Coronakrisen har kun været en forsmag på de store problemer med pres og personalemangel i sundhedsvæsenet, som vil præge de næste mange år.

Det slog Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, fast i sin tale torsdag på regionernes første fysiske generalforsamling i tre år.

Når det kommer til økonomien, er vi bekymrede over ambitionsniveauet

- Hospitalerne har været igennem en hård tid med corona, strejke og mange akutte patienter, især fordi vi mangler medarbejdere.

- Desværre er det kun en forsmag på den udfordring, som kommer til at præge den kommende og nok de næste mange valgperioder, sagde Lose.

For selv om regeringen lige har spillet ud med en ny sundhedsreform, som skal skabe nye og bedre rammer for patienterne og flytte dem væk fra de pressede sygehuse, så taler tallene deres eget tydelige sprog.

Næsten hver anden dansker er årligt i kontakt med sygehusene med fysisk sygdom - og så har vi slet ikke talt psykisk sygdom.

I årene 2009-2018 steg antallet af nye patienter med fysisk sygdom på hospitalerne årligt fra 2.510.000 til 2.840.000 personer.

I samme periode steg antallet af hospitalsophold fra 10.530.000 til 13.770.000. Det svarer til stigninger på henholdsvis 13 og 31 procent.

- Vi håber, at Folketinget vil indse nødvendigheden af at investere blandt andet massivt i den form for teknologi, der kan frigøre medarbejdernes tid til at yde den behandling, pleje og omsorg, som kun dygtige medarbejdere kan give.

- Men vi er også nødt til at sige, at når det kommer til økonomien, er vi bekymrede over ambitionsniveauet. Vi ved godt, at riget fattes penge. Men vi må også sige, at investeringer i sundheds- og ældreområdet er helt nødvendige for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen, sagde Stephanie Lose.

For selv om det lykkes at få kommuner og praktiserende læger til at tage mere fra, så vil hospitalerne stadig blive fyldt op med flere syge ældre, flere multisyge og flere med psykisk sygdom.

- Så kære regering – bild nu ikke befolkningen ind, at I kan styrke sundhedsvæsnet uden yderligere investeringer, lød appellen fra den afgående regionsformand.

Kuglen borede sig ned i jorden lige foran ham. Så tæt på, at sammenstødet sprøjtede jord op i hans ansigt.

22-årige Niels Kobberrød og hans soldaterkammerater lå på en åben mark.

Synlige og sårbare under konstant beskydning fra talebanernes maskingeværer.

Normalt siger lægerne, at angst er noget, man lever med. Men det er ikke godt nok for mig

De var kommet i bagholdsangreb, da de undersøgte et område midt i den afghanske stenørken.

En menneskelig lyd brød det mekaniske lydtæppe af skud. Ti meter fra Niels Kobberrød var hans kammerat blevet ramt.

Han har aldrig glemt lyden.

- Jeg kan stadig høre min kammerats skrig, når jeg gennemlever episoden i mine mareridt, fortæller Niels Kobberrød, der i dag er 32 år gammel og bor i Odense.

Det er snart ti år siden, at han lå midt i den afghanske stenørken og kæmpede for sit liv.

Veteranen har efter sin udsendelse fået posttraumatisk stressforstyrrelse (ptsd).

Derfor har han svært ved lyden af skudsalver eller fyrværkeri.

Det sender ham direkte tilbage til den dag, hvor to af hans kammerater blev sårede.

Jeg kan stadig høre min kammerats skrig

Alligevel stod han tirsdag 15. marts på en skydebane syd for Odense med et haglgevær hvilende tungt på skulderen.

Klar til at ramme den lerdue, der om lidt ville blive skudt i luften.

Niels Kobberrød er med i et projekt, hvor krigsveteraner med psykiske mén agerer som mentorer for udsatte unge.

Sammen tager de ud i naturen og laver aktiviteter. Alt lige fra at bygge bjælkehytter til klatring - eller lerdueskydning, som det var tilfældet den pågældende tirsdag.

'Ud i naturen - ind i fællesskabet' er et initiativ fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Formålet er at styrke den mentale trivsel hos både veteranerne og kommunens udsatte unge.

En af disse unge er 22-årige Jakob Andersen, der har haft social angst, siden han var 10 år gammel.

Han er en af de mange unge, der døjer med psykiske udfordringer.

