Danish Crown lukker sit slagteri i Sæby, og 800 medarbejdere står dermed til at miste deres job.

En nyhed borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S), kalder for en ”sorg”.

- Det er ikke så tit, jeg græder over politik, men i morges græd jeg, siger hun til TV 2.

Hun har ”medfølelse, for dem der mister sit job”, fortæller hun.

"Bitter pille at sluge"

Borgmesteren mener, at de mange nedlæggelser af stillinger i Sæby vil have en negativ effekt på kommunen og de omkringliggende kommuner, og at det er en ”bitter pille at sluge”.

- 800 arbejdspladser, som vi mister, er et kæmpe slag for os, siger hun.

Danish Crown lukker slagteriet i kommunen, og har i samme ombæring meddelt, at der oprettes 450 nye stillinger i virksomhedens øvrige slagterier i Horsens, Ringsted og Blans.

Tilbyder flytning

I den forbindelse tilbyder slagterivirksomheden tilskud til flytning, hvis medarbejdere fra Sæby vælger at tage en af stillingerne på de andre slagterier.

Birgit Stenbak Hansen mener, at det er dårligt nyt for kommunen, hvis mange tager imod muligheden for at flytte med.

- Hvis vi også mister indbyggere, så er det en nedadgående spiral, som jo er endnu hårdere for os, end for de kommuner hvor arbejdskraft kommer lidt lettere, siger borgmesteren.

Inflation

Ifølge Danish Crown er antallet af grise sendt til slagtning i Danmark faldet markant, fordi inflationen får danske landmænd til at eksportere grisene.

En del af landmændene har også valgt at lukke deres stalde. Det sker også, fordi inflationen har gjort det svært for dem at opretholde en sund økonomi.

Foder og energi til opvarmning af stalde og bygninger er blevet dyrere. Samtidig er prisen på kødet ikke steget i samme hastighed. Og så er det blevet mere lukrativt for danske landmænd at sende grise til eksport.

Det fortæller seniorrådgiver ved institut for fødevarer- og ressourceøkonomi ved København Universitet, Henning Otte Hansen.

Tendensen er faldende

Inflationen har sat skub i en allerede eksisterende tendens, hvor flere slagterier lukker ned, fortæller seniorrådgiveren.

- Der er en rimelig klart faldende trend. Vi er gået fra 22 millioner til nu omkring 16 millioner slagtesvin fra 2005 frem til i dag, fortæller han.

Tendensen vil ifølge ham fortsætte. Og derfor vil store slagterier sandsynligvis satse på færre, men større anlæg i fremtiden, hvilket kan ramme beskæftigelsen i de enkelte kommuner.

- Det er Hannahs aske.

Ordene falder næsten for naturligt, da James Jackman skal finde noget i huset, som minder ham om Hannah.

Han kunne have peget på nogle af hendes dekorationer, et foto-album – et brev. Men nej, det er lige på og hårdt. Livet i sin mest ubarmhjertige version:

På skænken under fjernsynet blandt hvide og lyserøde kunstige blomster står en hvidmalet trækasse med en lille metalplade med følgende inskription: Hannah Marie Houghton, 22. december 2022. 36 år. I hvile.

Det er Hannah Marie Houghtons urne.

- Vi beholder nok urnen, fordi børnene og jeg har svært ved at give slip. Men en dag, når de er klar, så kan de jo beslutte, hvad der skal ske med den. Men lige nu er det rart, at hun er herhjemme, siger James Jackman stille, mens blikket bliver fjernt.

Delte skæbne med mange britere

Hannah Marie Houghton led af lungesygdommen cystisk fibrose og døde lige før jul sidste år på et hospital i Birmingham formentlig af en ubehandlet lungebetændelse.

Hun efterlod sig fire sammenbragte børn på 7, 9,12 og 16 år og så James, som hun havde boet sammen med i seks år og var forlovet med.

Det er i sig selv tragisk, men ikke en hændelse, der normalt ville ramme forsiden på mange britiske medier. Men det gjorde Hanna Marie Houghtons historie. For hun døde på hospitalet efter at have ventet i timevis på en ambulance. En skæbne hun deler med mange andre.

Hendes åndedræt var nærmest raspende. Det lød ikke godt

James Jackman Flere hundrede er døde, mens de ventede

Hele det britiske sundhedsvæsen, NHS (National Health Service) har under og efter Covid-pandemien været under enormt pres og befinder sig i en af de største kriser nogensinde.

Der er lægemangel, sygeplejerskemangel og selve ambulancetjenesten har været ramt massivt. NHS har selv ifølge en lækket arbejdskraftplan i avisen The Guardian opgjort, at personalemanglen er på cirka 154.000 i England alene.

Flere britiske medier har derudover berettet, at minimum 511 personer i England er døde i 2022, mens de ventede på en ambulance. Hertil kommer så patienter, der - ligesom Hannah Marie Houghton - er død efter indlæggelse, men hvor dødsfaldet måske kunne være undgået, hvis ambulancen havde været hurtigere fremme.

Tilstanden blev værre

Om ventetiden var det, der reelt tog livet af Hannah Marie Houghton, ved James Jackman ikke.

- Men jeg er overbevist om, at havde hun fået den rigtige penicillin ind i kroppen 11 timer tidligere, så havde hun formentligt haft en bedre chance for at overleve, siger han og indvilliger i at tage TV 2 med tilbage til de tragiske døgn i december 2022, hvor det gik galt:

- Det var den 18. december om aftenen, og da jeg kom hjem, lå Hannah her på sofaen og havde det skidt. Hendes åndedræt var nærmest raspende. Det lød ikke godt.

James Jackman ville have hende på hospitalet, men Hannah Marie Houghton ville bare i seng, så han hjalp hende op i soveværelset. Efter en rum tid blev Hannah Marie Houghtons tilstand værre, og James Jackman insisterede på at ringe efter en ambulance. Da var klokken 19.20.

- Jeg ringede, og de sagde godt nok, at der var ventetid, men ikke hvor længe.

Kom på intensiv

Timerne gik, og James Jackman blev mere og mere nervøs. Ambulancen kom stadig ikke. Først næste morgen kl. 6.15 ankom den. Paramedicinerne undskyldte og undersøgte Hannah og besluttede prompte, ifølge James Jackman, at hun skulle på hospitalet.

Her kom hun efter endnu noget ventetid endelig på intensiv, fortæller James Jackman. Hannah Marie Houghton fik bl.a. penicillin-behandling og iltmaske på, men hendes tilstand forbedredes ikke. Tværtimod.

