612 er testet positive for coronavirus det seneste døgn
Der er 612 nye smittede med coronavirus det seneste døgn.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
De positive prøver er fundet blandt i alt 204.130 PCR-tests. Det giver en positivprocent – det vil sige andelen af positive prøver – på 0,34.
Antallet af indlagte stiger med fire, så der nu er 181 indlagte. Af dem ligger 40 på intensivafdeling. Det er samme antal som lørdag.
Én smittet person er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal op på 2475 personer.
Kalder smittetallene for "tilfredsstillende"Thorkild Sørensen, der er professor i emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, kalder de stabile smittetal for "meget tilfredsstillende".
– Det store spørgsmål er, hvad den store genåbning, vi har gang i nu, betyder for smitten. Det kan vi først se om noget tid, siger han til Ritzau.
Onsdag trådte næste faste af den udvidede genåbningsaftale, som alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige indgik 15. april, i kraft.
Det betyder, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer udendørs og 10 personer indendørs.
Derudover må restauranter, caféer, barer og værtshuse igen servere for gæster.
20 procent af befolkningen er vaccineretYderligere har 14.902 personer fået det første stik med en coronavaccine det seneste døgn..
Det betyder, at flere end 1,2 millioner danskere har fået mindst ét stik med en vaccine. Det svarer til 20,7 procent af befolkningen.
Derudover er næsten 600.000 danskere færdigvaccineret, og det betyder, at omkring ti procent af befolkningen har fået begge vaccinestik.
Du kan få et fuldt vaccineoverblik her.
– En storm har rystet Indien, siger Modi om eksploderede smittetal
Indiens premierminister, Narendra Modi, opfordrede søndag på det kraftigste landets befolkning til at tage den tredje bølge af coronasmitte alvorligt.
- Vi havde en god fornemmelse, efter at vi håndterede den første bølge succesfuldt. Men den her storm har rystet nationen, sagde Modi søndag i en radiotale til befolkningen.
Folk bør tage vaccinen og tage hygiejniske forbehold, lød det blandt andet.
Hver dag står vi i samme situation, vi har kun oxygen nok til to timer
Indisk læge Rekordhøje smittetalDe seneste fire dage har Indien haft flere end 300.000 nye registrerede smittede hvert døgn. Det seneste døgn lød tallet på 349.691. Det er ikke set før i noget andet land i verden siden pandemiens start.
Det har ført til et kæmpe pres på landets hospitaler, særligt udfordringen med at skaffe ilt og sengepladser nok til de mange covid-19 patienter er kritisk for de indiske sundhedsmyndigheder.
Flere steder dør folk på fortovene, mens de venter foran hospitalerne.
- Hver dag står vi i samme situation, vi har kun oxygen nok til to timer, vi får kun tomme løfter fra myndighederne, lød det blandt andet fra en læge på ét at de pressede hospitaler på nationalt TV ifølge Reuters.
USA vil hjælpeI USA siger landets udenrigsminister, at man vil forsøge at hjælpe Indien.
- Vores medfølelse går ud til Indiens befolkning, der er midt i et forfærdeligt coronaudbrud, skrev udenrigsminister Anthony Blinken søndag på Twitter.
- Vi arbejder tæt sammen med den indiske regering og vil hurtigt komme med hjælp til den indiske befolkning og Indiens sundhedspersonalehelte, skrev han.
Hvilken form for hjælp, som USA påtænker, er indtil videre ikke oplyst, men Indien har i den seneste uge kæmpet for at skalere produktionen og distributionen af oxygen op efter det stejlt stigende behov.
Den seneste måned alene er dødstallet tidoblet, mens eksperter vurderer tallet til at være langt højere.
Kritik for håndteringNarendra Modi har mødt stor kritik for at have taget for let på coronasituationen og på den måde have skabt den krise, som landets uforberedte sundhedssystem lige nu befinder sig i.
- Inderne svigter deres kollektive vagtværn. I stedet for at blive bombarderet med beskeder om at være årvågne har vi hørt selvfede sejrsmeldinger fra vores ledere, som nu udstilles som ren selvforstærket hybris, skriver Zarir F. Udwadia, en lungespecialist og medlem af en task force under staten Maharashtras regering, fredag i et debatindlæg i Times of India.
