Brasiliens senat skal undersøge Bolsonaros coronahåndtering

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, langer fredag ud efter en kommende senatsundersøgelse af landets håndtering af coronapandemien.

Senatsundersøgelsen er den hidtil mest alvorlige politiske konsekvens for Bolsonaros tilgang til coronavirusset, som han sammenlignede med "en lille influenza" sidste år.

Det var højesteretsdommer Luis Roberto Barroso, der sent torsdag lokal tid besluttede, at nok senatorer havde stemt for at undersøge regeringens håndtering af pandemien.

- Det er aftalt spil mellem Barroso og de venstreorienterede i Senatet. De vil skade regeringen, siger Bolsonaro til sine tilhængere fredag lokal tid ude foran sin bopæl.

Han beskylder samtidig dommeren for at være politisk.

Har opfordret til at ignorere krav om mundbind

Den højreorienterede præsident har under pandemien opfordret befolkningen til at ignorere krav om mundbind og afstand.

Bolsonaro har også kritiseret coronavaccinerne, men har efterfølgende trukket kritikken tilbage.

Han fortsætter også med at angribe guvernører, der indfører nedlukninger i brasilianske delstater. Præsidenten beskylder dem for at dræbe flere med disse begrænsninger, end virusset dræber i sig selv.

Siden pandemiens begyndelse har det sydamerikanske land med 211 millioner indbyggere registreret mere end 345.000 coronarelaterede dødsfald. Kun USA har registreret flere i absolutte tal.

Her er der registreret 560.083 dødsfald og knap 31 millioner smittetilfælde blandt landets 333 millioner indbyggere.

Hver fjerde dødsfald sidste uge var i Brasilien

Situationen i Brasilien er så slem, at landet i denne uge tegnede sig for hvert fjerde dødsfald med covid-19 på verdensplan.

Samtidig har en ny bølge af virusset overvældet landets hospitaler.

Tre ud af fire privathospitaler svarer i en undersøgelse blandt 88 hospitaler, at de om en uge eller kortere tid løber tør for forsyninger til behandling af covid-19-patienter. Det gælder blandt andet ilt og bedøvelse.

Tyskland finder 42 sjældne blodpropper blandt vaccinerede

Tyskland har i alt registreret 42 tilfælde af sjældne blodpropper blandt personer, der har fået AstraZeneca-vaccinen.

Det oplyser Paul Erlich-instituttet, der overvåger landets vaccineudrulning.

Tallet dækker over tilfælde, der er blevet fundet indtil den 2. april. I 23 af tilfældene gælder det, at patienten også havde et lavt antal af blodplader, siger instituttet. I otte af tilfældene er patienten død.

Kombinationen af de sjældne blodpropper og trombocytopeni, hvor mængden af blodplader er lav, har ført til, at flere lande har standset eller begrænset brugen af vaccinen.

På pause i flere lande

I Danmark har brugen af vaccinen været sat i bero, siden Lægemiddelstyrelsen i begyndelsen af marts fik nys om, at flere tilfælde af blodpropper kunne have en forbindelse til vaccinen.

Vaccinen er ligeledes på pause i Norge. Her har flere af landets forskere allerede slået fast, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne tilfælde af blandt andet blodpropper.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte onsdag, at der var en mulig sammenhæng mellem vaccinen og et særligt sygdomsbillede med blodpropper.

Flest tilfælde hos kvinder

Af de 42 blodpropper, der er blevet opdaget i Tyskland, er alle undtagen syv blevet påvist hos kvinder i alderen mellem 20 og 63 år.

Paul Erlich-instituttet påpeger, at der for kvinder i alderen mellem 20 og 59 år er blevet påvist flere blodpropper blandt vaccinerede end i den samme befolkningsgruppe generelt.

Syv tilfælde af blodpropper i Tyskland er også blevet påvist hos mennesker, der har modtaget Pfizer-vaccinen, men ikke i kombination med lave blodplader.

Når man tager antallet af vacciner i betragtning, er der ikke sket en stigning i antallet af blodpropper sammenlignet med tidligere.

Den 2. april var der blevet givet 14,4 millioner vacciner i Tyskland.

Borgmester efterlyser skrappere værktøjer: Unge bryder isolation for at tage på McDonald’s

Beboere og myndigheder i Odense-bydelen Vollsmose har igennem længere tid kæmpet en ihærdig kamp for at bugt med et højt smittetal.