- Jeg blev på et tidspunkt nødt til at køre hjem til vores fire børn, men var jo i konstant kontakt med hospitalet, siger James Jackman og trækker vejret tungt, mens han klapper familiens hund, der hopper op i sofaen til sin ejer, som om den ved, at nu skal der trøstes.

For nu skal James til at fortælle om Hannahs sidste timer.

Hun hviskede, at hun ikke kunne mere

James Jackman

- Det var om aftenen den 21. december, at jeg fik et opkald fra hospitalet. De sagde, at Hannah havde det hårdt, og at hun gerne ville tale med mig.

James Jackman kørte med det samme på hospitalet, og der lå Hannah Marie Houghton med iltmasken og havde næsten ikke kræfter til at tale. Men det gjorde hun, og beskeden var barsk:

- Hun hviskede, at hun ikke kunne mere. At hun elskede mig. Jeg sagde, at jeg elskede hende, og jeg lovede, at jeg nok skulle tage mig af børnene. Og ja, så fik hun hjertestop der foran mig, og hun kom ikke tilbage.

Ambulancetjenesten undskylder

Tiden stod stille for James Jackman den aften i december - og nu igen i stuen i rækkehuset i Birmingham. I den ene vindueskarm står familiefotos med Hannah Marie Houghton sammen med børnene og James Jackman nærmest i lag sammen med kondolence-breve.

Det er hård læsning, og det er det også at læse brevet fra West Midlands Ambulancetjeneste, som ”oprigtigt undskylder”, og også erkender, at Hannah Marie Houghtons sag desværre ikke er enestående.

I brevet skriver myndighederne også, at de vil undersøge sagen grundigt, og at ”der har været adskillige episoder, hvor patienter har oplevet forsinkelser.”

En af årsagerne til ambulance-ventetiden er, at hospitalerne ikke har været i stand til at modtage patienterne, så de har måttet vente i timevis i ambulancen foran hospitalet med det resultat, at paramedicinerne og deres køretøjer ikke har kunnet hente og hjælpe andre imens.

Hannah ventede 11 timer, men der er tilfælde, hvor patienter har ventet i flere døgn. Og der er stadig lange køer flere steder, selv om problemet toppede i slutningen af sidste år.

Barsler med nye strejker

Årsagerne til den fundamentale krise er mange. Løn- og arbejdsvilkår er nogle af dem, og derfor har flere faggrupper strejket i de seneste måneder i historisk omfang. Nogle faggrupper har indgået nye overenskomster med myndighederne, mens andre stadig barsler med nye strejker, bl.a. sygeplejerskerne i RCN (Royal college of nurses), der lige har stemt nej til et kompromis med regeringen.

Sygeplejerskerne beskyldes nu af regeringen for at sætte patienternes liv på spil. Men den køber sygeplejerskernes formand, Pat Cullen, ikke:

- Sygeplejerskerne har håndteret risici hver eneste dag i de sidste 10 år og især under denne regering, siger hun til BBC.

At familien i Birmingham ikke er ene om at opleve tragedien, dulmer ikke sorgen, men får i stedet vreden op til overfladen.

- Det er da ikke i orden, at man i et moderne samfund skal vente 11 timer på en ambulance. Man kan hente folk ud af et krigsområde hurtigere, siger James Jackman.

Systemets skyld

Hver eftermiddag henter han børnene ved skolen. Han er tidligere bygningsarbejder, men får nu invalidepension på grund af en arbejdsskade, og derfor har han tid til at være chauffør for børnene.

Skoleelever i de traditionsrige uniformer myldrer ud, og da de to ældste børn i familien kommer, sender James Jackman dem et varmt smil. Storesøster Nikita på 16 år vil gerne fortælle, hvad hun tænker om det hele.

- Jeg synes da ikke, det er fair, det her. Men det var jo ikke ambulancefolkenes skyld. Det var ikke sygeplejerskernes skyld. Det er systemet, der ikke fungerer, siger hun stille.

Og på spørgsmålet om, hvordan familien takler det, svarer hun:

- Vi forsøger at leve så normalt, som muligt. At gøre det, vi gjorde før. For hvis vi ændrer en masse, gør det bare det hele endnu mere frygteligt.

James lytter stolt til den modne skolepige – og siger:

- Jeg har lovet Hannah at være der for børnene – så det er jeg, og det holder mig oven vande.

Normalt ligger psykologsamtaler og medicin nok øverst i den psykiatriske værktøjskasse.

Men nu har Psykiatrisk Afdeling i Vejle fået en lidt anderledes behandling – eller behandler.

For 25 år gamle og 400 kilo tunge Svølle kan nu også skrive terapihest på Psykiatrisk Afdeling på cv'et.

En gang om måneden besøger den afdelingen, så patienter med en lang række lidelser kan ae, fodre og ride for at få et afbræk fra hverdagen.

De kan slippe alt, som måske fylder, og være til stede lige nu og her

Christina Dalsgård Lage, socialpædagog og hesteterapeut

Sanseindtrykkene gør, at patienterne kommer mere ned i kroppen i stedet for i hovedet.

- Det er en kæmpe gave at se patienterne smile og se, hvad man vækker i dem. Måske får de nogle gamle minder frem. Jeg ved godt, at de er meget medicinerede, men de har stadig følelser i kroppen, og det er dem, vi arbejder med, siger Mai-Brit Nielsen.

Hun er uddannet psykoterapeut og hesteterapeut. Og igennem tiden har hun selv uddannet 60 hesteterapeuter.

Hun arbejder for virksomheden Hestekraften ved Give, hvor hun hjælper børn og voksne med forskellige lidelser og udfordringer til et bedre liv

Og nu altså også som frivillig hesteterapeut hos de psykiatriske patienter.

Jeg kan mærke det i hjertet og i maven

Charlotte Frøsig, patient, Psykiatrisk Afdeling i Vejle

Med sig har hun sin makker Christina Dalsgård Lage, som er uddannet socialpædagog og hesteterapeut.

- Det giver patienterne ro, og de bliver glade. De kan slippe alt, som måske fylder, og være til stede lige nu og her, siger Christina Dalsgård Lage.

Sanser skal stimuleres

De samarbejder om at give patienterne nogle sanseindtryk, som de ikke er vant til.

En af de patienter, der bruger Svølle som et afbræk fra indlæggelsen inde bag murene, er Charlotte Frøsig.

- Jeg kan mærke, at jeg bliver roligere og får det lidt bedre. Jeg kan mærke det i hjertet og i maven. Jeg tror, at der er mange, der har gavn af det, siger Charlotte Frøsig.

Mai-Brit og Christina er ikke i tvivl om, at de gør en forskel.

Hvordan ved I, at det virker?