5 procent vaccineredeOgså tempoet med at få vaccinerne ud møder kritik fra eksperter og fra befolkningen.
Over 138 millioner af indiens befolkning på 1,3 milliard har modtaget mindst et vaccinestik, mens omkring 5 procent af befolkningen er fuldt vaccinerede.
1. maj åbnes for, at alle personer over 18 år kan blive vaccineret. De indiske myndigheder forventer først, at den tredje bølge af covid-19 topper i maj.
USA vil forsøge at hjælpe Indien gennem coronakrise
USA er "dybt bekymret" over den voldsomme stigning i smitte- og dødsfald i Indien og vil forsøge at hjælpe landet ud af krisen.
Det oplyser en talskvinde for Det Hvide Hus.
- Vi har aktuelt samtaler på højt niveau og planlægger hurtigt at levere yderligere støtte til den indiske regering og indisk sundhedspersonale, som kæmper mod dette seneste alvorlige udbrud. Vi vil komme med yderligere informationer meget snart, udtaler talspersonen i en mail til nyhedsbureauet Reuters.
Hvilken form for hjælp, som USA påtænker, er indtil videre ikke oplyst, men flere hospitaler i Indien har meldt om mangel på sengepladser, medicin og især ilt til de respiratorer, som de hårdest ramte covid-19-patienter har brug for.
Vrede mod vesten eksplodererFredag eskorterede politibiler en tankbil med ilt til et hospital i New Delhi. Iltforsyningen nåede frem tids nok til at afværge flere dødsfald som følge af mangel på ilt.
En mulighed for amerikansk hjælp kunne være at sende vacciner til Indien. USA's Handelskammer opfordrede fredag Biden-administrationen til hurtigst muligt at forsyne hårdt ramte lande med vacciner.
Avisen Times of India skriver søndag, at vreden på sociale medier mod USA og andre vestlige lande er "eksploderet" med beskyldninger om, at landene ligger inde med lagre af ubrugte vacciner, værner nidkært om patenter og vender det døve øre til de dystre forhold i covid-19-hærgede lande som Indien og Brasilien.
Den indiske avis fremhæver, at ifølge en rapport fra det anerkendte amerikanske Duke University vil USA i juli have en overforsyning på op til 300 millioner vaccinedoser. Samtidig vil mange fattige lande være nødt til at vente i årevis på, at størstedelen af deres befolkninger er blevet vaccineret.
Indisk smittetal slår rekorder flere dage i stregFlere døgn i træk har Indien meldt om så høje smittetal, at noget lignende ikke er set i andre lande under hele pandemien.
Torsdag meldte sundhedsmyndigheder om næsten 315.000 nye smittetilfælde det seneste døgn. Fredag steg tallet til næsten 333.000, og lørdag nåede det op på over 346.000.
Samtidig er der flere dage meldt om over 2000 dødsfald.
I alt er næsten 190.000 personer i Indien døde af coronarelaterede sygdomme ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University.
Det placerer Indien som nummer fire på listen over flest dødsfald efter USA, Brasilien og Mexico. Tallene skal dog ses i lyset af, de fire lande er blandt verdens mest folkerige nationer.
Indien har efter Kina flest indbyggere med næsten 1,4 milliarder. Dermed har Indien cirka 136 dødsfald per million indbyggere. Danmark har med 2474 dødsfald cirka 426 per million indbyggere.
Politiet roser danskerne for deres opførsel i genåbningsweekend
En bartender i hvid skjorte fejer cigaretskodder væk foran barerne skråt over for Københavns Rådhus. Klokken har akkurat slået 23.00, hvor det danske natteliv skal lukke ned, og bargæster er ved at gøre sig klar til at rykke videre.
En gruppe unge mennesker har fået deres fadøl hældt over i plastikkrus og står og synger i kor, og adspurgt om, hvor de nu tager hen, råber en ung mand iført flexfit-kasket:
- Vi skal hjem!
Det er samme billede rundt om i byen, hvor de store pladser, der ofte lægger rammer til diverse komsammen i et virvar af mennesker, som netop har mødt hinanden, står næsten tomme hen.
Ifølge Københavns Politi har lørdag aften forløbet fuldstændig, som man kunne have håbet.
