Danmark sender en million vacciner til Nordafrika og Covax

Regeringen har besluttet at donere en million overskydende vaccinedoser fra AstraZeneca til det internationale vaccinesamarbejde Covax. 300.000 af dem er øremærket lande i Nordafrika.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Covax er et vaccinesamarbejde under Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Samarbejdet står for at distribuere vacciner til udviklingslande under coronapandemien.

Ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er der lige nu et stort behov for at få vaccineret flere i udviklingslandene.

- Selv om det går fremad med håndteringen (af coronavirus, red.) her hos os, så raser pandemien stadig rundt i verden.

- Det er særligt i de lande, der har lave indkomster. Og det er der, Covax er sat i verden for at hjælpe. Så jeg er rigtig glad for, at vi kan række ud nu med en million vacciner, siger han.

Danskkøbte vacciner til Covax

Vaccinerne fra AstraZeneca, der går til Covax, er en del af de doser, som Danmark har købt og betalt.

Vaccinerne var tiltænkt brug i Danmark. Men efter at sundhedsmyndighederne har taget vaccinen ud af det danske vaccinationsprogram, bliver de nu givet væk.

Sendingen er en del af i alt tre millioner vacciner, som den danske regering har meddelt, at den vil donere til vaccination i udviklingslande i år.

Da vaccinerne er klar til at blive leveret fra fabrikken, bliver de sendt direkte til Covax, som beslutter, hvilke specifikke lande der skal have gavn af donationen.

At regeringen har haft særligt fokus på at få vacciner til lande i Nordafrika, skyldes - ud over at landene er hårdt ramt af coronapandemien - at der er en interesse for Europa i at få vaccineret så mange som muligt.

- Det er klart, at vi har en helt naturlig interesse i, at vores naboer umiddelbart mod syd også får covid-19 under kontrol.

- Det er både for landenes egen skyld og selvfølgelig også for, at vi ikke pludselig står i en situation med store smitteudbrud og nye varianter meget tæt på Europa, siger Flemming Møller Mortensen.

Hurtig distribuering

Ifølge udviklingsministeren vil vaccinerne gennem Covax-programmet komme hurtigt ud og blive brugt i de pågældende lande.

- Det kan man være sikker på. Det er også derfor, det er så afgørende, at vi får vaccinerne leveret direkte fra fabrikken, så de har så lang en udløbstid som overhovedet muligt, siger han.

Danmark har tidligere leveret cirka 358.000 vaccinedoser fra AstraZeneca til Kenya i Østafrika, og regeringen har også givet tilsagn til Ukraine om at sende cirka 500.000 vaccinedoser til landet.

Fra i dag gælder EU’s coronapas – men du kan ikke bare rejse løs

Fra torsdag kan du bruge din danske coronapas-app som coronapas i størstedelen af Europa, men primært til at krydse landegrænser.

Det er dermed ikke sikkert, at du ligesom i Danmark kan bruge appen til at komme ind på restauranter, museer eller koncertsteder på din ferie i udlandet.

Selvom appen skal gøre det nemmere for danskere at komme på ferie i EU, skal man stadig være yderst opmærksom på de lokale regler. Det fortæller Frej Jackson, som er souschef i Udenrigsministeriets Borgerservice:

- I Norge og Finland kan man rejse ind som færdigvaccineret eller tidligere smittet, men endnu ikke bare på en test, så man skal sætte sig ind i reglerne, inden man tager afsted, siger han.

Vær opmærksom på lokale regler

Det kan man for eksempel gøre på hjemmesiden Re-open EU, som EU selv står bag, eller på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Ifølge Frej Jackson er det også vigtigt at være opmærksom på, at landene tolker immunitet efter vaccination forskelligt.

I Danmark er et coronapas gyldigt 14 dage efter første stik, men sådan forholder det sig langt fra i de øvrige EU-lande:

- Hvis man som mig kun har fået første stik, så skal man tjekke op på, om der er forskel på de danske regler og reglerne til rejsebrug. Jeg ville for eksempel skulle tage en test, før jeg skulle afsted, siger han.