Ifølge en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, er den mentale trivsel blandt unge 16-24-årige blevet markant forværret de senere år.

I 2017 var det knap hver femte unge, der oplevede lav mental trivsel.

I den nyeste undersøgelse fra sidste år er det 27,8 % af de adspurgte. Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil 2021.

Værst står det til for de unge kvinder, hvor mere end hver tredje scorer lavt på den mentale trivsel. For de unge mænd er det hver femte.

Initiativet i Faaborg-Midtfyn Kommune er et af de tiltag, der i de seneste år er blevet sat i søen for at øge trivslen.

Og det virker.

Tirsdag 15. marts tilbragte 22-årige Jakob Andersen og 32-årige Niels Kobberrød eftermiddagen på en skydebane.

Sammen med en gruppe andre udsatte unge og veteraner prøvede de kræfter med lerdueskydning.

Siden projektets opstart har mere end 200 forskellige udsatte unge og veteraner deltaget i en eller flere aktiviteter. Det fortæller projektleder Lars Simonsen.

Både de udsatte unge og veteranerne oplever forskellige udfordringer.

De tidligere soldater er ofte præget af PTSD, mens det for de unge kan være alt lige fra arbejdsløshed til angst.

Håbet er, at deltagerne kan hjælpe hinanden til at få flere kompetencer og mere selvtillid.

Det er 12 år siden, at Jakob Andersen fra Årslev fik social angst.

En dybtliggende frygt for verden gjorde, at den tiårige dreng havde svært ved at komme ud af huset.

Der var sikrest hjemme på værelset.

Derfor har Jakob Andersen misset meget af sin folkeskole. Han er også gået glip af mange af de sociale oplevelser, der oftest er en stor del af ungdommen.

- Normalt siger lægerne, at angst er noget, man lever med. Men det er ikke godt nok for mig. Jeg vil gerne kæmpe mig ud af det, fortæller han.

Og dét har han forsøgt lige siden.

Veteran Niels Kobberrød har ligesom Jakob Andersen været meget engageret i projektet de sidste par år.

Derfor har han kunnet følge Jakob Andersens udvikling.

- Han var en god ung fyr, som var meget stille i starten. At se Jakobs udvikling - at han er kommet så langt - er også med til at give én selv livsglæde, fortæller 32-årige Niels Kobberrød.

For Jakob Andersen betyder det noget helt særligt, at det netop er veteraner, der er med i projektet.

Selvom han er ved at uddanne sig til skovarbejder, drømmer han om at blive soldat.

Dét, at både veteranerne og de unge kæmper med hver sine udfordringer, gør, at de har en fælles forståelse for hinanden.

Men hvorfor tage på skydebanen frem for til psykolog?

Både Jakob Andersen og Niels Kobberrød mener, at det at komme ud i naturen kan noget helt andet end en klassisk psykologsamtale.

- Når vi er ude i naturen, så er det ikke så opsat, som hvis man sidder ved en psykolog. Terapien kommer helt af sig selv, fortæller Jakob Andersen.

Jeg ser det egentlig som en investering, der gør, at man kan få mennesker tilbage til at bidrage til samfundet igen

Heller ikke projektleder Lars Simonsen ser projektet som et alternativ til psykologsamtaler.

- Vi går ikke i dybden med folks problemer. Men det er et fællesskab, hvor man kan være tryg og få overskud til at komme op af sengen og ud ad døren, siger Lars Simonsen.

Men hvorfor skal kommunen betale for, at I skal ud at skyde lerduer?

- Jeg ser det egentlig som en investering, der gør, at man kan få mennesker tilbage til at bidrage til samfundet igen, siger Niels Kobberrød og fortsætter:

- Hvis jeg ikke havde fundet det her initiativ, kan jeg godt være bange for, at jeg stadig lå langt uden for arbejdsmarkedet, siger Niels Kobberrød, der i øjeblikket er i praktik på projektet.

Også 22-årige Jakob Andersen er taknemmelig for, at han i de to sidste år jævnligt har været med veteranerne i naturen.

De mennesker, jeg har mødt, har trukket mig op af nogle rigtig dybe huller

- De mennesker, jeg har mødt, har trukket mig op af nogle rigtig dybe huller. Jeg ville have haft det meget sværere i dag, hvis jeg ikke havde fundet det her fællesskab, fortæller Jakob Andersen, der sluttede eftermiddagen på skydebanen af med at ramme fem lerduer på fem forsøg.

