Bekymring om vaccineplanen stiger – Heunicke kaldes i samråd

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldes i samråd for at forklare, hvordan regeringen vil sikre, at den nuværende plan for vaccinationen mod covid-19 i Danmark ikke skrider til langt ud på efteråret.

Det er Det Konservative Folkeparti, der har indkaldt ministeren, efter at den nuværende vaccinationskalender er blevet betegnet som for optimistisk af forskellige analytikere.

Derfor vil de konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, høre ministeren, hvilke overvejelser regeringen gør sig for at undgå, hvad han beskriver som et mareridtsscenarie.

- Det skal gerne kaste lys over, hvor meget sikkerhed har vi for at få de vacciner leveret, som der er lavet aftaler på, siger Per Larsen.

Han frygter, at hvis vi kommer helt hen i efteråret, før folk er færdigvaccineret, så risikerer vi, at beskyttelsen for de første vaccinerede løber ud.

- Det er virkelig et skrækscenarie, som kan have den konsekvens, at vi bliver nødt til at lukke ned igen, lyder det fra den konservative politiker.

Plan afhænger af ikke godkendte vacciner

Kalenderen for vaccineprogrammet laves af Sundhedsstyrelsen. Den seneste udgave fra 3. maj tilsiger, at alle over 16 år, der ønsker en vaccination mod covid-19, har fået det tilbudt i uge 29 i slutningen af juli.

Herefter er det planen, at alle har færdiggjort en vaccination i uge 33, der ligger i slutningen af august.

Forskellige analytikere har dog rejst bekymring for, at kalenderen er for optimistisk.

Bekymringen bygger blandt andet på de danske myndigheders forventninger til leverancer af vacciner fra det tyske selskab CureVac og det amerikanske selskab Novavax.

De to vacciner er ikke for nuværende i vaccinationsprogrammet, men vurderes af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Mere optimistisk end Norge og Sverige?

I Danmark forventer myndighederne at få større leverancer af disse i løbet af sommeren, end myndighederne gør i Norge og Sverige eksempelvis.

I Norge indeholder vaccinationskalenderen ingen CureVac- eller Novavax-vacciner i juni. I juli forventer de 320.000 og i august 250.000.

I Sverige forventer myndighederne 139.000 vacciner fra CureVac i juni og i gennemsnit 380.000 om måneden fra og med juli til og med september.

I Danmark holder myndighederne kortene tættere til kroppen, så det fremgår ikke præcis, hvor mange vacciner man forventer at få fra CureVac og Novavax.

I stedet har man et spor i vaccinationskalenderen, der hedder "øvrige vacciner". Her forventer myndighederne at få cirka 555.000 i juni.

Vag kalender

Kalenderen bliver endnu mere vag fra juli og frem, da vaccineleverancer fra Pfizer og Moderna lægges sammen med "øvrige vacciner".

Her forventes myndighederne at modtage lidt over en million vaccinedoser mere, end Pfizer og Moderna forventes at levere i juni. Om det så er i form af øgede leverancer fra de to eller fra CureVac og Novavax fremgår ikke.

Det undrer blandt andet chefstrateg hos Nordea Andreas Steno, der til Ekstra Bladet har oplyst, at det efter hans opfattelse, betyder, at vaccinationskalenderen er to til fire uger for optimistisk.

Også Danske Banks analyser når en lignende konklusion, mens analysefirmaet Airfinity spår en endnu større forsinkelse

Opgravning af mink begynder i næste uge – kan medføre store lugtgener

Opgravning og forbrænding af fire millioner mink begynder i næste uge. Det oplyser ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), på et samråd onsdag.

Dermed kan borgerne omkring militærområderne ved Nørre Felding ved Holstebro og Kølvrå ved Karup snart se frem til at få gravet minkene op.

Rasmus Prehn advarer dog om, at der vil være store lugtgener for borgerne i en periode på nogle uger.

