Delta-varianten har lange arme – her er tre danskere, som er i isolation som tredje led

Imens Delta-varianten vinder indpas i Danmark, er flere tusinde personer blevet sendt i karantæne på grund af den meget smitsomme coronavariant.

Ikke fordi de selv er smittede. Men fordi de er nærkontakt til en, der er smittet. Eller nærkontakt til en nærkontakt.

I perioden 23. til 30. juni har Styrelsen for Patientsikkerhed bedt i alt 8803 nære kontakter og deres nære kontakter om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med en særlig variant - primært Delta-varianten.

Tallet omfatter kun nære kontakter, der er håndteret af Styrelsen for Patientsikkerhed, og altså ikke de personer, som er blevet kontaktet af de smittede selv.

TV 2 har talt med tre danskere, der lige nu sidder isoleret som tredje led.

Studiekammerat havde været til fest med smittet

23-årige Stine Henriksen, der til daglig er pædagogstuderende, er lige nu i coronakarantæne på et hotel for ikke at smitte sin kæreste, som hun bor sammen med.

Mandag og tirsdag i denne uge var Stine Henriksen sammen med sin studiekammerat i forbindelse med en eksamen. Studiekammeraten var i lørdags til fest i en lejlighed i København, hvor én af gæsterne viste sig at være smittet med Delta-varianten. Derfor er hele festen sendt i karantæne.

Egentlig skulle Stine Henriksen, der netop har taget hul på sin sommerferie, være godt i gang med at renovere sit køkken. Men på grund af karantænen, må hendes kæreste nu selv fortsætte med det projekt, indtil Stine Henriksen må komme hjem. Desuden skulle den 23-årige pædagogstuderende havde været vaccineret med andet stik i dag.

Den vaccination er nu blevet udskudt indtil 8. juli.

Stine Henriksen var i maj smittet med coronavirus, fordi hun havde været i sommerhus med en studiekammerat, der viste sig at være smittet med coronavirus. I løbet af sygdomsforløbet smittede hun også sin kæreste. På trods af, at hun allerede har været smittet, synes den 23-årige pædagogstuderende, at det er vigtigt at følge myndighedernes anbefalinger.

- Det er klart, at jeg følte mig megafrusteret og magtesløs, lige da jeg fik beskeden. Men jeg forstår godt, at myndighederne passer ekstra godt på, når det er en ny variant, der er på spil, siger hun.

Selvom hun har været smittet og nu for anden gang er i karantæne, så er hun ikke i tvivl om, at hun kommer til at følge myndighedernes anbefalinger til punkt og prikke – også selvom hun skulle blive sendt i karantæne flere gange.

- Min sidste isolation, hvor det jo rent faktisk viste sig, at jeg var smittet, har lært mig, at man ikke skal tro, at man ikke er smittet. Det kan man ikke nødvendigvis mærke, slutter hun.

Pædagog havde været nærkontakt til smittet

35-årige Marie Skall, der er ejer af tøjfirmaet Skall Studio, er i karantæne sammen med sin familie.

Det er de, fordi deres fireårige søn er nærkontakt i tredje led, da en pædagog på hans stue i børnehaven er nærkontakt til en Delta-smittet. På stuen er der 27 børn, som alle er blevet sendt hjem sammen med deres familie.

For Marie og hendes familie har karantænen betydet, at både hun og hendes mand har måttet aflyse møder og flytte deres arbejde hjem, mens de venter på svar på deres coronatests. Indtil videre er både familien og den pædagog, som er nærkontakt til en Delta-smittet, testet negative.

- Det er frustrerende, fordi man hele tiden skal være så omstillingsparat og aldrig være sikker på, om man nu kan overholde de aftaler, man har i kalenderen, siger hun.

Men selvom Marie Skall synes, at det er en irriterende situation at stå i, så giver det alligevel god mening for hende, at hun og familien skal holde sig hjemme.

- Det er klart, at det sætter gang i mange tanker. Jeg har stor respekt for den nye variant og vil selvfølgelig gerne handle ansvarligt i forhold til situationen. Jeg er selv selvstændig, så jeg ved om nogen, hvad et større smitteudbrud med nedlukning kan betyde, siger hun.

Søn havde været sammen smittet ven

46-årige Sofie Jepsen er lige nu i karantæne sammen med sin familie. Hendes 15-årige søn Viggo har nemlig været fodboldtræner på en fodboldlejr sammen med en kammerat, som efterfølgende viste sig at være smittet med Delta-varianten.

Først skulle Viggo derfor isoleres som andet led i smittekæden, mens Sofie, hendes mand og Viggos storesøster blev isoleret i tredje led. Men i dag blev sønnen Viggo også testet positiv for coronavirus, og derfor er resten af familien nu isoleret i andet led.

