Movia vil genindføre kontanter i busser og Flextrafik

Snart vil det igen blive muligt at købe en kontantbillet i de sjællandske busser og i Flextrafik.

Movia forventer nemlig at genindføre muligheden for at betale med kontanter i busser og i Flextrafik 1. september, når alle restriktioner i den offentlige transport ophæves.

Det skriver Movia i en pressemeddelelse.

- Som det er udmeldingen nu, kan vi fra 1. september byde velkommen i vores busser, lokaltog og Flextrafik uden restriktioner, og det forventer vi også gælder kontanterne. At vi kan køre uden restriktioner, er en festdag for os i Movia, og jo også en milepæl i pandemien, siger Camilla Struckmann, der er direktør for Kommerciel og Kunder i Movia i pressemeddelelsen.

For at undgå unødig smitterisiko mellem passagerer og chauffører valgte Movia sidste år at sløjfe muligheden for at betale med kontanter.

Det skete på opfordring fra Benny Engelbrecht (S), der er transportminister.

Har været udfordrende for kunderne

Movias busser har derfor siden foråret sidste år været ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Inden da udgjorde kontanter godt fem procent af Movias omsætning.

Camilla Struckmann siger, at Movia har været "smerteligt bevidste" om, at det kunne blive en udfordring for kunderne, efter at salget af kontantbilletter stoppede.

- Vi har taget mange tiltag undervejs i coronakrisen for at hjælpe de berørte kunder, både med at komme i gang med de digitale løsninger og ved at udvikle nye betalingsløsninger for flexturkunderne, siger hun.

Grunden til, at muligheden for at købe billetter med kontanter stadig er udskudt til 1. september, er de regionale forskelle i smittetrykket, skriver Movia.

I Region Hovedstaden er der ifølge Statens Serum Institut (SSI) mandag et incidenstal på 804. Det betyder, at der for hver 100.000 indbyggere i regionen er bekræftet 804 smittede med coronavirus.

I Region Sjælland er tallet betydeligt mindre: 220. Landsgennemsnittet er 359 smittede per 100.000 indbyggere.

Det tog 77 minutter, så var Christian Eriksens kollaps koblet til vaccinen

Blot få timer efter Christian Eriksen faldt om på græsset i Parken med hjertestop, spredte rygterne sig.

Måske var den danske fodboldspiller blevet vaccineret mod coronavirus - måske havde hans kollaps en sammenhæng med vaccinen, mente nogen.

Men Christian Eriksen er slet ikke blevet vaccineret, lyder det fra Eriksens fodboldklub.

Så hvordan gik det egentlig til, at vaccinen blev blandet sammen med fodboldspillerens kollaps, og hvad har en tjekkisk Twitter-profil og en amerikansk journalist at gøre med det hele?

Michael Bang Petersen, der er forskningsleder og professor på Institut for Statskundskab hos Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har forsket i misinformation, guider dig her igennem, hvad der skete.

Opslag blev misforstået

Mai Manniche undskyldte onsdag på en Facebook-story og slettede opslaget. TV 2 har spurgt Mai Manniche hvorfor.

- Jeg tog kritikken til efterretning og har på intet tidspunkt ønsket at støde nogen eller bruge en frygtelig situation til at fremme egne holdninger. Mit opslag blev misforstået, og det beklager jeg selvfølgelig, lyder det fra smykkedesigneren.

Mai Manniche svarer ikke klart på, om hun er bekymret for, at folk deler information, som er afkræftet. Men hun siger, at hun "ikke er anti-vax og er taknemmelig for alle de vacciner, vi har mod alvorlige sygdomme".

Spørgsmålet om, hvorvidt Christian Eriksen er vaccineret, mener hun er "rent faktuelt baseret" og stadig er "højrelevant". Hun peger på, at blandt andet Lægemiddelstyrelsen undersøger, om der er en mulig sammenhæng mellem vaccinerne og hjertemuskelbetændelse (myokarditis, red.).

- Det er der absolut intet konspirationsteori over. Det forbliver fortsat uvist, om Christian Eriksen er vaccineret, da vi endnu ikke har fået et ærligt svar fra DBU og Christian Eriksen, skriver hun.

"Dobbeltsjældent"

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at EMA ikke har påvist en sammenhæng mellem vaccinen og myokarditis, men at det er noget som lægemiddelmyndighederne undersøger nærmere - EMA har for nylig bedt vaccineproducenterne om at levere yderligere data.