Derfor ønsker regeringen at afsætte ekstra penge til opgravningen for at sikre, at opgravningen og forbrændingen af mink kan forløbe gnidningsfrit.

- Jeg synes, det er ærgerligt og urimeligt over for borgere i lokalområdet, hvis vi er nødt til at stoppe opgravningen, for at genbesøge finansudvalget for at få ekstra midler. Derfor har vi brug for en buffer, siger ministeren.

Vil vare omkring to måneder

Han var kaldt i samråd af Venstre og Dansk Folkeparti, der er kritiske over for, at der afsætte markant flere penge end de 72,2 millioner kroner, som opgaven skønnes at koste.

Det skyldes dog hensynet til borgerne kombineret med, at myndighederne aldrig tidligere har haft til opgave at opgrave og bortskaffe fire millioner mink, siger Rasmus Prehn.

Ministeren oplyser, at det sammenlagt vil tage to måneder at bortskaffe minkene. Cirka en måned på hver at de to lokationer.

Danske småøer får lov at skubbe borgere frem i vaccinekøen

Beboere på de tre øer Anholt, Tunø og Endelave vil blive skubbet frem i vaccinekøen. Det oplyser Region Midtjylland i en mail.

Samlet er der tale om 111 borgere mellem 16-64 år på de tre øer, som kommer hurtigere til, end der ellers er lagt op til i Sundhedsstyrelsens vaccineplan.

- Årsagen til, at der afviges fra alderskriteriet, er ressourcer i forhold til personale, tid, transport og logistik.

- Alternativt ville vi skulle over på øerne for at vaccinere få antal borgere med mulighed for større spild, skriver Region Midtjylland.

Samsø kommer ikke foran i køen

På Anholt vil borgere, der ikke er vaccineret, blive vaccineret i denne uge, mens de vil blive indkaldt i uge 20 på Tunø og Endelave - altså om halvanden uge.

Sundhedsstyrelsen har givet mulighed for, at de danske regioner må dispensere for rækkefølgen i vaccinationer.

På Samsø, som også ligger i Region Midtjylland, vil borgerne ikke komme foran i køen.

Det skyldes ifølge regionen blandt andet, at der er et vaccinationscenter på øen.

I Region Nordjylland har muligheden for dispensation betydet, at 700 borgere på Læsø kommer hurtigere til.

Læsø får dispensation: Alle kan nu blive vaccineret

Alle borgere på Læsø kan nu blive vaccineret mod coronavirus.

Sundhedsstyrelsen har givet dispensation til at rykke Læsø-borgerne frem i køen. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Det er cirka 700 personer mellem 16 og 64 år, der mangler at blive vaccineret på øen, og dispensationen vil spare tid og logistik, da alternativet er, at vaccinationerne sker i små klumper.

Alle over 50 år er allerede inviteret til at blive vaccineret, og nu vil de sidste 350 mellem 16-49 år også blive inviteret. Det besluttede Region Nordjylland mandag aften.

I Region Nordjylland fortæller regionrådsformand Ulla Astman (S), at det ikke kommer til at få betydning for vaccinationsudrulningen i resten af regionen, at Læsø-borgerne kommer frem i køen.

- Det giver rigtig god mening, at vi kan tilbyde vaccination til den del af Læsøs befolkning, som endnu ikke er vaccineret. Dels sparer vi kostbar tid på transport af personale og udstyr frem og tilbage.

- Samtidig drejer det sig om så lille en mængde vacciner, at det ikke kommer til at påvirke vaccinationsudrulningen i resten af regionen, siger Ulla Astman i en pressemeddelelse.

Første område med flokimmunitet

Der er planlagt vaccinationsdage 6. maj og 11. maj for de resterende borgere på Læsø, der mangler at blive vaccineret.

Samtidig er der planlagt andet stik sidst i juni, hvor Læsø-borgerne altså er færdigvaccineret.

