Manden i den rød- og blåternede skjorte havde alles opmærksomhed.

Lyden af hans megafon var det eneste, der brød stilheden.

Foran ham stod omkring 600 personer med bukkede hoveder og lukkede øjne. Voksne og børn i alle aldre. Spændte og nervøse for, hvad der ventede dem – og os.

Et simpelt trådhegn bag manden markerede, hvor sikkerheden sluttede, og usikkerheden begyndte. Og snart ville lågen i hegnet blive åbnet.

Det var tidlig morgen, og solen var endnu ikke stået op over området, da manden i sin megafon bad de højere magter om at beskytte os "mod alle de farlige ting, der ventede forude".

- Med hjælp fra Jesus Kristus kommer vi levende ud på den anden side, bad han.

Omkring os blandede den trykkende, fugtige varme sig med stanken af urin, råddent affald og røg fra et lille bål.

Kvalmen pressede sig på, men blev afløst af adrenalin, velvidende at det inden længe ville gå løs.

Foran os lå den berygtede "dødsjungle". En af verdens farligste strækninger for migranter. Hver gang en gruppe går ind i junglen, er det ikke sikkert, at alle kommer ud.

Og da klokken slog seks denne morgen, var ventetiden slut.

Lågen til junglen gik op.

Vi var rejst langt for at nå frem til det nordlige Colombia.

Her, midt ude i ingenting, eksisterer en særlig rute, hvis man illegalt vil gå fra Syd- til Mellemamerika.

En rute, der kan sammenlignes med rouletten på et kasino, men hvor farverne rød og sort er byttet ud med overlevelse eller død. Vælger du at satse, lander den lille kugle på en af de to.

Området kaldes Darién-passagen og ligger i grænselandet mellem Colombia og Panama. Her adskilles to kontinenter kun af jungle, bjerge, sumpe og vilde floder.

Men for at krydse området, venter en godt 100 kilometer lang rute med giftige slanger, edderkopper, insekter, zika- og malariamyg samt kriminelle bander, som koldt og kynisk begår drab, voldtægter og røverier.

Alligevel risikerer rekordmange i disse år turen gennem junglen for at komme til USA i håbet om et bedre liv.

FN anslår, at omkring 250.000 migranter krydsede Darién-passagen i løbet af 2022, hvilket var næsten en fordobling fra året før. I år forventer FN, at tallet kan runde 400.000.

Første stop er Las Tecas-lejren, hvor migranterne overnatter ved indgangen til junglen. Et sted, der er blevet beskrevet som Darién-passagens svar på basecampen for foden af Mount Everest.

Det er det sidste sikre sted, som migranterne oplever i adskillige dage. Og det var her, at vi mødte dem.

Herude var der ingen asfalterede veje, og glem alt om telefonsignal. For at komme frem måtte vi køre gennem store mængder vand, og vores pickup-truck gled flere gange rundt i mudderet.

Selvom alt stadig var mørkt, da vi nåede frem, summede lejren af liv. Mange var ved at pakke deres telte sammen eller give deres børn det sidste mad og medicin inden rejsen ind i det uvisse.

Når vi kiggede rundt på de mange familier, var det svært ikke at tænke, om de mon vidste, hvad der ventede dem.

En fireårig pige med Barbie-kasket og lyserød Mini Mouse-t-shirt stod ved siden af sin storebror på fem år, der var iført Spiderman-tøj fra top til tå. Begge kløede sig i øjnene og så forvirrede ud.

Drengen holdt en lommelygte, så forældrene kunne se, mens de pakkede familiens blå telt sammen.

Faren, Alberto, fortalte os, at familien var flygtet fra Venezuela på grund af for meget vold og kriminalitet i området, hvor de boede. Økonomien i landet var kollapset, og begge forældre kæmpede med at finde arbejde, der kunne forsørge familien.