I Danmark har man vurderet 11 indberetninger om myokarditis efter vaccinen, heraf tre tilfælde, hvor en sammenhæng med vaccinerne ikke kan udelukkes, mens det i de resterende tilfælde er mindre sandsynligt.

Jacob Thorsted Sørensen, der er overlæge med speciale i akut hjertesygdom og hjertestop, behandler jævnligt patienter for myokarditis. Betændelsen opstår tit i forbindelse med en virusinfektion i kroppen, og i mere end 95 procent af tilfældene er forløbene milde, fortæller han.

- Lige nu er det svært at adskille, om de tilfælde af hjertemuskelbetændelse, der har vist sig efter vaccinen, faktisk skyldes den. Uanset om hjertemuskelbetændelsen er fremkaldt af en virus eller, helt spekulativt, en vaccine, så er det meget sjældent, at det er alvorligt og kræver behandling, siger Jacob Thorsted Sørensen.

- Så man kan sige, at det er dobbeltsjældent.

Alle fodrer konspirationerne

Misinformation og konspirationsteorier lever af reaktioner, fortæller Michael Bang Petersen. Og ifølge ham er vi alle sammen med til at fodre misinformationen.

Dem, der i uenighed deler, tagger og kommenterer. De, der deler, tagger og kommenterer, fordi de er enige. Eksperter, der taler om det, og journalister, der dækker det. Alle sammen giver næring til det, der driver en rigtig god konspirationsteori:

Opmærksomhed, forargelse og bekymring.

Det største problem ved misinformationen er ikke, at den spreder usandheder, mener Michael Bang Petersen. De fleste af os skifter ikke holdning, hvis vi læser skeptiske opslag, fordi vi reagerer ud fra vores forudindtagelser.

- Men det centrale er, at misinformationen suger opmærksomhed og tid, siger han.

Ifølge ham er det også opmærksomheden, som er forklaringen på, at Christian Eriksens hjertestop startede en bølge af misinformation.

- Eriksens kollaps satte meget i gang i os alle sammen, og derfor var det en helt perfekt ramme. For det giver ingen mening at lave teorier ud fra ligegyldigheder, siger Michael Bang Petersen.

Smittetallet fortsætter med at falde – 149 nye tilfælde

Der er det seneste døgn registreret 149 nye coronatilfælde i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er foretaget 56.270 PCR-prøver i løbet af de sidste 24 timer. Med de 149 smittetilfælde giver det en positivprocent på 0,26.

Det er det laveste antal smittede siden starten af september.

- Ser lovende ud

I begyndelsen af juni lå smittetallet omkring 900, og de seneste to dage har der været under 200 smittede om dagen.

De faldende smittetal tegner godt. Det mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

- Det er nogle dejligt lave smittetal. Det har stået på i noget tid, så det ser lovende ud, siger Allan Randrup Thomsen.

Han mener, at de lave smittetal skyldes, at en efterhånden høj andel af befolkningen er gået i gang med et vaccinationsforløb mod coronavirus.

Over tre millioner er vaccineret

Udover de 149 smittede er yderligere en person død med coronavirus det seneste døgn. 82 er indlagt med coronavirus. 17 af dem er på en intensivafdeling.

242.221 har fået foretaget en lyntest de seneste 24 timer.

Positive prøvesvar fra lyntest indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Mandag har flere end tre millioner borgere påbegyndt vaccination. Lidt over 1,6 millioner er færdigvaccineret. Det svarer til 28,1 procent af befolkningen.

Delta-variant vinder frem i USA – eksperter advarer om en nation splittet i to

Mens den indiske variant af coronavirus, også kaldet Delta-varianten, spreder sig hurtigt i USA, har udrulningen af vaccinerne tabt pusten.

Nu advarer eksperter om, at det kan skabe, hvad de kalder et delt USA: de vaccinerede og de ikke-vaccinerede. Det skriver flere amerikanske medier.

Præsident Biden satte 4. maj et mål om, at 70 procent af den voksne amerikanske befolkning skulle have modtaget mindst et vaccinestik inden USA’s uafhængighedsdag 4. juli.

Et mål, der nu ser ud til at blive meget svært at nå.

Lokkende tilbud uden effekt

Og det er, selvom flere stater har lokket med alt fra gratis øl og joints til store lottogevinster, hvis amerikanerne lader sig vaccinere.