Projektet afsluttes egentlig til december. Men initiativtagerne håber at kunne få støtte til at fortsætte og måske udvide målgruppen med andre PTSD-ramte i uniform.

Så kan man hjælpe endnu flere af de historisk mange unge, der i øjeblikket mistrives.

Ruslands invasion har allerede kostet tusinder af menneskeliv og sendt over 3,6 millioner personer på flugt fra Ukraine.

Men oveni truer en fødevarekrise, som kan få konsekvenser for 100 millioner af mennesker verden over og sende endnu flere på flugt.

Vores marker bliver mineret, og vores eksporthavne bliver bombet

Det siger Anne Poulsen, der er nordisk direktør i FN’s Fødevareprogram, WFP, som er ”alarmeret” over konflikten.

- Det er en katastrofe, der kommer oveni en række andre katastrofer, siger hun til TV 2.

Ukraine og Rusland har kæmpestore arealer og god landbrugsjord. Det har gjort landene til storleverandører af korn til hele verden.

Tilsammen står de for cirka 30 procent af verdens hvedeforsyning og mere end halvdelen af verdens forbrug af solsikkeolie. Derfor kaldes regionen også for verdens spisekammer.

Men krigen har ramt den ukrainske produktion og eksport af landbrugsvarer hårdt.

- Vores marker bliver mineret, og vores eksporthavne bliver bombet. For blot få timer siden blev et stort fødevarelager bombet. Jeg er ikke i tvivl om, at resten af vores eksporthavne vil være bombet om få uger, sagde Ukraines landbrugsminister, Roman Lesjtjenko, tirsdag.

Han advarede samtidig om, at krigen er på vej til at udløse en ”sult-orkan”, som vil starte flygtningebølger fra lande som Egypten, Yemen, Syrien, Tunesien og Libanon.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har ligeledes advaret kraftigt om risikoen for en ”sult-orkan” og en ”nedsmeltning af det globale fødevaresystem”.

I forvejen er fødevarepriserne, ifølge FN's Fødevareprogram, på sit højeste niveau i ti år, og samtidig er konflikter og klimaforandringer skyld i, at millioner af mennesker sulter.

Oveni har to års coronapandemi sendt endnu flere lande og samfund ud på kanten af fattigdom, desperation og sult, fortæller Anne Poulsen.

Det rammer på et tidspunkt, hvor verden i forvejen er i knæ

Før coronakrisen var der 135 millioner mennesker i verden, der var kritisk sultne, som FN kalder det. På to år er tallet fordoblet til 274 millioner mennesker.

Og nu er der så udbrudt krig i ”verdens spisekammer”.

- Så det rammer på et tidspunkt, hvor verden i forvejen er i knæ. Hvor de humanitære behov er større end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig. Det gør, at situationen er så meget mere alvorlig, siger Anne Poulsen.

De største konsekvenserne vil primært kunne mærkes i Mellemøsten og Nordafrika, der er lande med meget stor import af vigtige fødevarer som eksempelvis hvede fra enten Rusland eller Ukraine.

Ifølge FN importerer 45 af verdens mindst udviklede lande en tredjedel af deres hvede fra Ukraine eller Rusland, og for 18 af dem er det mindst halvdelen.

Her vil man opleve forsyningssvigt, samtidig med at de lande skal ud på verdensmarkedet for at købe produkterne andre steder, ligesom i øvrigt alle andre lande skal. Det forklarer Martin Kristian Brauer, der er cheføkonom i Landbrug og Fødevarer.

- Så der er rift om de sidste leverancer derude. Det betyder selvfølgelig, at priserne stiger endnu mere, siger han til TV 2.

Det vil kun gøre mere ondt på de hårdest ramte lande som eksempelvis Sudan og Yemen, der i forvejen ikke er særligt velstående.

- De vil grundlæggende have udfordringer ved at skaffe den føde, der skal til, og der vil man se forsyningssvigt, som i værste tilfælde kan ende i hungersnød, siger Martin Kristian Brauer.

Det vil ifølge Anne Poulsen også skabe risiko for migrantstrømme. For når folk sulter, begynder de at migrere.

Derudover ser man, at sult fører til destabilisering og nye konflikter, som igen kan føre til, at flere drager på flugt.