Mindre end en uge tidligere havde de derfor taget en svær beslutning. De ville flygte fra deres land. De ville til USA. For børnenes skyld.

Men tanken om den dødelige jungle og den forestående rejse gennem den, gjorde Alberto nervøs.

- Det bliver svært og meget hårdt. Vi har hørt, at det kan blive voldsomt, fortalte han os og kiggede ned på børnene.

Han havde fortalt dem, at de om lidt skulle på eventyr i en magisk skov.

Sandheden ville nok også have været for brutal for børn i den alder.

Ifølge FN døde mindst 36 personer på ruten sidste år. Et tal, der formodes kun at udgøre toppen af isbjerget, da mange dør, uden at det bliver rapporteret, og uden at deres lig nogensinde bliver fundet.

- Vi er bange, fordi vi har vores børn med. Os med børn er alle sammen bange. Vi ved jo, at vi udsætter dem for fare, forklarede Alberto.

Alligevel stod familien klar, da lågen ind til junglen gik op.

Vi havde kun gået ti minutter, da vi mødte den første forhindring. En flod, som skulle krydses for at komme videre.

Floden bugtede sig gennem junglen, og over de kommende timer måtte vi passere den igen og igen.

Det kølige vand trængte omgående ind i vores sko og fik sokkerne til at klæbe til vores fødder. Det føltes som et indelukket soppebassin, for vandet havde svært ved at trænge ud af vandrestøvlerne igen.

Med sko, der bare blev tungere og tungere, gik det hurtigt op for os, at det ville blive en hård tur, der overgik alle vores tanker og forestillinger hjemmefra.

Omkring os greb forældre fat i deres små børn, for at de ikke skulle glide på de glatte sten i floden, eller bar børnene på ryggen for at holde dem tørre.

Nogle gik i klipklapper, andre i gummistøvler, der blev svære at gå i, så snart de fyldtes med vand.

Men alle fortsatte med at gå.

Alle ville til USA – og første delmål var ruten gennem Darién-passagen.

For de raske, unge mænd, der begiver sig ud på turen alene, tager det omkring tre dage at komme gennem det svært fremkommelige terræn og frem til Panama.

For de ældre, de dårligt gående og børnefamilierne kan rejsen tage helt op til 11 dage.

En af de ting, der slog os, var, hvor organiseret det hele fremstod.

Vejen gennem Darién-junglen er eneste mulighed for at slippe uhindret over grænsen til Panama, og det bliver udnyttet.

I takt med, at strømmen af migranter er vokset fra nogle få hundrede om året til 250.000 sidste år, er der opstået en helt industri med at hjælpe migranterne gennem junglen.

En af de professionelle menneskesmuglere fortalte os, at der i alt er omkring 450 smuglere tilknyttet Las Tecas-lejren, hvor de arbejder i små hold på 10-15 ad gangen. De får 200 dollars for hver migrantgruppe, som de hjælper ind i junglen.

Dertil kommer 150 “hjælpere” i farvede, nummererede t-shirts, som får 227 dollars for at hjælpe med at bære migranternes ejendele.

For at komme til lejren var mange af migranterne blevet hentet med hestevogn i den nærmeste by, Acandi, hvor de sejlede til med både. Der er 50 heste tilknyttet lejren, og hestevognsførerne får 15 dollars per migrant, som de bringer til lejren.

Hestene bruges også til at bringe forsyninger ud til små lejre, som menneskesmuglerne har lavet langs ruten inde i junglen.

Bag det hele står karteller og bagmænd, som hvert år tjener millioner af dollars på at sende desperate mennesker gennem Darién-passagen, selvom risiciene er kendte.

Menneskesmuglere, som vi talte med langs ruten, anslog, at op mod én procent af migranterne dør.

Én procent?

Det ville svare til omkring 2500 døde alene sidste år.

Tallet var svært at bekræfte, men en af menneskesmuglerne fortalte os om en konkret episode, hvor en lille pige druknede i floden.