Kilder: EU, Udenrigsministeriet og Coronasmitte.dk.

20 steder i landet er toiletbesøg nu del af coronabekæmpelse

Smittede med covid-19 udskiller virus sammen med afføringen, allerede inden de smittede udvikler symptomer.

Dermed kan det også findes i spildevandet, som man kan teste, fordi folk går på toilettet.

I et nyt, nationalt forsøg skal spildevandet nu undersøges på 20 rensningsanlæg over hele landet. Forsøget løber hele juli.

Kan være et godt redskab

Overvågning af spildevand kan være et centralt element i den fremtidige epidemikontrol med coronavirus.

Det siger Jesper Gamst, der er administrerende direktør i Eurofins Danmark, der står for at analysere spildevandsprøverne for corona.

- Det kan være et godt redskab til at udpege områder, hvor sundhedsmyndighederne skal sætte særligt ind med persontest og smitteopsporing.

- Det kan give en bedre indikation på, hvor der er smitte, og hvor meget smitte der er i hvilke områder, siger han.

Mindre forsøg i Bornholm og København

Spildevand er forurenet vand som eksempelvis udledes fra husholdninger.

Enkelte steder i landet er spildevand tidligere i mindre forsøg blevet undersøgt for corona. Det gælder blandt andet på Bornholm og i København.

I det nationale forsøg skal spildevand undersøges på renseanlæg i blandt andet Hillerød, Kolding, Thisted, Fredericia og Lyngby.

I det nationale forsøg bliver spildevandet testet, ved at de enkelte rensningsanlæg tager en prøve af vandet, som bliver sendt til analyse på Eurofins laboratorie.

Eurofins benytter et specielt kemikalie, der binder sig til vira, og som efterfølgende kan centrifugeres ud af spildevandet og analyseres på.

På den måde er det muligt at få et billede af, hvordan smitten er i det område, som rensningsanlægget er knyttet til.

Kan ikke erstatte persontest

Jesper Gamst mener, at coronatest af spildevandet er et godt supplement til de mange tests i næsen eller svælget.

- Spildevandstest kan ikke erstatte persontesten. Den kan ikke stå alene. Men det kan klart gøre, at vi kun tester personer der, hvor det er nødvendigt, siger han.

Der er da også en betydelig økonomisk forskel på persontest og spildevandstest, siger Ida Marie Knudsen, der er spildevandsingeniør ved Københavns forsyningsselskab Hofor.

Ifølge hende koster hver spildevandsprøve mellem 5000 og 10.000 kroner, afhængigt af hvilke analyser der skal laves.

Sådan en prøve vil kunne teste spildevand fra eksempelvis 300.000 personer.

Til sammenligning koster en lyntest staten cirka 100-150 kroner per test ifølge Sundhedsministeriet.

Prisen for at teste 300.000 personer med lyntest vil altså være over 30 millioner kroner.

Folketinget vedtog 24. juni en ændring af epidemiloven, så myndigheder som Statens Serum Institut og kommuner fra 1. juli kan overvåge spildevandet for smitsomme sygdomme.

Thailand vil åbne yderligere for turister, men melder om højt coronadødstal

Thailand har torsdag for anden dag i træk registreret et rekordhøjt antal coronarelaterede dødsfald med 57.

Det sker på et tidspunkt, hvor en tredje bølge af smitte har ramt det sydøstasiatiske land.

I alt er der officielt registreret 2023 covid-19-dødsfald i Thailand, der har næsten 70 millioner indbyggere. Det er omkring 500 færre dødsfald end i Danmark.

Vaccinerede slipper for karantæne

Meldingen om de 57 nye dødsfald kommer samme dag, som Thailand indleder et forsøg med at få udenlandske turister tilbage til ferieøen Phuket.