- Vi så det under finanskrisen i 2008, da fødevarepriserne sidst steg meget dramatisk. Da udløste det en række konflikter og væbnede oprør rundt omkring i verden, og det er det, vi frygter igen. Vi ser, at der er en meget klar sammenhæng mellem sult og konflikt, siger Anne Poulsen.

Prisstigningerne – ikke bare på fødevarer, men også på eksempelvis brændstof – er også et problem for FN’s Fødevareprogram, der er afhængig af frivillige donationer for at kunne forsyne fattige i hele verden med mad.

Ifølge Anne Poulsen må organisationen hver måned finde næsten en halv milliard kroner ekstra for at mætte det samme antal munde.

- Der er mad nok i verden. Problemet er, at priserne er steget, siger hun.

I Europa mærkes prisstigningerne også, og det har fået folk til at demonstrere i lande som Albanien og Spanien.

Herhjemme kommer vi ikke til at sulte, men det betyder ikke, at fødevarekrisen ikke kan mærkes.

- Danmark er selvforsynende på alle de vigtige kornprodukter, og det betyder grundlæggende, at vi ikke kommer til at se forsyningssvigt på den front. Men vi kommer til at opleve stigende priser, siger Martin Kristian Brauer fra Landbrug og Fødevarer.

Hope-projektet, som under coronaepidemien har undersøgt borgernes adfærd, stopper nu med at indsamle data.

Det sker, samtidig med at frygten for corona har nået det hidtil lavest målte niveau, oplyser leder af Hope-projektet Michael Bang Petersen på Twitter.

- Det har været en helt overvældende opmærksomhed, der har været på det her projekt, fortæller han til Ritzau.

I maj 2020, knap en måned efter landets første nedlukning under coronaepidemien, indledte Hope-projektet sin første indsamling af data.

Med 25 millioner kroner i funding fra Carlsbergfondet begyndte Hope at undersøge borgernes adfærd under epidemien.

- Carlsberg spurgte en række forskere, om de ville sende ansøgninger til forskning under coronakrisen. Vi blev også spurgt og takkede ja, fortæller Michael Bang Petersen.

- På under et døgn blev Hope-projektet etableret. Normalt tager den slags hele eller halve år, så alt gik meget hurtigt i de her dage og uger, da epidemien ramte, siger han.

Siden er det blevet til utallige rapporter og analyser fra Hope. Projektet bygger på en grundidé om, at det er befolkningens adfærd der afgør, hvordan smitten udvikler sig.

Samtidig håber Michael Bang Petersen, at projektet har været med til at give befolkningen en stemme.

- Jeg håber, at det har været med til at give medier og myndigheder en fornemmelse af, hvad befolkningen oplevede. Om de syntes, at håndteringen af situationen var den rigtige, og om de bekymrede sig, siger han.

Selv om dataindsamlingen er slut, fortsætter Hope med at arbejde med de indsamlede data. Der er stadig masser at tage fat i, lyder det fra Michael Bang Petersen.

- Projektet er ikke slut endnu. Nu går vi i mere normal forskningsmode og analyserer dataene for at få en endnu dybere forståelse af, hvad der faktisk påvirkede danskernes adfærd, siger han.

Siden Rusland indledte sin invasion af nabolandet Ukraine, har den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, og lederen af de væbnede styrker, Valerij Gerasimov, været nogle af krigens helt centrale figurer.

Sammen med præsident Putin er de blevet de russiske ansigter på krigen.

Derfor er det også blevet bemærket, at begge mænd på det seneste synes at være forsvundet fra offentligheden.

Ifølge undersøgende journalister fra de uafhængige russiske medier Mediazona og Agentstvo er hverken Sjojgu eller Gerasimov blevet set siden 11. marts.

Altså i de seneste 12 ud af krigens 28 dage.

- Hvis det er sandt, er det meget interessant, siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til TV 2.

Sjojgu og Gerasimov anses som værende meget loyale over for Putin og meget tætte på den russiske præsident.

Begge menes således at være en del af den meget lille inderkreds, som Putin rådfører sig med, og de menes at have været med i beslutningsprocessen i forberedelsen til krigen i Ukraine.

Ifølge Flemming Splidsboel florerer der i øjeblikket adskillige rygter i russiske medier, på sociale medier og blandt russiske kommentatorer. Blandt andet lyder det nogle steder, at Sergej Sjojgu skulle være blevet sat i husarrest.