Pigen faldt og slog hovedet, og fordi det havde regnet, var vandstanden høj, så hun flød væk med den kraftige strøm i floden. Selvom der blev ledt efter hende, blev hendes lig aldrig fundet.

De knuste og grædende forældre måtte fortsætte videre i junglen uden deres barn.

Da vi selv krydsede floden for 11. gang, var vores bukser efterhånden gennemblødte.

Nogle steder blev vandet nu dybere og strømmen vildere.

Denne dag skinnede solen, men inden da havde det regnet i en uge i træk. Luften duftede stadig af regn i den fugtige, varme jungle.

Terrænet blev sværere at trænge igennem, jo længere vi kom ind.

Voldsomme skråninger, der enten skulle bestiges eller navigeres nedad, var dækket af tung, klæbrig mudder.

Flere børn sad fast i den dybe mudder. Deres gummistøvler blev fyldt, og de betalte hjælpere måtte assistere med at få børnene trukket op.

En lille dreng med rød safarihat blev løftet op i sin ene arm, hvor han hang og dinglede, imens en tydeligt stresset far forsøgte at få dem videre og ned af den glatte skrænt.

Flere begyndte nu at glide eller falde.

Forældre med små spædbørn spændt fast i bæreseler blev nervøse.

Ét forkert trin. Ét uheldigt fald. Mere skulle der ikke til for at bringe sit barn i livsfare.

Som vi passerede familierne, var det svært ikke at sende en taknemmelig tanke til vores egen trygge opvækst i et land, hvor børn ikke bliver tvunget ud på en overlevelsestur som denne.

Mudderet, der var umuligt at undgå, omsvøbte vores sko. Det løb ind i skoene langs anklerne, ind i sokkerne og kravlede op ad benene.

Det var nærmest en befrielse, hver gang floden skulle krydses. Alle kunne vaske sig rene og for en kort stund slippe for vægten af blyklodser om benene.

Efter tre timers vandring inde i junglen var Alberto, hans kone og to børn endt som nogle af de bagerste i gruppen af migranter.

Familien havde svært ved at følge med tempoet, da børnene var for små til at gå særlig langt ad gangen. De havde brug for pauser, men var samtidig for store til, at forældrene kunne bære dem igennem ruten.

Vi mødte familien midt ude i floden, da vi krydsede den for 14. gang.

Konen, Maria, gik med deres pige cirka ti meter efter Alberto, der holdt sønnen godt fast i armen. Så godt, at sønnen flere gange var ved at falde i vandet, fordi han forsøgte at følge med farens tempo.

Drengens tøj var vådt til under armene og vidnede om, hvor dybt vandet var for ham.

- Floden, mudderet og alt det vand. Det er utrolig hårdt. De dage, som vi har kastet os ud i her i junglen, bliver svære, lød det fra en forpustet Alberto.

Omkring os var billedet det samme. En anden dreng på omkring seks år var våd op til navlen og hans bukser så tunge, at de hang ned om bagdelen på ham. På vej op ad en mudderskråning var drengen ved at snuble flere gange, men blev hevet op af sin far.

Dagens gruppe på omkring 600 migranter var allerede strakt langt ud. Som et udskilningsløb, hvor de unge og stærkeste måtte efterlade de svageste bag sig.

Allerbagerst mødte vi en mand på krykker. Hans ben var for mange år siden blevet ødelagt i en motorcykelulykke, og nu flygtede han fra Venezuela med sin datter, svigersøn og to børnebørn.

- Jeg tager det skridt for skridt. Det er det eneste, som jeg kan gøre og bliver ved med at fortælle mig selv.

Langt størstedelen af migranterne, der krydser gennem junglen i disse år, kommer fra lande i Sydamerika – særligt Venezuela og Ecuador.

Men der er også migranter fra steder så langt væk som Angola, Bangladesh, Usbekistan, Nepal og Afghanistan.