- Der er desværre ikke ret meget evidens i det her endnu. Men vi kan se i patienternes ansigter og på deres vejrtrækning, at vi gør en forskel, siger Mai-Brit Nielsen.

- Og så ved vi det, fordi vi kender det fra os selv. Dyr virker, når vi er sure eller kede af det, siger Christina Dalsgård Lage.

Flere og flere terapidyr

Og Svølle, Mai-Brit Nielsen og Christina Lage er langt fra de eneste.

Flere og flere mennesker uddannes til hesteterapeuter, og uddannelsesinstitutionen VIA udbyder nu også en formaliseret diplomuddannelse, som har fulde huse.

Dyr bliver i det hele taget brugt mere og mere. De mest almindelige terapidyr er hund og hest. Men der findes også eksempler på, at der bliver brugt alpakaer, lam og æsler.

Vi ser, at der kommer mere ro på patienternes nervesystem, efter de har været sammen med Svølle

Julie Frost, ergoterapeut, Psykiatrisk Afdeling i Vejle

Flere steder i landsdelen findes der også virksomheder, der tilbyder ridefysioterapi, der er godkendt som behandlingsform af Sundhedsstyrelsen og derfor kan betales af det offentlige.

Organisationen Danske Fysioterapeuter oplyser til TV SYD, at de har registreret 72 ridefysioterapeuter, hvor terapien i højere grad er fysisk.

Ro på nervesystemet

Idéen opstod, da Mai-Brit Nielsen så, at besøgshundene vandt Frivillighedsprisen 2022 i Region Syddanmark.

Hun tog kontakt, og interessen var gensidig.

Mai-Brit Nielsen understreger, at sessionerne ikke skal ses som egentlig behandling – det er blot et supplement.

Ikke desto mindre har det en effekt på patienterne.

- Vi ser nogle patienter, der er meget mere i ro, og det kan vi se på deres kropsholdning, deres måde at trække vejret på og måden, de bærer sig selv. Vi ser, at der kommer mere ro på patienternes nervesystem, efter at de har været sammen med Svølle, siger Julie Frost, der er ergoterapeut på Psykiatrisk Afdeling i Vejle.

Virker det?

Karen Thodberg er seniorforsker på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet. Hun forsker netop i, om dyr kan påvirke vores mentale helbred.

Selvom mange vil mene, at det er indlysende, at det er beroligende og udløser en masse rare stoffer i kroppen, så er det straks sværere at dokumentere.

- Der er nogle – ikke alle – undersøgelser, der viser, at kontakt til dyr kan sænke ens stressniveau. Forskning viser også, at hvis der er et dyr til stede, så kan det være lettere at komme i gang med at tale om svære ting. Men det afhænger altså af ens erfaringer og holdninger til de her dyr. Så hvis du er meget bange for hunde, så virker en hund formodentlig ikke beroligende, siger Karen Thodberg.

Hun mener, at Svølles besøg på Psykiatrisk Afdeling i Vejle er interessant. For Svølle er ikke bare en besøgshest, men en terapihest.

- Det er interessant, for det virker meget målrettet – det er ikke bare ren underholdning. Det lyder, som om de er meget bevidste om, hvad det er for nogle virkemidler, de bruger. Det er ikke bare: ”Det er hyggeligt”. De har et formål med Svølle, siger Karen Thodberg.

Hun er selv leder af forskningsprojektet 'Animal contact' under Trygfonden, som skal forsøge at dokumentere virkningen af dyreterapi. Hun forventer, at forskningsgruppen har resultater klar i 2024.

Hvis du er mere interesseret i emnet, kan du læse mere om Karen Thodbergs arbejde her.

246 flere voldsofre om året. Det er konklusionen i et nyt studie fra Aarhus Universitet, der har undersøgt konsekvenserne ved støj.

Flere steder i Østjylland er støjgener fra trafikerede veje et stort problem, og ved Giber Ringvej kan flere naboer nikke genkendende til det synspunkt. En af dem er Jane Juul Simonsen

Der er en konstant susen og hylen fra den 12 kilometer lange omfartsvej kun 150 meter fra Jane Juul Simonsens hus.

- Jeg slapper ikke af på samme måde længere. Der er hele tiden en irritation inde i en, siger hun.

Siden Giber Ringvej åbnede for de første trafikanter i december 2022 har hun og hendes familie dagligt været generet af støjen fra vejen.

- Vi var godt klar over, at der ville være mere støj. Men vi var ikke klar over, at det ville påvirke os så meget, at vi ikke længere kan slappe af, når vi kommer hjem fra arbejde, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Det har fået hende til at frygte, hvad den konstante støjpåvirkning betyder for hendes og familiens helbred. For støjen ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Ifølge Aarhus Kommune vil strækningen omkring Jane Juul Simonsens hus i 2030 danne vej for 13.000 daglige trafikanter.

- Støj er årsag til vold

Bekymringen er heller ikke uden grund.

Trafikstøj kan nemlig øge risikoen for blandt andet hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og brystkræft. Det har blandt andre Kræftens Bekæmpelse peget på.

Og et nyt studie fra Aarhus Universitet viser endnu en mulig konsekvens ved støj.

Tunge støjkilder som motorveje og lufthavne er nemlig hvert år årsag til flere voldelige overfald i det område i Tyskland, hvor studiet blev lavet.

- Grunden til, at vi kan være sikre på, at støj er årsag til flere voldelige overfald, er, at vi kigger på den helt samme kommune på dage med og uden støj, siger lektor ved Aarhus Universitet og forsker bag projektet, Timo Hener, til TV2 Østjylland.

Støjen, han har undersøgt over en periode på tre år, kommer fra fly, der letter og lander i Tysklands største lufthavn – Frankfurt Lufthavn. Timo Hener har sammenlignet støjniveauet i 12 kommuner med antallet af voldsanmeldelser i de samme 12 kommuner.

Her fandt han frem til, at hvis støjen blev hævet med 4,1 decibel, så steg voldsraten i samme område med 6,6 procent. Samlet betød det 246 flere voldsofre om året i det undersøgte område.

Hvordan kan du være sikker på, at der er en sammenhæng mellem støj og voldelige overfald?

- Fordi vi sammenligner de helt samme kommuner på dage med og uden støj. Det giver os tilliden til at tro på, at støjen er årsag til volden, siger han.

Håber på støjværn

Selvom studiets konklusioner ikke direkte kan overføres til Giber Ringvej, så kan de ifølge Timo Hener fortælle noget om de generelle konsekvenser ved støjforurening, der er vigtige at kende til.

- Vi ved ikke særlig meget om konsekvenserne ved støjforurening. Dem skal vi gerne kende, for at sikre at der er en ligevægt mellem velfærd og omkostninger, siger han.

