Skulle behandles for åreforkalkning – mistede benet og livet

Det er tre år siden, at Bo Friis Agerskov måtte sige farvel til sin søster Irene – for sidste gang.

- Lægerne på Viborg sygehus har slået min søster ihjel. Det var det, jeg sagde. Og det mener jeg stadig, når man har lavet så graverende fejl og ikke når at bremse op, siger Bo Friis Agerskov til TV MIDTVEST.

Irene Agerskov blev indlagt med åreforkalkning i 2019. Hun skulle have opereret et lille rør ind i benet.

Men noget gik galt, og efter en række fejl måtte lægerne amputere det ene ben.

Men det stoppede ikke her. For Irene Agerskov fik fejlene den værst tænkelige udgang. En betændelsestilstand spredte sig i kroppen, og den slog hende til sidst ihjel.

Familien har siden fået Patienterstatningens og Patientklagestyrelsens ord for, at Irene Agerskov blev fejlbehandlet, og de vurderer, at Regionshospitalet Viborg alene bærer ansvaret.

90 fik unødigt amputeret benet

Irene Agerskov er ikke den eneste, der er blevet fejlbehandlet på de karkirurgiske afdelinger i Viborg og Århus.

En ny analyse viser, at op mod 90 patienter kan have fået amputeret deres ben som følge af for sen behandling for åreforkalkning eller blodprop.

- Det er hjerteskærende. Jeg er chokeret. Jeg er rystet. De må jo have vidst i lang tid, at der var noget galt, siger Bo Friis Agerskov, som mistede sin søster for tre år siden.

Det kan ikke siges med sikkerhed, at amputationen af Irene Agerskovs ben hænger sammen med manglen på kapacitet på afdelingen.

Overlæge advarede regionen

Allerede året inden at Irene Agerskov døde, var en nu pensioneret overlæge overbevist om, at der var noget helt galt på karkirurgisk afdeling.

Overlægen Jes Sandermann var ledende overlæge på karkirurgisk afdeling i Viborg frem til 2017 og ansat indtil 2020, hvor han, ifølge Ritzau, blev fristillet på grund af uenighed med ledelsen.

Inden Irene Agerskov døde, skrev Sandermann et læserbrev, hvor han blandt andet skrev, at afdelingen var underprioriteret, og at det kunne koste lemmer:

"Når dagen er omme, mistes der ben og liv, og de ønskede beløb spares på ingen måde. Og det amputerede ben kan ikke sendes tilbage".

Han mener i dag, at ansvaret ligger hos toppen i Region Midtjylland.

- Det er jo Anders Kühnau, der har siddet som regionsrådsformand, og Ole Thomsen, der har siddet i direktørstolen, siger den pensionerede overlæge Jes Sandermann.

I et interview med TV 2, som blev vist på TV MIDTVEST fredag aften, sagde den socialdemokratiske regionsrådsformand Anders Kühnau, at han ikke kendte til sagen, før den nu er kommet frem.

- Vi har ikke vidst, at der var problemer med kapaciteten, at den ikke var stor nok. Det har jeg ikke fået at vide på noget tidspunkt. Og jeg har heller ikke fået at vide, at det har medført, at vi har fået foretaget amputationer, som ikke skulle foretages. Men det er rigtigt: I systemet har der været en viden om, at vi har foretaget for mange amputationer. Det er bare ikke noget, der er kommet op igennem ledelsessystemet til mig. Men det ved jeg nu, og derfor handler vi også på det, siger regionsrådsformand Anders Kühnau til TV 2.

Sundhedsminister: Uacceptabelt

I dag hævder den pensionerede overlæge Jes Sandermann, at både Anders Kühnau og koncerndirektøren Ole Thomsen vidste besked.

- Jeg har skrevet det til dem.

- Følte du dig lyttet til?

- Nej. Jeg fik at vide, at alt fungerede fint, og at det var i orden.

- Men det var det ikke?

- Nej, siger Jes Sandermann.

Sundhedsminister Magnus Heunicke kalder over for TV MIDTVEST forløbet for "uacceptabelt", og han vil nu kræve en redegørelse af Region Midtjylland.

Om ansvaret ligger hos den ene eller anden i regionstoppen, interesserer ikke Bo Friis Agerskov, der mistede sin søster efter en behandling for åreforkalkning.