- Folk opfører sig pænt. Ligesom før corona er der altid nogle, der stikker af i en forkert retning, men det er ikke anderledes end andre tidspunkter på året. Der er god stemning i byen, siger vagtchef Henrik Brix.
Han forklarer, at der har været enkelte episoder, hvor nogle har spillet for høj musik til privatfester. Men det har ikke været værre, end det var før genåbningen, lyder det.
Opholdsforbud sidste årStore menneskemængder, der bryder forsamlingsforbuddet, og ulovlige piratfester var et stort tema sidste forår og sommer. Men de selvsamme områder, der dengang blev omdannet til dansegulv om natten, stod lørdag aften hen nærmest ensomme.
På Nørrebro var skateparken tæt på restauranten Friheden særligt populært blandt festglade mennesker, og det mundede ud i, at politiet lavede et opholdsforbud i området.
Det er en skarp kontrast til nu, hvor den oplyste skateparks eneste besøgende er en ældre herre, der med briller og sort dunvest ryger sig en cigaret på en grøn københavnerbænk.
Rolig genåbning på FynDet er ikke kun københavnerne, der kan bryste sig af at have vist sig fra deres bedste side, siden barerne åbnede onsdag 21. april.
På Fyn har politiet ligeledes haft positive oplevelser, når de har patruljeret i nattelivet.
- Jeg kan sige, at det generelt er gået fint. Der har været mange folk i byen, men barer og beværtninger har lukket rettidig, og folk har gået derfra i god ro og orden, siger vagtchef Sten Nyland.
Og i genåbningsweekenden har billedet været det samme. Lørdag aften ved midnat har der således ikke været nogen nævneværdige episoder, som politiet har været nødsaget til at træde ind i.
- Folk virker, som om at de er bevidste omkring reglerne. Der har været masser af mennesker i byen, men med god afstand mellem dem, og de har opført sig pænt, siger vagtchefen.
Ligesom i København har man haft enkelte episoder, hvor private arrangementer har været til gene for naboerne, og politiet har i enkelte tilfælde været på visit.
Men meldingen fra Fyns Politi er alligevel, at fynboerne har opført sig pænt i forhold til restriktionerne.
- Det er ikke vores indtryk, at folk flytter festen ud på gaden. Vores indtryk er, at folk er gode til at følge anbefalingerne og så fortrække sig, lyder det fra Sten Nyland.
Østjyllands Politi roser barerneSelvom der er mange, der ville en tur på bar og restaurant i Østjyllands politikreds, er også det gået særdeles godt.
Vagtchef Stig Heidemann fortæller, at det har været en rigtig god aften i området – særligt i Aarhus, hvor mange mennesker er taget ud i genåbningsweekenden.
- Vi er gået rundt i værtshuskvarteret og cafemiljøet og holdt øje, og det ser ganske fornuftigt ud. Der er mange mennesker. Folk vil gerne ud og hygge sig, men det går, som vi håbede, at det ville, siger han og fortsætter:
- Det har været en god aften.
Der har været en del mennesker, der efter barlukningerne har forsamlet sig i Aarhus' grønne områder, hvor de spiller musik. Men det ser vagtchefen ikke noget galt i, så længe det ikke er til gene for naboerne.
- De hygger sig og spiller musik, men det er ikke noget, der går ud over de gældende restriktioner. De er ikke flere, end de må være, siger Stig Heidemann.
Politiet har været i dialog med de forskellige beværtninger i politikredsen, og indtil videre meldes alt godt.
- Vi snakker med indehaverne af stederne for at høre, om de har brug for råd og vejledning, men de har sat sig rigtig godt ind i tingene, siger Østjyllands Politis vagtchef.
Kø for junkfoodTilbage i København er det sted på TV 2s tur rundt i byen, hvor der er samlet flest mennesker udenfor, foran McDonalds på Nørreport Station.
Ved midnatstid – en time efter barerne lukkede – står en flok mennesker i højt humør med trætte øjne i kø for at få en bid, inden de skal hjem eller til et privat arrangement.
Vagtchef Henrik Brix siger, at Københavns Politi selvfølgelig holder øje med, om restriktionerne bliver overholdt, men han vedkender dog, at det er svært at forudsige, om der pludselig skulle dukke en ulovlig piratfest op på radaren.