Økonomisk usikkerhed, politisk uro, krig og klimaforandringer driver rekordmange migranter på flugt fra deres hjemlande, ifølge FN. Samtidig har ophævelsen af covid-19-grænserestriktioner genåbnet mange rejseruter på tværs af Syd- og Mellemamerika.

For mange er målet den amerikanske grænse, og i takt med at myndighederne i USA har sat hårdt ind på at dæmme op for ruter ad luft- og søvejen, er Darién-passagen blevet et vigtigt transitsted for migranter, der søger mod USA over land.

Området i grænselandet har historisk ikke været under etableret kontrol af Colombia og Panama, men i april indgik USA en aftale med de to landes regeringer om at forsøge at bremse migrantstrømmen netop her.

Derudover har USA for nylig indført nye regler, der skal afskrække migranter fra at søge mod nord.

Den nye lov betyder blandt andet, at migranter, der ankommer til den amerikanske grænse, ikke har ret til asyl, hvis de har rejst igennem andre lande uden at søge asyl andre steder først, eller hvis de ikke har forsøgt at komme til USA på lovlig vis.

Biden-regeringen siger, at de ulovlige grænsekrydsninger ind i USA siden da er faldet med 50 procent.

Men i junglen mellem Colombia og Panama er der foreløbig ingen mærkbar effekt.

På daglig basis sender menneskesmuglerne efter eget udsagn nye grupper på mellem 500 og 2500 migranter gennem junglen. Det betyder, at den farlige strækning i perioder rummer op mod 10.000 migranter ad gangen.

Af sikkerhedshensyn fortsatte TV 2s udsendte ikke med hele vejen gennem junglen.

Vi forlod migranterne, inden de krydsede grænsen til Panama. På den anden side ventede de måske farligste dele af strækningen, der er kontrolleret af kriminelle bander.

Her er migranter blevet overfaldet, voldtaget, dræbt eller berøvet af de kriminelle, der ved, at migranterne ofte har større kontantbeløb på sig for at kunne betale menneskesmuglere for den videre rejse op gennem Mellemamerika.

Inden vi forlod junglen, lovede Alberto og hans familie at holde os opdateret på deres videre færd, hvorefter de begav sig længere ind i Darién-passagen.

Det er nu seks dage siden, men det har endnu ikke været muligt at få kontakt til dem.

Familien befinder sig derfor med stor sandsynlighed stadig inde i junglen uden signal og kontakt til omverdenen.

Da vi efter en lang vandring selv nåede tilbage til Las Tecas-lejren, blev vi mødt af et overraskende syn.

Lejren var ikke længere tom.

På de otte timer, hvor vi havde været væk, var lejren begyndt at blive fyldt op med et nyt hold af migranter, der nu ventede på deres tur ind i junglen. Og på vejen væk mødte vi hestevogne med endnu flere på vej dertil.

I morgen åbner lågen igen.

Regeringen vil ændre på lovgivningen, så det kan blive nemmere for blandt andet kræftpatienter at få økonomisk støtte til tandlægebehandling.

Det fortæller indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Vi har en lovgivning, som er meget restriktiv i forhold til, hvor mange patienter der henvender sig med nogle meget store tandskader og dermed efterfølgende tandlægeregninger.

- Derfor er vi fra regeringens side parate til at udvide patientgruppen - altså med flere kræftpatienter og andre patientgrupper - og samtidig ændre reglerne på området, så det bliver nemmere at få tilskud.

I april kunne TV 2 afsløre, at mere end hver anden kræftpatient havde fået afvist økonomisk hjælp til tandlægebehandling de seneste fire år.

Ifølge sundhedsministeren fik 75 procent af kræftpatienterne, som havde fået tandskader efter kemoterapi, afslag på tilskud i 2021.

Derfor vurderer sundhedsministeren nu, at sundhedslovens paragraf 166 skal udvides.