På øen er der registreret langt færre smittetilfælde end i resten af landet, efter at myndighederne gjorde en særlig indsats for at få befolkningen på Phuket vaccineret mod covid-19, så udenlandske gæster igen kunne besøge det populære feriested.

Udenlandske turister, som er færdigvaccinerede, slipper for at skulle tilbringe de første feriedage i karantæne og kan frit bevæge sig omkring på Phuket.

Såfremt de ikke udviser symptomer på at være smittet med coronavirusset efter 14 dage, står det dem frit for at rejse til andre dele af Thailand.

Mister mange milliarder

Turistbranchen er en af de største indtægtskilder for Thailand, men pandemien satte en brat stopper for pengestrømmen.

I 2020 gik Thailand således glip af et beløb svarende til cirka 314 milliarder kroner i mistede indtægter fra turister.

Antallet af udenlandske indrejsende faldt med over 80 procent til 6,7 millioner. Det skete, efter at Thailand havde sat rekord med 39,9 millioner udenlandske besøgende i 2019.

Phuket blev særlig hårdt ramt under pandemien. Tusindvis af ansatte på hoteller, barer og andre erhverv tilknyttet turisme mistede deres job, og forretninger blev tvunget til at lukke.

Torsdag oplyste sundhedsmyndighederne om 5533 nye smittetilfælde i hele Thailand. Det bringer det samlede antal smittetilfælde i landet under pandemien op på næsten 265.000.

Nu skal alle nye cigaretpakker være helt ens

Fra torsdag skal alle nye cigaretpakker, snusdåser og andre tobaksprodukter laves i helt ens, neutrale pakker.

Det betyder, at alle pakkerne vil få en grumset-grøn farve, og producentens navn vil stå ens på alle pakker.

Allerede producerede pakker kan dog i en overgangsperiode sælges frem til april 2022.

Gradvis udskiftning

Derfor vil der heller ikke lige med det samme være en stor forandring at mærke.

Det siger Tine Marie Andersen, der er direktør i brancheorganisationen Tobaksproducenterne.

- Der er en overgangsperiode indtil april næste år, som betyder, at der vil ske en gradvis udskiftning i takt med salget. Hvor hurtigt det vil gå, er ikke til at sige, siger hun.

De nye regler er en del af en handleplan for at nedbringe børn og unges rygning, som Folketinget har vedtaget.

Tobak gemmes

Planen har blandt andet også indført krav om røgfri skoletid, og at tobak skal gemmes væk i butikkerne.

Disse tiltag virker, vurderer Niels Them Kjær, der er chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Derfor forventer han også, at det nye tiltag vil få en effekt i Danmark.

- Man får stoppet en mulig reklame, som har eksisteret i mange år. Det er den sidste reklamesøjle, som tobaksindustrien har haft, fordi mange eksempelvis har deres cigaretpakke liggende på bordet på en café, siger han.

Praktisk udfordring for kiosker

Da det er en lov i Danmark, at alle tobaksvarer skal være forsynet med sundhedsadvarsler, vil de neutrale pakker fortsat have en tekst- og billedadvarsel på pakken.

I nærbutikker og kiosker er det mest en praktisk udfordring, som de nye, neutrale pakker kommer til at give. Men de forventer ikke, at det kommer til at betyde noget for salget, fordi tobak i forvejen er gemt væk i butikkerne.

Det siger Jesper Lundberg, der er formand for Nærbutikkernes Landsforening.

Det handler dog mindre om selve situationen, hvor man køber cigaretter, men snarere om det, der er forbundet med at ryge visse mærker.

Det siger Charlotta Pisinger, der er professor i tobaksforebyggelse og arbejder på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

- Den største effekt forventes at være, at neutrale tobakspakker gør det mindre attraktivt eller cool at ryge for unge, og dermed vil det forebygge, at unge begynder at ryge, siger hun.

Ifølge Charlotta Pisinger viser forsøg, at de neutrale pakker virker mindre tiltrækkende end almindeligt brandede pakker.