Men kommunen har igennem længere tid set eksempler på nogle få fortrinsvis unge mennesker, der gambler med indsatsen for hele området ved at bryde deres isolation.

Det fortæller Odenses socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel.

Han nævner eksempler på, at nogle har brugt deres kommunale isolationsfacilitet til at holde fest med vennerne eller er gået på McDonald's.

- Og hver gang man gør det, så udsætter man sine venner, sine omgivelser og sit nabolag for en risiko for at blive smittet. Det kaster grus i det maskineri, vi har sat i gang sammen med beboerne i området for at få smitten ned, og man kaster i virkeligheden også grams på den kæmpe indsats, beboerne i Vollsmose har gjort, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2.

Borgmesteren havde fredag indkaldt til pressemøde i anledning af en ny bekendtgørelse fra sundhedsmyndighederne, der kan få stor betydning for et område som Vollsmose.

Bøde for at bryde isolation

Bekendtgørelsen forpligter landets kommuner til at lukke grundskoler, SFO’er, klubtilbud samt ungdoms- og voksenuddannelser helt ned på sogneniveau, hvis tre konkrete kriterier er opfyldt:

Incidenstallet overstiger 400 Der er registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage Positivprocent overstiger 2 procent

Vollsmose er lykkedes med at få incidenstallet langt ned i forhold til begyndelsen af marts, hvor det i flere dage lå tæt på 1000.

Men Vollsmose sogn bevæger sig alligevel lige på kanten af det tilladte incidenstal. Fredag ligger tallet i sognet på 383,8.

Og det er langt fra acceptabelt ifølge borgmesteren, der vil have bydelens incidenstal ned og ligge stabilt under 400. Det kan kun lade sig gøre, mener han, hvis kommunen får skrappere værktøjer, end den har i værktøjskassen lige nu.

Kommunen har allerede ”kommunikeret igennem”, og de personer, der udgør problemet, ved godt, de skal gå i isolation, lyder det fra borgmesteren.

Derfor har han kontaktet sundhedsministeren og justitsministeren for at foreslå strengere regler over for personer, der bryder deres isolation.

Hans forslag er en ”lufthavnsmodel”, hvor er der krav om test og isolation, og hvor der falder en bøde, hvis man bryder isolationen.

- Hvis du skider højt og helligt på din pligt til at gå i isolation og passe på dine omgivelser, så synes jeg også, det er på sin plads, at der vanker en bøde, så man sender et tydeligt signal om, at det her er uacceptabelt, siger Peter Rahbæk Juel.

Et meget lignende forslag er dog allerede blevet fejet af bordet i Folketinget.

Agerer ud fra terrænet

I begyndelsen af marts anbefalede regeringens epidemikommission at indføre tvungen isolation til borgere i Vollsmose Sogn, som ikke ville lade sig teste, og bøde ved overtrædelse.

Men i Folketinget var der ikke et flertal for at tvangsteste borgere. Regeringen havde dog opbakning til at indføre bøder, hvis folk brød deres isolation. Men det gav ikke mening uden krav om testning, lød det fra regeringen, og dermed blev forslaget droppet.

Alligevel mener Peter Rahbæk Juel, at det er det, der skal til nu, hvis det skal lykkes Vollsmose at få incidenstallet længere ned.

- Jeg agerer ud fra det, jeg kan se ude i terrænet, og nogle gange er det jo sådan, at hvis kort og terræn ikke passer sammen, så synes jeg, man skal følge terrænet. Og det er ikke noget, vi har set en enkelt gang for en måned siden, vi har set det løbende igennem de sidste uger og måneder, at der er udfordringer for nogle med at holde isolationen, siger han.

Borgmesterens initiativ møder opbakning fra Odenses By- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt fra Venstre. Han mener dog, at det kommer for sent.

- Det er alt, alt, alt for sent. At borgmesteren først gør noget ved det her, i det øjeblik staten kommer og siger, at vi ikke kan finde ud af det, undrer mig meget. Det er at gamble med genåbningen, siger Christoffer Lilleholt til TV 2 Fyn.

Borgmesteren siger til TV 2, at han endnu ikke har hørt fra Christiansborg efter sin henvendelse.

Dagens overblik: Briterne tager afsked med prins Philip

Prins Philip får ikke en statsbegravelse.

Velkommen til dagens overblik, som begynder med dagens royale dødsfald.