Den har til formål at sikre, at patienter kan få tilskud, hvis de får tandproblemer på grund af kemobehandling, strålebehandling i hoved- og halsregionen, Sjögrens syndrom eller sjældne medfødte sygdomme.

I dag findes der dog flere sygdomme og kræftbehandlinger, som ifølge eksperter kan give tandproblemer, skriver TV 2.

Derfor står tusindvis af patienter uden mulighed for økonomisk tandlægehjælp, da disse sygdomme og behandlinger ikke er omfattet af paragraffen.

- I dag ligger udgifterne til tandbehandlingsordningen på omkring 20 millioner kroner årligt. Det beløb er vi fra regeringens side klar til at hæve betragteligt, siger Sophie Løhde.

Der sidder nok nogle syge danskere derude, som har fået afvist økonomisk hjælp til tandlægeregningen og derfor har følt sig svigtet. Hvordan skal de stole på, at en ændring af paragraffen vil hjælpe dem?

- Jeg kan godt forstå de patienter, som har oplevet, at de først har skullet kæmpe med en kræftsygdom, efterfølgende har fået store tandskader og har stået med en omfattende tandlægeregning uden hjælp fra det offentlige.

- Derfor er vi nu optagede af, at vi får ændret loven, så blandt andet kræftpatienter kan få tilskud fra det offentlige til tandlægebehandling. Der er for mange patienter i dag, som får nej, når de søger tilskud i regionerne.

Sophie Løhde forventer, at lovændringen vil træde i kraft i begyndelsen af 2024.

Inden da skal Sundhedsstyrelsen klarlægge, hvordan udvidelsen skal foregå, og hvordan det kan blive nemmere for de pågældende patienter at søge om tilskud.

- Jeg forventer at modtage Sundhedsstyrelsens faglige oplæg allerede til efteråret - forventeligt i september - så de nye regler kan træde i kraft i 2024.

Danskerne vil gerne genbruge plastik i højere grad, end de gør.

I en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Norstat for miljøorganisationen Plastic Change svarer mere end ni ud af ti, at de gerne vil aflevere deres brugte plastikemballage til genbrug, hvis der var systemer til det.

Men forretninger fortæller til TV 2, at det er begrænset, i hvor høj grad, danskerne gider at benytte sig af de systemer, når de så er der.

Den tendens bekræftes også af Plastic Change.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) fremhæver, at der er nogle byer, der tester at have pant på emballage, der bruges i forbindelse med takeaway-mad.

- Det kan være, at det kan føre til en landsdækkende løsning. Det er for tidligt at sige, siger Magnus Heunicke til TV 2 og tilføjer:

- Men der skal gøres mere – også mere drastiske ting end de gode viljer. Vi har alt for stor plastikproduktion, der havner i naturen, og det er skadeligt for vores CO2-udslip.

Helt konkret kommer regeringen med en national plast-handlingsplan, fortæller miljøministeren.

Den skal få plastikken væk fra naturen og stille krav til plastikproducenterne om, hvad der er i selve plastikken, så det netop kan genbruges og genanvendes.

Han fortæller, at kravene til producenterne også kommer fra EU-niveau.

Ministeren afviser til gengæld at vente på lovgivning fra EU, før man gør noget ved problemet i Danmark.

- Jeg mener, at Danmark sagtens kan gå forrest. Det første skridt er at stille håndfaste krav til producenterne om emballagen, siger han.

Der skal "ryddes ud i usaglige hensyn" i forbindelse med plastikindpakning.

For eksempel skal det ikke være tilladt, at fødevarer skal være emballeret i plastik, der "ser flot ud", eller som får varerne til at "fylde mange meter på hylderne i supermarkedet", siger Magnus Heunicke.

Magnus Heunicke kommer samtidig med en løftet pegefinger til de plastikforbrugende danskere. Vi er nemlig ”alt for dårlige” til at genanvende og genbruge, lyder det fra ministeren.