Tiltagene viser sig dog at have haft en meget lille effekt, fortæller Irwin Redlener, der er pandemiekspert ved Columbia University.

- Det har bare ikke virket, folk køber den ikke - om det så er en gratis bil, en gratis donut eller en million dollars, siger Redlener til mediet Politico.

Delta-variant vinder frem

Sundhedsmyndighederne i USA havde forudset, at luften ville gå ud af vaccinationsprogrammet, i takt med at de mest sårbare og vaccinevillige fik deres stik.

Men truslen fra den mere alvorlige Delta-variant får nu eksperterne til at råbe vagt i gevær.

Delta-varianten menes for nuværende at udgøre omkring 10 procent af smittetilfældene i USA, og den er langt mere smitsom end den oprindelige variant. Varianten har allerede ført til nye, alvorlige smittebølger i blandt andet Indien og Storbritannien.

- Jeg kan slet ikke se, at situationen vil blive bedre, medmindre vaccinationsraten stiger, siger Scott Allen fra sundhedsmyndighederne i delstaten Missouri, der er en af de stater, der halter alvorligt efter i vaccineudrulningen.

Missouri har de seneste to uger oplevet en fordobling i antallet af smittetilfælde og hospitalsindlæggelser.

"To Amerikaer"

På landsplan har smittetallene i USA de seneste uger ligget på omkring 15.000 nye daglige smittede, men samtidig er antallet af vaccinerede faldet markant.

Midt i april modtog omkring to millioner amerikanere dagligt det første vaccinestik, men det tal er nu faldet til 360.000.

Derfor advarer sundhedseksperter nu om det, de kalder "to Amerikaer" – dem som er vaccineret, og dem som ikke er.

Og billedet over vaccinerede afspejler det politiske landkort i USA.

En måling fra CBS News viser, at blot 52 procent af republikanerne er helt eller delvist vaccineret, mens 29 procent frabeder sig en vaccine.

Hos demokraterne har 77 procent allerede modtaget mindst et vaccinestik, og her er kun 5 procent afvisende over for at lade sig vaccinere.

- Det er det, jeg kalder to covid-nationer, siger vaccineforsker Peter Hotez fra Baylor College of Medicine i Houston til det digitale medie BuzzFeed.

Bidens bøn

Fredag kom præsident Biden med en bøn til sine landsmænd om at lade sig vaccinere hurtigst muligt.

- Selvom vi gør fantastiske fremskridt, er det stadig en seriøs og dødsensfarlig trussel, sagde Biden på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Præsidenten tilføjede, at Delta-varianten betyder, at ikke-vaccinerede personer er “endnu mere sårbare nu end for en måned siden”.

Sundhedsmyndighederne forventer, at Delta-varianten i løbet af få uger vil være den mest dominerende variant i USA.

Læge undskylder efter kommentar om Christian Eriksen

Torsdag kunne stort set alle danske medier fortælle om ret så intime detaljer fra de dramatiske sekunder efter Christian Eriksens hjertestop i Parken.

Ifølge den tyske læge Jens Kleinefeld, som var en af lægerne på banen, kom Christian Eriksen ret hurtigt til bevidsthed, hvorefter han sagde: "For fanden, jeg er kun 29 år gammel".

Detaljerne fra det tyske interview med den tyske læge har nu fået DBU til at rette kritik mod UEFA, som ved slutrunden har gjort brug af Jens Kleinefelds ekspertise i intensivbehandling og akutmedicin. Det siger Jakob Høyer, som er kommunikationschef for DBU, i Presselogen.

Ikke godkendt af Eriksen

Ifølge Jakob Høyer har Christian Eriksen ikke godkendt, at citatet blev bragt.

- Det er problematisk, at vi har medlemmer af UEFA's medicinske stab, og ikke en del af vores stab, som udtaler sig om det her, siger han til TV 2.

Derfor har man rettet henvendelse til UEFA:

- Vi har sagt til UEFA, at det ikke er hensigtsmæssigt, at vi skal se noget gengivet på den her måde, fortsætter Jakob Høyer.

Tysk læge beklager

TV 2 har talt med Jens Kleinefeld, som er meget ked af situationen, som han kalder en misforståelse. Han fortæller, at han ikke er særligt medietrænet, og at hans hensigt var at give et interview om arbejdet med at genoplive spillere.

Han ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen, men siger selv, at han har undskyldt til den danske stab.