Ved Giber Ringvej håber Jane Juul Simonsen, at Aarhus Kommune vil overveje at sætte støjværn op langs strækningen ved hendes hus, så hun i fremtiden kan blive fri for den konstante syngen fra vejen.

- Vi håber, at det vil lykkes at få noget støjafskærmning, for det ville være en enormt stor beslutning, hvis vi skulle flytte herfra, siger hun.

Ifølge rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang (K), kan der blive åbnet op for, at flere borgere i fremtiden vil have udsigt til støjværn.

- Vi har lavet støjreducerende tiltag flere steder langs Giber Ringvej, men jeg har forståelse for, at man som nabo alligevel kan opleve støj fra vejen. Det er derfor, vi har bedt en rådgiver lave støjmålinger. Vi forventer at have resultaterne af målingerne inden sommerferien, skriver Nicolaj Bang i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.

Ditte Elnegaard Haddaoui sidder i sin sofa med tre notesbøger i skødet. Det er hendes datter Rebekkas. Hun bladrer gennem siderne, som er fyldt med tegninger, digte og datterens tanker fra de seneste syv år.

På en af siderne har hun fundet et brev, som Rebekka Elnegaard Wiede har skrevet, men aldrig sendt.

I brevet, som indledes med ”Kære mor”, skriver Rebekka, at hun ikke længere kan være i denne verden.

Hun bønfalder sin mor om ikke at græde.

- Lov mig at komme videre. Mor, jeg elsker dig. Hvis der sker mig noget, må du aldrig beskylde dig selv, skriver hun.

Ditte Elnegaard Haddaoui snøfter, mens hun læser ordene højt. Tankerne bag datterens ord er ikke nye for hende. Tværtimod. Men brevet gør en for hende fuldstændig uvirkelig situationen mere virkelig.

Hendes 23-årige datter Rebekka Elnegaard Wiede er en af de næsten 200 psykiatriske patienter, der har forsøgt selvmord under en indlæggelse de seneste tre år. Mindst 64 patienter har taget deres eget liv i samme periode. Det er det højeste antal selvmord under indlæggelse blandt verdens OECD-lande.

Rebekka overlevede, men ikke uden mén. I dag er hun hjerneskadet, og hun ligger i en seng og kan hverken bevæge sig eller smile til sin mor længere. Ditte Elnegaard Haddaoui sidder tilbage med dagbøgerne og ét altoverskyggende spørgsmål: Hvordan kunne det gå så galt?

Det forsøger hun at finde ud af i TV 2-dokumentaren 'Hold mig fast. Før jeg forsvinder'.

Blev indlagt første gang som 11-årig

Rebekka Elnegaard Wiedes udfordringer begyndte allerede i en tidlig alder. Gennem børnehaven og de første skoleår ændrede den ellers glade pige sig.

- Hun blev mere udadreagerende, og vi kunne slet ikke styre hende. Hun begyndte at slå sig selv med en hårbørste og truede med at hoppe ud ad vinduet, husker hendes mor.

Da Rebekka var ti år, fik Ditte Elnegaard Haddaoui en dag et opkald fra hendes lærer, der havde lagt mærke til, at Rebekka havde skåret sig i armene. Udfordringerne med hende var nu blevet så store, at familien søgte hjælp. Først hos skolen, så hos kommunen og til sidst i psykiatrien.

Som 11-årig blev Rebekka Elnegaard Wiede indlagt på en psykiatrisk afdeling for første gang.

Ditte Elnegaard Haddaoui tror, at skilsmissen mellem hende og Rebekkas far var medvirkende til, at Rebekka fik det værre i den periode. For den var svær og sorgfuld for hende at gå gennem.

I en video, Rebekka Elnegaard Wiede optog flere år senere, findes også en anden mulig forklaring. En mand udsatte hende for et overgreb, da hun var ti år.

Rebekka fortalte kun til sin mor, at manden havde fulgt efter hende, og derfor fandt Ditte Elnegaard Haddaoui først ud af, hvad hendes datter havde været udsat for, da hun mange år senere læste dagbøgerne og så videoen.

- Hvis jeg ikke får hjælp, tager jeg livet af mig selv

I løbet af sin første indlæggelse udviklede Rebekka Elnegaard Wiede symptomer på anoreksi. På grund af pladsmangel var hun blevet flyttet til en stue med en pige, der havde en spiseforstyrrelse.

I sin dagbog skrev hun mange sider om fordelene ved at være tynd. Hun lavede detaljerede diætplaner og listede ting op, hun kunne lave for at aflede sine tanker, når hun mærkede sult.

Og som tiden gik, fyldte hun flere af siderne med sine mørke tanker. Hun skrev blandt andet om dem, der siger, at livet er nemt, at der må "være noget, de har glemt".

Rebekka Elnegaard Wiede blev udskrevet fra sin første indlæggelse efter et halvt år, men de svære tanker havde bidt sig fast. Hun havde det så svært, at hun ikke længere kunne bo hjemme hos sin mor eller far.

Derfor levede hun et teenageliv, hvor hun skiftevis var indlagt i psykiatrien og boede på behandlingshjem.

I dagbogen beskrev hun, hvordan en umenneskelig smerte indeni blev til fysisk smerte.

Ditte Elnegaard Haddaoui husker, hvor forpint Rebekka var på det tidspunkt. I perioden, fra hun var 12 til 17 år, fik hun 4 forskellige diagnoser. Først adhd og Aspergers syndrom. Som 12-årig fik hun diagnosen anoreksi og som 14-årig skizofreni.

Hverken Ditte eller Rebekka selv følte, at der var nogen, der kunne hjælpe hende. Hver gang, hun fik en ny diagnose, skiftede behandlingen.

Peter Handest er psykiater og tidligere overlæge på blandt andet den psykiatriske afdeling på Hvidovre Hospital. Han har læst Rebekka Elnegaard Wiedes journaler fra hendes tid i psykiatrien og mener, at hendes sag er et billede på en psykiatri, der ikke fungerer.

- Hele forløbet er præget af kaos. Hun får jo så mange forskellige diagnoser, som tydeligt vidner om, at der ikke er nogen, der har overblik over hendes forløb, siger Peter Handest.

Det skyldes blandt andet, at psykiatrien er en "rodebunke" med mangel på faglig kunnen, mener Peter Handest.

- Det hele drejer sig om, at det skal være billigere. Der mangler gamle overlæger med megen erfaring og stor viden. Så i dagens psykiatri er det psykologer, sygeplejersker og medicinstuderende, der varetager en del af den specialopgave, det er at diagnosticere, siger han.