Men der er alene tale om rygter. Og dem skal man være varsom med, påpeger DIIS-forskeren:

- Men militæroperationen i Ukraine går ikke særlig godt, og det er helt sikkert, at nogle skal betale prisen for det på et tidspunkt, siger han.

Den russiske forsvarsminister optrådte senest i medierne, ifølge Agentstvo, 11. marts, hvor forsvarsministeriet rapporterede, at Sjojgu havde haft en telefonsamtale med sin tyrkiske kollega, Hulusi Akar.

Samme dag offentliggjorde ministeriet en video, der viste Sjojgu besøge et militærhospital, hvor han overrakte hædersmedaljer til russiske soldater, der havde deltaget i krigen i Ukraine.

Sjojgu er dog nævnt i en meddelelse på Kremls hjemmeside fra 18. marts, hvor det fremgår, at han skal have deltaget i et møde i det russiske sikkerhedsråd, men der er ingen billeder eller videoer derfra.

Ifølge Agentstvo, offentliggjorde den statskontrollerede russiske tv-station Kanal 1 samme dag en historie om Sjojgu, der uddelte medaljer. Ifølge artiklen skulle det være sket på dagen, men billedet på historien stammede fra forsvarsministeriets video fra 11. marts.

De seneste nyheder på Sjojgus profil på forsvarsministeriets hjemmeside er ligeledes dateret 11. marts.

Sergej Sjojgu er normalt aktiv i medierne, og det var også tilfældet i krigens første uger.

Agentstvo har fundet pressemeddelelser og nyheder om ministeren fra 24. februar, 27. februar, 1. marts, 4. marts og 8. marts. Cirka hver tredje dag. Men altså intet på ministeriets hjemmeside siden 11. marts.

Forklaringerne på både Sjojgus og Gerasimovs tilsyneladende pludselige fravær fra offentligheden kan være mange.

En anonym kilde, der beskrives som en underordnet i ministeriet, fortæller, at der går rygter, om at Sjojgu har helbredsproblemer, og at dette skulle være en mulig forklaring.

Ifølge russiske medier har hverken forsvarsministeriet eller præsidentkontoret i Kreml svaret på mediernes henvendelser.

66-årige Sergej Sjojgu bliver ifølge BBC anset som den person, der er tættest på Vladimir Putin - og den med størst indflydelse på præsidenten. Blandt andet tager han på både jagt- og fisketure med Putin.

Han er en person, der er offentligt kendt og samtidig meget populær blandt russerne.

Sjojgu har været forsvarsminister siden 2012, og han stod bag annekteringen af Krim-halvøen i 2014, ligesom han er chef for den russiske militærefterretningstjeneste, der anklages for giftangreb i Salisbury i Storbritannien i 2018 og på oppositionslederen Aleksej Navalnyj i Sibirien i 2020.

Den ligeledes 66-årige Valerij Gerasimov har spillet en stor rolle i Ruslands militære aktioner i Tjetjenien, Syrien og ved annekteringen af Krim i 2014.

Han har stået i spidsen for den militære planlægning og udførsel af invasionen af Ukraine.

Uanset hvad der er forklaringen på de to mænds fravær i offentligheden, er det meget typisk, at fremtrædende personers "forsvinden" tiltrækker sig opmærksomhed i diktaturer, forklarer Jakob Tolstrup, der er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i blandt andet diktatur og international politik.

- I diktaturer er eliten de kendte ansigter, og sendefladen er normalt fyldt med dem. De er kendt som dem, der ordner tingene. Derfor vækker det opsigt, når de ikke er synlige, da det kan være en indikator på, at alting ikke er som normalt, siger han.

- De kan være syge, de kan være faldet i unåde, eller måske er de der bare ikke. Det er måske i virkeligheden mest sigende for et land som Rusland, at vi ikke ved det, siger Jakob Tolstrup.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, skal 1. april genafhøres af Minkkommissionen, som undersøger forløbet omkring den politiske beslutning om at aflive alle mink.

Det oplyser Minkkommissionen på sin hjemmeside. Kommissionen har også indkaldt andre topembedsmænd til genafhøringer.

Departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth, og afdelingschef i Fødevareministeriet, Tejs Binderup, er også blandt dem, som Minkkommissionen igen har indkaldt som vidner.

Det var på et pressemøde 4. november 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) meldte beslutningen om at aflive mink ud.