- Jeg håber på, at de får dæmmet op for det, så der ikke er flere, der skal miste liv og lemmer, siger han.

Dagens overblik: Op mod 90 danskere kan have fået amputeret ben uden grund

De seneste dage har den danske skofabrikant Ecco været under massiv kritik for fortsat at sælge sko i Rusland trods den russiske invasion af Ukraine.

Det handler, ifølge eksperter, for Ecco om penge, og at det langtfra er nogen gratis omgang at trække sig ud af et marked så stort som det russiske. Det er McDonald's et levende bevis på.

Det er netop kommet frem, at fastfoodgigantens manglende tilstedeværelse har kostet lige knap en milliard kroner alene i første kvartal.

Tyg på det, næste gang du sætter tænderne i en cheeseburger – velbekomme og velkommen til dagens overblik:

Flygtningestrømmen til Danmark er aftaget markant

Regeringen forventede, at 35.000-40.000 ukrainere ville være i Danmark lige nu, men tallet er langt lavere, oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Ifølge ministeren arbejder regeringen stadig ud fra, at der kan komme 100.000 ukrainere til Danmark, men sandsynligheden for det scenarie er lavere end tidligere.

- Krigen er fortsat meget uforudsigelig. Ligesom situationen for ukrainerne i Polen har betydning for tilstrømningen til Danmark, siger Tesfaye.

Ud over at der ikke kommer så mange ukrainere til landet som tidligere forudset, rejser et ukendt antal ukrainere også hjem – læs her hvorfor.

Dansk soldat død i Ukraine

Torsdag aften kunne TV 2 berette, at en 25-årig dansker har mistet livet i Ukraine, mens han kæmpede for ukrainsk side i landets fremmedlegion.

En oplysning, som den ukrainske ambassade i Danmark også har bekræftet over for Jyllands-Posten.

Udenrigsministeriet har imidlertid endnu ikke bekræftet hændelsen. Her er man stadig i gang med at "udrede oplysningerne".

Dødsfaldet skete ifølge TV 2s oplysninger for tre dage siden ved et angreb i byen Mykolajiv.

90 patienter om året kan have fået amputeret benet uden grund

Op mod 90 patienter i Region Midtjylland om året kan have fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben, selvom det kunne være undgået.

En ekstern analyse fra Region Midtjylland viser, at behandlinger til at forebygge amputation på afdelingen for karkirurgi generelt er udført for sent i behandlingsforløbet på Aarhus Universitetshospital.

Dermed øges risikoen for amputation, erkender koncerndirektør Ole Thomsen:

- Op mod 90 patienter om året har fået foretaget en amputation, som kunne have været undgået.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kræver nu en redegørelse for de mulige grundløse amputationer.

Narkoagenter anholder østats premierminister i Miami-lufthavn

Det er ikke hver dag, at et lands premierminister bliver anholdt under mistanke for hvidvaskning og anklager om at importere kokain til USA. Men det er lige præcis, hvad der er sket for Andrew Fahie, der er premierminister på De Britiske Jomfruøer.

Fahie blev anholdt i en lufthavn i Miami i USA af to agenter fra det amerikanske narkopoliti, der udgav sig for at være medlemmer af det mexicanske narkokartel Sinaloa.

En formel anklage mod premierministeren og to sammensvorne ventes at blive indgivet ved en føderal domstol i Miami inden længe, og derfor vides det endnu ikke, hvordan Fahie forholder sig til anklagen.

Rusland bruger tilsyneladende delfiner i krigen, viser satellitbilleder

Vi slutter med en historie af de mere kuriøse:

Rusland har tilsyneladende sat militært trænede delfiner ind på sin maritime base ved Sevastopol på Krim-halvøen.

Det skriver den amerikanske militærforening U.S. Naval Institute (USNI), der har analyseret satellitbilleder og spottet, hvad der formodentligt er to delfinbure.

Ifølge en militærforsker, TV 2 har talt med, kan delfiner angribe fjendtlige dykkere, der ved et møde med havpattedyret "vil være helt prisgivet".

Delfinerne skulle ligeledes kunne svømme ind og sabotere skibe og andet maritimt udstyr.

Heunicke kræver redegørelse om grundløse amputationer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har en klar forventning om, at Region Midtjylland hurtigst muligt får rettet op på, at op mod 90 patienter hvert år grundløst har fået hele eller dele af deres ben amputeret.