Prins Philip er død

Storbritanniens prins Philip sov i morges stille ind på kongeslottet Windsor Castle nær London. Det oplyste hans hustru, dronning Elizabeth, omkring klokken 13 dansk tid.

Kort efter gik premierminister Boris Johnson på tv for at udtrykke sin sorg og sin støtte til kongefamilien.

- Vi sørger i dag sammen med hendes majestæt dronningen. Vi kondolerer over for hende og hele hendes familie. Og vi siger tak, som nation og som kongerige, for prins Philip, hertug af Edinburghs fantastisk liv og virke, sagde han.

Prins Philip blev 99 år og døde efter 73 år som ”dronningens farverige skygge”. Det kan du læse om i denne nekrolog.

EMA undersøger usædvanlige blodpropper

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, undersøger fire usædvanlige tilfælde af blodpropper hos personer, der er vaccineret med Johnson og Johnsons vaccine mod coronavirus.

Det skriver EMA i dag i en pressemeddelelse. Det er endnu ikke klart, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, men det bliver undersøgt nærmere af EMA's bivirkningskomité, PRAC.

Johnson og Johnsons vaccine er endnu ikke i brug i Europa, men blev betinget godkendt i EU 11. marts. Forventningen er, at den vil blive rullet ud i løbet af april.

Coronabøde til Erna Solberg

Den norske statsminister har ikke haft godt nok styr på landets coronaregler, og det kostede hende i dag en bøde på 20.000 norske kroner.

Ifølge politiet brød Erna Solberg restriktionerne i forbindelse med familiens fejring af hendes 60-årsfødselsdag i det norske skiområde Geilo.

Erna Solberg har selv fortalt, at flere end ti familiemedlemmer tog på restaurant 26. februar. Og selvom hun faktisk ikke selv var med, mener politiet, at hun var med i planlægningen og vidste, hvor mange der ville deltage, og hvor de havde bestilt bord. Derfor bøden.

Statsministeren har tidligere beklaget, at hun og familien brød restriktionerne.

Kendte får ikke godtgørelse af Se og Hør

En række kendte danskere blev udsat for grove krænkelser af deres privatliv, men det giver dem ikke ret til økonomisk godtgørelse. Det afgjorde Københavns Byret i dag, syv år efter at Se og Hør-sagen begyndte at rulle.

Retssagen var startet af Line Baun Danielsen, Remee, Casper Christensen, Iben Hjejle, Oliver Bjerrehuus og Martin Jørgensen. De havde sagsøgt Aller Media, der udgiver Se og Hør, de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen samt den såkaldte tys-tys-kilde, it-operatøren hos IBM, som skaffede sig adgang til de kendtes kreditkortoplysninger.

De seks sagsøgere skal nu betale sagens omkostninger.

Storsponsor vil bryde med Landsholdet

Arbejdernes Landsbank vil ikke længere være storsponsor for det danske herrelandshold i fodbold og arbejder på at komme ud af aftalen med Dansk Boldspil-Union (DBU). Det meddelte banken i dag.

Som årsag angav den kviklånsloven, der har betydet, at Arbejdernes Landsbank ikke har kunnet optræde på spillernes træningstøj, fordi den som udbyder af forbrugslån ikke må reklamere side om side med en af landsholdets andre sponsorer, Oddset, der udbyder betting.

Hos DBU forstår man dog ikke storsponsorens begrundelse, fordi der er ny lovgivning på vej, som forventes at løse lige præcis den udfordring.

Banken afviser, at beslutningen har noget at gøre med det omdiskuterede VM i Qatar, som Weekendavisen ellers har skrevet.

***

Det var ugens sidste nyhedsbrev. ​​Hvis du er en af dem, der absolut ikke gider at høre om weekendvejr med regn, slud og tøsne, så skal du ikke klikke ​her.​​

Under alle omstændigheder:

God weekend.

Regeringen dropper tidsbestilllinger og køsystemer i store butikker

Regeringen lemper og forsimpler arealkravene til detailhandlen. Det betyder, at der fra tirsdag ikke længere er krav om tidsbestilling eller køsystem for store udvalgsvarebutikker såsom byggemarkeder.

Derudover bliver arealkravene fra tirsdag på tværs af detailhandlen gjort mere enkle. Dermed bliver der ikke længere skelnet mellem dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker eller indkøbscentre.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse fredag aften.