Som følge af den ene smittede er hele fodboldskolen blevet lukket ned.

Ifølge Sofie Jepsen har situationen store konsekvenser for familien. Specielt for Viggos storesøster, som lige er blevet student.

Hun går nu glip af resten af studenterfesterne og potentielt en rejse til Kroatien, hvis hun også bliver testet positiv. Og Viggo har heller ikke den bedste sommer. Han sidder nu på sit lille værelse isoleret fra resten af familien, hvis tests stadig er negative.

Til at begynde med syntes familien, at det at være isoleret i tredje led var at gå med livrem og seler fra myndighedernes side.

- Vi har jo været igennem det tusind gange. Viggo har været sendt hjem fra skole flere gange, fordi der har været smitteudbrud. Og der har jo aldrig været noget. Men man gør jo, hvad der bliver sagt, siger Sofie Jepsen.

Men efter Viggo er testet positiv, så ser familien på sagen i et andet lys.

- I vores tilfælde, så giver det selvfølgelig mening, at vi skulle isoleres ud i tredje led, konstaterer Sofie Jepsen.

Danmark donerer en million vacciner til det vestlige Balkan

Danmark donerer en million vacciner til det vestlige Balkan.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Donationen består af AstraZeneca-vacciner, der ikke er en del af det generelle danske vaccinationsprogram.

Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Nordmakedonien vil modtage vaccinerne.

Afgørende våben mod pandemi

Det ventes, at donationen påbegyndes over de kommende måneder.

- Vores naboer på Balkan oplever en stor vaccinemangel, som både belaster de enkelte samfund og øger risikoen for nye udbrud, der kan sprede sig. Derfor er jeg glad for, at vi kan træde til og bistå vores nære samarbejdspartnere med det helt afgørende våben mod pandemien, nemlig vacciner.

- Det vestlige Balkan er en del af vores nærområde, og vi har en stor fælles interesse i at stå sammen - også mod pandemien, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

Derudover oplyste Udenrigsministeriet tidligere torsdag, at Danmark sender en million vacciner til Nordafrika og vaccinesamarbejdet Covax.

AstraZeneca-vaccinen er taget ud af det generelle danske vaccinationsprogram, men det er stadig muligt at få vaccinen i en tilvalgsordning.

Myndigheder overvejer ændring i karantænekrav ved Delta-smitte

Siden den særligt smitsomme Delta-variant af coronavirus blev fundet i Danmark, har Statens Serum Institut (SSI) anbefalet særligt strenge karantænekrav for at forsinke smitten.

På nuværende tidspunkt overvejer myndighederne, SSI, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed om retningslinjerne for karantæne skal ændres.

Det oplyser SSI i et skriftligt svar til Ritzau.

Karantænereglerne betyder, at man skal isolere ud i tredje led.

Dermed er det ikke kun nære kontakter til en smittet med Delta-varianten, der skal gå i isolation. Også de nære kontakters nære kontakter skal gå i isolation.

Restriktioner til mindst mulig gene

De strengere karantænekrav er sat i værk for at forebygge opblussen af smitte med Delta-varianten.

- Danmark har i den seneste tid haft en forsinkelsesstrategi i forhold til den langt mere smitsomme Delta-variant, der er godt i gang med at overtage smittebilledet i landet.

- Vi ser naturligvis på, de bedst mulige løsninger til at bremse Delta-varianten, til mindst mulig gene for alle, skriver SSI.

Det strenge karantænekrav er torsdag blevet kritiseret af flere blå partier og flere danske erhvervsorganisationer.

De mener ikke, at man bør isolere ud i tredje led, da mange borgere er blevet vaccineret.

Bekymret for konsekvenser

Derudover bekymrer det politikere og erhvervsorganisationer, at det vil have store konsekvenser for erhvervslivet og særligt restaurationsbranchen, at man skal gå i isolation i tredje led.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra regeringen.

Indenfor den seneste uge er 8803 personer og deres nære kontakter blevet bedt om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med Delta-varianten.

Delta-varianten stammer fra Indien og ud over, at den er særdeles smitsom, vurderer SSI, at den kan medføre et mere alvorligt sygdomsforløb end de øvrige kendte coronavarianter.

SSI vurderer, at mellem 16,2 og 25,3 procent af alle coronatilfælde i Danmark lige nu er med Delta-varianten.

EMA har ikke set vacciner svigte mod nye varianter

Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, ser det ud til, at de fire vacciner, der er autoriseret i EU, yder beskyttelse mod alle varianter af coronavirus, herunder Delta-varianten.