Det er Peter Handests vurdering, at det manglende overblik har været medvirkende til at forværre Rebekka Elnegaard Wiedes lidelse.

Overgrebet

Da Rebekka Elnegaard Wiede som 20-årig var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital, skete der noget, som forværrede situationen yderligere.

Rebekka var så selvmordstruet, at hun fik skærpet fastvagt. Det betyder, at der sad en medarbejder på stuen og passede på hende. Sørgede for, at hun ikke handlede på sine selvmordstanker.

Men en af medarbejderne, hendes kontaktperson, gjorde det modsatte af at passe på hende. Han udsatte hende for andet seksuelt overgreb end voldtægt tre gange.

4. december 2019 skrev Rebekka i sin dagbog, at selvom hendes familie ville blive ked af det, var det nødvendigt at se, hvordan hun fik fred. Hun var træt af altid at skulle kæmpe.

To uger senere skrev hun brevet til sin mor. Det, hvor hun bad hende om at love at komme videre. Ditte Elnegaard Haddaoui måtte aldrig beskylde sig selv, hvis der skete Rebekka noget.

- Det er mit valg, skrev hun og bad sin mor om at skåne Rebekkas lillebror, Hugo, for sandheden. I stedet skulle han vide, at hun var taget på ferie.

Yderligere to uger senere forsøgte Rebekka Elnegaard Wiede at tage sit liv på sin stue på Frederiksberg Hospital.

Denne gang gik det så galt, at hun endte i respirator.

Rebekka kom ud af respiratoren efter et døgn, og i tiden efter oplevede Ditte Elnegaard Haddaoui det som om, at datteren fik det bedre.

Men på det tidspunkt vidste hun ikke, at hendes datter gik med hemmeligheden om, hvad kontaktpersonen havde gjort ved hende.

Syv måneder efter overgrebene fandt Rebekka Elnegaard Wiede dog modet til at fortælle det til personalet på Frederiksberg Hospital.

Manden blev meldt til politiet, og Rebekka blev udskrevet. Hun fik sin egen lejlighed, som hun boede i frem til august 2021, hvor hun igen blev indlagt.

- Jeg ved ikke, om jeg bare er tabt nu

Rebekka Elnegaard Wiede skrev flere sider i sin dagbog om, hvad overgrebet havde gjort ved hende. Hun var ødelagt og kunne ikke se meningen med sit "ensomme og latterlige liv", ligesom hun ikke troede på, at det ville give hende livsglæden tilbage, når retssagen blev afgjort.

I juni 2021 blev kontaktpersonen dømt for forsøg på voldtægt samt andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse. Ved strafudmålingen i december samme år fik han halvandet års fængsel og blev frataget rettigheden til at arbejde som sosu-assistent. En dom, som Østre Landsret 13. marts 2023 skærpede til to års fængsel.

At en medarbejder udsætter en patient for overgreb, er både ulykkeligt og uacceptabelt, siger Line Duelund, som er centerchef på Psykiatrisk Center København.

- Det må jo ikke ske. Vi er virkelig kede af det. Da vi blev opmærksomme på sagen, blev den ansatte fyret med det samme, siger hun.

- Der er kun en ting at sige til Rebekka og hendes forældre, og det er undskyld, siger Line Duelund.

Den undskyldning er Ditte Elnegaard Haddaoui glad for. Men hun har stadig svært ved at acceptere, at det overhovedet kunne ske.

- Det er grotesk. Særligt, når vi ved, hvad hans handlinger har betydet for, hvordan Rebekka havde det til sidst, siger Ditte.

I sin dagbog skrev Rebekka, at kontaktpersonen havde ødelagt den sidste glæde, hun havde i livet.

Mellem jul og nytår 2021 optog Rebekka Elnegaard Wiede en video fra sin seng på Psykiatrisk Center København.

Videoen skulle vise sig at blive hendes sidste.

Det sidste selvmordsforsøg

Ditte Elnegaard Haddaoui kunne med det samme mærke, at der var noget galt, da lægen fra Psykiatrisk Center København præsenterede sig i telefonen.

- Der er ikke sket noget med Rebekka, vel? spurgte hun bekymret.

- Jo, det er der desværre, svarede lægen.

Ditte Elnegaard Haddaoui tabte pusten. Hendes hænder rystede, men hun kunne ikke mærke det. Lægens ord forsvandt længere og længere væk.

- Jeg kan ikke huske meget andet fra den samtale, end at han sagde, at hun havde fået hjertestop, og at de havde fået gang i hjertet igen.

Tidligere samme dag havde hun sms'et med Rebekka, som havde sendt et selfie fra Fælledparken, hvor hun var ude for at gå en tur. Men da Ditte Elnegaard Haddaoui og hendes mand kom ind på Rigshospitalet, lå Rebekka i kunstig koma.

Rebekka Elnegaard Wiede lå i respirator i tre uger, mens lægerne undersøgte hende. De forberedte Ditte på, at hun kunne komme til at stå i en situation, hvor hun skulle beslutte, om der skulle slukkes for respiratoren.

Der kom det ikke til. Rebekka overlevede. Igen.

Men hun blev hjerneskadet og er i dag indlagt på et rehabiliteringshjem.

Rebekka kan hverken tale, holde sit hoved selv eller bevæge arme og ben. Og lægerne er usikre på, hvor meget af det, der sker omkring hende, hun opfanger og forstår. De tror, at hun kan genkende sine forældre.

Ditte Elnegaard Haddaoui besøger Rebekka næsten hver dag. Selvom hun ser hende ligge i sengen og have brug for hjælp til alt, føles det indimellem, som om det ikke er virkeligt. Som om Rebekka snart vågner og kan drikke kaffe og sladre om drenge med sin datter igen.

Men vreden er virkelig. Den fylder Ditte, når hun forlader sin datters stue.

For da Rebekka Elnegaard Wiede forsøgte at tage sit liv, var hun indlagt på en såkaldt nulstue på Rigshospitalet.

Hvordan kunne det ske?

På en nulstue må der ikke være noget, som kan bruges til at gøre skade på sig selv. Rebekka var blevet indlagt der få dage forinden, fordi hun havde så mange selvmordstanker. Hun skulle tilses af personalet hvert kvarter.

Men personalet på Psykiatrisk Center København havde overset noget hospitalsudstyr på hendes stue. 12. januar 2022 brugte Rebekka Elnegaard Wiede det hospitalsudstyr til at forsøge at strangulere sig selv.

Da lægerne fandt Rebekka, fik de genoplivet hende. Men i dag er hun hjerneskadet som følge af selvmordsforsøget, fordi hun i en periode ikke fik ilt nok til hjernen.