Detailhandlen får lavere arealkrav end tidligere. Det betyder eksempelvis, at store butikker over 10.000 kvadratmeter, der tidligere højst måtte have 250 kunder i butikken, nu får et arealkrav på 10 kvadratmeter per kunde.

Det går den rette vej

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger, at de lempeligere krav skal ses i lyset af, at det i forhold til coronasituationen går den rette vej i Danmark.

- Derfor kan vi nu blandt andet løsne arealkravene til vores detailhandlen. Det betyder mere liv i gågaden, men også at man som butiksejer eller kunde får lettere ved at gennemskue reglerne, siger han i pressemeddelelsen.

Det understreges i pressemeddelelsen, at tiltag for at begrænse smitte i detailhandlen fortsat gælder.

Det omfatter eksempelvis krav om at bære mundbind eller visir, og at lokaler er indrettet på en måde, så smittefaren minimeres.

Beslutningen om at lempe kravene er taget på baggrund af en vurdering fra epidemikommissionen. Den består af 11 medlemmer, der rådgiver om epidemier.

Indkøbscentre og stormagasiner med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder kan åbne fra tirsdag. Dermed kan de nyde godt af de mere lempelige krav.

Biden annoncerede ny våbenpolitik kort før endnu et skyderi

Der gik kun lidt over tre timer, fra USA's præsident, Joe Biden, præsenterede de første skridt mod at begrænse antallet af skyderier i landet, til at endnu et større skyderi havde fundet sted.

Denne gang var det et skyderi i forretningen Kent Moore Cabinets i en lille by i delstaten Texas. En person blev dræbt, mens seks andre blev såret.

- Overfald med våben er en epidemi her i landet. Og det er en skamplet internationalt, lød det fra Joe Biden, da han fremlagde sin plan, der skal være første skridt i en række af tiltag for at begrænse antallet af skyderier.

Det sker med et præsidentielt dekret – en såkaldt executive order – så tiltagene ikke skal gennem Kongressen.

Vi er klar til kamp

NRA Hjemmelavede pistoler skal væk

Præsidenten har blandt andet sat ind over for at reducere antallet af de såkaldte spøgelsesvåben – våben som køberne selv samler, og som derfor ikke har et serienummer og ikke kræver en godkendelse eller registrering under købet.

- Alle, lige fra kriminelle til terrorister, kan købe dette samlesæt og på så kort tid som 30 minutter samle et våben, siger Joe Biden.

Desuden skal udstyr, der kan bruges til at ændre et håndvåben og gøre dem mere kraftige, forbydes. Og sidst skal delstater i særlige tilfælde kunne fjerne våben fra mennesker, der vurderes som værende en trussel for sikkerheden.

Delte reaktioner

De nye tiltag får ros fra gruppen Everytown for Gun Safety, der advokerer for mere våbenkontrol.

- Det tager hul på præsident Bidens løfte om at blive den præsident i historien, der gjorde mest for våbensikkerhed, sagde gruppens præsident, John Feinblatt.

I det modsatte hjørne beskriver National Rifle Association (NRA), USA’s største og mest magtfulde våbenlobbyist, ikke overraskende tiltagene som ekstreme:

- Vi er klar til kamp, skrev NRA blandt andet på Twitter.

Texas’ guvernør Greg Abbot kalder Bidens politik "et magtgreb for at fratage os vores våben".

I USA er det direkte nedskrevet i forfatningen, at alle har ret til at bære våben.

Denne ret forsvares stærkt af mange konservative, blandt andre den tidligere præsident Donald Trump.

Kun en start

Tiltagene er dog stadig langt fra Bidens mål om at sætte en "endelig stopper for overfald med våben" i USA.

Og det anerkendte Biden også på sit pressemøde torsdag:

- Dette er kun en start, sagde han.

På sigt ønsker Biden et forbud mod såkaldte angrebsvåben, som ofte er blevet anvendt ved masseskyderier.

Men her har Joe Biden en meget svær opgave foran sig.

Modstand i Kongressen

Som det ser ud nu, er der ikke nok stemmer i Kongressen til at få bare de mest moderate love igennem omkring våbensikkerhed.

Demokraterne sidder lige nu på 50 sæder i Senatet, 51 med vicepræsident Kamala Harris, og der skal mindst 60 stemmer til for at få lovgivning stemt igennem.

Det vil sige, at demokraterne ikke kan få stramninger af våbenlovgivningen igennem uden republikanske stemmer. Og republikanerne har flere gange tidligere blokeret den slags lovgivning.