- Fester i privatbeboelse rører vi ikke, medmindre det er med åbne døre og vinduer. Så går vi hen og siger, at de skal lukke for dem, så de ikke forstyrrer naboerne, lyder det fra Henrik Brix.
Venstre vil fjerne festregel
Venstre vil have droppet kravet om, at private fester skal slutte klokken 23.
Det siger partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, til TV 2.
- Jeg vil gerne have det ændret fra i morgen af. Vi er nødt til at give noget sikkerhed og vished, så folk kan planlægge deres bryllup eller konfirmation.
Det Konservative Folkeparti bakker forslaget op, mens Enhedslisten vil kigge nærmere på det søndag. Det oplyser de to partier til TV 2.
Gakket eller sund fornuft?Venstre er en del af den seneste brede politiske genåbningsaftale, som 23-reglen blandt andet er en del af.
Men selvom der ved den lejlighed altså ikke var flertal blandt partierne til at hæve grænsen for, hvornår privatfesten skal slutte, håber Sophie Løhde, at der snart kan komme det.
- Vi vil luge ud i alle de gakkede regler. Lad os nu vise danskerne noget tillid. Og nu er det jo ikke sådan, at coronavirus smitter mere efter klokken 22.
Men klokken 22 er folk fulde, og man bliver måske lidt mere kærlige og står lidt tættere. Du kalder det en gakket regel, virologer som Allan Randrup ville måske kalde det sund fornuft.
- Vi stod i nøjagtig samme problem sidste år, og der løste vi det. Vi står også i en meget bedre situation, end vi gjorde sidste år. Vi er i fuld gang med at rulle vacciner ud. Derfor skal vi jo ikke være mere restriktive, end vi var sidste år, siger Sophie Løhde.
Sidste år var der i forbindelse med genåbningen i foråret regler om, at private fester skulle slutte klokken 24, men 11. juni blev de regler ændret, så der ikke var noget sluttidspunkt.
Det skete blandt andet efter pres fra Venstre.
Organisation: Ikke en god ide at starte festen tidligereEn af de organisationer, der håber på, at reglerne bliver ændret, er Danske Forsamlingshuse.
Her har de ikke kunnet mærke i deres ordrebog, at Danmark er blevet åbnet yderligere op.
Derfor hilser formand Allan Sørensen forslaget fra Venstre velkommen.
- Hvis der skal holdes nogle private fester, og folk skal gå hjem klokken 23, bliver festerne ikke afholdt, siger han til TV 2.
Allan Sørensen afviser samtidig, at det kan komme på tale at starte festerne lidt tidligere.
Kunne festen ikke bare begynde klokken 16 i stedet for klokken 18?
- Nu skal man jo regne med, at det er ude i landområderne, at vi har forsamlingshusene. Og til festerne deltager også landmænd, der skal have deres dyr passet, og der kan man ikke bare sådan lige sige, at man lige rykker det her et par timer eller tre. Så det, synes jeg ikke lige, er en god ide.
Allan Sørensen er dog villig til at indføre en eller anden form for deadline for, hvornår festerne skal slutte.
- Normalt slutter de fleste fester klokken et eller klokken to. Hvis man satte en grænse der, ville det være fint med os.
Det har lørdag ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar til Venstres forslag fra Socialdemokratiet.
400 demonstranter samlet til genåbningsfest: – Coronavirus er opblæst
Pølsemanden langer hotdogs over disken til sultne børnefamilier. Og pensionister sidder i deres medbragte klapstole og nyder en kop kaffe i solen. Dannebrogsflagene svajer i luften.
Det ligner ethvert andet lørdagsarrangement. Men det er det ikke.
Det er en genåbningsfest og demonstration arrangeret af Frihedsbevægelsens Fællesråd for at markere, hvad de kalder "genstarten af Danmark".
Det har fået godt og vel 400 danskere til at møde op på Bertel Thorvaldsens Plads i indre København for at høre musik, danse og samles med andre kritikere af coronarestriktionerne.
En af dem er Keld Jørgensen Schmidt.
Han har i dagens anledning formet en hat af stanniolpapir for at gøre grin med dem, der kalder ham og hans meddemonstranter for sølvpapirshatte.