EMA har bedt alle vaccineproducenter om at teste, om den tese er korrekt. Det oplyser EMA i en række opslag på Twitter.

- Det ser ud til, at de fire autoriserede vacciner i EU beskytter imod alle varianter, herunder Delta-varianten, skriver EMA.

Ifølge EMA tyder de første oplysninger, der er indsamlet, på, at færdigvaccinerede er beskyttet imod Delta-varianten.

For at få sikkerhed for den tese har EMA bedt alle vaccineproducenterne om løbende at teste, om deres vaccine har effekt mod de forskellige varianter.

De fire vacciner, der har fået en nødautorisation til brug i EU, er dem vi i Danmark kender som Pfizer, Moderna, AstraZeneca og Johnson & Johnson.

EMA oplyser ligeledes, at det er for tidligt for EMA at give nogen anbefaling i forhold til brug af to forskellige vacciner.

Eksempelvis i Danmark har mange i sundhedsvæsnet fået et stik med AstraZeneca-vaccinen og et stik med Pfizer-vaccinen.

Overvejer plan for revaccinering

Indtil videre har EMA set foreløbige studier med to stik med forskellige vacciner fra Spanien, Tyskland og Storbritannien. Her er der foreløbig tegn på et godt immunrespons og ingen bekymringer for sikkerheden ved at blande.

Sideløbende med indsatsen for at give alle de europæere, der ønsker det, deres første vaccine er EMA også begyndt at overveje, hvorvidt der bliver behov for revaccination.

Her oplyser EMA torsdag, at der er kontakt med vaccineproducenterne om det emne.

- På nuværende tidspunkt er det uklart, hvorvidt et ekstra stik bliver nødvendigt for at opretholde beskyttelsen (mod covid-19, red.), skriver EMA på Twitter.

På et tidspunkt i løbet af sommeren vil EMA få færdige studier af personer, som har modtaget et tredje stik udover de to anbefalede.

I tilfælde med Johnson & Johnson-vaccinen vil det være personer, som har fået et andet stik, da man kun får ét stik med den vaccine.

De skal vise, hvad det betyder for personernes immunrespons, og om der er bivirkninger eller andre sikkerhedsaspekter, der skal tages med i betragtning.

Højeste i tre uger – ekspert ser oplagt forklaring på stigende smitte

Antallet af nye bekræftede coronatilfælde er torsdag det højeste i tre uger.

Yderligere 475 er registreret smittet, viser torsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal siden 10. juni, hvor der også blev registreret 475 tilfælde.

Positivprocenten stiger

Antallet af prøver, der er kommet svar på, er dog også højere end de seneste par dage. 82.988 prøver indgår i smittetallet.

Stigningen skyldes de mange fodboldkampe til EM, mener mangeårig anæstesilæge og formand for lungeforeningen, Torben Mogensen:

- Det begynder at vise sig i smittespredningen, at alle de her store begivenheder og særligt fodboldkampene finder sted. Det handler selvfølgelig ikke kun om kampene i Parken, men om de begivenheder, der har været fundet sted rundt om i landet.

Kigges der på, hvor stor en andel af prøverne der er positive – også kendt som positivprocenten – er den dog også steget.

Torsdag er 0,57 procent af prøverne positive. Det er den højeste andel siden 7. juni, hvor den var på 0,71 procent.

Otte nye indlæggelser

Der er også kommet svar på 227.138 lyntests, hvor man podes i næsen. Svar herfra indgår dog ikke i smittetallet på grund af usikkerhed.

Der er sket otte nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte falder dog med 3 til 52 smittede.

Det skyldes, at der også er sket udskrivelser. Samtidigt er endnu en smittet afgået ved døden.

Det vides dog ikke, om vedkommende var indlagt på hospitalet. I alt er 2535 smittede døde i Danmark under pandemien.

Delta-krav om isolation ‘hører ingen steder hjemme’, mener blå partier

Anbefalingen om, at nære kontakter såvel som deres nære kontakter skal gå i isolation ved smitte med Delta-varianten, er "ude af proportioner" og "hører ingen steder hjemme".

Sådan lyder det nu fra Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Vi står overfor et kapløb på tid mellem smitte og vacciner

Statens Serum Institut

Kritikken kommer, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed i perioden 23.-30. juni har bedt 8803 nære kontakter i første og andet led om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med en særlig variant - primært Delta-varianten.

Samfundet skal kunne fungere

Tallet har fået Dansk Erhverv op af stolen. Brancheorganisationen frygter, at hele butikker, hoteller og restauranter bliver lagt ned og må lukke i en periode grundet isolationsreglerne.

En frygt, som den konservative sundhedsordfører deler.