- Vi er nødt til at bede danskerne om at være bedre til at genbruge og sortere. Danmark halter bag ved, siger han.

Ifølge rundspørgen fra Plastic Change svarer kun 30 procent, at de i høj eller meget høj grad forsøger at begrænse deres plastikaffald.

Så det er ikke et lige så positivt billede, som målingen indikerer om danskernes gode intentioner.

- Det er almindelig kendt, at vi siger noget, og at intentionerne kan være nok så gode, men når det så kommer til stykket, så er det noget andet. Derfor synes jeg også, at vi skal bruge undersøgelsen her til at sige: Ja, der er opbakning og velvilje, men vi kan ikke gøre det alene. Der skal mere til, siger direktør i Plastic Change, Louise Lerche-Gredal.

Plastic Change er overbeviste om, at genbrug er vejen frem. Organisationen vil gerne have et pantsystem eller retursystem for flere plastikprodukter og håber på at råbe politikerne op.

I Europa er det i dag omkring en tredjedel af plastikaffaldet, der bliver genbrugt ifølge EU.

Flypassagerer har på verdensplan over mange år sjældnere og sjældnere oplevet fejl i håndteringen af deres bagage.

Men i 2022 gik det i den grad den forkerte vej.

Det viser en rapport fra virksomheden Sita ifølge flymediet check-in.dk.

Andelen af fejlhåndterede stykker bagage steg nemlig med knap 75 procent sammenlignet med året forinden.

Fra 2021 til 2022 steg antallet af fejlhåndterede stykker bagage således fra 4,35 til 7,6 per 1000 passagerer.

Det er blandt andet den øgede aktivitet efter coronapandemien, som har ført til flere fejl.

- Som rejseindustrien er kommet tilbage efter pandemien, har der været en bemærkelsesværdig stigning i antallet af fejlhåndterede tasker, skriver Sita, som er en it-virksomhed, der leverer løsninger til flybranchen.

Antallet af fejl ligger faktisk også over niveauet inden pandemien.

I 2019 var antallet af fejlhåndterede tasker per 1000 passagerer således 5,6 – altså stadig et godt stykke under de 7,6 i 2022.

Især bagagehåndtering i forbindelse med mellemlandinger fører til fejl, oplyser Sita.

Generelt beskriver Sita en noget kaotisk situation i flyindustrien efter corona.

- Det hurtige comeback overraskede industrien, skriver Sita.

- Det resulterede i øgede forstyrrelser og bagagebjerge, mens lufthavne, flyselskaber og lufthavnspersonale forsøgte at navigere i den øgede trafik med mindre personale.

Også i Københavns Lufthavn har antallet af bagagefejl været stigende mellem 2021 og 2022.

Det fortæller formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, til Ritzau.

Han mener også, at mere bagage end ventet har været blandt årsagerne til et stigende antal fejl. Derudover er mange nye medarbejdere kommet til i 2022 efter fyringerne under corona.

- Der har været en vis modvilje mod at tage folk ind igen, som kunne jobbet. Det tager tid at lære nye medarbejdere op, for der er mange kulturer i forhold til sikkerhed, præcision og faglige praktiske færdigheder.

- Det er vigtigt med de fornødne medarbejdere. Jobbet er blevet mindre attraktivt, specielt de steder, hvor man har forringet løn- og arbejdsvilkår, siger han.

Stigningen kommer dog på baggrund af en støt tilbagegang i antallet af fejl.

Sita-rapporten har tal tilbage til 2007, hvor der var 18,88 fejl per 1000 passagerer. Øget digitalisering og automatisering får æren for fremgangen af Sita.

Ser man geografisk på problemet, ligger Europa langt bag Asien og Nordamerika.

I Asien var der cirka 3 fejlhåndteringer per 1000 passagerer i 2022, i Nordamerika var tallet 6,4, og i Europa var det helt oppe på 15,7.