Derudover vil han have en redegørelse af sagen hurtigst muligt.

- Det er helt uacceptabelt, hvis der er blevet foretaget amputationer som følge af manglende eller for sen behandling.

- Det er min klare forventning, at regionen får handlet hurtigst muligt, så de karkirurgiske patienter kan være trygge ved deres behandlingsforløb og forvente den rigtige behandling til tiden, siger Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar.

Udtalelsen kommer, efter at en ekstern analyse i Region Midtjylland viser, at patienter kan have fået foretaget en amputation, selv om det kunne være undgået.

I en pressemeddelelse fra regionen lyder det, at "det ikke kan udelukkes". Over for DR uddybes det, at der kan være tale om op mod 90 patienter om året, hvor en amputation kunne være undgået.

Forklaringen er ifølge analysen, at behandlinger til at forebygge amputation på afdelingen for karkirurgi generelt udføres for sent i behandlingsforløbet på Aarhus Universitetshospital. Dermed øges risikoen for amputation.

Afdelingen behandler patienter med sygdomme som åreforkalkning og udposninger på blodkarrene.

Beklager dybt

Hovedparten af de amputerede er formentlig amputeret af god grund, skriver regionen i pressemeddelelse torsdag.

- Jeg beklager dybt den situation, vi står i. Analysen viser helt tydeligt, at karkirurgien skal have et løft, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Han siger til DR, at regionen i længere tid, inden at arbejdet med analysen blev sat i gang, har haft en formodning om, at der var udfordringer.

Problemer med kapaciteten kan have stået på i "et årti", vurderer han.

- Men jeg har ikke været bekendt med, at det har betydet, at patienter har fået amputeret deres ben, fordi de ikke kunne behandles i tide, siger han til DR.

Anders Kühnau siger i pressemeddelelsen, at analysen giver "et godt fundament" til, hvordan regionsrådet kan løfte karkirurgien "fremover".

På baggrund af analysen har Region Midtjylland kontaktet karkirurgiske patienter, der har fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben i det seneste år. De vil herigennem få at vide, hvilke mulighed de har for at klage og for erstatning.

90 patienter om året kan have fået amputeret benet uden grund

Op mod 90 patienter i Region Midtjylland om året kan have fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben, selvom det kunne være undgået.

Det skriver Ekstra Bladet og DR.

En ekstern analyse i Region Midtjylland viser, at behandlinger til at forebygge amputation på afdelingen for karkirurgi generelt udføres for sent i behandlingsforløbet på Aarhus Universitetshospital.

Dermed øges risikoen for amputation.

- Vi kan desværre ikke udelukke, at nogle kunne have undgået amputation eller udsat tiden til amputation, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Den berørte afdeling behandler patienter med sygdomme som åreforkalkning og udposninger på blodkarrene.

Patienter kan søge erstatning

Over for DR kommer Ole Thomsen med et bud på, hvor mange patienter der har fået fjernet en kropsdel uden grund:

- Op mod 90 patienter om året har fået foretaget en amputation, som kunne have været undgået, siger Ole Thomsen til DR.

Patienterne kan søge om erstatning.

De patienter, der har fået foretaget amputation inden for det seneste år, vil få en besked fra regionen, om hvor og hvordan de kan klage.

- Vi orienterer nu karkirurgiske patienter, der har fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben inden for de seneste år, om deres erstatnings- og klageadgang, siger Ole Thomsen.

Hovedparten af amputationerne er formentlig sket med god grund, lyder vurderingen, ifølge regionen.

- Jeg beklager dybt

Analysen er lavet på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg, som har behandler alle afdelingens patienter. Den viser, at patienter, der lider af åreforkalkning eller udposninger på blodkarrene, ikke får behandling hurtigt nok.

- Jeg beklager dybt den situation, vi står i. Analysen viser helt tydeligt, at karkirurgien skal have et løft, siger regionsrådsformand Anders Kühnau i pressemeddelelsen.

- Den dagsorden er jeg klar til at tage op med regionsrådet.

Ifølge direktør Ole Thomsen, er regionen i gang med arbejdet for at styrke afdelingen.

- Vi kan ikke behandle patienterne hurtigt nok, og det er jeg utroligt ked af. Vi skylder patienterne at behandle flere hurtigere og styrke samarbejdet mellem hospitalerne.