- Det var ikke min hensigt at tale om Christian Eriksen, og det var kun min hensigt at tale om, hvor vigtigt arbejdet med genoplivning er, siger Jens Kleinefeld, som blandt andet er specialist i intensivbehandling og akutmedicin. Derudover arbejder han også som officiel dopingkontrollør for forskellige sportsbegivenheder i verden.

Faldt om ud af det blå

Christian Eriksen faldt om ud af det blå i slutningen af første halvleg i kampen mod Finland.

Hurtigt stormede landsholdets lægestab ind på banen, og kort efter fulgte UEFA's lægestab. Med et stød fra en hjertestarter blev Christian Eriksen så genoplivet.

Siden har meldingerne om Christian Eriksens tilstand været gode. Torsdag fik han indopereret en avanceret hjertestarter, og fredag besøgte Eriksen sine holdkammeraterne i Helsingør, før han tog hjem med sin familie.

Danmark spiller den sidst EM-gruppekamp mandag aften mod Rusland. Her er Danmark tvunget til at vinde for at kunne spille sig videre i turneringen.

Vrede brasilianere vil af med Bolsonaro, mens landet runder 500.000 døde

Brasilien passerede lørdag en grum milepæl med en halv million indbyggere, som er døde med covid-19.

De mange dødsfald har udløst omfattende demonstrationer mange steder i landet.

Det skriver BBC.

Demonstranterne beskylder Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, for at være skyld i, at så mange dør med sygdommen.

En lille influenza

Kun 15 procent af brasilianerne er fuldt vaccinerede, og Jair Bolsonaro er flere gange blevet kritiseret for ikke at tage coronakrisen alvorligt.

Bolsonaro har blandt andet sagt, at coronavirus er som "en lille influenza".

Præsidenten er også modstander af nedlukninger af samfundet, fordi det skader økonomien. Desuden har han flere gange brudt de brasilianske myndigheders restriktioner ved eksempelvis at optræde offentligt uden mundbind.

Lørdag måtte Brasiliens sundhedsminister, Marcelo Queiroga, så viderebringe den triste besked, at 500.000 brasilianere nu har mistet livet med covid-19.

Queiroga skriver desuden, at landets sundhedsmyndigheder arbejder på højtryk for at få vaccineret så mange brasilianere som muligt.

Ofre for covid og Bolsonaro

Brasilien er blot det andet land i verden efter USA, der har registreret en halv million coronadøde.

Lørdag talte den tidligere præsidentkandidat Guilherme Boulos til demonstranterne i Sao Paolo:

- Vi har nu nået det sørgelige og smertefulde antal af 500.000 covid-19-ofre. Ofre for svigt, covid og Bolsonaro.

Demonstranten Denise Azevedo mener, at præsident Bolsonaro har været for længe om at skaffe vacciner til landets indbyggere:

- Flokimmunitet vil ikke hjælpe os. Den eneste effektive immunitet er den, vaccinen giver. Jeg har mistet mange venner og mistede næsten min fætter. Millioner af mennesker har mistet deres forældre, fædre, mødre og børn.

Flere af demonstranterne kræver, at præsident Bolsonaro stilles for en rigsret eller trækker sig fra posten.

42 gravide dør ugentligt

2500 brasilianere dør i gennemsnit dagligt med covid-19, og nu advarer forskere i Sao Paolo om, at den brasilianske coronavariant - også kaldet P1 – er begyndt at ramme gravide kvinder og deres ufødte børn hårdt.

I gennemsnit dør 42 gravide kvinder ugentligt i Brasilien, og mange flere bliver lagt i respirator.

I et forsøg på at redde kvindernes ufødte børn er lægerne ofte tvunget til at udføre kejsersnit uden først at have konsulteret en fødselslæge. Det skriver Sky News.

Svenskere tog penge for 100.000 corona-test, men sendte dem ikke til analyse

En større sag om svindel med coronatest bliver i øjeblikket efterforsket i Sverige.

Politiet mistænker en svensk virksomhed for at have foretaget coronatest af godt 100.000 personer uden at have sendt testene til analyse.

Det skriver Aftonbladet.

I stedet fik alle de testede at vide, at de var testet negativ for covid-19.

Den private virksomhed tog 1500 svenske kroner per prøve. Det svarer til cirka 1100 danske kroner.

Efterlyser tre personer

Svensk politi mistænker ifølge Aftonbladet en 33-årig læge for at være bagmand i den formodede svindel. Han er mistænkt for grov smittespredning, at sætte andre i fare og for bedrageri.

