Julen er hjerternes - og traditionernes - tid, og i disse dage får en norsk reklamefilm international opmærksomhed for at bryde med sidstnævnte.
I reklamen forelsker julemanden sig i en anden mand, og hvert år på juleaften står hans udkårne klar foran kaminen for at nyde hvert sekund med julemanden, inden der går et år, før de igen ser hinanden.
Reklamen er lavet i anledning af 50-året for, at Norge afkriminaliserede homoseksualitet. Og spørger man kreativ direktør i reklamebureauet Hjaltelin Stahl Nicolai Stahl, er resultatet imponerende.
Velkommen til dagens overblik.
Dansk fregat har dræbt fire piraterBesætningen på den danske fregat Esbern Snare var onsdag i ildkamp med et piratskib syd for Nigerias kyst. Det oplyser Forsvaret torsdag i en pressemeddelelse.
Under ildkampen blev fem pirater ramt af skud, og fire af dem afgik ved døden. Der var samlet otte pirater ombord på den motorbåd, de sejlede i, og fire af piraterne er torsdag ved et grundlovsforhør i Københavns Byret blevet sigtet for drabsforsøg.
Ingen på den danske fregat blev såret, og ifølge de danske soldater var der tale om selvforsvar.
Presset i det offentlige sundhedsvæsen rammer privathospitalerSå skal vi videre til sundhedsvæsenet, for der er vist efterhånden ingen, som kan være i tvivl om, at det danske sundhedspersonale er presset.
Indtil videre har vi hørt beretninger om travlhed og stress på de offentlige hospitaler, men det har også ramt privathospitaler. Det fortæller Claus Hovgaard, som er formand for Sundhed Danmark, brancheforeningen for privathospitaler.
En del af forklaringen er ifølge Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, den omdiskuterede behandlingsgaranti, som sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt eller udredt inden for 30 dage.
EMA godkender coronavaccine til de mindre børnDet europæiske lægemiddelagentur, EMA, har torsdag godkendt Pfizers coronavaccine til børn mellem 5 og 11 år.
Vaccinen har indtil nu været godkendt til personer fra 12 år og opefter.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark begynder at vaccinere børn i den pågældende aldersgruppe, for selvom EMA har godkendt vaccinen, er det op til de enkelte EU-landes myndigheder, om de vil rulle vaccinen ud.
Sundhedsstyrelsen anbefaler revaccination af alle over 18 årVi bliver ved coronavaccinerne, for Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at alle voksne danskere får et tredje stik med en af vaccinerne mod coronavirus. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Indtil nu har det været danskere i særlig risiko for et alvorligt forløb med covid-19, blandt andre personer over 65 år, som har fået invitation til et såkaldt 'booster-stik'.
Den resterende gruppe vil få en invitation i deres e-boks seks måneder efter andet stik.
Negativ coronatest får kortere gyldighedFolketingets Epidemiudvalg har torsdag stemt for at sænke gyldigheden af en negativ coronatest med 24 timer for at mindske smitten i samfundet.
Epidemiudvalget følger dermed Epidemikommissionens anbefalinger.
Der er torsdag aften fortsat møde i Epidemiudvalget, hvor Folketingets partier drøfter, om der skal laves yderligere restriktioner.
Hvis der er flertal for nye restriktioner, kan det betyde, at danskerne igen skal tage mundbindet i brug, og at coronapasset skal bruges endnu flere steder.
***
Det var alt fra torsdagens (corona)overblik. Alle ønskes en god aften.
Vi læses ved i morgen.