Ditte Elnegaard Haddaoui kan ikke forstå, at det kunne ske lige der, hvor hendes datter skulle være mest beskyttet. Der, hvor nogen skulle passe på hende, fordi hun ikke kunne passe på sig selv.

Jeg har så meget vrede i mig, selvom de har undskyldt nu

Ditte Elnegaard Haddaoui

Det burde heller ikke kunne lade sig gøre, fastslår Anders Fink Jensen, der er professor og cheflæge på Psykiatrisk Center København.

- Det er ekstremt ulykkeligt, når en patient forsøger at tage sit eget liv under indlæggelse. Men det kan desværre ikke undgås fuldstændig. Psykiatrien er jo ikke et fængsel, hvor vi bare spærrer patienterne inde. Vi kan ikke have fast vagt på patienterne hele tiden, fordi det også er vigtigt, at de udvikler sig, siger Anders Fink Jensen.

I Region Hovedstaden afdækker de hele tiden mulighederne for at forhindre det, men det sker altså, at de opdager, at der er noget, de har overset, forklarer han.

Psykiatrisk Center København vil ikke forholde sig til den konkrete sag over for TV 2. Men Ditte Elnegaard Haddaoui og hendes mand har været til møde med dem, hvor de ifølge Ditte har erkendt, at Rebekka Elnegaard Wiede var så selvmordstruet, at hun ikke skulle have haft adgang til hospitalsudstyret.

Psykiatrisk Center København oplyser til TV 2, at de efter Rebekka Elnegaard Wiedes selvmordsforsøg har ændret praksis for, hvilke ting der må være tilgængelige for patienter på deres lukkede afdelinger.

Midt i sorgen er det en lettelse for Ditte Elnegaard Haddaoui, hvis Region Hovedstadens tiltag om at fjerne den specifikke slags hospitalsudstyr kan forhindre, at andre familier kommer til at havne i samme situation. Men det fjerner ikke den frustration, der hver dag buldrer rundt i hende.

- Jeg har så meget vrede i mig, selvom de har undskyldt nu. Ledelsen har sagt, at de selvfølgelig skulle have passet bedre på Rebekka og lyttet bedre til os, men det er jo ikke godt nok. Vi får hende jo ikke tilbage, siger Ditte Elnegaard Haddaoui.

Den erkendelse kæmper hun med at holde fast i. Ofte overtager håbet om, at hun en dag igen kan få besøg af Rebekka og tale med hende som før. Det er lettest sådan. At lade håbet fylde.

Til Rebekkas 23-årsfødselsdag blev det dog tydeligt for hende, at det håb har lange udsigter.

Normalt ville fejringen af Rebekka være fyldt med grin. Hun og lillebroren ville have danset til sange fra Tiktok og fortalt masser af vittigheder. Men denne gang lå Rebekka stille i sin seng. Den var tiltet og drejet, så hun kunne se over på sin familie. De sad på række, hendes mor, mormor og morfar, som var kommet for at fejre hende.

Ved siden af på bordet lå gaverne. Hugo pakkede op.

Gaven fra ham selv var en drømmefanger, som skal jage alle de grimme tanker væk om natten.

Fra mor og papfar Riffi var en poncho.

Ditte krammede Rebekka og forklarede, at hun havde købt det, hun tænkte, der kunne bruges lige nu. Der havde jo ikke været en ønskeseddel så kilometer lang, som til den fødselsdag, hvor hun ønskede sig en trenchcoat og at få lavet negle.

Sådan vil det nok være de næste mange fødselsdage.

For Frank Humle, der er neuropsykolog på Center for Hjerneskader, har undersøgt Rebekka Elnegaard Wiede og set hendes journaler og scanningsbilleder.

Det må have været et råb om hjælp

Frank Humle vurderer, at de skader, Rebekkas hjerne fik under selvmordsforsøget, er blivende. Det betyder, at den svære fysiske påvirkning af hendes arme og ben vil vare ved, og at hendes indlæring, opmærksomhed og hukommelse vil være påvirket. Rebekka vil have brug for massiv pleje resten af sit liv.

Neuropsykologen forventer heller ikke, at hun vil komme til at kunne kommunikere almindeligt igen.

Det er en realitet, Ditte Elnegaard Haddaoui har svært ved at se i øjnene. Alligevel er hun lettet over, at hendes datter stadig er her i en eller anden forstand.

For hun er overbevist om, at Rebekkas sidste selvmordsforsøg udelukkende var et råb om hjælp. Hun føler sig sikker på, at hendes datter ikke ville dø.

- Hun fortrød altid bagefter og var så ked af det.

Ved hvert selvmordsforsøg er Rebekka altid blevet reddet, og Ditte Elnegaard Haddaoui har en fornemmelse af, at hun har planlagt forsøgene efter, hvornår hun vidste, at personalet eller familien ville tjekke til hende.

- Hun har jo altid formået at gøre noget, lige inden de kom. Tit har hun ringet på klokken efter dem eller ringet til mig, så jeg kunne ringe til afdelingen. Så hun har altid haft denne der livline ude, fordi hun ikke ville det.

Men 12. januar 2022 gik det galt. Og nu får Rebekka aldrig det liv uden dæmoner og selvmordstanker, hun drømte om.

Hvis du eller en, du kender, har selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem 11.00 og 05.00. Du kan også skrive til Livsliniens mail eller chatrådgivning her og her.

Du kan se dokumentaren 'Hold mig fast. Før jeg forsvinder' torsdag klokken 20.40 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.

Et antal medarbejdere i Region Hovedstaden og Region Sjælland har været inde i en patientjournal tilhørende den 13-årige pige, der i weekenden ifølge politiet var udsat for alvorlige overgreb på Vestsjælland.

Derfor er de nu hjemsendt, og sagen er anmeldt til både Datastyrelsen og Styrelsen for Patientklager, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

- Jeg bliver virkelig både rystet og ulykkelig over, hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunnet styre deres nysgerrighed og har snaget i en journal, der ikke bare handler om et barn, men et barn, der har været udsat for en forfærdelig forbrydelse, udtaler hospitalsdirektør på Rigshospitalet Rasmus Møgelvang.

Overvejer at politianmelde

De ansatte er hjemsendt, mens det undersøges, om der var faglig begrundelse for de opslag, de i løbet af weekenden har lavet i patientjournalen tilhørende den 13-årige pige.

Regionerne oplyser, at Rasmus Møgelvang på deres vegne har været i kontakt med pigens mor om opslagene i datterens journal og beklaget.