Udover den 33-årige mistænkes en 55-årig læge for at have underskrevet falske resultater for kviktest og at have udfærdiget rejsecertifikat til kunder.

En mand i 40-årsalderen er ligeledes mistænkt, mens tre personer ifølge Aftonbladets oplysninger er anholdt for deres rolle i sagen.

Anklager Alexandra Bittner, der leder efterforskningen, er fåmælt omkring sagen. Anklageren bekræfter dog, at der er indledt en undersøgelse på baggrund af oplysninger fra IVO, Inspektionen för vård och omsorg, som svarer til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Minister: Slår hårdt ned på bedrageri

Lena Hallengren, der er socialminister i Sverige, understreger, at man vil slå hårdt ned på folk, der bruger coronapandemien til bedrageri.

- Alle bedragerier er modbydelige. Men de allerværste er dem, som påvirker liv og helbred. De, som forsøger at snyde mennesker med falske test, skal vide, at politi og myndigheder kommer til at slå hårdt mod dem, siger hun i en kommentar til Aftonbladet.

Myndighederne kom blandt andet på sporet af virksomheden, da flere læger indrapporterede patienter med covid-19, på trods af at de var testet negative.

- Det drejer sig om et privat sundhedsfirma, som åbnede en testvirksomhed, da pandemien opstod, og der var et behov for at teste en masse, siger TV 2-korrespondent Jesper Zølck.

Virksomheden tilbød både pcr-test med svar efter nogle timer og en antigentest og et certifikat, som kunne bruges som bevis på, man var testet negativ, hvis man skulle ud at flyve, siger han.

To ud af tre forældre vil lade deres børn blive vaccineret

To ud af tre forældre til børn i alderen 12-15 år vil lade deres børne blive vaccineret mod coronavirus.

Det viser en ny Megafonmåling.

Her svarer 67 procent af de adspurgte forældre, at de tror, de vil tage imod tilbuddet om at lade deres børn i aldersgruppen få stikket.

16 procent svarer, at de ikke tror, at de vil.

Aldersgruppen skal tilbydes vaccine

Megafonmålingen kommer, efter Sundhedsstyrelsen i torsdags oplyste, at de 12-15-årige skal tilbydes vaccinen mod coronavirus.

På et pressemøde sagde styrelsens direktør, Søren Brostrøm, at de har kigget på dokumentationen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og er overbeviste.

- Vaccinen er meget sikker og tordnende effektiv til børn over 12 år, sagde han.

Først til september

Planen er, at de 12-15-årige skal vaccineres som gruppe 11 til september, når alle danskere over 16 år er færdigvaccineret.

På det tidspunkt vil der forelægge endnu mere dokumentation for sikkerheden for at vaccinere børn, og det er nødvendigt, fortæller Søren Brostrøm.

- Vi vil gerne have lidt mere data, og det forventer vi at få hen over sommeren, siger Søren Brostrøm.

EMA godkendte 28. maj Pfizer-vaccinen til børn fra 12 år og opefter. Hidtil har vaccinen kun været godkendt til brug fra 16 år og op i EU.

Risikoen skal være tilsvarende lav

Camilla Foged, der er professor ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i vaccinedesign og vaccinedistribution, har været med til rådgive Sundhedsstyrelsen om vaccination af børn mellem 12 og 15 år.

Hun har fortalt, at eksperterne har kigget på to faktorer, når det handler om at vaccinere den aldersgruppe: Hvilken gavn det enkelte barn har af vaccinen og den samlede smittekontrol i samfundet - særligt i et efterår, hvor man forventer, at den mere smitsomme deltavariant vil blive den dominerende.

Udfordringen er, at uden vaccination af de 12-15-årige bliver det svært at opnå flokimmunitet. Men vaccinen skal på den anden side være ekstra sikker, hvis den skal gives til børn, som generelt ikke har den store risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19, fortalte Camilla Foged i sidste uge.

- Det er dilemmaet i beslutningen. Derfor skal risikoen ved vaccinen være tilsvarende lav.

Politikere kræver håndtrykket tilbage, men det er en dårlig idé, siger eksperter

Sundhedsmyndighederne anbefaler stadig, at ikkevaccinerede afholder sig fra at give hånd til hinanden.

Men står det til flere af Folketingets politikere, skal det være slut.

Hvis vi giver slip på de den sidste fornuftige adfærd, kan vi i august skulle lukke ned

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi

Både Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, og formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, vil nemlig have håndtrykket tilbage. Det fortæller de til DR.