- Ved du ikke, hvad de kalder os? Det er jo jer medier, der er med til at gøre os til sølvpapirshatte, fordi I taler os ned, siger han til TV 2.
Det, der foregår lige nu, er vanvid
Keld Jørgensen Schmidt, demonstrantSammen med sin kone Jette Larsen er Keld Jørgensen Schmidt kørt fra Fyn for at ’feste’ sammen med de andre fremmødte og vigtigst af alt melde fra over for resten af samfundet.
- Det, der foregår lige nu, er vanvid. Hvorfor skal raske mennesker lade sig teste? Hvorfor skal vi gå med mundbind, når der er beviser for, at det overhovedet ikke virker? spørger han med ivrig stemme til undertegnede journalist.
- Coronavirus er ikke en naturlig sygdomTidligere demonstrationer under pandemien har vist billeder af sortklædte, maskerede mænd, der under tonerne til slagsange og voldsomme kampråb har vandret gennem de københavnske gader.
Men hvor mange af de foregående demonstrationer er endt i voldelige optrin og anholdelser, er dagens demonstration en skarp kontrast til dette.
Her er danskere i alle aldre og fra alle dele af landet. De fleste med et håb om at få fleres øjne op for det bedrag, som regeringen og myndighederne ifølge dem har udsat den danske befolkning for.
- Coronavirus er opblæst, siger 23-årige Andreas Kruse til TV 2.
Han er sammen med to af sine venner mødt op for at vise sin modstand mod den danske regerings håndtering af pandemien.
Andreas Kruse tror ikke på, at coronavirus er en naturlig sygdom, der er opstået på et madmarked i Wuhan i Kina, som et forskerhold fra WHO ellers har fundet mest sandsynligt.
Derimod er han af den overbevisning, at virussen er udviklet og spredt af det kinesiske kommunistiske regime, som har betalt for at få den lavet på et canadisk laboratorie - en påstand som blandt andre tidligere USA-præsident Donald Trump har støttet op omkring.
Folk tør ikke møde op
Jette Larsen, demonstrantDe fleste demonstranter, som TV 2 taler med, understreger dog, at de hverken anfægter coronavirussens eksistens eller oprindelse.
Medbragt lænket dukke af Mette FrederiksenLidt efter klokken 12 samles en folkemængde på midten af pladsen.
I centrum står betonarbejderen Benjamin Nor Larsen iklædt pilotbriller, læderjakke og med en øl i hånden. Ved siden af sig har han et bur, hvori en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S) står fastlænket.
Under en Men in Black-demonstration 23. januar blev en dukke af statsministeren brændt af. Tre mænd blev efterfølgende anholdt, og Benjamin Nor Larsen fortæller til TV 2, at han blandt andet har medbragt dukken for at vise sin sympati med de tre mænd.
Andre demonstranter angiver årsager som "epidemilov", "tvangsvaccination", "Bill Gates", "WHO" og "grundlovsovertrædelser, når TV 2 spørger dem, hvorfor de havde valgt at deltage i demonstrationen.
Kritiske over for de etablerede medierMange af de fremmødte takker pænt nej tak til at snakke med TV 2.
Hvad enten man spørger den unge mand i den orange kedeldragt med en Mette Frederiksen maske foran ansigtet, eller moren, der har taget sin lille datter med i Christianiacyklen, er villigheden til at snakke med en journalist ikke stor.
- Folk tør ikke møde op, siger Jette Larsen, kone til Keld Schmidt Jørgensen, og tilføjer, at hun mener, at mange flere danskere er imod restriktionerne, men ifølge hende er bange for at komme i konflikt med deres nærmeste, hvis de fortæller om det.
Jette Larsen vil heller ikke lade sig fotografere til artiklen, da hun har hørt historier om andre, der er blevet truet med at få billeder af dem til demonstrationer sendt til deres arbejdsgivere.
Det er ikke første gang, at Frihedsbevægelsens Fællesråd inviterer til genåbningsfest. 11. marts skulle den første genåbningsfest oprindeligt have været afholdt, men den blev aflyst på grund af dårlige vejrforhold.
Genåbningsfesten er sat til at vare frem til klokken 23.00 lørdag aften. Københavns politi melder fortsat om fredelige forhold, da TV 2 snakker med dem klokken 19.30.