Politiet efterforsker mystisk sag på plejehjem: – Lyder til, det er forfærdeligt

Østjyllands Politi har gennem længere tid efterforsket en sag på Plejecenter Tirsdalen i Randers-bydelen Kristrup.

En person er i den forbindelse blevet anholdt allerede tilbage i midten af marts.

Det oplyser politiet til TV 2 ØSTJYLLAND.

- Vi efterforsker en sag på det pågældende plejehjem, og 14. marts anholdt vi en person, der efterfølgende blev varetægtsfængslet, lyder det.

Har ingen kommentarer

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og grundlovsforhøret af den anholdte blev holdt bag dobbeltlukkede døre.

Jeg kan kun komme i tanke om ét lignende tilfælde i nyere dansk retshistorie

Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet

Derfor kan politiet hverken oplyse nærmere om sigtelsen eller andre deltaljer i sagen, men ifølge TV 2 ØSTJYLLAND har den pågældende person fået forlænget sin varetægtsfængsling.

TV 2 ØSTJYLLAND har derfor forsøgt at kontakte plejehjemmets lokale leder, Susanne Tvede, som heller ikke har nogen kommentarer til sagen.

Thomas Krarup, der er direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune, oplyser derimod til TV 2 ØSTJYLLAND, at der ganske rigtigt lige nu er en efterforskning i gang på det pågældende plejehjem, som kommunen bistår politiet i.

- Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige mere. Vi kan godt forstå, at det kan give utryghed, og er selvfølgelig i tæt dialog med pårørende og medarbejdere, lyder det fra direktøren.

Randers Kommune har ikke yderligere at tilføje i sagen.

En "ekstrem sjælden" sag

Kent Kristensen er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet og en af Danmarks førende sundhedsjurister. Han kalder i et interview med TV 2 ØSTJYLLAND sagen både "iøjnefaldende" og "ekstrem sjælden".

Det kan nemlig årligt i gennemsnit tælles på én hånd, at noget, sundheds - eller omsorgsmedarbejdere har begået, bliver et anliggende for politiet, fortæller han.

- Jeg kan kun komme i tanke om ét lignende tilfælde i nyere dansk retshistorie. Og det er sagen om sygeplejersken Christina Hansen på Nykøbing Falster Sygehus, siger Kent Kristensen med henvisning til sagen om den 32-årige sygeplejerske, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg begået mod patienter gennem dødelige doser af medicin på sygehuset i Nykøbing Falster.

Sundhedsjuristen baserer alene sin vurdering på det forhold, at medarbejderen i den pågældende sag fra Randers er varetægtsfængslet, og han understreger, at sagen fra Randers endnu ikke er fuldt belyst, og at vi derfor ikke ved, hvad vedkommende er i politiets søgelys for.

Bekymret for, hvad der er foregået

Sagen fra Plejecenter Tirsdalen har rystet og rørt ældrerådsformanden i Randers Kommune, Per Boysen.

Til TV2 ØSTJYLLAND udtaler han, at han efter flere negative historier om omsorgsområdet i kommunen havde håbet, at der ville komme lidt ro på. Nu bliver det imidlertid svært, mener Per Boysen.

- Det lyder til, at der er tale om en meget alvorlig og forfærdelig sag, og det er frygteligt. Jeg er bekymret for, hvad der præcist er foregået på plejecentret, siger formanden.

Per Boysen slår fast, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, og derfor skal kommunens ældre og deres pårørende ikke føle sig utrygge ved situationen.

"Mistænkelige indlæggelser og et dødsfald"

Ifølge TV 2 ØSTJYLLAND og Jyllands Posten Randers blev Omsorgsudvalget i Randers Kommune 15. marts orienteret af kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt om sagen.

I orienteringen lød det ifølge de to medier fra kommunaldirektøren, at "mistænkelige genindlæggelser og et dødsfald" angiveligt skulle være omdrejningspunktet for politiets efterforskning af sagen på Plejecenter Tirsdalen.

TV 2 har været i kontakt med alle udvalgets medlemmer, men ingen af dem ønsker at kommentere sagen.

Dagens overblik: Anbefaling for brug af mundbind ændres og stigende priser tvinger supermarkedsgigant til at fyre

Det bliver stadig sværere at finde et par gode, gammeldags Ecco-sko i de danske butikker.