Flere lande har allerede indført de neutrale cigaretpakker. Det gælder blandt andet Norge og Australien, der har haft succes med det.

393 tilfælde af Delta-variant har sendt tusinder i isolation

Imens Delta-varianten vinder indpas i Danmark, er flere tusinde personer blevet sendt i isolation på grund af den meget smitsomme coronavariant.

Ikke fordi de selv er smittede. Men fordi de er nær kontakt til en, der er smittet. Eller nær kontakt til en nær kontakt.

Myndighederne er nemlig ekstra forsigtige, når det kommer til den nye coronavariant, der tidligere var kendt som den indiske variant.

Derfor bliver kontakter til smittede helt ude i tredje led opfordret til at gå i selvisolation, når myndighederne opdager nye smittetilfælde.

Det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed i perioden 23.-30. juni har bedt 8803 nære kontakter og deres nære kontakter om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med en særlig variant, primært Delta. Det skriver styrelsen i en mail til TV 2.

Tallet omfatter kun nære kontakter, der er håndteret af Styrelsen for Patientsikkerhed, fremgår det af mailen.

Et kapløb mellem smitte og vacciner

De danske sundhedsmyndigheder har en erklæret strategi om at forsinke udbredelsen af Delta-varianten mest muligt, så flest mulige danskere kan nå at blive vaccineret, inden den nye variant - uundgåeligt - bliver den dominerende variant her til lands.

Til det formål kombinerer de en omfattende testning med intensiveret smitteopsporing, skriver Statens Serum Institut i en skriftlig kommentar til TV 2.

- Det er langt hen ad vejen lykkes for os at forsinke udbredelsen af Delta, men nu kan vi for alvor se, at den er i vækst. Derfor står vi overfor et kapløb på tid mellem smitte og vacciner, og derfor giver det fortsat god mening at have tæt smitteopsporing, lyder det.

Og selvom det er "lidt drastisk", er det ikke en overdrevet strategi, mener Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Hvis man vil dæmpe spredningen af den her variant, og man virkelig vil gøre en indsats mod det, skal det være nu, inden den når at sprede sig yderligere, siger han.

Udgør en femtedel af nye tilfælde

Delta-varianten udgjorde i sidste uge flere end 20,4 procent af alle nye smittetilfælde i Danmark. Det er mere end en tredobling fra ugen før, hvor Delta-varianten udgjorde 6,5 procent af tilfældene.

Så Delta-varianten er altså godt i gang med at overtage smittebilledet fra Alfa-varianten, som fortsat er den dominerende variant herhjemme og tidligere var kendt som den britiske variant.

Udviklingen skyldes, at Delta-varianten er meget mere smitsom end de andre kendte varianter.

- Så der er altså en god grund til at gøre, som man gør, selvom det kan virke lidt voldsomt, siger Hans Jørn Kolmos.

Det gælder ifølge professoren om at få banket smitten med Delta-varianten så langt ned som muligt inden efteråret.

- Vi kan risikere at gå ind i efteråret med et meget ugunstigt udgangspunkt med en ret markant smittespredning fra den her variant. Og hvis først vi er inde i efteråret, ved vi, at det bliver højsæson for virus, siger Hans Jørn Kolmos.

Kritik fra Dansk Erhverv

Men ikke alle er enige i strategien. Den møder kritik fra Dansk Erhverv, der mener, at det er ude af proportioner at sende så mange i isolation.

- Vi mener, at det er disproportionalt i forhold til den smittesituation, vi står i, siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv, til Ritzau.

Han mener, at det har for store konsekvenser, hvis eksempelvis alle tjenere på en restaurant skal i isolation. Det skaber bekymring i en branche, der i forvejen er udfordret af mangel på hænder.

- Mange frygter, at hele butikker, hele hoteller og hele restauranter bliver lagt ned og må lukke i en periode, siger Lars Ramme Nielsen.

