedernes anbefalinger.

- Det er klart, at jeg følte mig megafrusteret og magtesløs, lige da jeg fik beskeden. Men jeg forstår godt, at myndighederne passer ekstra godt på, når det er en ny variant, der er på spil, siger hun.

Selvom hun har været smittet og nu for anden gang er i karantæne, så er hun ikke i tvivl om, at hun kommer til at følge myndighedernes anbefalinger til punkt og prikke – også selvom hun skulle blive sendt i karantæne flere gange.

- Min sidste isolation, hvor det jo rent faktisk viste sig, at jeg var smittet, har lært mig, at man ikke skal tro, at man ikke er smittet. Det kan man ikke nødvendigvis mærke, slutter hun.

Pædagog havde været nærkontakt til smittet

35-årige Marie Skall, der er ejer af tøjfirmaet Skall Studio, er i karantæne sammen med sin familie.

Det er de, fordi deres fireårige søn er nærkontakt i tredje led, da en pædagog på hans stue i børnehaven er nærkontakt til en Delta-smittet. På stuen er der 27 børn, som alle er blevet sendt hjem sammen med deres familie.

For Marie og hendes familie har karantænen betydet, at både hun og hendes mand har måttet aflyse møder og flytte deres arbejde hjem, mens de venter på svar på deres coronatests. Indtil videre er både familien og den pædagog, som er nærkontakt til en Delta-smittet, testet negative.

- Det er frustrerende, fordi man hele tiden skal være så omstillingsparat og aldrig være sikker på, om man nu kan overholde de aftaler, man har i kalenderen, siger hun.

Men selvom Marie Skall synes, at det er en irriterende situation at stå i, så giver det alligevel god mening for hende, at hun og familien skal holde sig hjemme.

- Det er klart, at det sætter gang i mange tanker. Jeg har stor respekt for den nye variant og vil selvfølgelig gerne handle ansvarligt i forhold til situationen. Jeg er selv selvstændig, så jeg ved om nogen, hvad et større smitteudbrud med nedlukning kan betyde, siger hun.

Søn havde været sammen smittet ven

46-årige Sofie Jepsen er lige nu i karantæne sammen med sin familie. Hendes 15-årige søn Viggo har nemlig været fodboldtræner på en fodboldlejr sammen med en kammerat, som efterfølgende viste sig at være smittet med Delta-varianten.

Først skulle Viggo derfor isoleres som andet led i smittekæden, mens Sofie, hendes mand og Viggos storesøster blev isoleret i tredje led. Men i dag blev sønnen Viggo også testet positiv for coronavirus, og derfor er resten af familien nu isoleret i andet led.

Som følge af den ene smittede er hele fodboldskolen blevet lukket ned.

Ifølge Sofie Jepsen har situationen store konsekvenser for familien. Specielt for Viggos storesøster, som lige er blevet student.

Hun går nu glip af resten af studenterfesterne og potentielt en rejse til Kroatien, hvis hun også bliver testet positiv. Og Viggo har heller ikke den bedste sommer. Han sidder nu på sit lille værelse isoleret fra resten af familien, hvis tests stadig er negative.

Til at begynde med syntes familien, at det at være isoleret i tredje led var at gå med livrem og seler fra myndighedernes side.

- Vi har jo været igennem det tusind gange. Viggo har været sendt hjem fra skole flere gange, fordi der har været smitteudbrud. Og der har jo aldrig været noget. Men man gør jo, hvad der bliver sagt, siger Sofie Jepsen.

Men efter Viggo er testet positiv, så ser familien på sagen i et andet lys.

- I vores tilfælde, så giver det selvfølgelig mening, at vi skulle isoleres ud i tredje led, konstaterer Sofie Jepsen.

Danmark donerer en million vacciner til det vestlige Balkan

Danmark donerer en million vacciner til det vestlige Balkan.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Donationen består af AstraZeneca-vacciner, der ikke er en del af det generelle danske vaccinationsprogram.

Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Nordmakedonien vil modtage vaccinerne.

Afgørende våben mod pandemi

Det ventes, at donationen påbegyndes over de kommende måneder.

- Vores naboer på Balkan oplever en stor vaccinemangel, som både belaster de enkelte samfund og øger risikoen for nye udbrud, der kan sprede sig. Derfor er jeg glad for, at vi kan træde til og bistå vores nære samarbejdspartnere med det helt afgørende våben mod pandemien, nemlig vacciner.

- Det vestlige Balkan er en del af vores nærområde, og vi har en stor fælles interesse i at stå sammen - også mod pandemien, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

Derudover oplyste Udenrigsministeriet tidligere torsdag, at Danmark sender en million vacciner til Nordafrika og vaccinesamarbejdet Covax.

AstraZeneca-vaccinen er taget ud af det generelle danske vaccinationsprogram, men det er stadig muligt at få vaccinen i en tilvalgsordning.

Myndigheder overvejer ændring i karantænekrav ved Delta-smitte

Siden den særligt smitsomme Delta-variant af coronavirus blev fundet i Danmark, har Statens Serum Institut (SSI) anbefalet særligt strenge karantænekrav for at forsinke smitten.

På nuværende tidspunkt overvejer myndighederne, SSI, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed om retningslinjerne for karantæne skal ændres.

Det oplyser SSI i et skriftligt svar til Ritzau.

Karantænereglerne betyder, at man skal isolere ud i tredje led.

Dermed er det ikke kun nære kontakter til en smittet med Delta-varianten, der skal gå i isolation. Også de nære kontakters nære kontakter skal gå i isolation.

Restriktioner til mindst mulig gene

De strengere karantænekrav er sat i værk for at forebygge opblussen af smitte med Delta-varianten.

- Danmark har i den seneste tid haft en forsinkelsesstrategi i forhold til den langt mere smitsomme Delta-variant, der er godt i gang med at overtage smittebilledet i landet.

- Vi ser naturligvis på, de bedst mulige løsninger til at bremse Delta-varianten, til mindst mulig gene for alle, skriver SSI.

Det strenge karantænekrav er torsdag blevet kritiseret af flere blå partier og flere danske erhvervsorganisationer.

De mener ikke, at man bør isolere ud i tredje led, da mange borgere er blevet vaccineret.

Bekymret for konsekvenser

Derudover bekymrer det politikere og erhvervsorganisationer, at det vil have store konsekvenser for erhvervslivet og særligt restaurationsbranchen, at man skal gå i isolation i tredje led.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra regeringen.

Indenfor den seneste uge er 8803 personer og deres nære kontakter blevet bedt om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med Delta-varianten.

Delta-varianten stammer fra Indien og ud over, at den er særdeles smitsom, vurderer SSI, at den kan medføre et mere alvorligt sygdomsforløb end de øvrige kendte coronavarianter.

SSI vurderer, at mellem 16,2 og 25,3 procent af alle coronatilfælde i Danmark lige nu er med Delta-varianten.