Det tidligere så hæderkronede danske skomærke fjernes nu også fra hyldemetrene hos stormagasinkæden Magasin grundet Eccos fortsatte tilstedeværelse i Rusland. Læs her, hvorfor Ecco nægter at forlade Rusland.

Velkommen til dagens overblik:

Farvel til mundbindet på plejehjemmet

Sundhedsstyrelsen fjerner mange covid-19-restriktioner i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Det betyder, at danskerne kan lade mundbindet blive hjemme, når de skal til lægen eller besøge deres kære på plejehjemmet.

Det oplyser Sundhedsstyrelsens enhedschef, Bolette Søborg, i en pressemeddelelse torsdag:

- Vi går nu mod mere normale tilstande i sundhedsvæsenet og i ældreplejen. Derfor er der ikke behov for at beskytte sig i så høj grad som tidligere på året. Besøgende og personale behøver ikke længere at bruge mundbind.

Personer med luftvejssymptomer som forkølelse og hoste anbefales dog fortsat at bruge mundbind, når de skal til lægen eller på hospitalet.

Staten taber milliardsag mod Bech-Bruun

Skat havde håbet på at få mere end en milliard kroner ud af advokathuset Bech-Bruun i forbindelse med udbyttesagen, men må i stedet nøjes med røde ører.

Østre Landsret har torsdag formiddag nemlig frikendt Bech-Bruun for at have spillet en rolle i den skandale, der kostede den danske statskasse cirka 12,7 milliarder kroner. Bech-Bruun rådgav i 2014 den tyske bank North Channel Bank om en model til at søge om refusion af dansk udbytteskat.

Banken har siden erkendt, at den var med til at franarre den danske statskasse et større beløb og blev i 2019 idømt en bøde på 110 millioner kroner.

Nederlaget til Skat og dennes advokat, Kammeradvokaten, betyder, at man omvendt skal betale mere end seks millioner kroner i sagsomkostninger til Bech-Bruun.

Populært dansk band genforenes efter 17 år

Hvis du skrålede med på hits som 'I Don't Mind' og 'Love Will Keep You Warm' i de tidlige 00'ere, kan du godt begynde at glæde dig.

For efter 17 års adskillelse bliver det populære danske rockband Swan Lee genforenet.

Forsanger Pernille Rosendahl, trommeslager Emil Jørgensen og guitarist Jonas Struck gik fra hinanden i 2005 og opløste Swan Lee, som på det tidspunkt var et af Danmarks mest populære bands.

Gruppen traf beslutningen, fordi de tre mentalt og musikalsk havde slidt hinanden ned og var vokset fra hinanden.

Efter mange års selvvalgt separation er "legen blevet sjov igen", og bandet drager på turné i foråret 2023 med nyt materiale.

Coop afskediger 100 på grund af stigende priser

De stigende forbrugerpriser rammer ikke kun forbrugerne, men også leverandørerne til forbrugerne. Det må den danske supermarkedskoncern Coop nu sande.

Coop afskediger 100 medarbejdere - en nedskæring, de begrunder med ændrede indkøbsvaner som følge af stigende priser.

Coop står bag supermarkedskæder som Fakta, Kvickly og SuperBrugsen.

- Situationen i Ukraine og eftervirkningerne af corona stiller dagligvarehandlen over for markante udfordringer. Vi ser stigende priser på transport, energi og fødevarer, og det betyder, at omkostningerne ved at drive forretningen Coop skal bringes ned, siger Coop-chef Kræn Østergaard.

FN-chef besøger Ukraine: - En absurditet

FN's generalsekretær, António Guterres, besøgte torsdag Ukraine, og her opfordrede han Rusland til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC) om mulige krigsforbrydelser:

- Jeg appellerer til Den Russiske Føderation om at gå med til at samarbejde med ICC. Krig i det 21. århundrede er en absurditet, konstaterer FN's leder.

Guterres, der i Ukraine mødtes med præsident Zelenskyj, har fået kritik for, at han onsdag besøgte Rusland.

Her diskuterede Antonio Guterres og Vladimir Putin blandt andet situationen på det enorme stålværk, hvor de sidste ukrainske soldater i den ukrainske havneby Mariupol holder stand efter flere måneder med russisk belejring.