Onsdag blev der registreret 340 nye tilfælde af coronavirus.

Statens Serum Institut (SSI) vurderer, Delta-varianten udgør mellem 16,2 og 25,3 procent af tilfældene.

Sådan kommer en dansk familie fra Vejle til Gardasøen i bil

Torsdag træder det europæiske coronapas i kraft, som skal gøre det lettere at rejse på tværs af EU.

Men selvom coronapasset gælder i alle lande, er der stadig mange ting, man skal være opmærksom på.

De enkelte lande - og endda de enkelte regioner i landene - har forskellige regler og restriktioner, der varierer. Derfor kræver en bilferie ned gennem Europa lidt research.

Det, der er komplekst ved at rejse i øjeblikket, er, at reglerne skifter meget hurtigt. Det har de i hvert fald gjort de seneste uger. Sådan lyder det fra Jesper Ewald, salgs og indkøbschef i FDM Travel.

- Det kan være svært at få et overblik. Og så har regioner frem for lande tilladt indrejse, hvilket har gjort det yderligere kompliceret, siger han.

Derfor har FDM Travel sat en medarbejder til udelukkende at følge rejsevejledningerne rundt omkring i Europa.

- Men det er kompliceret, fordi det skifter om ikke fra time til time, så fra dag til dag, siger han.

Fra Vejle til Gardasøen

På TV 2 har vi lavet et eksempel på en typisk køre-selv-rute ned gennem Europa for at vise, hvad du skal være opmærksom på, inden du sætter dig ind i bilen og kører afsted.

Vi tager udgangspunkt i en familie fra Vejle, der skal ende ved Gardasøen i Italien, og som gør nogle stop undervejs.

1: Afgang fra Vejle

Familien starter bilen ved hjemmet i Vejle og sætter kurs sydpå.

2: Hamborg

Første stop er i Hamborg, hvor familien tager en overnatning. Overalt i Tyskland er der krav om, at alle har et gyldigt coronapas, men det er ikke længere et krav, at danskere skal indregistreres, som det var for en uge siden.

Så det slipper vores familie for. Det kan dog ændre sig, hvis der over sommeren kommer et stort udbrud i Danmark med en coronavariant, som gør, at de tyske myndigheder ændrer på risikovurderingen.

3: München

Derefter kører familien til München, hvor Bayerns delstatsregler gælder, der lige nu er de samme som i Hamborg - men de kan variere fra delstat til delstat.

4: Schweiz

På vejen til Italien beslutter familien sig for at køre gennem Schweiz. Her skal vores familie fremvise negativ test, uanset om de er tidligere smittet eller færdigvaccineret. De skal også testes, selvom de blot kører gennem landet. En kviktest er gyldig i 24 timer, så familien skal finde et testcenter i München.

5: Ankomst til Gardasøen

Og til sidst er de så fremme ved Gardasøen. Her skal familien igen vise gyldigt coronapas, hvor deres test fra München er gyldig i 48 timer. Derudover skal der udfyldes et indrejsedokument. Og så kan ferien begynde.

Dagens overblik: EM-jubel og Delta-variant får ekspert til at foreslå mundbind

Sommersolen er som forudsagt krøbet i ly bag det grå skydække mange steder i Danmark. Men nyhedsstrømmen flyder stadig, godt hjulpet af både EM i fodbold og Tour de France, som i år har rekordstor deltagelse af 11 danskere.

Velkommen til dagens overblik.

Mens EM-jublen tager fart, gør Delta-varianten det samme – ekspert foreslår mundbind

Coronavirussen har i perioder lammet sportsverden. Men heldigvis har pandemien været så meget på tilbagetog, at en form for normalitet har meldt sig både blandt atleter og publikum.

Den såkaldte Delta-variant, som er seneste skud på coronastammen, giver nu grund til bekymring.

Varianten, der er omkring 50 procent mere smitsom end den britiske variant, har spredt sig under EM-slutrundens kampe i Parken i København.