De oplyser samtidig i pressemeddelelsen, at man nu overvejer, om de hjemsendte medarbejdere skal politianmeldes:

- Jeg kan ikke udtale mig om de konkrete ansættelsesretlige konsekvenser for de enkelte medarbejdere, men med de skærpende omstændigheder i den konkrete sag, så betyder det, at alle ansættelsesretlige konsekvenser – herunder afskedigelse - er i spil. Samtidig vurderes det i hver enkelt tilfælde, om der skal ske politianmeldelse af den enkelte medarbejder, siger Rasmus Møgelvang.

De to regioner vil nu undersøge, om der er behov for at justere deres kontroller med patienternes sundhedsoplysninger.

Prøverum uden forhæng, spiritusflasker bag lås og slå og sko uden makker på hylderne.

Det er nogle af de tiltag varehuschef Søren Nielsen fra Kvickly i Odense har set sig nødsaget til at gøre brug af for at komme et fortsat stigende antal butikstyverier til livs.

- Vi har aldrig fået stjålet så mange fødevarer og dagligdagsvarer, som vi gør nu. Det er dagligt det sker, siger han og viser TV 2 et synligt bevis på det tiltagende rapseri, som han netop har fundet: Tre brudte pakker, der engang indeholdt boksershorts fra Björn Borg.

Landsdækkende problem

Søren Nielsen er langt fra den eneste varehuschef, der oplever en stigning i antallet af butikstyverier.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i første kvartal af 2023 er blevet anmeldt 5960 butikstyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til en stigning på ni procent i forhold til fjerde kvartal 2022.

Antallet af anmeldte butikstyverier har været markant stigende siden fjerde kvartal 2021, hvor der blev anmeldt 3735 butikstyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til en stigning på 60 procent, når fjerde kvartal 2021 sammenlignes med første kvartal 2023.

Vi har altid fået stjålet meget kød, men det er ikke engang dyrt kød længere. Nu er det også sådan noget som fars til frikadeller.

Søren Nielsen, varehuschef Fars, ost og brød

Coop oplyser til TV 2, at det fortsat er velkendte produkter, som er i højest kurs hos de langfingerede kunder: Produkter til personlig pleje, energidrik, vin og spiritus, dyrt kød og slik.

Det billede bekræfter Søren Nielsen fra Odense. Han oplever dog samtidig, at der sker en stigning i antallet af tyverier af mere almindelige dagligvarer:

- Vi har altid fået stjålet meget kød, men det er ikke engang dyrt kød længere. Nu er det også sådan noget som fars til frikadeller. Der bliver også stjålet meget brød og ost, så det er helt almindelige basisvarer. Det er den store forskel i forhold til før krisen, siger han.

Ingen konsekvenser

TV 2 har tidligere haft fokus på netop stigningen i antallet af butikstyverier. Blandt andet i dokumentaren "Hvor er politiet?", hvor en række butiksejere klagede over ringe hjælp fra ordensmagten.

Og netop hjælp fra politiet er også noget, Søren Nielsen efterlyser:

- Som jeg ser det er der ingen konsekvenser overhovedet for at ”låne” noget hos os, siger han.

TV 2 arbejder på en kommentar fra Fyns Politi.

Hverdagen for alle danskere blev 11. marts 2020 fuldstændig forandret.

En pandemi var nået til Danmark, og statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned.

En hel verden blev vendt på hovedet – også den nu afdøde realitystjerne Sidney Lees.

Men mens flertallet af danskerne formåede at vænne sig til en hverdag med mundbind, forsamlingsforbud og senere coronavacciner, ramte restriktionerne noget helt fundamentalt hos Sidney Lee.

Det var på barer og diskoteker, at han levede sit liv, men da stederne lukkede ned, forsvandt en stor del af hans identitet også.

- Da coronaen kom, var det ikke godt for Sidney. At byen lukkede, og vi ikke kunne gå i byen – det fratog ham hele hans verden, fortæller Mary-Ann Holm, der var kæreste med Sidney Lee i knap fem år.

Mens de færreste danskere kan have misset Sidney Lees eksistens i 2010’erne, levede han en mere anonym og også ensom tilværelse de sidste år af sit liv.

Det er den tid, som tredje og sidste afsnit af dokumentaren ‘Sidney’ handler om.

For nu fortæller nogle af Sidney Lees nærmeste om hans sidste år, der blandt andet var præget af alkohol, ensomhed og ”en besættelse” af corona.

Sidney Lee og Mary-Ann Holm mødte hinanden i 2016 på diskoteket Billy Booze.

Ugen efter aftalte de at gå i byen sammen igen, og Mary-Ann Holm husker stadig det møde i dag:

- Det fede var, at han lagde den der store arm rundt om mig. Og fra den dag af havde han den ligesom rundt om mig altid, siger hun.

Sidney Lee fortalte, at han faldt for den ni år ældre Mary-Anns modenhed, intelligens og udseende, mens hun faldt for ham, fordi han var både sjov og sød. Og de blev hurtigt kærester.

Mary-Ann Holm kunne godt mærke aldersforskellen, der kun blev tydeligere af, at Sidney Lee på mange måder hang fast i teenageårene.

Men det var faktisk også det, hun i nogen grad faldt for, da hun i starten besøgte ham på værelset hjemme hos hans forældre.

- Jeg havde det, som om jeg var teenager igen. Vi gemte os inde på hans værelse, og vi kunne ikke spille alt for højt, medmindre de ikke var hjemme.

- Og altså ... Hvor fanden får man det henne, når man er 45 år? Hvor får man lov til at føle sig som teenager igen? spørger hun.

Senere flyttede Sidney Lee ind hos Mary-Ann Holm.

Det var ifølge hendes eget udsagn ”vildt at få ham inden for dørene”.

Han startede nemlig med at skrue helt op for varmen og dække alle vinduer til, så der blev både varmt og mørkt, og på den måde kunne han game hele natten, fortæller hun.

Parret nød livet sammen og var både i byen og på den røde løber, men alt det stoppede altså i marts 2020 med coronapandemien.

Restriktionerne gjorde det umuligt for Sidney Lee at leve det liv, han ellers elskede, og det hadede han.

- Sidney og restriktioner er bare ikke godt sammen. Jeg synes, at Sidney mistede noget af det der sjove, glade gå-i-byen-Sidney, og han blev meget optaget af corona og det triste ting omkring det, fortæller Mary-Ann Holm.

Sidney Lee var meget kritisk over for både corona, restriktionerne, regeringens håndtering af sygdommen og vaccinerne.

Han delte holdningerne med sin bekendte Jarin Berthelsen.