Hos Læsø Kommune er borgmester Karsten Nielsen (DF) glad for, at Læsø-borgerne bliver rykket frem i køen, og at øen bliver det første område i Danmark med flokimmunitet - ikke mindst forud for sommerferien.

- Vi er 1800 borgere til dagligt, men når sommersæsonen er på sit højeste, er vi over 20.000 på øen, og derfor er det rigtig godt, at der er nogle, der kan bevæge sig frit og ekspedere for alle turisterne, som i hvert fald ikke bliver smittet af Læsø-boerne, siger Karsten Nielsen.

Læsø-borgerne ser ud til at være færdigvaccineret mindst to måneder tidligere end resten af landet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen ventes Danmark først at opnå den milepæl i slutningen af august. Det er en prognose, som flere eksperter har kaldt overoptimistisk.

Karsten Nielsen kan godt forstå, hvis andre dele af landet er utilfredse med, at Læsø kommer foran i køen, men peger på, at man både skal se på pengene, og at der er tale om en mindre gruppe borgere.

- Det er den beslutning, der er taget, og hvis man kan spare ressourcer og mandskab, der kan sættes ind andre steder, så giver det mening, siger Karsten Nielsen.

Læsø er i forvejen den kommune, som er længst fremme med vaccinationer i Danmark, da næsten halvdelen har fået første stik, og hver fjerde er færdigvaccineret.

Kronprinsen markerer Befrielsen ved lysfest i Haderslev

Tirsdag aften holdt kronprins Frederik tale ved den årlige lysfest på Haderslev Kaserne.

Lysfesten markerer Danmarks befrielse 4. maj 1945 under Anden Verdenskrig. Den er blevet afholdt hvert år siden 1950.

Kronprinsen indledte med at sige, at han havde set frem til aftenen på Haderslev Kaserne, der normalt afholdes foran tusindvis af mennesker foran og indenfor kasernen.

- Sådan er det ikke i år. Men pandemien gør ikke danskernes fejring af Danmarks Befrielse mindre vigtig, sagde han.

- Frihedsbudskabet fremstår nok som en mere og mere fjern og abstrakt størrelse for de yngre generationer. Men det er fortsat relevant. Pandemien har ikke udslettet verdens aktuelle konflikter og krige. Den har blot fjernet fokus fra dem.

Anden gang en fra kongefamilien taler ved begivenheden

Ifølge TV Syd er det kun anden gang, at et medlem af kongefamilien har indtaget talerstolen ved begivenheden. Det skete første gang i 2016 med prins Joachim på talerstolen.

Lysfesten blev traditionen tro holdt fra klokken 22 til 22.30. Og som følge af corona-pandemien, blev det i år afholdt som et lukket arrangement.

- Min oldefar Kong Christian 10. var konge under besættelsen og befrielsen. Min morfar og mormor Frederik 9. og Dronning Ingrid grundlagde deres familie under besættelsen.

- Så allerede som barn fik jeg fortalt om kampene, besættelsen og frihedsbudskabets betydning, lød det fra kronprins Frederik.

Chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, kalder kronprinsens deltagelse for "en stor ære".

- Det er helt unikt og tilfører en særlig dimension til dette års transmitterede lysfest, hvor publikum sidder derhjemme i stuerne og ikke er fysisk til stede på kasernen, lyder det i en meddelelse.

Coronarestriktioner ramte 75-året

Lysfesten arrangeres af Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune.

Det var 4. maj 1945 om aftenen, at de tyske tropper kapitulerede og Danmarks befrielse blev bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

Midt i aftenens udsendelse kunne nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen overbringe sætningen, som gik over i historien:

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød det.

Også sidste år, som var 75-året for Befrielsen, ramte coronarestriktionerne en række officielle markeringer og arrangementer.

Eksperter er bekymrede over øget genåbning

Det er en af de større genåbninger, som partilederne blev enige om i nat, og som træder i kraft på torsdag.

Måske også for stor.