Ifølge Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, har EM-kampene på dansk grund vist, at den smitsomme variant har gode vilkår for at sprede sig.

Han mener derfor, at politikerne bør overveje at indføre flere restriktioner ved store begivenheder.

Midlet til at forhindre Delta-varianten i at brede sig, kunne være afstandskrav, afspritning og mundbind, mener Viggo Andreasen.

Herhjemme står Delta-varianten for cirka hver femte smittede. I alt er der registreret cirka 400 tilfælde af danskere smittet med den nye variant af coronavirussen.

Gældssagen i Danske Bank vokser - dobbelt så mange kunder kan være ramt

Gældssagen i Danske Bank vokser.

Og det samme gør antallet af kunder, der gennem årene har betalt for meget tilbage til banken. Yderligere 10.000-15.000 kunder forventes nemlig at have penge til gode. Det svarer til en fordobling af den hidtidige prognose.

Danske Bank har tidligere erkendt at have inddrevet for meget gæld fra en gruppe af sårbare kunder.

Siden efteråret har banken fundet fejl i 6300 kunders sager, der i gennemsnit har modtaget 5700 kroner fra banken.

Det største beløb, en kunde indtil nu har fået retur, er på 94.298 kroner.

Banken havde håbet at kunne lukke gennemgangen af de mange sager i juni i år. Nu kommer udredningen fra banken til at strække sig ind i 2022.

Vaccinerede er immune i mindst 12 måneder, vurderer Sundhedsstyrelsen

Hvis du er fuldt vaccineret, kan du se frem til at være beskyttet mod coronavirus i op til et år.

Det vurderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af nye studier. De viser samtidig, at man har immunitet i mindst et år, efter at man har været syg med covid-19.

Studierne peger desuden på, at immuniteten efter vaccination er endnu bedre end efter overstået sygdom.

Tidligere vurderede Sundhedsstyrelsen, at infektion med coronavirus og vaccination gav immunitet i mindst otte måneder.

En konsekvens af de nye studier er, at hele indsatsen omkring genvaccinering i Danmark, ikke behøver at gå i gang før ved årsskiftet.

Og apropos vacciner, så ankommer første sending af 1,17 millioner vacciner fra Rumænien torsdag til Danmark.

Dansker frifundet for 34 år gammelt drab på færge

Onsdag eftermiddag faldt der dom i Finland i en 34 år gammel drabssag, der har optaget finsk politi lige siden 1987.

Og dommen var en pure frifindelse af en nu 52-årig dansk mand, som anklagemyndigheden - mange år efter - valgte at tiltale for drabet.

Som 18-årig var danskeren med om bord på en færge, hvor to tyske turister blev overfaldet med en hammer. Den ene døde, mens den anden blev hjerneskadet.

Danskeren havde flere år senere overfor en ekskone indrømmet per sms, at han havde slået ihjel tidligere i livet.

Det fik i 2016 finsk politi til at rejse til Danmark for at afhøre manden, og under det forhør tilstod han ifølge politiet drabet.

Senere afviste manden sin tilståelse og finsk politi måtte opgive at bruge de oprindelige afhøringer fra København i retten.

Zoologisk Have søger hjælp fra frivillige

Zoologisk Have i København beder igen danskerne om hjælp. Haven kæmper med lave besøgstal, der ligger omkring 30 procent lavere end før coronakrisen.

Og nu rækker den gamle have igen hånden ud efter danskere, de håber, kan være med til at bære dem igennem deres nuværende udfordringer.

Udover de manglende gæster i forbindelse med corona-epidemien, har Zoologisk Have også skullet ansætte medarbejdere til at tjekke gæsternes coronapas.

Det har sat sig spor på udgiftskontoen.

Nu håber man på, at frivillige vil melde sig til den ulønnede tjans med at tjekke coronapas.

Zoo har tidligere efterspurgt økonomiske donationer.

***