- Den anbefaling skal pakkes væk. Vi er så langt nede i smitten i øjeblikket, og der er nu så mange vaccinerede, at det begynder at blive lidt skørt, at Sundhedsstyrelsen stadig tror, at danskerne ikke kan bruge deres sunde fornuft, siger Pernille Vermund.

Men på trods af de lave smittetal er det ifølge to eksperter langtfra tiden til igen at hilse med hånden.

Det siger blandt andre professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

- Vi har stadig en smittespredning, og vi har den indiske variant, som er på vej ind i det danske samfund. Så tiden er altså ikke til det, siger han til TV 2.

50 procent risiko for at bære smitten videre

Giver man hånd til én, der har mikroorganismer som coronavirus på hænderne, er der en anseelig risiko for at bære smitten videre.

Det viser undersøgelser med smittefarlige bakterier på hospitaler, fortæller Hans Jørn Kolmos:

- Som hovedregel er risikoen for at føre smittefarlige mikroorganismer videre cirka 50 procent, hvis du ikke vasker hænder. Og det er i øvrigt det samme, hvis du rører ved overflader med smitte.

Det vides ikke med sikkerhed, om det tal også gælder for coronavirus. Men ifølge professoren udgør håndtryk under alle omstændigheder ”en betragtelig smitterisiko".

Hans Jørn Kolmos understreger, at det stadig står danskerne frit for at bestemme, om de vil give hånd eller ej. Men alligevel opfordrer han til fortsat at holde fast i den gode hygiejne.

Og det er der ifølge lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet Viggo Andreasen en god grund til.

- Det er specielt, fordi den nye deltavariant (også kendt som den indiske variant, red.) spreder sig fint i Danmark, selvom det er sommer. Så vi har behov for at dæmpe lidt på, hvor hurtigt den vokser, siger han.

Indisk variant bekymrer stadig

Selvom smittetallet fortsat falder, står Danmark ifølge Viggo Andreasen i en helt anden situation end sidste sommer.

- Vi har at gøre med nogle markant mere smitsomme vira, og derfor er vi faktisk nødt til at være mere forsigtige end sidste år. Særligt dem, der ikke er fuldt vaccinerede, siger han.

Og ifølge epidemiologien er den bekymring ikke bare bygget på beregninger.

Mandag måtte England, der ellers er længere fremme i vaccinationen end Danmark, udskyde sin genåbning, efter at smittetilfældene med den mere smitsomme indiske variant steg med 64 procent på en enkelt uge.

I Danmark er forekomsten af delta-varianten siden sidste uge firdoblet. Den er gået fra 0,5 procent af alle prøver i sidste uge til 2 procent i denne uge.

Og ifølge Viggo Andreasen er frygten, at den indiske variant kan vokse sig så stor, at den til efteråret kan starte en helt ny bølge blandt de ikkevaccinerede.

- Hvis vi giver slip på den sidste fornuftige adfærd, kan vi i august skulle lukke ned for samfundet, fordi deltavarianten er vokset så hurtigt, siger han.

Sprit af, hvis du giver hånd

Kan man ikke lade være med at give hånd, er det derfor vigtigt at spritte hænderne af bagefter, fortæller Hans Jørn Kolmos.

Han understreger dog, at det stadig er ”decideret uklogt” at hilse på en fremmed med et håndtryk.

Selvom håndtrykket kan spores helt tilbage til oldtiden, var det nemlig selv før coronaen en decideret smittebombe.

- Hvorfor er forkølelser og diarrésygdomme skrumpet ind til ingenting? Det er da på grund af de hygiejniske forholdsregler, understreger han.

Vermund: Den risiko må jeg afveje med mig selv

De to eksperters vurdering ændrer dog ikke ved Pernille Vermunds holdning til sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Efter mere end et år med coronavirus er danskerne er nemlig selv i stand til at vurdere, om de bør give hånd eller ej, mener hun.

Og derfor bør det ifølge partilederen være et personligt ansvar.

- Når jeg står over for en mand, der stikker hånden frem og gerne vil tage den risiko, så må jeg afveje med mig selv, om jeg vil det. Og jeg tror godt, at danskerne kan forvalte det ansvar, siger hun til TV 2.

Over for DR slår vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst fast, at de vil holde fast i anbefalingen om at undgå håndtryk mellem ikkevaccinerede i den nærmeste fremtid.