Det er i hvert fald bekymringen hos både en professor i immunologi, en professor i eksperimentel virologi og en matematik-epidemiolog, når de skal vurdere, hvilken risiko genåbningen fører med sig.

Den sociale boble udvider sig

På torsdag kan alle elever i grundskolen komme tilbage på fuld tid. Fitnesscentrene, biografer og spillesteder åbner, og forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Det er blot nogle af de lempelser af restriktionerne, der træder i kraft, og det kan måske vise sig at være ”for stor en klods”, som Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi ved Københavns Universitet, siger.

- Jeg havde gerne set, at den her aftale var blevet brudt ned i to segmenter, så vi ikke får det hele på torsdag. Vi åbner så mange ting på én gang, at den sociale boble bliver udvidet ganske betragteligt. Der bliver omrøring i befolkningen, siger han.

Da sundhedsminister Magnus Heunicke sammen med partilederne kom ud fra forhandlingerne natten til tirsdag, sagde han, at ”smittetallene er gode, indlæggelsestallene er lave, og det giver rum til en ansvarlig, men betragtelig genåbning".

Men selvom det går godt, og at der ikke har været så få indlagte siden november, er Jan Pravsgaard Christensen betænkelig ved genåbningsplanerne.

Har vi ikke set, at politikerne har valgt at gøre mere, end eksperterne har lagt op til, og så er det gået alligevel?

- Jo, og det er også kunsten at presse det lige til grænsen. Problemet er, at hvis vi presser det over grænsen, ser vi det først, når smitten begynder at sprede sig. Og så er vi nødt til at gå et skridt tilbage, siger Jan Pravsgaard Christensen.

- For alvor bekymret

Det er også den øgede aktivitet i samfundet i forbindelse med genåbningen, der foruroliger professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Jeg er for første gang for alvor bekymret, siger han.

De tidligere genåbninger har været mere afbalanceret, mener Allan Randrup Thomsen, der vurderer, at den her kommer for tidligt, og at den er for omfattende.

- Der er simpelthen for meget aktivitet. Folk kan gå fra den ene aktivitet til den næste, til den næste, og en smittet kan på den måde sprede meget smitte, siger han.

Et eksempel på, at det nu bliver lettere at bevæge sig rundt, er, at den omstridte 30-minuttersregel om booking af bord på barer og restauranter helt som planlagt udfases fra torsdag.

Det er en regel, der har gjaldt, siden restauranter, caféer og barer igen kunne åbne for siddende gæster for knap to uger siden, da den seneste genåbning trådte i kraft.

Ser ikke effekter fra seneste genåbning

Og spørger man Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, er den korte afstand til den seneste genåbning noget, han undrer sig over. Han ville gerne først have set, hvordan den seneste lempelse af restriktioner påvirker smittetallene.

- Men der er så meget fart på med at genåbne, at vi ikke når at se den fulde effekt af den forrige genåbning, siger Viggo Andreasen.

Han kan godt se det fornuftige i at åbne mere i samfundet, men denne omgang er ”meget stor”, mener han. Han pointerer, at der er blevet konstateret en stigning i smitten hver gang, der er blevet åbnet flere dele af samfundet.

- Denne genåbning er forbundet med en større grad af usikkerhed i forhold til, om det går godt, og om vi i sidste ende må lukke noget ned igen. Vi er i forvejen lige der, hvor epidemien ligger og truer, så der er en reel mulighed for, at vi vil opleve flere lokale nedlukninger. Forhåbentlig vil vores store test-aktivitet give os en tidlig advarsel, hvis epidemien for alvor skulle gå i gang, siger Viggo Andreasen.

Kun to sundhedsordførere klar til at takke ja til tilbud om droppet vaccine

Mandag vedtog et bredt politisk flertal, at danskerne frit skal kunne vælge, om de vil modtage stik med vaccinerne fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson, som er blevet taget ud af det officielle vaccinationsprogram.