Efterfølgende viste det sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle aflivet.

Det betragtes som en af regeringens største problemsager, og en lang række ministre og embedsfolk vidnede i løbet af efteråret i kommissionens lokaler i Retten på Frederiksberg.

Da Barbara Bertelsen blev afhørt i Minkkommissionen tilbage i november sidste år, sagde hun tydeligt, at hun mener, at ansvaret for den manglende lovhjemmel lå hos det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

Det samme har Mette Frederiksen fastholdt.

Anders Eldrup, som er en af Danmarks mest erfarne - nu tidligere - embedsmænd sagde dog for nylig i et interview med Politiken, at Barbara Bertelsen har begået fejl i minksagen.

- Det er i sidste ende departementschefens opgave at spørge og dermed sikre, at der er hjemmel til at foretage de ting, som regeringen ønsker, sagde Anders Eldrup til avisen.

- Normalt ville ansvaret ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men sagen blev håndteret i Statsministeriet, og derfor blev det mere uklart, hvor ansvaret lå, sagde han.

Mens afhøringerne i Minkkommissionen var i gang i efteråret, kørte der sideløbende en sag om slettede sms'er.

Det var, efter at det kom frem, at blandt andre Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen havde sat en automatisk slettefunktion til på deres telefoner.

Det betyder, at flere sms-korrespondancer fra dagene omkring beslutningen om aflivning, er væk. Minkkommissionen ville ellers gerne have haft lejlighed til at læse dem, og politiet forsøgte at genskabe sms'erne - dog uden held.

Hanne Larsen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, samt Paolo Drostby og Henrik Studsgaard, der er henholdsvis kontorchef og departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, skal også vidne igen.

Tirsdag fik den russiske præsident Putins værste kritiker, Aleksej Navalnyj, lagt yderligere ni års fængsel til den dom, som han allerede er i gang med at afsone.

Navalnyj blev dømt for bedrageri og foragt for retten.

Han afviser selv anklagerne som politisk motiverede og opfundne til lejligheden.

- Hvis fængselsstraffen er prisen for at benytte mine menneskerettigheder til at sige ting, der skal siges, så kan de kræve 113 år. Jeg har ikke tænkt mig at trække mine ord eller gerninger tilbage, skrev han for en uge siden på Instagram i forbindelse med det sidste retsmøde i sagen før domsafsigelsen.

I forbindelse med domsafsigelsen tirsdag lykkedes det igen Navalnyj at få en kommentar til dommen ud på sociale medier.

Her skrev han et citat fra tv-serien ”The Wire”:

”Man afsoner kun to dage. Den dag, du kommer ind, og den dag, du kommer ud igen”.

Denne spinkle forbindelse til offentligheden bliver måske effektivt lukket med den nye dom, og det vil være den allerstørste forandring i Navalnyjs situation, vurderer TV 2’s Ruslands-korrespondent Uffe Dreesen:

- Ikke alene skal han sidde i fængsel ni år mere, han bliver også sendt til afsoning i et endnu hårdere fængsel. Hvor, det bliver, ved vi ikke, men det bliver langt pokker i vold fra Moskva. Det gør det sværere for ham at holde kontakt til sin familie, sine advokater og sin tilhængere, siger Uffe Dreesen.

Han vurderer ikke, at den nye fængselsdom vil gøre den store forskel for Navalnyjs rolle som en samlende skikkelse for den russiske opposition.

- Han er lige så kendt i dag, som han var for et år siden. Men hans organisation er smadret, bevægelsens kontorer er lukket, og flere af hans vigtigste medarbejdere er i eksil. Hele bevægelsen er blevet stemplet som ”terroristisk”, så det er farligt at have med ham at gøre. Hans budskab har stadig en klangbund, men han har færre muligheder nu for at få sine budskaber ud, siger Uffe Dreesen.

Han vurderer ikke, at dommen over Navalnyj har direkte forbindelse med krigen i Ukraine. For opgøret med Navalnyj har været længe undervejs.

Sidste år blev han sendt i fængsel, hvor han skulle afsone to-et-halvt år.

Så blev hans organisation erklæret for ”ekstremistisk” og lukket, og nu bliver hans fængselsdom så yderligere forlænget.

- Det har ligget i kortene hele tiden, at han skulle holdes helt væk fra offentligheden. Det har været på vej et stykke tid, siger Uffe Dreesen.