- Vi var begge meget skeptiske omkring corona. Vi synes, at politikere og medier misbrugte deres magt til at skræmme befolkningen og sælge vacciner. Det var ikke, fordi vi ikke anerkendte, at den fandtes. Vi mente bare slet ikke, at det var så farligt, siger Jarin Berthelsen.

Ifølge Mary-Ann Holm fyldte corona pludselig meget for Sidney Lee.

- Det var det eneste, han ville tale om, og det eneste, han googlede. Han blev besat af corona, siger hun.

Det fyldte så meget, at han stødte flere venner fra sig, der ikke havde det på samme måde som ham. Og frustrationen over hele nedlukningen fyldte langt mere for Sidney, end den gjorde for Mary-Ann Holm.

Hør Sidneys ekskæreste og mor fortælle endnu mere om Sidneys svære forhold til corona og corona-isolationen i podcasten her.

Han fandt dog en løsning på sit store behov for at komme ud under den første coronanedlukning:

Dyrehavsbakken i Klampenborg.

Et nyt liv på Bakken

Forlystelsesparken kunne åbne tidligere op end mange andre steder, fordi det meste foregik udendørs.

Der var en spillehal og udendørsbeværtning, hvor man kunne drikke øl, og det gav Sidney Lee mulighed for at gøre noget af det, han holdt så meget af igen.

Nemlig at spille på maskiner og møde mennesker.

Sidney Lee begyndte at komme der så meget, at han fik sin egen stol i spillehallen og fik free play på maskinerne.

Mens Sidney Lee stod og gamede, skete det jævnligt, at han blev genkendt.

Især fordi han helt bevidst trak i sit ”Sidney-outfit”.

- Han har været ude på Bakken, hvor han havde en kasket på, og så måtte han lige bytte om til bandana, fordi han ikke fik nok opmærksomhed, hvis han ikke havde sin ”nissehue på”, som han sagde, fortæller Mary-Ann Holm.

Mary-Ann Holm havde dog ikke samme begejstring for Bakken, hvor Sidney, ifølge hende, kom mange gange om ugen.

Og efterhånden gled parret fra hinanden.

- Jeg gad ikke Bakken så meget, som han havde lyst til. Jeg var ikke så optaget af, hvor frygtelige restriktionerne var. Vi havde nogle ting, der delte os på mange måder, siger hun.

Under og efter coronanedlukningerne begyndte Sidney Lee at drikke mere alkohol.

Mary-Ann Holm havde sagt til ham, at man bliver gammel, hvis han spiste dårligt, drak for meget og ikke motionerede.

Men for ham var alt sjovere, når man havde ”en lille buzz på”, som han sagde.

I de sidste år af Sidney Lees liv blev der kun skrevet meget lidt om ham i bladene og aviserne.

Det var nærmest kun, når der var Reality Awards, at fik han plads i fjernsynet og i spalterne.

Her gik det ikke ubemærket hen, at han var blevet en del større.

I 2021-udgaven af prisuddelingsshowet fik Sidney Lee hårde ord med på vejen af Ekstra Bladets såkaldte ”modediktator”.

- Ingen over og ingen ved siden af, men søde Sidney Lee, hvad er der dog gået galt? Vi kan alle tage et par kilo på her under coronalockdown, men dette er jo i en liga for sig – man kan jo knap nok kende manden, stod der i avisen.

Det var i spillehallen Mr. Muscle på Bakken, at Camilla Nielsen i foråret 2021 først fik øjenkontakt med Sidney Lee og så faldt i snak med ham.

Hun kendte ham fra medierne, og hun havde altid kunnet lide ham, fordi han virkede som et menneske, der turde være sig selv.

Blandt flippermaskiner talte de længe om deres fælles interesser for heavy metal og film fra 1980’erne, og Camilla Nielsens ene datter fik en selfie med realitystjernen.

De blev hurtigt kærester, selvom ingen af dem ledte efter en.

I hinanden genkendte de følelsen af at stikke ud og ikke at passe ind ret mange steder.

Hun husker ham som glad i den periode, men hun fortæller også, at han i den sidste tid havde ”nogle dyk, hvor det var svært at være Sidney”.

På den ene side havde han brug for opmærksomheden, men på den anden side kunne det godt være overvældende for ham.

Samtidig havde nedlukningen under coronaperioden givet ham en følelse af ensomhed.

- Sidney sagde ikke så meget om den der tristhed – andet end at han havde brug for, at jeg var der. Det var jeg selvfølgelig. Han fortalte mig, at det havde været hårdt, at det havde taget hårdt på ham, og at han følte sig ensom, fortæller Camilla Nielsen.

Den ene af Camillas to voksne døtre var gravid, hvilket betød, at Sidney Lee skulle være papmorfar.

- Han glædede sig til at blive en slags legeonkel, siger Camilla Nielsen.

Hun fortæller, at Sidney Lee foreslog, at pigen skulle hedde Angie, når hun blev født.

Sidney Lee og Camillas forhold udviklede sig, og de begyndte at lægge fremtidsplaner. Det var meningen, at de skulle flytte sammen.

Men 16. maj 2022 døde Sidney Lee.

Sidney Lee boede stadig hjemme hos sine forældre, da han døde.

Han hadede at gå til lægen og gjorde det næsten aldrig, men han fik dog tjekket nogle problemer med maven, som han havde døjet med længe.

Også forældrene troede, at det var noget maveonde, Sidney Lee havde.

Ingen vidste, at han var syg med lungebetændelse, der blev til en blodforgiftning, og som endte med at tage livet af ham.

Forældrene ringede 112, og politiet var de første, der nåede frem, men da var det for sent at hjælpe ham.

Dødsfaldet kom som et stort chok for hans familie, kæreste og venner.

- Vi havde aldrig troet, at han kunne dø nu. Aldrig. Den stærke mand, siger Sidney Lees mor, Bente.

Hverken familien, Mary-Ann Holm eller Camilla Nielsen ønsker at fortælle mere om Sidney Lees død, end de har gjort i programmet.

Selvom det snart er et år siden, at Sidney Lee døde, føles det for Camilla Nielsen, som om hun fik beskeden i går.

Siden har hun kunnet læse, hvordan han er blevet hyldet for at være original og holde fast i at være det.

Det ville have glædet ham at få den anerkendelse, tror Camilla Nielsen.

Sidney Lee nåede aldrig at blive papmorfar og “legeonkel” for hendes barnebarn, som blev født efter hans død. Den lille pige har dog fået navnet Angie.

Du kan se programmet 'Sidney' klokken 20.40 tirsdag eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Du kan også høre familie og venner fortælle endnu mere om realitystjernens liv i tredje og fjerde afsnit af Echo Dox-podcasten 'Sidney Lee - min historie', som kan høres alle de steder, du ellers hører podcast.