- Jeg forstår godt, at sundhedsmyndighederne tager et forsigtighedshensyn, og tak for det. Men samfundet skal jo også kunne fungere, siger Per Larsen (K) til TV 2.

Han ser ikke behovet for særlige regler for isolation, da Delta-varianten ikke er mere dødbringende end de hidtidige.

Samtidig burde det lave antal indlagte sammen med antallet af vaccinerede ifølge ordføreren give plads til mere lempelige regler.

Beslutning bør revurderes

Også hos Venstre undrer de sig over, at det ifølge sundhedsmyndighederne er nødvendigt med så omfattende isolationsregler.

Vi kan nu for alvor se, at Delta-varianten er i vækst

SSI

De appellerer nu - sammen med de konservative kollegaer - til, at beslutningen revurderes.

- Det er paradoksalt, at jo længere vi kommer i pandemien, jo mere ekstreme og ude af proportioner bliver restriktionerne, siger V-ordføreren til TV 2 og tilføjer:

- Det her er noget af den værste medicin, vi har set i forhold til coronarestriktioner.

Hvor mange smittede?

Delta-varianten udgjorde i sidste uge flere end 20,4 procent af alle nye smittetilfælde i Danmark. Det er mere end en tredobling fra ugen før, hvor Delta-varianten udgjorde 6,5 procent af tilfældene.

Udviklingen skyldes, at Delta-varianten er mere smitsom end de andre kendte virusvarianter.

Derfor mener Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, da også, at de særlige isolationsregler er på sin plads.

- Det er rettidig omhu. Delta-varianten er væsentlig mere aggressiv, og vi skal for alt i verden undgå store smitteudbrud, siger han til TV 2.

For alvor i vækst

Det har ikke været muligt at få et interview med Statens Serum Institut (SSI), som i stedet har sendt et skriftligt svar.

Her skriver de blandt andet, at varianten "er godt i gang med at overtage smittebilledet i landet".

- Det er langt hen ad vejen lykkes for os at forsinke udbredelsen af Delta, men nu kan vi for alvor se, at den er i vækst. Derfor står vi overfor et kapløb på tid mellem smitte og vacciner, og derfor giver det fortsat god mening at have tæt smitteopsporing, skriver SSI.

Du kan se de seneste smitte- og vaccinationstal i artiklen her.

Vaccinekalenderen rykker igen – 12-15-årige bliver inviteret i juli

Den danske vaccinationskalender er endnu en gang blevet opdateret.

Nu er planen, at alle voksne danskere, der ønsker det, er færdigvaccineret mod coronavirus inden 29. august. Det er to uger før end hidtil ventet.

Den nye kalender har for første gang også de 12-15-årige med. Planen er, at den yngste gruppe skal inviteres i løbet af juli måned, fremgår det af vaccineplanen.

Fremrykningen betyder også, at de 30-34-årige bliver vaccineret tidligere.

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, er særligt glad for, at den sidste voksne gruppe bliver hurtigere færdigvaccineret.

- Lige præcis den gruppe har jo ventet længe og tålmodigt, og det er en stor glæde, at vi har fået mulighed for at rykke deres vaccination frem, siger hun i en pressemeddelelse.

Lav tilslutning gav danske doser

Danmark har købt 1,17 millioner vaccinedoser fra Rumænien, og det er blandt andet forklaringen på den forandrede kalender.

Vaccinerne kommer med fly, og SSI oplyser til TV 2, at det første fly lander i Kastrup Lufthavn klokken 20 torsdag aften. Så skal doserne videre til Statens Serum Instituts køleskabe i København for bagefter at blive fordelt til landets fem regioner.

Rumæniens vaccinetilslutning er lav, og det har fået vaccineindkøbet i hus, lød det fra Sundhedsministeriet, da aftalen blev præsenteret.

Det sydøsteuropæiske land er i øjeblikket blandt de lande med den laveste vaccinationstilslutning i EU - godt 25 procent af den rumænske befolkning vaccineret med mindst ét stik.

Over tre millioner danske stik

Danmarks vaccinationstilslutning er noget højere.

3,3 millioner danskere har fået mindst et vaccinestik, og knap 2 millioner er færdigvaccineret - det svarer til 32 procent af befolkningen.

Der er to vacciner i det danske vaccinationsprogram - en fra Moderna og én fra Pfizer/BioNTech - begge er baseret på mRNA-teknologien.

I den nye kalender er vaccinen fra CureVac, som tidligere var med i de danske vaccineplaner, væk. Vaccinen har vist skuffende resultater i kliniske tests.

I den frivillige tilvalgsordning har danskere dog kunnet få to andre vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson. Det har knap 50.000 personer benyttet sig af.