Han vurderer, at der er grund til at være bekymret for Navalnyjs sikkerhed og helbred i det hårde fængsel, hvor han skal sidde de næste ni år.

- Her skal han afsone sammen med rigtige forbrydere, så han kan frygte for sit liv. Det er medfanger, der vil være klar til at smadre hans ansigt, eller gøre det af med ham, til gengæld for en betaling i cigaretter fra vagterne, siger han:

- Det bliver ni år i helvede. Så han har kun en ting at håbe på, nemlig et regimeskifte.

Toårige Artem ligger i sengen og holder om en gul legetøjstraktor, som det kunne se ud i mange danske børneværelser. Men det her er ikke noget nær et børneværelse i Danmark.

For den ukrainske dreng ligger i sengen på børnehospitalet i Zaporizjzja, nordvest for den udbombede kystby Mariupol, med fragmenter i maven fra et russisk bombeangreb, der også sårede hans forældre og bedsteforældre alvorligt.

Han og familien slap ud af Mariupol, der dagligt udsættes for voldsomme bombeangreb, og nu ligger drengen, der burde lege ubekymret rundt, og stirrer tomt ud i hospitalsstuen.

Ved siden af ham ligger 15-årige Masha. Hendes liv blev sidste uge forandret for evigt, da lægerne måtte amputere hendes højre ben, efter det russiske bombeangreb havde såret hende så voldsomt, at benet ikke stod til at redde.

Yuri Borzenko, der er leder af børnehospitalet, kæmper sammen med personalet for at behandle de uskyldige ofre. Men selvom sårene kan hele, så kan de psykiske skader være svære at helbrede.

- Pigen, der mistede sit ben, var så traumatiseret, at hun ikke ville spise eller drikke i dagevis. Hun kunne mentalt ikke håndtere, hvad der var sket. Vi var nødt til at give hende mad intravenøst, siger han til BBC.

Børnene, der dårligt nok har taget hul på livet, beretter om traumatiserende oplevelser i flugten fra de russiske bombardementer. Historier, der også sætter sig i Yuri Borzenko.

Jeg hader Rusland

- En seksårig dreng med fragmenter i kraniet beskrev uden tårer eller følelse, hvordan han så sin mor brænde ihjel i deres bil, efter den blev ramt. Jeg hader Rusland, siger han.

I sidste uge blev et teater i Mariupol, hvor over 1000 mennesker havde søgt beskyttelse, bombet, selvom der på jorden foran og bag teatret med store bogstaver var skrevet ”BØRN”.

De hensynsløse bombardementer river utallige ukrainske familier fra hinanden. Det skete også for familiefaren Vladimir.

Han mistede sit fireårige barnebarn Dominica og sin 26-årige datter Natasha – mor til Dominica – efter en bombe landede nær deres tilflugtssted.

- Jeg kiggede på jorden, og der lå mit lille barnebarn med sit hoved fuldstændig revet i stykker. Hun lå der uden åndedræt, og lige ved siden af hende lå min datter med åbne benbrud, siger han til BBC, mens stemmen knækker, og han begraver ansigtet og tårerne i sine hænder.

Nu forsøger han at holde sig stærk, mens hans anden datter Diana gennemgår operationer efter at være blevet alvorligt såret i angrebet.

På Kyiv Hjertecenter, landets førende hjerteafdeling, har lægerne taget imod fire forældreløse babyer, ikke mere end et par måneder gamle, der blev evakueret fra den østlige by Sumy under russiske angreb.

De er blandt 70 børn og spædbørn, som efter to uger i beskyttelsesrum slap væk fra byen, skriver Reuters.

Hvilket udyr må man være for at slå børn ihjel?

Babyerne skulle have været kørt helt vestpå til Lviv, men deres tilstand var for kritisk til at lade dem rejse videre fra Kyiv, fortæller hjertekirurg Borys Todurov til Reuters og forklarer, at de inden for to måneder er nødt til at operere en af drengenes hjerte.

Også Todurov er mærket af den voldsomme virkelighed i det krigshærgede land.

- Hvilket udyr må man være for at slå børn ihjel? Næsten 120 børn er blevet dræbt i Ukraine allerede. Og det er kun de børn, vi kender til. De gør det med vilje, de smider bomber på børnehjem, fødselshospitaler, børnehospitaler. Hvordan er det her muligt i dag?