- Det er afgørende, at danskerne kan tilvælge vaccinen, hvis de gerne vil frem i køen, lød det blandt andet fra Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Selv er hun dog på ingen måde interesseret i at modtage en af de droppede vacciner, oplyser hun tirsdag til TV 2.

Samme svar giver de fleste af partiernes sundhedsordførere.

Kun Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti og Henrik Dahl fra Liberal Alliance er positivt stemt.

Kan sagtens vente

For de seks sundhedsordførere, der svarer klart nej til at blive vaccineret med AstraZeneca eller Johnson & Johnson, handler det primært om, at de sagtens føler, de kan vente på en af de godkendte vacciner.

- Jeg har ikke travlt, og derfor ser jeg ikke nogen grund til, at jeg skulle tage den risiko, siger socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Langhoff.

Samme melding giver Liselott Blixt.

- Jeg kan sagtens vente et par måneder ekstra, hvis det er det, det kræver, siger hun.

Efter Johnson & Johnson-vaccinen mandag blev pillet ud af vaccinationsprogrammet rykkede vaccinekalenderen sig cirka fire uger. Det betyder, at de sidste danskere, der ønsker en vaccine, vil få den tilbudt i midten af august.

- Jeg lægger gerne arm til

Det er kun to af Folketingets ti sundhedsordførere, som vil vælge en af de droppede vacciner. De er til gengæld meget positivt stemt.

- Jeg er da helt tryg ved at lade mig vaccinere med Johnson & Johnson og lægger gerne arm til. Den er godkendt af de amerikanske myndigheder, som er nogle af de mest restriktive i hele verden, siger Per Larsen (K) til TV 2.

Også Henrik Dahl (LA) føler sig tryg ved at modtage en af vaccinerne, fordi fordelene, ifølge ham, opvejer den minimale risiko, der er dokumenteret.

AstraZeneca og Johnson & Johnson er begge pillet ud af det officielle vaccinationsprogram, fordi de kan forbindes med sjældne tilfælde af blodpropper.

Danmark har mere end en halv million skrottede vaccinedoser på lager

Danmark har lige nu 462.800 doser af AstraZenecas vaccine og 74.400 doser fra Johnson & Johnson på lager.

Det oplyser Statens Serum Institut til TV 2.

Antallet svarer til, at i alt 305.800 danskere kunne blive vaccineret i morgen, hvis vaccinerne fra de to producenter ikke var taget ud af det danske vaccinationsprogram.

Vaccinerne bliver stadig leveret

Mens lagrene er godt fyldte, forsætter doser af de skrottede vacciner med at ankomme. I sidste uge modtog Danmark således 149.269 doser af AstraZenecas vaccine, fremgår det af oversigten over vaccineleverancer på SSI’s hjemmeside.

Samtidig har Danmark forudbestilt syv millioner doser af vaccinen fra Johnson & Johnson. 5,7 millioner doser af dem er bindende aftaler, men hvornår vaccinerne helt præcis bliver leveret, er endnu uvist.

Sundhedsministeriet oplyser til TV 2, at regeringen nu er i gang med at se på, hvad der skal ske med vaccinerne fra Johnson & Johnson, efter Sundhedsstyrelsen mandag besluttede at droppe vaccinen på grund af flere tilfælde af sjældne blodpropper blandt vaccinerede.

Vaccinerne skal bruges

Alle vacciner skal dog udnyttes til at bekæmpe pandemien - det gælder også de overskydende danske Johnson & Johnson-vacciner, lyder det.

Regeringen ser på flere muligheder, herunder blandt andet donation, udlån og bytte, oplyser ministeriet.

Samtidig har et flertal af folketingets partier besluttet, at der skal laves en frivillig ordning, hvor danskere kan vælge at blive vaccineret med for eksempel Johnson & Johnsons vaccine, før det er deres tur i vaccinationsprogrammet med vaccinen fra Pfizer og Moderna.

Der bliver dog ikke tale om, at alle de forudbestilte vacciner bliver en del af den frivillige ordning, oplyser ministeriet.